Mødet mellem seks personer, ledet af Abdullah Öcalan og afholdt ved Cubuk-dæmningen i Ankara, markerede begyndelsen på en smertefuld og vanskelig proces. I en atmosfære af ekstrem undertrykkelse og despoti rettet mod både det kurdiske folk og revolutionære bevægelser var det at sige, at “Kurdistan er en koloni”, et skridt, der krævede både mod og beslutsomhed. Som Öcalan beskrev det, stammede udfordringen ikke fra ren og skær magtudøvelse, men fra den hvide tyrkiske fascismes særlige natur og det kvælende psykologiske og kulturelle miljø, den skabte.

Abdullah Öcalan udtalte, at genoplivning af den kurdiske nationale bevægelse i en kontekst, hvor den tyrkiske stat fejrede sejren for den kulturelle folkemord, var beslægtet med at bringe de døde tilbage til livet. Da han fornemmede de forestående fodspor efter militærkuppet den 12. september, konkluderede han, at Tyrkiet og det nordlige Kurdistan ikke var egnede områder til at iværksætte en stærk modstand på det tidspunkt, og at det var nødvendigt at forlade landet for en tid. Da Europa ikke gav grobund for revolutionære gennembrud, understregede han, at den mellemøstlige sfære var mere i overensstemmelse med deres mål. Af denne grund valgte Öcalan i modsætning til andre ikke Europa som det strategiske centrum for sit arbejde.

KRIG KAN IKKE UNDGÅS

Abdullah Öcalan bemærkede, at forholdene på den tid krævede, at Kurdistans Arbejderparti (PKK) førte en revolutionær krig internt og dannede alliancer med andre organisationer og ægte socialistiske stater eksternt. I en refleksion over kampen for en fri identitet udtalte han: “PKK havde store løfter om et liv i frihed, men ideologiske løfter alene kunne aldrig være nok til at opnå det. Det var nødvendigt at skabe og aktivere et PKK, der kunne føre krig. Uden viljen til at kæmpe kunne ingen form for frihed opnås – ikke engang anerkendelsen af selve vores identitet. Det, man forestillede sig i Ankara, var langt fra et frit liv; måske var det blot at få et navn til sin egen identitet. Selv det indebar enorme risici. I sidste ende, på trods af disse risici, var kurdisk identitet blevet opnået – i det mindste som et navn. Men det andet store skridt kunne ikke være en gentagelse. En krig for friheden til denne identitet måtte begynde.

Hvis du vil have frihed, må du først gøre krav på din eksistens. Og hvis du vil eksistere, skal du lykkes med at forblive fri. Uden at anerkende den fysiske magts realiteter, uden at handle eller engagere sig i kampen mod den, kan hverken eksistens, identitet eller frihed opnås. Kurdistans Arbejderpartis aktive holdning ved dets begyndelse fik stærk støtte fra folket. Selv om den indeholdt tvetydigheder, bar den oprindelige strategi for antikolonial national befrielse vigtige sandheder, hvilket er grunden til, at den blev omfavnet. Selv visse begrænsede aktioner, der blev gennemført inden for denne strategiske ramme, blev mødt med ekstraordinær interesse og støtte. Da bevægelsen trådte ind på den mellemøstlige arena, begyndte den slags diskussioner om eksistens og frihed at intensiveres.”

DEN UUNDGÅELIGE KRIG MOD KOLONIALISMEN

Abdullah Öcalan har udtalt, at de aldrig tvivlede på nødvendigheden af en revolutionær folkekrig, og understregede, at det kun var gennem væbnede modstandsmetoder, at de kunne forsvare sig mod alle former for undertrykkende ideologier såsom ‘ét hjemland’, ‘ét sprog’, ‘én kultur’ og ‘ét flag’. Han kom med følgende slående bemærkning: “Datidens revolutionære folkekrige var blevet grundigt studeret. For Kurdistan var det uundgåeligt at indføre denne model for national befrielseskrig. Fra gruppefasen til forberedelserne i Mellemøsten formede denne model for krigsførelse hele processen. I alle træningsmøder, konferencer og kongresdokumenter var den revolutionære folkekrig blandt de primære emner, der blev studeret, debatteret og besluttet.

Militærkuppets praksis den 12. september, den forfærdelige tortur, der blev påført fanger – især i Diyarbakir-fængslet – og omdannelsen af alle sociale rum til virtuelle koncentrationslejre krævede øjeblikkelig lancering af et nyt strategisk initiativ. Henrettelser var i gang. Sultestrejker var begyndt. Uanset hvad der skulle gøres, var tiden inde nu. Historien vil ikke tilgive forsinkelser. Faktisk var selvforsvarshandlinger aldrig ophørt. 15. august-initiativet blev lanceret for sent, i en stil, der manglede både dygtighed og overensstemmelse med vores forberedelser. Mere end selve handlingen var det, der betød noget, dens historiske og nutidige betydning.

Mellem 1987 og den 9. oktober 1998, da jeg forlod Syrien, forberedte og iværksatte jeg personligt en række kraftfulde og ubarmhjertige offensiver, der havde til formål at gøre den opportunisme, der kendetegnede de para-militære JITEM-styrker for spionage og anti-terrorisme, samt de tilknyttede anti-guerillastyrke så ineffektive som muligt. Ved udgangen af 1998 var vores historiske initiativ til den revolutionære folkekrig ikke blevet afviklet – men vi var stadig langt fra at opnå den sejr, vi havde håbet på.”

FRA INTERNT SAMMENBRUD TIL IDEOLOGISK TRANSFORMATION

Abdullah Öcalan forsøgte at opnå sejr mellem 1987 og 1998, men det ønskede resultat blev ikke til noget. Udrensningstendenser, forræderi og indgriben fra anti-guerillastyrker inden for PKK forhindrede dette mål. Organisationen oplevede alvorlige ideologiske afvigelser og omfattende interne skader. De massedeserteringer, der fandt sted mellem 2002 og 2004, og som involverede mere end tusind individer, var i høj grad formet af en højreorienteret afvigelse, der havde været til stede lige fra begyndelsen. En af de mest ødelæggende episoder blev forårsaget af den såkaldte ‘Firebande’ – Zeki, Terzi Cemal, Kör Cemal og Hogir – som under dække af ‘identifikationsagenter’ var ansvarlige for massakren på hundredvis af guerillakrigere.  I stedet for at fremme folkekrigen blev mange topfigurer agenter for kontraguerillaen, fungerede som sabotører og interne likvidatorer inden for bevægelsen.

I mellemtiden havde guerillastyrkerne mistet deres taktiske effektivitet, og de indledte angreb på militære forposter med blindt mod og led store tab. De formåede ikke at udvikle en velorganiseret folkekrig og var ude af stand til at reagere tilstrækkeligt på fjendtlige offensiver. Ifølge Öcalan tydede tegnene på, at hvis der ikke var opstået selvoptagethed, afvigelse og forræderi, kunne en meningsfuld løsning have været opnået – selv hvis fuld national uafhængighed ikke var det. Det modsatte skete imidlertid.

Da alle revolutionære byrder i stigende grad blev lagt på Öcalan alene, blev det internationale komplot sat i gang i 1998.

På trods af sådanne dybe kriser inden for PKK blev den kurdiske frihedskamp ført videre. Mens den forventede revolution ikke blev fuldt ud realiseret, fandt revolutioner inden for revolutionen sted. Disse omfattede genfødselsrevolutionen, fremkomsten af et folk, der kæmpede for deres frihed, den militante identitet formet gennem kamp og frem for alt kvindernes frihedsrevolution. Denne transformative udvikling medførte betydelige ændringer i både social praksis og kollektiv bevidsthed. Dermed lagde de grunden til fremkomsten af paradigmet for den Demokratiske Nation.

HVIS DER IKKE ER NOGEN DEMOKRATISK POLITIK

I hans ’femte forsvar’ erklærede Öcalan, at hvis der ikke kom en løsning baseret på en demokratisk politik, ville strategien for enrevolutionær folkekrig uundgåeligt blive testet som det primære middel til at opnå identitet og frihed. Mens han udtrykte sin tro på, at en løsning stadig kunne nås gennem demokratisk politik, understregede han: “Den eneste nødvendige betingelse er, at regeringerne i Tyrkiet, Syrien og Iran – eller mere præcist, de afgørende kræfter inden for disse herskende magter – skal demonstrere en politisk vilje til en løsning. Ellers vil det, der vil komme i forgrunden, være den revolutionære folkekamp, gammel, men stadig relevant, og i sin mest udviklede form, den revolutionære folkekrig.”

Sideløbende med disse vigtige vurderinger henledte Öcalan også opmærksomheden på den uundgåelige fiasko for folkedrabstankegangen og -politikken. Han udtalte: “Det er utænkeligt, at den revolutionære folkekrig, som tidligere har bevist sin effektivitet selv gennem almindelig taktik, nu ville mislykkes efter så megen akkumuleret erfaring. Selv hvis der anvendes folkedrabspolitik, vil resultatet ikke ændre sig. Efter en så udbredt eksponering og isolation er det ikke længere holdbart at fortsætte de nuværende metoder med kulturelt folkedrab. Der vil selvfølgelig være kræfter, der insisterer på disse metoder – men selv hvis det sker, vil resultatet uundgåeligt vende sig endnu mere afgørende imod dem. Det virkelige problem her er at opfylde kravene til folkekrigen, som tidligere ikke blev gennemført med succes.”

Fortsættelse følger…

Kilde:

Gulistan Cihan (2025): Towards the reality of a fighting people – II. ANF-News, 1. April 2025.

Oversættelse: Jesper Brandt