Offentlighedens vrede fortsætter over de seksuelle overgreb ogden kropsvisitering, der blev påført unge mennesker, der blev tilbageholdt under Saraçhane-protesterne, som begyndte efter anholdelsen af Istanbul Storkommunes borgmester og præsidentkandidat for Det Republikanske Folkeparti (CHP) Ekrem Imamoğlu, og annulleringen af hans 30 år gamle universitetseksamen.

Eren Keskin, medforperson for Tyrkiets Menneskerettighedssammenslutning (IHD) og en af grundlæggerne af Det juridiske kontor mod seksuel tortur og voldtægt i varetægtsarrester, har fortalt ANF, at seksuel tortur under varetægtsfængsling er blevet implementeret som en statslig politik gennem mange år.

Keskin understreger, at tortur altid er blevet brugt som en metode til statslig politik i de tyrkisk-kurdiske områder, og bemærkre, at en af formerne for denne tortur er seksuel tortur.

Keskin siger, at hun først blev opmærksom på eksistensen af seksuel tortur under sin egen ulovlige tilbageholdelse i 1990’erne. Hun siger: “Vi var i 1990’erne klar over, at seksuel chikane og voldtægt i varetægtsfængsler blev brugt som torturmetoder, men ingen talte om det. Men da jeg blev fængslet i 1995, stod jeg ansigt til ansigt med virkeligheden på en meget mere direkte måde. En kvinde, jeg repræsenterede som advokat, fortalte mig, at hun var blevet udsat for seksuelle overgreb og voldtægt, mens hun var varetægtsfængslet.”

I KURDISTAN HAR DET VÆRET MEST UDBREDT SOM EN KRIGSPOLITIK

Eren Keskin fortæller, at hun efter at være blevet løsladt fra fængslet greb ind over for denne tavse torturmetode. I 1997 oprettede hun sammen med den tyske advokat Jutta Hermans, der var i Tyrkiet på det tidspunkt, organisationen Det juridiske kontor mod seksuel tortur og voldtægt i varetægtsarrester.

Hun understreger, at seksuel chikane og voldtægt i varetægtsfængsler i den periode især blev brugt i Kurdistan som en del af en krigspolitik og siger: 

“Vi begyndte først med at vurdere den juridiske situation.Dengang var “kvinder” f.eks. ikke nævnt i den tyrkiske straffelov. Der var ikke noget afsnit med titlen “vold mod kvinder”. Den eneste henvisning var til voldtægt. Denne paragraf blev kaldt ‘forbrydelser mod den almindelige moral og familien’. Med andre ord fandtes begrebet kvinder ikke i straffeloven. Der var ikke engang en juridisk definition af ‘seksuel chikane’.

Definitionen af voldtægt var også ekstremt begrænset. Ifølge Højesterets afgørelser blev voldtægt udelukkende defineret som tvungen penetration af en kvindes vagina af en mands kønsorgan. Men kvinder blev ikke kun udsat for seksuel vold gennem genitale overgreb; De blev også voldtaget med stave, knipler og overfaldet analt og oralt. Ingen af disse handlinger blev juridisk anerkendt i den tyrkiske straffelov.

Takket være kvindernes og vores kvindelige advokaters lange kampe blev der i 2005 foretaget betydelige ændringer i den tyrkiske straffelov. Seksuelle overgreb blev defineret som en specifik strafbar handling. Definitionen af voldtægt blev udvidet, og seksuel chikane blev endelig anerkendt som en forbrydelse.”

FOR KVINDER ER SEKSUEL TORTUR DEN SVÆRESTE FORM FOR MISBRUG AT TALE OM

Eren Keskin påpeger, at seksuel tortur i varetægtsfængslet er den sværeste form for misbrug for kvinder at tale om. Hun forklarer, at mens mange kvinder er i stand til at beskrive at blive udsat for elektriske stød eller den palæstinensiske hængestilling under tilbageholdelsen, føler de sig ofte skamfulde, bange og udelukkede, når der skal tales om den seksuelle tortur, de er blevetudsat for. Keskin fortæller, at når hun spørger kvinder om, hvorfor de ikke taler om den form for tortur, er det mest almindelige svar: “Min far ville ikke acceptere det, min mand ville ikke acceptere det.” Hun siger: “De fleste kvinder forblev tavse, fordi de tror, at mændene i deres familier ikke ville være i stand til at håndtere det. Det har faktisk været resultatet af det patriarkalske moralkodeks, der er blevet påtvunget os. Men i årenes løb, især efterhånden som kurdiske kvinder og kvindelige politiske fanger udviklede større bevidsthed om deres rettigheder, begyndte de, om end stadig ikke tilstrækkeligt, at tale om seksuel tortur. For eksempel er der stadig kvinder, der kommer til mig og siger: ‘Jeg er blevet voldtaget i varetægtsarresten omkring d. 12. september, men jeg har aldrig fortalt det til nogen før nu.’ Det er sådan en dybt vanskelig form for tortur at tale om, og den er fuldstændig bragt til tavshed, endda forbudt at tale om. Og alligevel sker der seksuel tortur. Det er en meget brugt metode.”

HVAD SKAL MAN GØRE, NÅR DET FORUDSÆTTES, AT EN STATSLIG INSTITUTION DOKUMENTERER TORTUR BEGÅET AF EN ANDEN STATSLIG INSTITUTION

Eren Keskin fremhæver også, at seksuel tortur er en af de sværeste former for tortur at dokumentere. Hun forklarer, at hvis en kvinde udsættes for seksuelle overgreb eller voldtægt i varetægtsarresten, kræver det enten DNA-beviser på hendes krop eller at få en lægerapport før vask. Hvis hun ikke er jomfru, og traumet ikke opdages med det samme, registreres det ofte i rapporter som en ‘gammel vaginal rift’. Hun siger, at i sådanne tilfælde er den eneste tilbageværende vej psykologisk dokumentation. På det tidspunkt begyndte de som Juridisk kontor mod seksuel chikane og voldtægt i varetægtsarrest at arbejde sammen med et center i Çapa ledet af professor Sahika Yüksel for at indhente psykologiske rapporter til overlevende.

Keskin understreger, at den største forhindring altid har været, og stadig er Tyrkiets retsmedicinske Institut (ATK), hvis beslutninger fortsat udløser kontroverser i dag. Hun forklarer: ” Fordi tortur er en statslig politik I Tyrkiet, accepterer anklagere og dommere kun ATK-rapporter som gyldige beviser. Men ATK er i sig selv en formel statsinstitution. De forventer, at en del af staten dokumenterer den tortur, der begås af en anden del af staten. Naturligvis er der aldrig fremlagt en sådan dokumentation. Dette problem påvirker også syge fanger, Anklagere og dommere insisterer på, at der skal foreligge ATK-rapporter, selvom hospitalsjournaler eller rapporter fra rehabiliteringscentre og uafhængige læger, såsom dem fra Human Rights Foundation, også bør accepteres.”

Hun mindes en skelsættende sag: “I 1993 blev en kvinde ved navn Şükran Aydın seksuelt overfaldet i varetægt af en militærenhed under kommando af Musa Çitil. Da sagen resulterede i straffrihed i Tyrkiet, tog vi, Osman Baydemir, Meral Danış Beştaş, Reyhan Yalçındağ og jeg, sagen til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD). ECHR dømte Tyrkiet, og en af hovedårsagerne var, at der ikke forelå en lægeerklæring fra en uafhængig læge, fordi ATK ikke havde dokumenteret torturen. Vi præsenterer denne EMD-afgørelse i alle lignende sager, vi behandler, men på trods af det sendes sagsakterne stadig rutinemæssigt til ATK. Det skyldes, at det er en del af et forankret system.”

MISBRUG KAN BEVISES VED PSYKOLOGISKE RAPPORTER

Eren Keskin mindes et nyligt vidneudsagn fra en ung kvinde, der blev tilbageholdt under Saraçhane-protesterne, hvor hun sagde, at en mandlig politibetjent havde taget på hendes bryster. Hun understreger, at berøring af en kvindes krop og brug af kønsbaserede fornærmelser udgør seksuelle torturhandlinger. Selvom et sådant misbrug kan være svært at dokumentere fysisk på grund af manglen på synlige spor, forklarer Keskin, at det kan bevises gennem en psykologisk rapport, som også kan fås fra et hospital.

Keskin fremhæver, at seksuel tortur er en forbrydelse og ikke må forblive ustraffet og siger: “Generelt er der udbredt straffrihed i tortursager i Tyrkiet, men psykologiske rapporter kan tjene som bevis. I det mindste giver en sådan rapport i hånden den overlevende mulighed for at udtømme nationale juridiske kanaler og indbringe sagen for den europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD). Dette er en form for juridisk kamp. Da vi for eksempel åbnede advokatkontoret i 1997, var der et alarmerende antal voldtægtssager i varetægtsarrester. I dag får vi færre ansøgninger, ikke fordi volden er forsvundet, men fordi der nu er større bevidsthed om de juridiske rettigheder. Der er foretaget ændringer i loven, og både samfundet og kvindebevægelsen taler om denne forbrydelse.”

LAD JUSTITSMINISTEREN BESØGE FÆNGSLERNE SAMMEN MED OS OG TALE MED KVINDERNE

Selv om det i dag benægtes af justitsminister Yılmaz Tunç, fastholder Keskin, at kropsvisitationer altid har eksisteret under tilbageholdelse eller ved indgangene til fængsler. Hun mindede om, at kropsvisitering er en metode til tortur og mishandling. Eren Keskin understreger, at “ingen kan udsættes for behandling, der ydmyger deres værdighed”, og tilføjer, at Republikken Tyrkiet er en stat, der har underskrevet FN’s Mandela-regler, og at disse regler definerer standarderne for behandling af personer i varetægt.

Keskin understreger, at Republikken Tyrkiet har underskrevet både Mandela-reglerne og EMRK og understreger, at lande, der er part i disse aftaler, ikke har lov til at udsætte nogen for tortur eller mishandling. Hun udtaler, at kropsvisitering udgør en form for seksuel tortur og bemærker, at denne torturmetode har til formål at ydmyge en kvinde, nedbryde hende psykologisk og krænke hendes private rum.

Eren Keskin henleder opmærksomheden på, at kropsvisitering i dag er en meget udbredt torturmetode i Tyrkiet, og påpeger for eksempel, at ingen kvinde får adgang til Bakırköys lukkede kvindefængsel uden at blive udsat for kropsvisitation. På trods af denne virkelighed bemærker hun, at hun aldrig har mødt en eneste minister, der har anerkendt eksistensen af kropsvisiteringer, og af den grund udtaler hun, at hun slet ikke er overrasket over afvisningen fra justitsminister Yılmaz Tunç.

Eren Keskin mindes: “For år tilbage, da vi kom med en offentlig udtalelse om en kvinde, der blev voldtaget med en knippel under tilbageholdelsen, var en af ministrene på det tidspunkt i stand til at sige: ‘Vores politibetjente er bygget som sten, hvorfor skulle de bruge knipler?’ Denne tankegang er blevet så normaliseret i deres tankegang. Så her er mit forslag: Justitsminister Tunç og enhver anden politiker, der benægter denne virkelighed, bør besøge fængsler sammen med os og tale med kvinderne.”

UDBREDELSEN AF STRIP VISITATION-TORTUR SKYLDES I HØJ GRAD OPPOSITIONEN

Eren Keskin minder om, at den udbredte fortsættelse af torturmetoder som seksuelle overgreb under varetægtsarrest og kropsvisitationer i dag også i høj grad skyldes den ledende opposition. Hun siger: ” Især i 1990’erne blev der her i Tyrkietudøvet seksuel tortur mod kurdiske kvinder, men ingen talte om det. Vi kom med udtalelser igen og igen, publikationer blev udgivet, vi talte om det i paneler, men ingen bragte det på deres dagsorden. For eksempel, da Ekin Wans nøgne krop blev udstillet i Varto, var det kun kurdiske kvinder, der reagerede [Guerilla Ekin Wan (Keyser Eltürk) fra den kvindelige  milits YJA Star, tilknyttet PKK, blev dræbt d. 10. august 2015 under sammenstød med tyrkiske soldater i  byen Varto i provinsen Mus. Hendes nøgne lig blev efterfølgende trukket gennem gaderne af tyrkiske sikkerhedsstyrker, og billeder af det blev offentliggjort på de sociale medier, JB]. Det blev ikke sat på dagsordenen af den ledende opposition, og heller ikke af nogen andre. De er kun opmærksomme, når de selv er ofrene.

I denne del af Tyrkiet kan man ikke opnå noget ved kun at skyde skylden på staten. Du må også konfrontere din egen dobbeltmoral. Det samme gælder situationen for syge fanger. Ifølge data fra Den Tyrkiske Menneskerettigghedsorganisation (IHD) er der i øjeblikket mellem 1.600 og 1.700 alvorligt syge fanger i Tyrkiets fængsler. Der bliver ikke talt om nogen af dem. De er blevet dømt af ATK’s hjerteløse beslutninger, og de dør i fængslerne.

Dette spørgsmål bliver nu endelig diskuteret bredt, og det med rette, på grund af det, der skete med Mahir Polat. Det er naturligvis vigtigt. Men det er netop, fordi de ikke har udtalt sigtidligere, at Mahir Polat nu har været udsat for denne grusomhed[Mahir Polat er som viceborgmester i Istanbul blevet arresteret på helt grundløse beskyldninger, som f.eks. at have talt med en yazidisk akademiker og at have ledt efter information til en bog han var ved at skrive. Han har i øvrigt seks stenter i hjertet og lider af højt blodtryk, JB]. Nogle mennesker går på tv og siger: ‘Mit barn blev tortureret. Er mit barn en terrorist?’ Hvis du stiller det spørgsmål, kommer du aldrig nogen vegne. For alle ved, at når de siger ‘terrorist’, henviser de til kurdere.

For eksempel er en af de mest politisk farlige figurer i denne geografi efter min mening Umit Ozdağ [Umit Özdağ var i mange år tilknyttet det nationale højreparti MHP, og blev i 2015 næstformand for partiet. I august 2021 dannede har Victory Party, et stærkt højreorienteret anti-emigrant-parti. Ifølge en Bloombergvælgeranalyse fra 2022 overstiger hans popularitet Erdoğans, JB]. Men hvis Umit Ozdağ skulle blive tortureret i dag, ville jeg modsætte mig det. Hvis din modstand mod tortur afhænger af politisk identitet, så vil tortur fortsætte. I det øjeblik du siger: ‘Det er okay, hvis det bliver gjort mod nogen, der ikke er en af os’, har du allerede mistet din ret til at modsætte dig tortur.”

DE, DER KALDER SIG SELV OPPOSITIONEN, ER SELEKTIVE I DERES EMPATI

Eren Keskin konkluderer: “Her i Tyrkiet er de, der kalder sig selv opposition, desværre ekstremt selektive, når det kommer til ofre, og de anvender konstant dobbeltmoral. Jeg tror, at dette ligger til grund for mange af de problemer, vi står over for i dag. Vi så det også under den såkaldte ’candyfloss-hændelse’. Ingen her i landethar som kurderne været udsat for menneskerettighedskrænkelser. De har mistet deres mest dyrebare. Deres børn er blevet tortureret til døde, deres landsbyer er blevet brændt, folk er forsvundet efter at være blevet sat i forvaring, der var henrettelser mod guerillaen, og intet af dette kom nogensinde på dagsordenen i den ene halvdel af landet. Ingen sagde fra.

Men nu, fordi en politibetjent gav candyfloss til kurdiske børn, siger en person som Mansur Yavaş, en fascist, der taler på vegne af oppositionen: “Her behandler I børnene sådan, men I dér deler I candyfloss ud.” [Mansur Yavaş gik ind i politik som nationalist og var borgmester for MHP i et distrikt i Ankara fra 1999, men forlod partiet i 2013 og stillede i stedet op for CHP i Ankara, hvor han blev valgt som borgmester med støtte fra højrepartiet ’Det gode Parti’ i 2019. Målinger antyder, at han er mere populær end både Ímamoğlu og Erdoğan, JB]. Som om tortur først begyndte under Retfærdigheds- og Udviklingspartiet (AKP). Men det er ikke tilfældet. Tortur har altid eksisteret her i dette land. Og det bliver opretholdt i dag, netop fordi man er forblevet tavs.”

Kilde:

Zeynep Kuray (2025): Eren Keskin: Sexual torture is a long-standing state policy. ANF-News, 20. April 2025.

Oversættelse og kommentarer: Jesper Brandt