Imrali-fængslet blev erklæret for en begrænset militærzone den 17. februar 1999 efter tilfangetagelsen af Abdullah Öcalan. Imrali, som Öcalan har beskrevet som en ‘kiste’, blev synonymt med isolation, tortur og det, han definerede som et system af folkedrab. Fængselscellen blev gradvist forvandlet til det, han kaldte et ‘folkedrabssystem’ gennem mange års isolation og isolationsfængsling.

Den 16. februar 1999 vågnede det kurdiske folk og dets tilhængere op med en enorm vrede og en dyb følelse af hævn. De kunne ikke tro, at Abdullah Öcalan var blevet taget til fange og bragt til Imralı-øen. Öcalan – arkitekten bag den kurdiske revolution, skaberen af kvindebefrielsesideologien og grundlæggeren af Kurdistans Arbejderparti (PKK) – var blevet bortført fra Kenya og overdraget til den tyrkiske stat. Da billederne af hans overdragelse blev vist på tv, oversvømmede kurderne og deres allierede gaderne og byens pladser. Selvopofrelse, civile ulydighedshandlinger og offentlige udtalelser fulgte efter hinanden. Efter de første to dage af den internationale sammensværgelse udsendte PKK’s præsidentråd sin første erklæring, hvori det sagde: “Budskabet fra vores parti og vores folk er meget klart: Et PKK uden Apo og en kurdisk løsning uden PKK vil aldrig under nogen omstændigheder ske. PKK, alle dets tilknyttede organisationer og vores patriotiske folk har én enestetalsmand, en politisk leder og den eneste legitime samtalepartner for at løse det kurdiske spørgsmål – og det er formand Abdullah Öcalan. Hver del af vores organisation og vores folk står fuldt ud hengivne under hans ledelse. Enhver, der søger et forhold til vort parti eller vort folk, skal gøre det gennem formand Öcalan. Den, der ønsker at løse det kurdiske spørgsmål, må arbejde sammen med formand Öcalan. Der er ingen anden løsning, ingen anden samtalepartner – og det er meningsløst at lede efter en andetsteds. Hvert medlem af vores parti, vores hær og vores bevægelse og enhver patriotisk kurder er fast forpligtet til denne virkelighed. Indtil en løsning baseret på denne sandhed er realiseret, vil de leve og handle udelukkende som selvopofrende militante, der opfylder deres pligt som selvopofrende militante.”

HENRETTELSEN BLEV OVERLADT TIL TYRKERNE

I sin femte forsvarstekst giver Öcalan en detaljeret vurdering af Imralı-processen, idet han udtaler følgende: “Der kan ikke være noget klarere bevis for, at operationen blev udført udelukkende under USA’s og EU’s politiske ansvar, gennem NATO’s Gladio-struktur, end disse tre indikatorer:  udtalelserne fra general Galtieri, der var særlig rådgiver for den amerikanske præsident Bill Clinton; tilgangen hos den kvindelige tjenestemand fra EU’s politiske kommission og den rolle, som Engin Alan, chef for den tyrkiske specialstyrkekommando, spiller. Processen blev bevidst fordrejet til offentligheden. Et falsk billede blev vedvarende skabt – som om den tyrkiske regering havde taget initiativet og opnået resultatet. Selve premierminister Bülent Ecevits udtalelse om, at han ikke forstod, hvorfor jeg var blevet taget til fange og udleveret til Tyrkiet, er et vigtigt bevis for min påstand.

FORVÆRRINGEN AF DEN TYRKISK-KURDISKE KONFLIKT

Et system blev opfundet specielt til mig – støttet af USA, kontrolleret af EU og designet af Storbritannien (UK). Dets udførelse blev imidlertid overladt til tyrkerne. For at kunne analysere Imralı-processen var jeg nødt til at udvikle en bevidsthed, der var i stand til at genkende de aktuelle interessekonflikter, som var funderet i en lang historisk kontekst. Et af de mest kritiske aspekter af det hegemoniske systems konspiratoriske beregninger var, at vi måtte sørge for ikke at blive et redskab for de “del og hersk”-strategier, der var blevet så mesterligt planlagt og implementeret i regionen i løbet af de sidste to århundreder. Frem for alt måtte jeg undgå at blive brugt på måder, der ville tjene disse magter – især i uddybningen af den tyrkisk-kurdiske konflikt. Den strategiske enhed, der havde holdt sig stærk siden slaget ved Manzikert [i år 1071, hvor Seldsjukkerne rykkede frem fra Aleppo mod Manzikert nord for Van-søen og i et ydmygende slag besejrede Det Øst-romerske Riges hær, o.a.], blev bevidst knust – mest markant gennem den politik med benægtelse og udslettelse, der var blevet gennemført siden 1925.

Når denne proces med at benægte og eliminere et af republikkens grundlæggende elementer undersøges nøje og fortolkes ud fra ethistorisk-filosofis synspunkt, bliver det klart, at det virkelige mål var denne strategiske enhed. Et af de mest afgørende skridt i sammensværgelsen var det pres, som briterne og deres indenlandske kollaboratører pålagde Mustafa Kemal. I traditionel tyrkisk politisk tænkning og regeringsfilosofi var der ikke noget, der hed fjendtlighed over for kurdere eller et ønske om at assimilere dem. Denne fjendtlighed blev bevidst fremstillet med specifikke politiske formål. Oprørene og de begivenheder, der fulgte, bekræftede denne sandhed. Det var et spørgsmål, som intenst kom til at lægge beslag på min opmærksomhed på Imralı, og som jeg senere måtte gå i dybden med. Det førte til en grundlæggende forandring i min politiske filosofi.”

ENDNU EN UDTALELSE FRA PRÆSIDENTRÅDET

Öcalan opfordrede til, at døren blev åbnet for en freds- og dialogproces, og insisterede samtidigt på den nødvendige ramme: “Det kurdiske folk må have deres frihed, og der må findes en vej til sameksistens.” I denne historiske periode udsendte PKK’s præsidentråd endnu en erklæring. Erklæringen lød: “Enhver udtalelse og ethvert ord fra Öcalan i direkte forbindelse med folket og partiet er en befaling til os – en instruktion. Så længe det forbliver forbundet med vort parti og vort folk, vil enhver analyse og ethvert direktiv, der udstedes af Abdullah Öcalan, blive opfyldt som en ordre. Hvis Öcalan er afskåret fra partiet og folket, så vil ingen udtalelse, der er fremsat i formand Öcalans navn, binde os eller Öcalan – og det vil den heller aldrig komme til. Vi vil ikke acceptere en sådan situation.”

EN RING AF ILD FRA DERES KROPPE

Det kurdiske folk og dets tilhængere reagerede med enormt raseri på den internationale sammensværgelse. De, der satte ild til deres kroppe, tændte et Kurdistan, som andre forsøgte at kaste ud i mørket – og efterlod en stærk arv af selvopofrende militans for dem, der fulgte efter. I protest mod tilfangetagelsen af AbdullahÖcalan og den ekstreme isolation, der blev påtvunget ham, satte mere end hundrede medlemmer af PKK og revolutionære patrioter ild til sig selv og erklærede: “Du kan ikke formørke vores sol (Abdullah Öcalan).” Den 8. oktober, under et møde med sine medfanger, spurgte PKK-medlem Mehmet Halit Oral: “Der er et massivt angreb på Abdullah Öcalan. Der må gøres noget. Jeg er dybt fokuseret på dette – noget må gøres, men hvad?” Samme aften besluttede han sig for at gennemføre et skuespil. “Du kan ikke formørke vores sol”-aktioner begyndte, da Mehmet Halit Oral, der blev tilbageholdt i et fængsel i Maraş, satte ild til sin krop natten til den 9. oktober 1998. Ildringen spredte sig hurtigt over Kurdistan, Tyrkiet og verden. Den 15. februar 1999 havde mere end hundrede mennesker sat ild til sig selv – ikke kun i alle fire dele af Kurdistan, men også i de større byer i Tyrkiet, i hele Europa og så langt som til Rusland og Kaukasus.

DISSE AKTIONER SKAL BRINGES TIL OPHØR

Den 19. november 1998 udsendte Abdullah Öcalan en offentlig erklæring, hvori han sagde: “I de seneste dage er selvafbrændingsaktioner fortsat. Senest har otte mennesker i fængsler, to i Rusland (hvoraf en blev martyr), en i Tyskland, og i dag har en meget kær kammerat i Rom sat ild til deres lig. I lyset af denne handling, især i Rom – et sted, hvor vores folk er blevet omfavnet med varme og solidaritet – opfordrer jeg endnu en gang til et øjeblikkeligt og absolut stop for disse handlinger, hvor enkeltpersoner tager deres eget liv gennem selvafbrænding. Jeg hilser af hele mit hjerte det engagement og tapperhed, der vises i disse handlinger. Men jeg må gøre det klart som en instruks: De, der virkelig er hengivne over for os, må ikke længere ty til sådanne handlinger ved at sætte ild til sig selv. Disse aktioner skal bringes til ophør øjeblikkeligt. Jeg har det godt i enhver henseende, og jeres beslutsomhed uddyber kun vores entusiasme og styrker vores tro på, at friheden er nær. Med dette i tankerne hilser jeg jer alle med oprigtighed og sender min kærlighed i håb om, at denne tendens til at afslutte ens eget liv vil stoppe fuldstændigt og endeligt.”

SAMMENSVÆRGELSEN ER BLEVET BESEJRET

Öcalan berettede for år tilbage om følgende overvejelser vedrørende udfaldet af den internationale sammensværgelse (15. februar 1999, den dag, hvor Abdullah Öcalan blev bortført i Kenya): “Herfra kan jeg nu overbringe den gode nyhed til vort folk: sammensværgelsen er blevet besejret. Det er med sikkerhed blevet forstået. Det er blevet opnået gennem min tålmodige holdning her og gennem vores folks kollektive indsats. Vi kan nu sige dette åbent til vores folk: Det er lykkedes os at besejre sammensværgelsen. På trods af alle forsøg på sammensværgelse og likvidering er vores bevægelse og vores folk til sidst kommet endnu stærkere ud. Det var modstanden fra vores folk, der gjorde sammensværgelsen ineffektiv. Derfor udtrykker jeg endnu en gang min taknemmelighed over for vores folk. Målet med sammensværgelsen var min eliminering. Hvis det var lykkedes, ville det have ført til en tilstand af kaos og en blodig periode.”

Fortsættelse følger…

Kilde:

Gulistan Cihan (2025): The Imrali process and resistance – V. ANF-News, 4. April 2025.

Oversættelse: Jesper Brandt