Kurdistans Arbejderparti (PKK) blev tvunget til at engagere sig i en væbnet kamp på grund af manglen på plads til demokratisk politik. Under hensyntagen til både de forandringer, der finder sted i Kurdistan, og den folkedrabspolitik, der er blevet påtvungetdet kurdiske folk, har partiet prioriteret at positionere sig organisatorisk som en reaktion. Inden for disse rammer gennemgik PKK en betydelig transformation i 2000’erne, hvor det lykkedes at forsvare sig selv og forpurre planerne om folkedrab. Med den virkelige socialismes sammenbrud og udviklingen af den internationale sammensværgelse fandt Abdullah Öcalan det grundlæggende nødvendigt af at indlede en dybtgående transformation inden for PKK.

I sit værk The Kurdish Question and the Democratic Nation Solution (Det kurdiske spørgsmål og den Demokratiske Nation som løsningen) understregede Abdullah Öcalan, at sammenbruddet af den virkelige socialisme og Gladio-sammensværgelsen i 1998 har tvunget PKK ud i en dybtgående transformation. Han bemærker, at tvetydighederne i gruppens tidlige fase, det uløste spørgsmål om staten og de interne og eksterne konspirationer, der er opstået under erfaringerne med folkets revolutionære krig, har trukket PKK ind i et langvarigt dødvande – et dødvande, der har været præget af gentagelser og stagnation. Den kendsgerning, at guerillastyrkerne inden for PKK ikke voksede, og at folkets revolutionære krig ikke kunne udvides, gjorde en så dyb transformation uundgåelig. Som følge heraf var det meningen, at erklæringen fra Kurdistans Friheds- og Demokratikongres (KADEK) og dannelsen af Kurdistans Folkekongres (KONGRA GEL) skulle forstyrre de planer om likvidation, som den tyrkiske stat og de internationale magter havde udstukket. Som en fortsættelse af sammensværgelsen forberedte EU sig på at sætte PKK på sin liste over “terrororganisationer”. USA og Storbritannien var i tæt samarbejde med Tyrkiet, og dette samarbejde var grundlæggende baseret på at stemple PKK som en ‘terrororganisation’. KADEK og KONGRA GEL gik over i historien som tidlige træk i modstanden mod disse planer om eliminering.

NØGLEBEGREBET: DEMOKRATISK LØSNING

For at bevare PKK’s arv og navigere i den krise, den stod over for, med minimal skade, besluttede den kurdiske frihedsbevægelse at fortsætte sine aktiviteter under et nyt navn. I sine forsvarsskrifter har Abdullah  Öcalan udtalt, at der var behov for en ny terminologi, der tog hensyn til både datidens ydre omstændigheder og den interne dynamik, der havde ført til en krisetilstand. Han har understreget, at dette skift ikke betød en benægtelse af PKK. I fortsættelsen af sit forsvar skrev Abdullah Öcalan følgende: “Indtil adskillelsesprocessen var afsluttet, virkede det taktisk mere passende midlertidigt at tilsidesætte navnet ‘PKK’. Vi har ønsket at forhindre, at navnet PKK blev brugt som et våben i hænderne på dem, der forsøger at afvikle PKK. Organisationer som KADEK og KONGRA GEL har kunnetreagere på dette behov. Endnu vigtigere har det været, at vi har gennemgået en alvorlig forvandling. Det var en radikal nyskabelse, og derfor kunne bevægelsen være mere succesfuld under et nyt navn. Mange lande med ’virkeliggjort socialisme’ har haft lignende erfaringer. Det, vi forsøgte at gøre, var ikke en efterligning. Tværtimod var det en meningsfuld og tydelig form for kreativitet. I de tidlige versioner af mine forsvarsskrifter og i de tekster, jeg sendte til PKK, forsøgte jeg at udtrykke konturerne af denne transformation. Nøglekonceptet for denne transformation er ’den demokratiske løsning’.”

ET ALTERNATIV TIL STATSSTYRET SAMFUNDSSTYRING

Öcalan fokuserede senere intensivt på begreberne politik og politisk tænkning. Han betragtede politik som det modsatte af statsadministration, og hævdede, at en demokratisk og politisk filosofi skal forstås som et alternativ til samfundet, der styres af staten. Han fortsatte med følgende overvejelser: “Den manglende evne til at opbygge socialisme gennem staten fik mig til at søge efter en ordentlig forståelse af, hvordan socialisme skulle konstrueres. Filosofien om demokratisk politik kunne være et stort skridt fremad i den retning. I praksis har vores folk udvist stor modstand mod staten. Men på grund af PKK’s ikke-kreative kadrer eller funktionærer har denne modstand været i fare for at blive spildt. Da jeg søgte efter en måde at forhindre dette på, blev jeg overbevist om, at metoden for demokratisk politik – og filosofien bag den – tilbød den mest hensigtsmæssige tilgang. At insistere på den klassiske kommunistiske partimodel med ægte socialisme, som for længst var blevet blokeret og kollapset internt, ville være det samme som at klynge sig til konservatisme og dødvande. Faktisk er disse partiers rolle i stagnationen af ’den videnskabelige socialisme’ blevet tydelig. At opretholde PKK på dette grundlag ville være at fortsætte med at muliggøre konservatisme og føre til likvidation. Men samtidig var et tilbagefald ind i det liberale demokrati – som afviser og nedgør arven fra den virkeliggjorte socialisme i sin helhed – lige så uacceptabel. Liberalt demokrati har været en form for falsk demokrati. Det, der blev kaldt den liberale venstrefløj og dens opfattelse af socialisme, havde udelukkende et likvidatorisk formål – med andre ord at omfavne kapitalismen indlejret i den virkelige socialisme og omdanne den til en form for privatkapitalisme. Det var af stor betydning at beskytte PKK og folkets værdier om modstand mod begge disse farlige perspektiver og praksisser.”

TO OVERGANGSINSTRUMENTER

I fortsættelsen af sin analyse har Öcalan udtalt, at KADEK og KONGRA GEL var tænkt som to overgangsinstrumenter, der kunne opretholde den historiske arv fra PKK og folkets revolutionære krig. Han understreger, at for at disse formationer kan opfylde deres roller med succes, vil det afhænge af deres evne til at forstå essensen af processen, korrekt identificere periodens opgaver og tage ejerskab over dem. Öcalan fortsætter sin historiske evaluering og siger: “Det kurdiske spørgsmål kunne have været løst inden for modeller for demokratisk selvstyre, uden nogensinde at være blevet viklet ind i stagnation, uden at skulle vende sig mod nationalstatsbaserede løsninger og uden at blive tvunget ind i rammerne af disse modeller. Dette var essensen af transformationen inden for PKK. Både KADEK og KONGRA GEL udtrykte i deres terminologi netop denne sandhed.”

AT OPRETHOLDE EN KRIGSTILSTAND

Abdullah Öcalan har peget på den rolle, som visse magter har spillet, og som siden 1925 har forsøgt at holde Tyrkiet forskanset i et anti-kurdisk hængedynd for at kontrollere det. Han hævder, at ligesom mulighederne for fred og politisk løsning i 1993 og 1998 blev blokeret, forhindrede de samme kræfter enhver meningsfuld evaluering af de muligheder, der opstod i begyndelsen af 2000’erne. At lade det være uafklaret, er det mest ønskværdige resultat for det hegemoniske system. For de hvidtyrkiske fascister tjener det som et instrument til at styre indenrigspolitikkengennem en krigspsykose. Jo længere det kurdiske spørgsmål forbliver uløst, jo mere styres landet gennem en logik af intern krig. Diskursen om “interne og eksterne trusler” og “landets udelelige enhed” holdes konstant i spil for at opretholde en krigstilstand. På den måde får monopolistisk statskapitalisme mulighed for at udbytte landet på en måde, som passer ind i en usædvanlig despotisk nationalstatsmodel. Med andre ord bliver kurderne ikke kun dehumaniseret og frataget deres identitet som et folk – de er også positioneret som det mest nyttige instrument for loven om maksimal profit under kapitalismen. Uden den interne krigspolitik, der er påtvunget kurderne, kan den tyrkiske nationalstats nationalisme og kapitalisme ikke fungere. Den samme traditionelle hegemoniske politik, der har stået i vejen for kurdisk fred og en demokratisk løsning i begyndelsen af 2000’erne, er stadig i spil. Selvom denne politik retfærdiggøres i nationalismens og patriotismens navn, er den i bund og grund imperialistisk, kolonialistisk og folkemorderisk.”

Likvidatorismens fremkomst

Interne udrensninger, der modsagde essensen af de forsvarsskrifter, som Öcalan havde udviklet, dukkede op igen i 2002 og 2004. Den fornyede og omfattende fremkomst af udryddelsestendenser bragte en bølge af ødelæggelse med sig. Under en sådan udvikling førte advokaternes manglende evne til at give Öcalan rettidig og tilstrækkelig information om tab – både materielle og moralske – af mange af partiets og folkets bedrifter og værdier. Udryddelsens indgriben på et så kritisk stadium af radikal transformation betød, at den revolutionære folkekrig led en af de mest ødelæggende udrensninger i sin historie – fanget, som den var, mellem to ekstremer.

Fortsættelse følger…

Kilde: 

Gulistan Cihan (2025): A period of transformation in the PKK – VI. ANF_News, 5. April 2025.

Oversættelse: Jesper Brandt