Fremkomsten af Kurdistans Arbejderparti (PKK) symboliserede et folks mentale opvågnen – et udtryk for kurdisk sandhed og bevidsthed. Perioden fra 1980 til 2005 markerede en overgang fra en tilstand af slavebundet og objektiviseret kurdiskhed til en tilstand af at være subjekt, have en revitaliseret identitet med frihed. De udfordringer, der opstod efter 2005, handlede ikke længere om selve fødslen; det var spørgsmål om autentisk identitet og stræben efter et frit liv.
Efterhånden som Kurdistans Frihedsbevægelse gennemgik en forvandling, udviklede dens modstandere sig også. Fjenden var ikke længere, hvad den engang havde været; Den havde nu accepteret det kurdiske folks og Kurdistans eksistens, om end med en mere fleksibel og lumsk politik. I en sådan fase erklærede Abdullah Öcalan, at det nu var nødvendigt at omdefinere kurdiskhed og PKK og at udvikle nye konceptuelle og teoretiske rammer for et alternativt system. De problemer og krav, der var opstået, krævede en mere varig struktur. Målet var at føre kampen fremad ved at give materielle og moralske gevinster en håndgribelig og meningsfuld form under navnet Kurdistans Samfundsunion (Koma Cîvakên Kurdistan, KCK). Begrebet den demokratiske nation stod som et alternativt system til den kapitalistiske modernitets nationalstatsmodel – et system, der ville befri samfundet fra dets afhængighed af staten. Dette ville blive en løsningsmodel, der blev praktiseret og realiseret i PKK’s historie, og tjene som et eksempel for hele Mellemøsten. Öcalan definerede året 2003 som begyndelsen på en ny fase, hvor både PKK og KCK officielt erklærede sig inden for rammerne af den demokratiske modernitetsteori. Han beskrev også denne periode som ‘den tredje store fødsel’.
PRAKTISERING AF DEN DEMOKRATISKE NATION
I sin vurdering af KCK’s rolle og betydning sagde Abdullah Öcalan: “KCK blev erklæret af PKK som folkets eget demokratiske regeringssystem efter en proces, hvor historiske og sociale realiteter blev bragt til bevidsthed, og nationalstaten blev forstået som en fælde for kapitalismen. Uanset om det er under en nationalstats tag – forudsat at den overholder demokratiske principper – eller uafhængigt, er den eneste form for politisk autoritet, som det kurdiske folk vil acceptere, deres eget demokratiske selvstyre. KCK repræsenterer den del af denne model, der tilhører det kurdiske folk. I bund og grund betyder det, at samfundet skal være demokratisk. Som system foreslår det, at alle folk opbygger deres politiske strukturer sammen og frivilligt – uden at falde ind i national chauvinisme, grænsestridigheder, bureaukrati, nationalisme eller nationalstaten. KCK udtrykker både et forslag og den praktiske implementering af den demokratiske nation som en løsningsmodel, ikke kun for det kurdiske spørgsmål, men også for alle etniske og nationale samfund, fri for nationalstatismens begrænsninger. KCK finder vejen til fred og løsning i at opgive de tre hovedsøjler i den kapitalistiske modernitet – nemlig nationalstaten, maksimal profit og industrialisme – og i at tilbyde et alternativ gennem den demokratiske modernitets komponenter: den demokratiske nation, en profitfri social markedsøkonomi og en økologisk industri.
ALTID PÅ FREDENS OG BESLUTSOMHEDENS SIDE
Öcalan understreger også den alternative vej, som KCK må basere sig på, hvis dialogen mislykkes, og udtaler: “Fordi KCK ikke sigter mod nationalstatisme, men snarere mod den demokratiske nation, har den altid stået for opløsning og fred. KCK er fortsat åbent for dialog og forhandling med nationalstatslige magter. Men hvis disse bestræbelser ikke lykkes, vil KCK fortsætte med at opbygge en demokratisk nation langs sin egen vigtige vej og med sin egen interne styrke. Den vil vide, hvordan den skal regere, og hvordan den skal forsvare dette system.”
Grundlæggende rettigheder og frihedsrettigheder i KCK
Kurdistans Samfundsunion (Koma Civakên Kurdistan, KCK) er:
-Et demokratisk, kommunalt-konføderalt system.
-Baseret på demokrati, kvindefrigørelse og et økologisk liv.
-En ikke-statslig, horisontalt og pyramideformet politisk og social organisation baseret på demokratiske principper.
– Et system, hvor sociale, etniske og religiøse samfund organiserer sig på basis af kommuner, forsamlinger, kongresser, akademier og kooperativer.
-Struktureret omkring dimensionerne for demokratisk nationsopbygning: politisk, socialt, fri og lige sameksistens, økonomisk, økologisk, juridisk, kulturel, selvforsvarsmæssigt og diplomatisk.
-Bygget på demokratiske græsrodsmuligheder og fuld deltagelse på alle niveauer. Den omfatter en model for sameksistens baseret på frihed og lighed mellem forskelle.
– Afviser nationalstats-tilgangen til at løse det kurdiske nationale spørgsmål og foreslår i stedet en demokratisk nationsmodel, der realiseres gennem demokratisk autonomi. Indadtil er den baseret på den demokratiske nation og eksternt på den demokratiske sammenslutning af folk og nationer.
RETTEN TIL AT VÆRE EN DEMOKRATISK NATION
Abdullah Öcalan udtaler, at “PKK i øjeblikket står over for to massive og umiddelbare udfordringer,” og fortsatte med at understrege vigtigheden af fred og en demokratisk løsning: “Vi taler om de indbyrdes forbundne spørgsmål om fred og krig, som er i et tæt dialektisk forhold. Anerkendelsen af retten til at være en demokratisk nation er den mest umiddelbare og grundlæggende formel for en fredelig løsning på det kurdiske spørgsmål. Men de magter, der insisterer på at opretholde en status omkring folkedrab på Kurdistan og det kurdiske folk, er ikke engang villige til at overveje en fredelig og demokratisk løsningsformel inden for rammerne af en forenet nationalstat.”
Öcalan understreger, at PKK, som har gennemgået en historisk transformation, nu foreslår en ny løsningsmodel for nationale spørgsmål – fuldstændig afklædt og løsrevet fra enhver form for nationalstatstænkning og i stedet baseret på begrebet om Den Demokratiske Nation.
DEFINITION AF DEN DEMOKRATISKE NATION
Den demokratiske nation:
– Nærmer sig ikke identiteter gennem faste eller rigide definitioner; I stedet omfatter den med sin fleksible struktur den lige deltagelse af alle dele af samfundet – både etniske, religiøse, klassebaserede, kønsbaserede, gruppe- og individuelle identiteter.
– Ser de etniske og religiøse samfund, den lever sammen med, som en kilde til rigdom og mangfoldighed.
– Betragter niveauet af kvinders frihed, organisering og deltagelse i samfundet som selve målestokken for samfundets frihed og demokratiske udvikling.
– Mener, at ægte demokratisk nationsopbygning kun kan realiseres, når kvinders indflydelse og tilstedeværelse er dybt forankret.
– Prioriterer det frie udtryk for alle forskelle i samfundet.
– Afviser individets og samfundets afhængighed af staten.
– Søger at løse sociale problemer ikke gennem statslige strukturer, men gennem samfundets egne græsrodsorganisationsformer.
– Er ikke udelukkende afhængig af juridiske kodekser, men er baseret på principperne om samfundsetik og samvittighed.
– Baserer sin dannelse af viljestyrke på den direkte udøvelse af demokrati gennem kommuner, forsamlinger, kooperativer og akademier.
Fortsættelse følger…
Kilde:
Gulistan Cihan (2025): KCK and the democratic nation – VII. ANF-News, 6. April 2025.
Oversættelse: Jesper Brandt
