Den tyrkiske stat har nærmet sig forhandlingsprocesserneudelukkende gennem sine egne interesser og nægter at forfølge en oprigtig demokratisk løsning ud over politikken med benægtelse og udslettelse. I sidste måned erklærede Kurdistans Arbejderparti (PKK) endnu en gang våbenhvile og bekræftede sin forpligtelse til fred og en demokratisk løsning.

PKK annoncerede våbenhvilen, efter at Abdullah Öcalans erklæring med titlen “Opfordring til fred og et demokratisk samfund” blev udsendt den 27. februar. På trods af dette er den tyrkiske stats angreb på guerillaområderne fortsat. Parlamentet har endnu ikke taget nogen skridt, og der er ikke fastlagt noget juridisk eller politisk grundlag. Ethvert forsøg på dialog mellem PKK og den tyrkiske stat er trods Abdullah Öcalans og PKK’s vedholdende bestræbelser blevet bragt til ophør af skiftende tyrkiske regeringer gennem fornyede ødelæggelsesstrategier.

VÅBENHVILEN I 1993 FORMIDLET AF TALABANI

I efteråret 1992 indledte den tyrkiske stat en militær operation mod guerillastyrkerne og allierede sig med både Kurdistans Demokratiske Parti (KDP) og Kurdistans Patriotiske Union (PUK). Efter 45 dages intense kampe nåede Kurdistans Arbejderparti til enighed med KDP og PUK og trak en betydelig del af sine væbnede styrker tilbage til Zelê og områder inden for den tyrkiske grænse. Den 19. marts 1993 afholdt Abdullah Öcalan en pressekonference i Beqaa-dalen, hvor PUK-lederen Jalal Talabani også var til stede, og erklærede PKK’s første ensidige våbenhvile. Våbenhvilen blev indledt gennem mægling af Jalal Talabani efter anmodning fra daværende præsident Turgut Özal. Selv om den tyrkiske stat ikke tog skridt i retning af en gensidig våbenhvile, besluttede PKK efter sin interne vurdering af situationen at forlænge den ensidige våbenhvile med endnu en måned. Denne forlængelse blev endnu en gang bekendtgjort på en pressekonference i Beqaa den 15. april 1993 med Talabani til stede. Inden våbenhvileperioden udløb, døde Turgut Özal under mistænkelige omstændigheder. På den anden side blev 33 værnepligtige soldater, der for nylig havde afsluttet deres militærtjeneste, dræbt på ordre fra Şemdin Sakık, kendt for sin rolle i kontraguerilla- og fraktionskredse. Öcalan beskrev både Özals død og hændelsen med de 33 soldater som bevidste provokationer, der i sidste ende bragte den ensidige våbenhvile til ophør.

VÅBENHVILE MED KDP OG TYRKIET

PKK voksede og voksede støt og styrket. Ude af stand til at standse denne hurtige udvikling begyndte den tyrkiske stat at presse USA og andre internationale magter til at vende parterne i det sydlige Kurdistan (Başurê Kurdistan i nord-Irak) mod PKK. Gennem en diplomatiske proces i Dublin sikrede Tyrkiet sig politisk opbakning fra USA og Storbritannien og forberedte sig på at starte en ny krig mod PKK med militær støtte fra både KDP og PUK. Den 26. august 1995 indledte PKK imidlertid en væbnet offensiv mod KDP-styrker, hvilket effektivt gjorde Dublin-processen ugyldig. Sammenstødene mellem KDP og PKK varede tre måneder og sluttede med en våbenhvile, der blev erklæret den 11. december. Abdullah Öcalan nægtede at begrænse våbenhvilen til den interne kurdiske dynamik i Nord-Irak. Han forsøgte at bane vejen for en politisk løsning på det kurdiske spørgsmål og udvidede ensidigt våbenhvilen til at omfatte Tyrkiet. Men den tyrkiske stat reagerede ikke positivt og viste ingen intentioner om at søge en fredelig løsning. Da der den 6. maj 1996 blev udført et mislykket attentatforsøg mod Abdullah Öcalan af et hold med tilknytning til Tansu Çiller, blev den fremherskende opfattelse inden for PKK, at det ikke længere var muligt at fortsætte våbenhvilen.

VÅBENHVILEN I 1998 UNDER ERBAKAN-PERIODEN

Den tyrkiske stat var begyndt at tage skridt til at presse på for en ensidig våbenhvile fra PKK. Daværende premierminister Necmettin Erbakan gik ind for et sådant skridt. Gennem indirekte kanaler fremsatte Tyrkiet et forslag til PKK, der foreslog oprettelse af en mekanisme til udvikling af våbenhvileprocessen og til at forberede både den kurdiske og den tyrkiske offentlighed på fred. Disse drøftelser, som blev videregivet til Abdullah Öcalan, førte i sidste ende til, at PKK’s erklærede en ensidig våbenhvile den 1. september 1998.

DEN INTERNATIONALE SAMMENSVÆRGELSE

I begyndelsen af oktober kom den daværende øverstbefalende for de tyrkiske landstyrker, Atilla Ateş, med truende udtalelser nær den syriske grænse, mens amerikanske krigsskibe stationeret i Middelhavet signalerede muligheden for krig mellem Tyrkiet og Syrien. Da presset på Syrien steg, blev Öcalan tvunget til at forlade landet den 9. oktober. På trods af den internationale sammensværgelse, der udspillede sig, fortsatte den ensidige våbenhvile, som PKK havde erklæret. Men de intensiverede angreb mod guerillastyrkerne – kombineret med de fortsatte virkninger af sammensværgelsen – bragte effektivt våbenhvilen til ophør.

Den 15. februar 1999 blev Abdullah Öcalan bortført i Kenya og overgivet til Tyrkiet. På det tidspunkt, under sin 6. kongres, annoncerede PKK afslutningen på den ensidige våbenhvile og erklærede en total krig. I Kurdistan, i hele Tyrkiet og alle steder, hvor kurderne boede, bredte protesterne og aktionerne sig som en steppebrand. Ude af stand til at dæmme op for den eskalerende modstand og sammenstød blev den tyrkiske stat til sidst tvunget til at trække sig tilbage.

DEN FØRSTE VÅBENHVILE EFTER SAMMENSVÆRGELSEN

Den 1. september 1999 erklærede PKK sin fjerde våbenhvile i et forsøg på at skabe et fredeligt miljø og meddelte sin beslutning om at trække guerillastyrker tilbage inden for Tyrkiets grænser. Som svar på Öcalans opfordring sendte PKK også to fredsdelegationer på hver 20 personer – den ene fra bjergene, den anden fra Europa – som en gestus af velvilje til Tyrkiet. Angrebene på guerillazoner var faldet, og Tyrkiet så ikke ud til at presse på for en invasion af det sydlige Kurdistan. Koalitionsregeringen dannet af Nationalist Movement Party (MHP), Democratic Left Party (DSP) og Motherland Party (ANAP) forsøgte imidlertid at udnytte den globale krig mod terror, der fulgte efter angrebene på Twin Towers den 11. september. Med tiden forsvandt de nødvendige betingelser for at opretholde våbenhvilen gradvist.

DET DEMOKRATISKE FREDSPROJEKT

Som en del af det demokratiske fredsprojekt, der blev vedtaget på den 7. ekstraordinære kongres, fortsatte PKK med at udstede opfordringer til fred og forfølge muligheder for dialog på forskellige stadier og fremlagde forslag med henblik på en løsning. Den 20. januar 2000 annoncerede den fredsprojektet; den 4. november 2000 nødhandlingsplanen for demokrati og fred; den 19. juni 2001 en erklæring med indtrængende krav om at forhindre en ny krig og fremme fredsprocessen; og den 22. november 2002 erklæringen om en hurtig løsning. Desuden sendte PKK to åbne breve, det ene i begyndelsen af 2000 og det andet i slutningen af 2002, til republikkens præsident, parlamentets formand, premierministeren, generalstabschefen og alle politiske partier, hvori de redegjorde for deres synspunkter om, hvordan det kurdiske spørgsmål skulle løses. På trods af PKK’s konsekvente bestræbelser på fred fortsatte Tyrkiets udslettelsespolitik uden pause. Den tyrkiske stat fortolkede PKK’s opfordringer til fred og dialog som tegn på svaghed og valgte i stedet at optrappe sin voldspolitik mod det kurdiske folk og guerillastyrkerne.

INITIATIVET AF 1. JUNI

I juli 2003 afholdt KADEK-forsamlingen et møde, hvor den skitserede en køreplan i tre faser, der skulle skabe betingelserne for en våbenhvile og i sidste ende opnå en nedrustningsproces. I mødets sluterklæring advarede KADEK om, at “hvis den tyrkiske stat ikke accepterer denne køreplan, vil krigen eskalere.” Tyrkiets militære operationer fortsatte dog i hele denne periode sammen med et voksende pres på Abdullah Öcalan. Som svar meddelte Folkets Forsvarsstyrker (HPG) næsten et år senere, den 1. juni 2004, at de ophævede den ensidige våbenhvile og ville begynde at udøve deres ret til gengældelse. Denne fase førte til den konklusion, at enhver meningsfuld våbenhvile måtte være gensidig. Som følge heraf indtog guerillastyrkerne en holdning baseret på legitimt selvforsvar og erklærede deres ret til at reagere på angreb. Dette markerede den faktiske afslutning på den våbenhvile, der havde været i kraft siden den 1. september 1999.

ET NYT LØSNINGSPROJEKT FRA PKK

Et af de mest kritiske øjeblikke i den igangværende krig og søgen efter en løsning mellem den tyrkiske stat og PKK kom i 2004. Efter at den kurdiske frihedsbevægelse gik over til aktivt selvforsvar den 1. juni 2004 som reaktion på Tyrkiets fortsatte udslettelsespolitik, begyndte Tyrkiet at blive udsat for voksende kritik – både fra sit eget samfund og fra det internationale samfund – for at være den uretfærdige part i konflikten. I erkendelse af Tyrkiets stadig dybere politiske dødvande introducerede Kurdistans Samfundsunion (Koma Komalên Kurdistan, KKK) et nyt fredsforslag bestående af ti punkter. KKK præsenterede også seks af disse punkter – dem, som de beskrev som de mest fornuftige og tættest på en løsning – som grundlag for sin beslutning om at erklære våbenhvile.

KRIGSMANDAT OG INVASIONSKAMPAGNE

I den nye fase, der begyndte med Washington-aftalen den 5. november 2007, udstedte det tyrkiske parlament et krigsmandat. Den tyrkiske besættelseshær bombede gentagne gange Medya-forsvarsområderne og indledte for første gang en landinvasion i det sydlige Kurdistan og Medya-forsvarsområderne den 21. februar 2008. Invasionen blev mødt med voldsom guerillamodstand i Zap-området, hvor det tyrkiske militær led et betydeligt nederlag.

KCK’S ERKLÆRING OM MANGLENDE ENGAGEMENT FRA 2009

Kurdistans Samfundsunion (KCK) erklærede en periode uden engagement, der trådte i kraft den 13. april i lyset af det politiske resultat af lokalvalget den 29. marts. Som svar lancerede Retfærdigheds- og Udviklingspartiets (AKPs) regering og den tyrkiske stat en politisk udryddelseskampagne rettet mod Det Demokratiske Samfundsparti (DTP). Beslutningen om ikke at engagere sig, der oprindeligt var sat til at udløbe den 1. juni, blev forlænget indtil slutningen af Ramadan-ferien. På trods af KCK’s bestræbelser på at deeskalere fortsatte den tyrkiske besættelseshær sine udslettelsesorienterede angreb, og statens vold mod den kurdiske befolkning intensiveres. Den tyrkiske stats tilgang førte i sidste ende til obstruktion og sammenbrud af processen.

FREDSDELEGATIONER IGEN

Abdullah Öcalan trådte endnu en gang til for at åbne en vej fremad i processen og opfordrede til dannelse og udsendelse af tre fredsdelegationer til Tyrkiet. Som svar på denne opfordring meddelte KCK, at grupper ville blive sendt fra Qandil, Makhmour og Europa. Den 19. oktober kom fredsdelegationerne fra Qandil og Makhmour ind i Tyrkiet gennem Xabur-grænseporten og blev budt velkommen af millioner. Delegationen fra Europa blev imidlertid forhindret i at rejse af den tyrkiske stat. Efter fredsgruppernes ankomst til Tyrkiet steg presset fra politiet og retsvæsenet kraftigt. Der blev indledt retssager, og nogle medlemmer af fredsgrupperne blev arresteret. Andre vendte tilbage til det sydlige Kurdistan, da betingelserne for at forblive i Tyrkiet ikke længere var levedygtige. Under den politiske udryddelseskampagne ledet af AKP-regeringen blev 1.700 mennesker – herunder tidligere parlamentsmedlemmer, borgmestre og repræsentanter for institutioner – arresteret og fængslet. DTP blev lukket, og dets medformænd blev frataget deres parlamentariske status.

ÖCALANS BESLUTNING FRA 2010

Den 31. maj 2010 meddelte Abdullah Öcalan, at han trådte ud af processen, med henvisning til sammenbruddet af politiske veje til en løsning og den regerende AKP-strategi med forsinkelse og bedrag. KCK erklærede den 1. juni 2010, at både deres ledelse og Öcalans bestræbelser på at opnå fred og en demokratisk løsning bevidst var blevet hindret af AKP. Som følge heraf meddelte KCK afslutningen på den ensidige beslutning om ikke-engagement, der blev erklæret den 13. april 2009, og erklærede, at deres styrker nu ville indtage en aktiv selvforsvarsposition.

En 70-dages periode med intense sammenstød fulgte. Den tyrkiske offentlighed blev konfronteret med hårde kampe og betydelige tab, hvilket gjorde konflikten til det centrale emne i den nationale diskurs. Som svar på den eskalerende vold udsendte civilsamfundsorganisationer, DTK og Freds- og Demokratipartiet (BDP) opfordringer til en gensidig våbenhvile. I denne forbindelse foreslog Abdullah Öcalan KCK, at der blev indledt en ny fase af ikke-engagement som et skridt i retning af at genstarte forhandlingsprocessen. KCK accepterede både civilsamfundets opfordringer og Öcalans forslag.

KCK’S OTTENDE VÅBENHVILEERKLÆRING

KCK annoncerede en 40-dages ensidig beslutning om ikke-engagement med følgende erklæring til offentligheden: “Öcalan har gjort det klart, at hans holdning forbliver i overensstemmelse med fredens vej, og at han ville være klar til at gribe ind og spille sin rolle, hvis en oprigtig og seriøs tilgang til en løsning skulle dukke op. Som et resultat af et fornyet dialogmiljø har Öcalan endnu en gang opfordret alle parter til at undgå, at konflikten når et uigenkaldeligt stadium. Til dette formål sendte han et budskab til vores bevægelses udøvende organ.”

KCK skitserede også betingelserne for, at denne ensidige våbenhvile kunne blive gensidig. Erklæringen indeholdt blandt andet krav om ophør af militære og politiske operationer, løsladelse af ca. 1.700 politiske fanger, indledning af en forhandlingsproces med aktiv deltagelse af Öcalan og sænkning af spærregrænsen på 10 procent.

VÅBENHVILEN I 2013 OG DOLMABAHÇE

Efter parlamentsvalget den 12. juni 2011 regnede regeringspartiet AKP med, at det kunne gå videre med afviklingen af PKK. Men da en ny valgcyklus nærmede sig mod slutningen af 2012, indledte AKP kontakt med Abdullah Öcalan. Samtidig udførte den tyrkiske stat mordet i Paris og gik efter kurdiske kvindelige revolutionære, mens de forsøgte at skyde skylden over på det gülenistiske netværk. Som svar sagde Öcalan: “Hvis det er kravet, så lad det nødvendige blive gjort,” og udtrykte sin hensigt om at gå videre med en ny proces. Dette førte til udviklingen af en trefaset køreplan, der begyndte med en hurtig tilbagetrækning af styrker. En dialogproces blev indledt med Newroz-erklæringen i 2013 og fortsatte indtil 2015.

Mens PKK forberedte sig på et strategisk træk mod folkedrabssystemet, iværksatte Islamisk Stat (ISIS) omfattende angreb fra juni 2014, som dybt destabiliserede regionen. Den 30. oktober 2014 vedtog den tyrkiske stat på et møde i det nationale sikkerhedsråd en fornyet omfattende særlig krigsstrategi og begyndte at forberede den såkaldte ‘Collapse Action Plan’. De tab, som ISIS led i Kobanê og Shengal, skabte panik i AKP-regeringen, som forsøgte at afslutte dialogprocessen af frygt.

Efter Newroz-festlighederne i 2015 gjorde præsident Erdoğan sine hensigter klare og erklærede: “Der er ingen Dolmabahçe-aftale, ingen Imralı-møder – intet overhovedet,” hvilket effektivt signalerede en tilbagevenden til krig. Op til parlamentsvalget den 7. juni blev der iværksat angreb mod Folkets Demokratiske Partis (HDPs) møder, bygninger og tilhængere i Çukurova, Diyarbakır (Amed) og Sortehavsregionen. Den 20. juli fandt Suruç-massakren sted. Disse voldshandlinger blev direkte tilskrevet AKP-regeringen. Den kurdiske bevægelses fremgang ved valget i juni i det nordlige Kurdistan og Islamisk Stats nederlag i Rojavafik den tyrkiske stat til at handle. Den 24. juli 2015 afsluttede AKP-regeringen officielt dialogprocessen og indledte en krig i fuld skala.

Senere, den 10. oktober 2015, erklærede PKK en ensidig våbenhvile i et forsøg på at sikre, at nyvalget den 1. november kunne finde sted i en fredelig og sikker atmosfære. Den tyrkiske stat reagerede imidlertid på denne våbenhvile med yderligere angreb.

VÅBENHVILE ERKLÆRET EFTER JORDSKÆLVENE

Den væbnede kamp mod angreb fortsatte uafbrudt i ti år. Den 6. februar 2023 ramte to kraftige jordskælv centreret i Marash regionen, hvilket resulterede i titusindvis af døde og fordrivelse af millioner. Som reaktion på denne humanitære katastrofe erklærede KCK en ensidig våbenhvile. Den tyrkiske stat ignorerede imidlertid krisen og eskalerede sine folkedrabsangreb på guerillazonerne, herunder med brug af forbudte kemiske våben.

NY OPFORDRING OG PKK’S VÅBENHVILEERKLÆRING FRA D. 27. FEBRUAR: ’OPFORDRING TIL FRED OG ET DEMOKRATISK SAMFUND’

Som svar på en udtalelse fra MHP-lederen Devlet Bahçeli i oktober 2025 erklærede Öcalan: “Hvis betingelserne skabes, besidder jeg den teoretiske og praktiske styrke til at flytte krigen ind i en juridisk og politisk ramme.” Kort efter besøgte Sırrı Süreyya Önder og Pervin Buldan Imralı og holdt et møde med Öcalan. På hans anbefaling besøgte delegationen fra Folkets Ligestillings- og Demokratiparti (DEM-partiet) DE politiske partier i Tyrkiet og det sydlige Kurdistan. Resultaterne af disse besøg blev videregivet til Öcalan på et andet møde. Efter deres tredje besøg i Imralı den 26. februar rejste delegationen til Istanbul og delte Öcalans historiske “OPFORDRING TIL FRED OG ET DEMOKRATISK SAMFUND” med offentligheden:

“PKK blev født ind i det tyvende århundredes barske virkelighed – det mest voldelige århundrede i historien – formet af to verdenskrige, den globale kolde krig, sammenbruddet af ægte socialisme og benægtelsen af kurdisk eksistens. Frem for alt opstod det i en kontekst, hvor friheden, især ytringsfriheden, blev brutalt undertrykt.

Med hensyn til teori, program, strategi og taktik var PKK dybt påvirket af den dominerende model for ægte socialisme i den æra. Med den virkeliggjorte socialismes sammenbrud i 1990’erne og den efterfølgende lempelse af identitetsbenægtelse i landet, herunder nogle fremskridt inden for ytringsfrihed, begyndte PKK gradvist at lide under tab af mening og overdreven gentagelse. Som et resultat har PKK, ligesom lignende bevægelser i sin tid, nået slutningen af sit liv og må opløses.

Kurdisk-tyrkiske relationer er formet af en fælles historie på over tusind år. Tyrkere og kurdere har opretholdt deres eksistens gennem gensidig solidaritet og har ofte dannet alliancer for at modstå hegemoniske magter.

De sidste to hundrede års kapitalistiske modernitet har forsøgt at ødelægge denne alliance. Påvirket af klassedynamikken er forskellige kræfter kommet til at tjene dette destruktive mål. De homogeniserende fortolkninger af republikken har kun fremskyndet denne proces. I dag skal den skrøbelige tilstand af dette historiske forhold genoprettes med en ånd af broderskab, og i den forbindelse bør religiøse overbevisninger ikke ignoreres.

Behovet for et demokratisk samfund er ubestrideligt. Grunden til, at PKK, en af de længste og mest omfattende opstande i republikkens historie, vandt styrke og støtte, er, at demokratiske politiske kanaler blev lukket.

Resultater som fremkomsten af en separat nationalstat, føderation, administrativ autonomi eller kulturalistiske løsninger, der ofte ses som naturlige resultater af et hypernationalistisk sammenbrud, kan ikke tilbyde svar i overensstemmelse med de historiske sociale realiteter.

Respekt for identiteter, ytringsfrihed og retten til demokratisk organisering samt alle samfundsgruppers ret til at opbygge deres egne socioøkonomiske og politiske strukturer kan kun garanteres i et demokratisk samfund og et demokratisk politisk system.

Republikkens andet århundrede kan kun opnå varig og broderlig kontinuitet, hvis det krones med demokrati. Der er ingen anden vej til varig fred og fornyelse end demokrati. Det kan der ikke være. Demokratisk forsoning er den vigtigste metode.

Sproget i denne nye æra, en æra med fred og demokratisk samfund, skal udvikles i overensstemmelse med virkeligheden.

I dette klima, der er formet af hr. Devlet Bahçelis opfordring, præsidentens politiske vilje og de positive reaktioner fra andre politiske partier, udsender jeg nu en opfordring til nedrustning og påtager mig det fulde historiske ansvar for denne opfordring.

Som man kan forvente af enhver moderne politisk organisation, der ikke er blevet tvangsudryddet, må PKK frivilligt afholde en kongres, beslutte at afvæbne og erklære sin opløsning for at integrere sig med staten og samfundet.

Til alle dem, der tror på sameksistens og hører mit kald, sender jeg mine hilsener.”

PKK REAGEREDE POSITIVT UDEN FORSINKELSE

Inden for 24 timer efter erklæringen udsendte PKK et positivt svar. Det meddelte, at der ville blive indkaldt til en kongres, og at der ville blive truffet en beslutning om at opløse PKK, og den erklærede også våbenhvile. Hovedkvarteret for Folkets Forsvarscenter erklærede, at alle dets styrker ville overholde våbenhvilebeslutningen i Tyrkiet. En måned senere har AKP-regeringen under ledelse af AKP imidlertid hverken respekteret våbenhvilen eller taget skridt til at skabe de nødvendige betingelser for, at kongressen kan indkaldes. Parlamentet har endnu ikke taget noget initiativ, og den kurdiske folkeleder (Abdullah Öcalan) har ikke fået handlefrihed – herunder retten til at lede og organisere kongressen.

Kilde:

Gulistan Cihan (2025): Ceasefire processes and their outcomes – VIII. ANF-News, 7. April 2025

Oversættelse: Jesper Brandt