I sin handlingsplan, der er blevet fremsendt til Europarådets Ministerkomité, meddeler Tyrkiet, at det ikke vil anerkende “retten til håb” for nogle fanger, der er idømt livsvarigt fængsel.

Handlingsplanen, dateret 27. juni 2025, vurderer forpligtelserne vedrørende Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols (EMRK) domme i sagerne Emin Gurban, Civan Boltan, Hayati Kaytan og Abdullah Öcalan.

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol havde fastslået, at den manglende udsigt til løsladelse eller muligheden for en fornyet straf for dem, der er idømt livsvarigt fængsel i disse sager, var i strid med artikel 3 i den europæiske menneskerettighedskonvention (forbud mod tortur og umenneskelig behandling), og fastslår, at selv dem, der er dømt for de alvorligste forbrydelser, skal have mulighed for at demonstrere rehabilitering og ansøge om løsladelse. Domstolen anmodede Tyrkiet om at ændre den relevante lovgivning.

På trods af at Abdullah Öcalan har været holdt i isolation siden 1999, hævder handlingsplanen, at “der ikke er behov for yderligere individuelle foranstaltninger”. Dette indikerer, at isolationen af Abdullah Öcalan i İmralı vil fortsætte på trods af EMRK’s afgørelse.

Under overskriften “undtagelser fra betinget løsladelse” siger den tyrkiske regering, at skærpet livsvarigt fængselsstraf kun gælder for de mest alvorlige forbrydelser, men tilføjer: “De, der er idømt skærpet livsvarigt fængsel for forbrydelser, der er fastsat i henhold til 2. bog, 4. kapitel, underkapitel 4, 5 og 6 i straffeloven (forbrydelser mod statens sikkerhed, forfatningsmæssig orden og nationalt forsvar) begået inden for en terrororganisation, er ikke berettiget til betinget løsladelse.  Visse alvorligste lovovertrædelser er undtaget fra denne mulighed.”

Tyrkiet har således officielt meddelt, at det ikke vil ændre lovgivningen om “retten til håb”.

I maj sagde justitsminister Yılmaz Tunç, at “der ikke er en sådan situation” med hensyn til Abdullah Öcalans ret til håb. Tyrkiets handlingsplan afslører, at denne tilgang er blevet officiel politik.

Tyrkiets holdning rejser alvorlige spørgsmål om, hvorvidt landetvil opfylde sine internationale forpligtelser og fortsætte sin isolationspolitik på trods af EMRK’s afgørelser.

BAGGRUND

Efter Abdullah Öcalans opfordring til fred og et demokratisk samfund den 27. februar og PKK’s meddelelse om opløsningen den 12. maj er opmærksomheden vendt mod de juridiske skridt, som den tyrkiske stat kan tage.

Den 10. reformpakke for retsvæsenet, der blev indført før Eid al-Adha-helligdagen, levede ikke op til forventningerne, og det blev meddelt, at fortsættelsen af reformerne ville blive udskudt til september. Under drøftelserne om reformpakken blev oppositionens forslag, især fra DEM-partiet, stort set ignoreret.

Siden PKK’s meddelelse om opløsningen har der været gentagne opfordringer til at forbedre Öcalans fysiske tilbageholdelsesforhold, men der er ikke sket fremskridt.

I den forbindelse behandlede Europarådets Ministerkomité spørgsmålet om “retten til håb” for Öcalan på sit møde den 17.-18. september 2024 og gav Tyrkiet et års frist til at handle.

“Retten til håb” blev et emne for politisk debat i Tyrkiet, da lederen af Nationalistbevægelsens (MHP) leder, Devlet Bahçeli, nævnte det under sit partis parlamentariske gruppemøde den 22. oktober 2024. Bahçeli sagde: “Hvis regeringen viser beslutsomhed og vedholdenhed, bør der vedtages lovbestemmelser om ‘retten til håb’, og denne ret bør være fuldt tilgængelig.” Den tyrkiske stat har indtil videre ikke taget nogen officielle skridt i denne henseende.

“Retten til håb” henviser til en lovbestemmelse om fanger, der er idømt livsvarigt fængsel uden mulighed for prøveløsladelse. Dette princip er baseret på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols (EMRK) afgørelse i sagen Vinter m.fl. mod Det Forenede Kongerige fra 2013, hvor domstolen fandt, at livsvarigt fængsel uden udsigt til løsladelse er i strid med artikel 3 i den europæiske menneskerettighedskonvention (som forbyder tortur og umenneskelig eller nedværdigende behandling).

Grunden til, at Ministerkomitéen tog Öcalans sag op, skyldes en afgørelse fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol af 18. marts 2014. Öcalans advokater havde indgivet en klage i 2003 og hævdede, at betingelserne for hans straf var i strid med artikel 3 i EMRK. I sin afgørelse fastslog EMD, at Öcalans skærpede livstidsdom, som ikke giver mulighed for løsladelse eller prøvelse, og hans isolationsfængsling udgjorde en overtrædelse af artikel 3, ligesom den havde fastslået i Vintersagen. Domstolen fastslog også, at der skulle gennemføres passende retlige reformer. Dette var den første beslutning mod Tyrkiet vedrørende ‘retten til håb’.

Herefter afsagde Menneskerettighedsdomstolen to lignende afgørelser: en i sagen Hayati Kaytan mod Tyrkiet den 15. september 2015 og en anden i  sagen Gurban og Civan Boltan mod Tyrkiet den 15. december 2015. I begge tilfælde bekræftede domstolen, at livstidsdomme uden en mekanisme for gennemgang eller prøveløsladelse krænker forbuddet mod tortur og umenneskelig behandling.

På trods af at der er gået ti år siden de to afgørelser om Öcalan, har Tyrkiet endnu ikke vedtaget nogen juridiske reformer for at imødegå krænkelserne. Som følge heraf indledte Europarådets Ministerkomité, der overvåger gennemførelsen af EMRK’s afgørelser, en overvågningsproces for at presse på for juridiske og praktiske ændringer vedrørende retten til håb og skærpet livsvarigt fængsel. På sit møde den 17.-18. september 2024 gav komitéen Tyrkiet et sidste år. Selv om Bahçelis udtalelse kort efter denne beslutning, er der indtil videre ikke truffet lovgivningsmæssige foranstaltninger.

Kilde:

News Desk, 2025: Turkey tells the Council of Europe that it will not grant some prisoners the “right to hope”. ANF-News, 8. July 2025.

Oversættelse: Jesper Brandt