“Fred og et demokratisk samfund”-processen ledet af Abdullah Öcalan, der har været udsat for barske isolationsforhold i Imralı-fængslet gennem 26 år, vinder stigende støtte og genklang på internationalt plan. Erklæringer fra forskellige sociale segmenter og internationale kredse hilser de skridt, som den kurdiske frihedsbevægelse har taget i retning af dialog og løsning, velkommen. Under denne proces opfordres den tyrkiske stat kraftigt til at tage konkrete skridt på politisk og juridisk plan for at gøre freden permanent og meningsfuld. Det understreges, at det er nødvendigt at sikre betingelserne for forhandlinger med Abdullah Öcalan og at sikre hans frihed, for at processen kan lykkes.

Denne proces har også gjort det muligt for det demokratiske, økologiske og feministiske paradigme, som Öcalan og den kurdiske frihedsbevægelse har været fortalere for i årevis, at blive anerkendt og blive synliggjort blandt bredere dele af samfundet. Disse ideer, der er formet omkring perspektivet om fred og et demokratisk samfund, ses som et lovende alternativ ikke kun for det kurdiske folk, men også for alle folk i Mellemøsten og verden. Dette paradigme, der i stigende grad diskuteres som reaktion på de nuværende kriser, er ved at dukke op som en ny alternativ model.

ANF har talt med professor Warren Montag, en af de ledende skikkelser i moderne politisk filosofi, om vigtigheden af den proces, der blev ledet af Abdullah Öcalan, og den teoretiske og politiske betydning af de ideer, der forsvares af kampen for frihed. Montag understreger, at Öcalans ideer, som er blevet til virkelighed i Rojava, er en inspirationskilde ikke kun på regionalt plan, men også på universelt plan.

Professor Montag understreger vigtigheden af, at alle dele af samfundet støtter kurdernes krav om fred og frihed, og peger på vigtigheden af at sikre Öcalans frihed og de politiske og juridiske skridt, som den tyrkiske stat skal tage for at få processen til at lykkes.

FØRST OG FREMMEST TAK FORDI DU TOG DIG TID TIL AT TALE MED OS PÅ TRODS AF DIN TRAVLE TIDSPLAN. SELV OM DU HAR FORSKELLIGE ARBEJDSOMRÅDER ER, VED JEG, AT DU FØLGER DET KURDISKE SPØRGSMÅL NØJE. I DEN FORBINDELSE VIL JEG GERNE BEGYNDE MED DEN FREDSPROCES, DER ER INDLEDT MELLEM DEN TYRKISKE STAT OG DEN KURDISKE FRIHEDSBEVÆGELSE. HVORDAN VURDERER DU DENNE PROCES?

Lad mig begynde med at takke dig for muligheden for at tale til jeres publikum. Og jeg må sige, at mit engagement i det, vi plejerat kalde ’det kurdiske spørgsmål’, går langt tilbage. Sandsynligvis begyndte det med mit engagement i den iranske revolution i 1978, 79. Jeg var i Los Angeles, Californien på det tidspunkt. Og der var mange kurdiske kammerater, som jeg arbejdede sammen med i den brede iranske studenterbevægelse i Los Angeles. Og spørgsmålet om kurdisk selvbestemmelse osv. var et meget vigtigt spørgsmål på det tidspunkt.

Jeg har fulgt bevægelsen til en vis grad siden da. Og jeg erkender, at især denne tid er et meget kritisk øjeblik, en kritisk konjunktur for det kurdiske folk, både i Tyrkiet og især i Syrien. Og jeg er dybt bekymret for det kurdiske folks velfærd og fremtid.

Jeg ønsker at støtte fredsprocessen så offentligt som muligt, fordi jeg mener, at det er noget, vi kan diskutere, men jeg mener, at det er et vigtigt øjeblik. Eller, kan være et vigtigt øjeblik, men vi må se, hvordan det går.

For det er også et meget ustabilt øjeblik, ikke kun i regionen, men internationalt. Og vi ved ikke præcis, hvordan tingene vil gå, men jeg tror generelt, at tingene, i det mindste mellem de kurdiske styrker og den tyrkiske stat, kan være en åbning, der kan være meget produktiv.

I CENTRUM FOR DENNE PROCES ER DEN KURDISKE LEDER ABDULLAH ÖCALAN, SOM HAR VÆRET HOLDT I HÅRD ISOLATION I 26 ÅR. HAN FORSØGER AT STYRE DENNE HISTORISKE PROCES FRA İMRALI-FÆNGSLET, HVOR HAN ER TILBAGEHOLDT. DEN KURDISKE SIDE HAR GENTAGNE GANGE UNDERSTREGET, AT HANS FRIHED ER AFGØRENDE FOR PROCESSENS SUCCES. HVAD ER DINE TANKER OM DENNE SAG?

Jeg mener naturligvis, at det vil kræve en løsladelse af Öcalan for at sikre sande og autentiske forhandlinger. Jeg ønsker ikke at stille krav til bevægelsen. Det er ikke min opgave at gøre det, men jeg mener, at en generel amnesti for politiske fanger er en meget vigtig kendsgerning. Og det er et af problemerne, at så mange aktivister, intellektuelle osv. stadig er i fængsel eller trues med fængsel. Og det er vigtigt at tage fat på det med det samme. Men i Öcalans tilfælde mener jeg naturligvis, at han skal have lov til at deltage fuldt ud i forhandlingerne. Han er en ledende figur, der er der ingen tvivl om.

EFTER DEN HISTORISKE OPFORDRING FRA DEN KURDISKE LEDER ABDULLAH ÖCALAN DEN 27. FEBRUAR, INDKALDTE PKK TIL SIN 12. KONGRES OG TRAF EN RÆKKE BESLUTNINGER, HERUNDER OPLØSNINGEN AF BEVÆGELSEN. I DE SENESTE DAGE HAR EN GRUPPE PKK-KRIGERE SYMBOLSK LAGT OG ØDELAGT DERES VÅBEN FOR AT VISE, AT DE ER PARATE TIL PROCESSEN. SOM REAKTION PÅ ALLE DISSE SKRIDT HAR DEN TYRKISKE STAT ENDNU IKKE TAGET NOGEN KONKRETE POLITISKE ELLER JURIDISKE SKRIDT. DETTE GIVER UUNDGÅELIGT ANLEDNING TIL BEKYMRING. HVAD BØR DEN TYRKISKE STAT EFTER DIN MENING GØRE FOR AT SIKRE, AT PROCESSEN BLIVER EN SUCCES?

Det er et meget vanskeligt spørgsmål, fordi det ikke er et spørgsmål om principper eller generelle ideer. Det er et spørgsmål om strategi og taktik, og hvad der er muligt under de nuværende konjunkturer i en meget bred forstand.

Og som jeg sagde før, er det en ekstremt kompliceret konjunktur, vi befinder os i, mere end vi ofte har set. Tingene kan ændre sig meget hurtigt, men jeg mener, at idéen om at vende sig til forhandlinger i den kommende tid – og forhåbentlig i meget lang tid, og sætte den væbnede kamp og den militære side på pause, er en helt legitim vej. Jeg mener, man kan ikke bare fortsætte i en militær kamp på ubestemt tid, især i betragtning af situationen nu, ikke kun i Tyrkiet eller omkring Tyrkiet, men også i Syrien osv.

For YPG og de andre kurdiske organisationer. er det en meget kompliceret situation. Men at drage fordel af en fredsproces er en rigtig god idé. Og jeg tror, at Tyrkiet måske har flere grunde til at gå ind i detnu end på tidligere tidspunkter som 2015 eller 2000, hvor der også var fredsforhandlinger, men som i sidste ende mislykkedes.

jeg tror, at Tyrkiet nu har en række grunde, der tvinger det til at søge fred med kurderne. Det er ikke kun af Erdoğans hjertes godhed eller noget i den retning. Det er tydeligvis sådan, at de er nødt til at vinde kurderne tilbage.

Vi kan f.eks. se på Israels planer for Iran, som er slået fejl. Det vil aldrig lykkes. Men ideen er at gå til minoriteterne og fortælle dem, at vi vil befri jer, vi vil opløse den iranske nation, og vi vil give jer jeres eget territorium osv. Jeg er for det første sikker på, at det ikke er sandt, men hvis nok mennesker, der tilhører baluchier eller kurdere eller en anden gruppe, skulle tro på det og acceptere det, ville det være en katastrofe for Iran.

Jeg tror, at det samme gælder for Tyrkiet, og de ved, at de er nødt til at vinde kurderne tilbage. De vil ikke vinde gennem militær erobring. De bliver nødt til at overbevise det kurdiske folk og ledelse om, at en eller anden form for sameksistens, som er retfærdig over for kurderne, er mulig. Og jeg tror, det er en af grundene til, at Tyrkiet kan se, om de ønsker at holde sammen på nationen. De kan ikke bare føre en politik med vold og undertrykkelse mod kurderne. Det virker ikke.

Jeg mener, hver eneste gang gennem det sidste århundrede, hvor man har forsøgt at besejre kurderne, at assimilere dem, er det mislykkedes. Og på et tidspunkt er man nødt til at opgive den strategi. Da der er andre grunde, der har at gøre med olierørledninger og den slags, tror jeg, at dette er et tidspunkt for den kurdiske bevægelse til at gribe det øjeblik, fordi tyrkerne har brug for, lad os sige en form for fred med kurderne lige nu.

Og jeg synes, det er et meget smart, strategisk og taktisk træk, der giver meget mening. Og man er nødt til at tænke på den måde.

Man kan ikke bare sige, at det ikke kun er et principspørgsmål at føre væbnet kamp. Det handler i virkeligheden om følgende: Er det den rigtige strategi netop på dette tidspunkt? Det er meget smart at drage fordel af den tyrkiske stats behov. Og jeg tror, at så mange kræfter som muligt kan bringes ind i den proces. Og her mener jeg: de kurdiske styrker.

Processen er bestemt noget, der skal undersøges. Man kan ikke bare benægte det eller sige, ‘det vil vi ikke gøre’. Det vil ikke være smart.

SOM DU HAR PÅPEGET, ER DET KURDISKE SPØRGSMÅL IKKE BEGRÆNSET TIL TYRKIET. DET ER OGSÅ ET REGIONALT OG INTERNATIONALT ANLIGGENDE. DER ER INGEN TVIVL OM, AT DE INTERNATIONALE MAGTER HAR ET STORT ANSVAR FOR, AT DETTE PROBLEM ER OPSTÅET. KAN VI I DEN FORSTAND SIGE, AT DE INTERNATIONALE MAGTER OGSÅ HAR ET ANSVAR FOR AT LØSE ET SÅ VIGTIGT SPØRGSMÅL?

Ja. Jeg synes, at en af de ting, der er meget imponerende for mig, er, at kurdernes historiske kamp for at sikre deres egen kultur, deres eget sprog, og for at kunne sige: ‘Jeg er kurder’, til trods for at det blev ulovlig på et tidspunkt. Det var en helt vanvittigbeslutning.

Jeg tror, at der er andre mennesker som mig, der blev politiseret delvist omkring det kurdiske folks kamp. Jeg mener, der er andre kampe i gang. Det er ikke den eneste, men jeg synes, at den er vigtig.

Og jeg tror også på det seneste, at erfaringerne i Syrien med YPG osv., og transformationen, de nye ideer om samfundet, der opstod med Öcalans skrifter, er meget inspirerende for folk. Det er noget, der er meget vigtigt for venstrefløjen internationalt. Jeg tror, at folk er opmærksomme på, hvad der foregår.

Men det er et meget skræmmende øjeblik, fordi vi godt nok kan tale om Tyrkiet, men reelt ikke ved, hvad det syriske regime vil gøre i forhold til kurderne. Vi ved ikke, hvad deres forhold til Tyrkiet virkelig vil være; det er stadig ved at tage form. Og det er heller ikke klart, om USA vil støtte kurderne efter en vis periode.

Det vil også afhænge af Islamisk Stat, om det er genopstået eller hvad som helst i den retning. Så der er så mange ting, men jeg tror virkelig, at der er bred international støtte og sympati for det kurdiske folk, og det står ved magt. Der er mange eksempler på mindretalsgrupper på alle kontinenter over hele verden.

Da det er en stor minoritetsgruppe, der godt nok ikke findesjuridisk, så eksisterer der kulturelt alligevel en kurdisk nation. Og den svarer ikke til de nationale grænser, der primært blev etableret af imperialistiske lande, men den er der, og det er indlysende for alle. Og jeg tror på den måde, at den kurdiske kamp har fåetsymbolværdi for mange andre kampe – både blandt oprindelige folk i Latinamerika eller minoriteter i Afrika – for den fortsatte kamp for ens egen kultur, nation osv. er lige så vigtig i dag, som den nogensinde har været.

Jeg mener, vi kan se overalt, at disse kampe er i gang i hele verden. Og der er formentlig endnu flere, end der nogensinde har været. De er i centrum af det, der foregår i verden.

Så jeg mener, at den kurdiske kamp ikke kun fortjener at blive støttet af alle. Der er også en enorm sympati for kampen. Vi er nødt til at mobilisere den. Det sker ikke ved et trylleslag. Folk skal organiseres til forsvar for det kurdiske folk, til støtte for deres initiativer. Det er dem, der er i gang med en slags fredsinitiativ, og folk bør fejre det og støtte dem på alle mulige måder. Det er sådan, jeg ser det.

DU HENLEDTE OPMÆRKSOMHEDEN PÅ BETYDNINGEN AF DET SOCIALE OG POLITISKE SYSTEM, DER ER VED AT BLIVE OPBYGGET I ROJAVA. DET ER VELKENDT, AT DETTE SYSTEM ER INSPIRERET AF DEN KURDISKE LEDER ABDULLAH ÖCALANS IDEER. HVAD VIL DU SIGE OM BETYDNINGEN AF DETTE SYSTEM ELLER ÖCALANS IDEER?

Det er et eksperiment, der blev udført under de vanskeligste omstændigheder, hvor man forsøgte at opbygge en slags nyt samfund, men midt i krig, og en meget kompliceret krig. Se bare på forsøgene på at skabe ligestilling mellem kønnene og det faktum, at kvinder blev måske halvdelen af kombattanterne i YPG. Jeg ved ikke, om det er korrekt eller ej, men det er tæt på det. Og jeg synes, det var et stort skridt fremad. Det var et eksempel for hele verden på kvinders plads og på at gøre op med den form for idealistiske stereotyper om, hvad kvinder kan og ikke kan.

Jeg tror også, at det er et sted, hvor der ikke er noget skel mellem det sekulære og det religiøse, i modsætning til tilfældet med europæere, og i mindre grad nordamerikanere. Europæerne er besat af deres sekulære samfund på en ekstremt tvangsmæssig måde.  I det kurdiske område i Syrien kan man se folk, både religiøse og ikke-religiøse, arbejde sammen uden problemer. Det er ikke et problem, og det bør ikke være et problem. Også blandt kvinder kan man se hijab-kvinder, hijab-kvinder i hæren osv. Og ingen tænkter over det.

Hvis det var Frankrig, ville folk græde overalt, og det ville være utænkeligt. Jeg mener, franskmændene er ikke ligefrem ledere af en slags dekonstruktion af fantasien om sekularisme. Men jeg mener, det er eksempler. Jeg tror, at verden kan drage fordel af disse eksempler.

Du kan se meget nøje på det og spørge, hvordan det er gået til. Hvorfor forårsagede dette ikke alle mulige problemer? Og hvordan forsøgte de at skabe disse ændringer? Jeg har her blot taltom kvinder, men det viser sig også i spørgsmålet om styring i lokalsamfundet, en slags kommunal kollektiv styring, der også tilbyder noget for fremtiden. Jeg mener, jeg tror, at alle erfaringerne med fordel studeres, og mange værdifulde konklusioner vil kunne udledes af dem.

Jeg tror, det er den slags samfund, som de kurdiske organisationerhar forsøgt at skabe i den kurdiske del af Syrien. Jeg synes, det er meget vigtigt, meget interessant. Det er noget i retning af – hvis jeg skal lave en helt tæt sammenligning – zapatisternes oprør i Mexico, fordi de stadig til en vis grad har en slags befriet zone, som de plejede at sige, hvor de praktiserer en slags rådsdemokrati, der ikke er repræsentativt, som i det typiske parlamentariske system. I begyndelsen af 90’erne fungerede det som en model for andre mennesker. Det var meget inspirerende, og det hjalp andre mennesker på andre kontinenter til at kæmpe mod deres undertrykkelse og forsøge at skabe fællesskaber, der blev kontrolleret nedefra, ikke ovenfra. Og jeg synes, det er afgørende. Kurderne har tjent dette formål.

Jeg vil sige, at kurderne og zapatisterne er meget tætte på visse måder, og de har på en måde tjent parallelt som inspiration for flere generationer af mennesker. Og jeg synes, at det er vigtigt. Jeg bruger bare det ene eksempel, men der er mange andre. Det kunne vi tale om.

DU HENLEDTE OPMÆRKSOMHEDEN PÅ DET VIGTIGEI DE IDÉER, SOM DEN KURDISKE FRIHEDSBEVÆGELSE FORSØGER AT GENNEMFØRE. MEN DENNE STYRKE, PKK, ER STADIG PÅ USA’S OG EU’S LISTER OVER “TERRORORGANISATIONER”. MÅSKE HAR DENNE BESLUTNING INGEN BETYDNING I BEFOLKNINGENS ØJNE, MEN DIPLOMATISK ER DET ET SPØRGSMÅL, DER REJSES HVER GANG. HVAD MENER DU OM, AT DISSE STATER INSISTERER PÅ EN SÅDAN DEFINITION?

Jeg talte lige med mine elever om det for nylig. Jeg har også været meget aktiv i bevægelsen til støtte for Palæstina. Og især i begyndelsen af bevægelsen under Libanon-krigen i 1982 arbejdede jeg meget tæt sammen med nogle mennesker. Alle – grupper som Folkefronten til Palæstinas Befrielse (PFLP) – var synlige. Hvis jeg var sammen med dem i dag, kunne jeg sandsynligvis blive arresteret, eller noget lignende ville ske. Jeg synes, at denne beslutning vedrørende PKK er absurd.

Jeg mener, hele betegnelsen ’terrorister’, især nu, er latterlig. Jeg mener, hvis du vil tale om terrorister, kan du starte med at tale om Israel.

Desværre har det juridiske konsekvenser, men jeg mener ikke, at PKK kan erklæres for en terrororganisation. De førte en legitim væbnet kamp, og de forsøger nu at indlede en fredsproces. Det er absurd at læne sig op ad ’terrorist’-stemplingen. Højrefløjsgrupper vil sige det uanset hvad.

Og det vil mange tyrkiske politikere sikkert også sige, men det er bare et dække over den vold, de selv har gennemført på en række områder. Den tyrkiske stat kan ikke ligefrem kaldes uskyldig i ret meget.

KÆRE PROFESSOR, MANGE TAK FOR DIN TID OG VÆRDIFULDE KOMMENTARER. ER DER ANDET, DU GERNE VIL TILFØJE?

Jeg håber, at alle vil støtte denne strategiske drejning af PKK, og jeg håber også, at YPG vil blive taget i betragtning. Og jeg synes, det er vigtigt for alle at offentliggøre og diskutere processen for at støtte den og for at fortælle resten af verden, hvordan en gruppe, en minoritet, kan kræve sin ret til at eksistere, til at tale på deres sprog, til at have deres kultur osv. Det er et kritisk spørgsmål i verden i dag. Og denne proces bringer virkelig det frem, og gør det meget synligt. Så jeg synes, det er meget vigtigt.

OM WARREN MONTAG

Warren Montag er en amerikansk socialistisk tænker og litteraturteoretiker. Han er professor i engelsk og sammenlignende litteratur ved Occidental College. Hans arbejde fokuserer primært på det 20. århundredes franske tænkning, især Louis Althusser og de marxistiske teoretikere omkring ham. Montag analyserer også de interne modsætninger i politisk liberalisme og individualisme gennem tekster af tidlige moderne tænkere som Spinoza, Locke, Hobbes og Adam Smith.

Ud over sit akademiske arbejde spillede Montag en aktiv rolle i socialistiske organisationer i 1970’erne og 1980’erne. Mellem 1976 og 1978 arbejdede han i et kollektiv påvirket af Ernest Mandel, og mellem 1978 og 1990 var han involveret i venstreorienterede organisationer som Workers’ Power og Solidarity. Montag har en fremtrædende position inden for marxistisk teori og litteraturkritik og fungerer også som redaktør af tidsskriftet Décalages: An Althusser Studies Journal. Hans dybdegående analyser af Althussers arv har etableret ham som en af nøglefigurerne i moderne kritisk teori.

Kilde: 

Serkan Demirel, 2025: Prof. Warren Montag: The Kurdish struggle deserves to be supported by everybody. ANF-News, 19. July 2025.

Oversættelse: Jesper Brandt