Det nye Syrien: Pluralisme er vejen frem

Af Zeki Akil

I de sidste hundrede år har de, der regerer Tyrkiet, forsøgt at slette kurderne fra historien. Som statspolitik har de konsekvent baseret deres tilgang på assimilation og kulturelt folkedrab. Derudover har de skabt en historie præget af snesevis af militære operationer, massakrer, tvangsfordrivelser og alvorlige ødelæggelser. I dag er benægtelsen ophørt, og nu tales der om “dialog”, om at skabe “kurdisk-tyrkisk enhed og broderskab”. Fordi kurdisk eksistens er blevet bevist, tog Abdullah Öcalan beslutningen om at afslutte den væbnede kamp. Efter denne beslutning og opfordring indkaldte Kurdistans Arbejderparti (PKK) til sin kongres og erklærede, at det havde afsluttet sin eksistens og sin væbnede kamp.

Tyrkiet tager imidlertid ikke skridt i overensstemmelse med den foreslåede enhed og broderskab. Den forsøger stadig at komme videre ved at holde fast i forfatningen af 12. september, som åbenlyst benægter kurdernes eksistens og forbyder det kurdiske sprog. Denne forfatning, der blev udarbejdet under militærkuppet, er stadig på plads. Abdullah Öcalan har taget skridt af historisk betydning. Alligevel fortsætter de med at holde ham som gidsel. Nu er der bestræbelser på at danne en kommission. Men det er uklart, om denne kommission vil foreslå en samlet løsning. De kan nøjes med kun begrænsede skridt. I den henseende er det vigtigt, at oppositionen og de demokratiske kredse tager dette spørgsmål alvorligt og gør deres vægt gældende.

Tyrkiet ønsker ikke at høre begreber som autonomi eller føderation i forhold til kurderne. Den føderale status, der er etableret i det sydlige Kurdistan (Başur), er ikke blevet accepteret. Erdoğan har gentagne gange sagt: “Vi vil ikke begå den samme fejl i Syrien, som vi begik i Irak,” og han blokerer kurderne fra at få status i Syrien. Han præsenterer dette som en årsag til krig. For at forhindre dette invaderede han Afrin (Efrîn) og andre regioner og arbejdede på at neutralisere og eliminere kurderne.

Løsninger som autonomi og føderation fremstilles offentligt som forsøg på at splitte landet. De søger at indgyde den opfattelse i befolkningen, at staten vil blive splittet, og at kurderne vil etablere en separat stat. Gennem præsidentsystemet har præsident Recep Tayyip Erdoğan arbejdet på at konsolidere magten i én hånd og det er lykkedes. Han afviklede demokratiske landvindinger og førte på dette grundlag en intens krig mod kurderne. Men hvilket problem i Tyrkiet er egentlig løst? Ingen. Tværtimod er alle problemer blevet forværret. Økonomien er blevet forværret. Friheder og rettigheder er blevet indskrænket. Retssystemet er brudt sammen. Samfundet er blevet polariseret, og et dybt moralsk forfald har slået rod.

Tyrkiet har ikke ratificeret det europæiske charter om lokalt selvstyre, selv om det var udformet for at bidrage til opbygningen af et demokratisk system. For at forhindre kurderne i at drage fordel af demokratiske mekanismer opgav staten helt demokratiseringen. Som følge heraf har hele Tyrkiet og selve demokratiet lidt.

Nu arbejder Tyrkiet på at påtvinge Syrien Hayat Tahrir al-Shams mentalitet og styre. Det søger en aftale med USA om at sætte de syriske demokratiske styrker (SDF) ud på et sidespor. Målet er at forhindre kurderne i at opnå nogen form for politisk status. Til det formål tvinges det syriske folk ind i et system, der er endnu værre end Baath-regimets. Og alligevel er der reelle muligheder for at opbygge og styrke demokratiet i Syrien. Landets forskellige trosretninger, kulturer og folk kan gå sammen om at etablere et demokratisk system. Autonome regioner eller en føderal struktur er fuldt ud mulige. Forskelle kan bevares i enhed, og Syrien kan beskyttes mod nye kriser og konflikter. Men Tyrkiet siger nej, “Syrien vil være en enhedsstat.” Ved at fortsætte med at udøve pres og trusler søger den at efterlade kurderne i Syrien uden nogen anerkendt status.

USA’s særlige repræsentant for Syrien, Thomas Barrack, har nu tilsluttet sig Erdoğans mentalitet og vision om et ensartet, centraliseret system. Ligesom de engang overdrog Afghanistan til Taliban, ser de nu ud til at være klar til at overdrage Syrien til HTS, en fortsættelse af Al-Qaeda med samme ideologiske tankegang. Barrack er gået så langt som til at udstede et dekret, der erklærer: “Autonomi og et føderalt system passer ikke til Mellemøsten.” Parallelt hermed insisterer Tyrkiet: “Krav om føderalisme eller autonomi er separatisme; vi vil ikke tillade, at Syrien bliver delt.”

Det slående er, at USA’s repræsentant, ligesom forsvarerne af autoritære og undertrykkende regimer, skildrer føderale og autonome administrationer som former for splittelse. Alligevel bor han selv i et føderalt land. USA var kun i stand til at sikre sin enhed gennem oprettelsen af en føderation. Uden føderalisme ville der ikke have været noget USA. Det samme gælder for Tyskland, som sikrede sin enhed gennem et føderalt system. Som vi ser, er føderation ikke en formel for splittelse, det er en model for sameksistens og enhed. Lande som Storbritannien, Spanien og Schweiz har udviklet deres demokratier og løst nationale problemer ved at anvende forskellige modeller. Det er ikke noget, verden behøver at genopdage

Alawitterne er blevet udsat for massakrer. Druserne står nu over for en massakre. Konflikter og usikkerhed eskalerer. Enten ricikerer de at skulle underkaste sig HTS eller også at blive marginaliseret og udsat for angreb. De væbnede grupper under HTS opererer med samme mentalitet som Islamisk Stat. De skåner ikke kvinder eller børn. De overholder ikke krigens love. De afholder sig ikke fra massakrer og plyndringer. De anerkender ingen principper om lov eller moral. De katastrofale konsekvenser af at insistere på “én stat, én regering, én hær” og indføre HTS som en universel autoritet er allerede blevet afsløret. I stedet må der være en samling omkring et demokratisk projekt for Syrien. Hvis USA og andre internationale aktører lægger vægt på dette, er mulighederne og betingelserne til stede. Befolkningerne i regionen er tilbøjelige til demokrati. De er åbne for at leve sammen i mangfoldighed. Ingen beder om at bryde ud.

Kilde:

Zeki Akil, 2025: New Syria: Pluralism is the way forward. ANF-News, 22. July, 2025

Oversættelse: Jesper Brandt

MELLEMØSTEN NYHEDER Udland