Af Hüseyin Salih Durmuş

Daron Acemoglu og James A. Robinson, der blev tildelt Nobelprisen i økonomi 2024 for deres arbejde med dannelsen af institutioner og disses indvirkning på velstanden, udforsker fremtiden for stater, samfund og friheden i deres bog The NarrowCorridor. Forordet er dedikeret til det, de beskriver som en af de største humanitære katastrofer i vor tid: den syriske krise. I afsnittet med titlen Den smalle korridor til frihed skriver de: “For at frihed kan opstå og trives, skal både staten og samfundet være stærkt. Der er brug for en stærk stat for at forhindre vold, håndhæve love og levere vigtige offentlige tjenester, der gør det muligt for folk at træffe deres egne valg. Men der skal også være et stærkt og aktivt samfund, et samfund, der kan overvåge og begrænse staten…”

Disse sætninger peger på en universel sandhed, der overskrider ideologisk debat. Den snævre korridor mellem statsløshedens kaos og den ukontrollerede magts tyranni definerer nu den mest kritiske ligning, der former Syriens skæbne, og mere specifikt Rojavasskæbne.

Enhver, der følger den syriske krise tæt, kan se, at krigen er gået ind i en ny fase. Massakrerne udført af Hayat Tahrir al-Sham (HTS) i drusiske og alawittiske landsbyer, masseangrebene i Suwayda (Sweida) og tvangsfordrivelsen af civile afslører alle, at borgerkrigen langt fra er forbi og indebærer en stadigt voksende risiko for at blive yderligere forværret. I sin artikel med titlen Whowant what in Syria?, udgivet af ANF den 30. juli 2025 (Se Nudem.dk, https…), beskriver Zeki Bedran situationen skarpt: “HTS’ mentalitet forbliver uændret, uanset hvor meget den er poleret. De slipper halshugningspatruljer løs på folket.”

Denne virkelighed og risiko, som der er bred enighed om, afspejler også en bemærkelsesværdig grad af politisk modenhed hos Rojavas politiske ledelse, hvilket viser, at den hverken tager fejl eller er selvtilfreds i sine vurderinger.

Angrebene i Suwayda og de omkringliggende områder efter dannelsen af en provisorisk regering på linje med HTS er ikke blot terrorhandlinger. De er en del af en bevidst strategi, der sigter mod at undertvinge den drusiske befolkning og ændre regionens demografi gennem frygt og vold. Mens disse massakrer har tiltrukket sig fordømmelse i USA og Europa og foranlediget direkte indgriben fra Israels side, står Tyrkiets bestræbelser på at legitimere HTS og dets afvisning af at fordømme grusomhederne frem som en klar afspejling af en fælles tankegang.

Alt dette peger på en enkelt, barsk sandhed: Hvis kurderne i Rojava opgiver selvforsvar, vil de blive efterladt direkte udsat for massakre.

Selv den blotte diskussion om at svække parametrene for selvforsvar i tekniske termer eller opløse de syriske demokratiske styrker (SDF) under dække af “integration”, udgør en alvorlig risiko. Det kan meget vel markere begyndelsen på enden. Derfor skal det kurdiske diplomati træde ind i denne nye fase med en ånd af mod og beslutsomhed. Samtidig skal det kurdiske samfund opfordres til at forblive årvågne. Alle politiske aktører i Tyrkiet og det nordlige Kurdistan (Bakur) bør klart forstå, at ethvert skridt, der svækker Rojavas forsvar, udgør en historisk selvdestruktiv handling. Det er ikke tilfældigt, at den politiske udvikling, der udspiller sig i Tyrkiet og det nordlige Kurdistan, forløber parallelt med udviklingen i Rojava. Rojava skal forblive topprioriteten, fordi Rojavas fremtid i bredere forstand er fremtiden for Kurdistan som helhed.

Tyrkiets eneste geopolitiske prioritet er faktisk at efterlade kurderne i Rojava uden nogen politisk status. Ankaras Syrien-politik er blevet utvetydigt klar:

1. At fratage kurderne politisk status

2. At afvikle den autonome administration

3. At fjerne SDF

For at nå dette mål fortsætter Ankara både sin militære besættelse på jorden og sit diplomatiske pres ved forhandlingsbordet. Det bruger sit NATO-medlemskab som løftestang og placerer det kurdiske folks landvindinger på forhandlingsbordet med USA og Europa.

Alligevel har befolkningen i Rojava regeret sig selv i over et årti. Bygget på kvinders lederskab og organiseret gennem kommuner og råd, søger dette system ikke at etablere en separat stat. I stedet foreslår den en demokratisk, decentraliseret model for Syrien. Observatører, der er bekendt med Mellemøsten, anerkender i vid udstrækning den autonome administration af Nord- og Østsyrien som en levedygtig og konstruktiv model. Tyrkiets påtvungne nedrustning er ikke blot en opfordring til militær svækkelse, det er et forsøg på at afvikle denne model fuldstændigt.

I dag er den mest kritiske diplomatiske akse for Syriens fremtid centreret i Paris. Frankrig er ikke kun involveret ud fra et humanitært perspektiv, men spiller også en aktiv rolle i sikkerheden i Middelhavet, i migrationspolitikken og i de strategiske energiruter i det, der historisk omtales som “Levanten”, der dækker Syrien, Libanon, Jordan, Israel, Palæstina og delvist Hatay-regionen. De planlagte Paris-forhandlinger mellem Damaskus og SDF-Den Autonome Administration blev udskudt på grund af pres fra Tyrkiet. For det kurdiske diplomati repræsenterer Paris nu både en afgørende mulighed og et kapløb med tiden.

Gennem både nyere og ældre historie har Frankrig spillet en varig rolle, til tider støttende, andre gange skadelig, i alle dele af Kurdistan. Siden begyndelsen af den syriske krise har Frankrig endnu en gang påtaget sig denne rolle på en seriøs og aktiv måde. På dette kritiske historiske tidspunkt er det værd at huske på, hvordan det kurdiske diplomati, formet af unge og beslutsomme hjerter, opstod, især under og efter modstanden i Kobane, gennem dets indvirkning på den offentlige mening og dets udvikling af politiske relationer.

Det klareste resultat af de forhandlinger, der udspiller sig i skyggen af Paris, er følgende: Der er en fælles indsats for at efterlade kurderne uden politisk status. Den eneste måde at imødegå denne strategi på er at opretholde selvforsvar og intensivere det diplomatiske pres. I dag skiller Paris sig ud som et nøglecenter for både Rojava og det sydlige Kurdistan (Başur); Der skal rettes særligt fokus og indsats i den retning.

På et tidspunkt, hvor massakrer mod drusiske og alawittiske samfund udfolder sig i det skjulte, ville enhver afvæbning af kurderne være ensbetydende med et historisk selvmord. At opgive selvforsvar ville kun invitere til en ny bølge af massakrer.

At stole på den midlertidige balance mellem internationale magter har tidligere ført til katastrofer, som det sås i Halabja og Shengal. Den samme risiko eksisterer stadig i dag.

I Syrien udgør kurderne i dag ikke kun rygraden i modstandsbevægelsen, der forsvarer deres eget folk, men også et beskyttende skjold for minoriteter lige fra drusere til syrere. Hvis rygraden knækkes, vil Syrien styrte ned i et nyt mørke.

I sidste ende, hvis den proces, der udfolder sig i Tyrkiet og det nordlige Kurdistan, ikke bliver alt for interventionistisk, har den autonome administration i Nord- og Østsyrien et stærkt potentiale til at fremstå som en model for hele Syrien. Befolkningen i Rojavahar, med over et årti med selvstyre, bygget mere end blot en forsvarslinje, de repræsenterer den smalle korridor til fred og demokratisering i Mellemøsten. For kurderne afspejler opfordringer til nedrustning ikke virkeligheden på stedet. snarere risikerer det at blive optakten til en ny katastrofe.

Kilde: 

Hüseyin Salih Durmuş, 2025: Abandoning self-defense in Rojava would expose Kurds to massacre, ANF-News, 4. August 2025

Oversættelse: Jesper Brandt