Første møde i Tyrkiets parlamentariske Kommission: Vi står ved et historisk vendepunkt

Den parlamentariske kommission for det kurdiske spørgsmål mødtes tirsdag d. 5. august til sit første møde. Formanden for den tyrkiske nationalforsamling (TBMM), Numan Kurtulmuş, ledede mødet.

Kurtulmuş holdt åbningstalen ved mødet i parlamentets ceremonisal. Derefter vil repræsentanter for politiske partier redegøre for deres synspunkter og evalueringer overforkommissionen. Mødet vil også fastlægge kommissionens arbejdsprocedurer, principper og regler. Kommissionen var planlagt til at have 51 medlemmer, men İYİ-partiet udpegede ingen medlemmer. I øjeblikket består kommissionen af 48 medlemmer. Fra DEM-partiet er udpeget Gülistan Kılıç Koçyiğit, Meral Danış Beştaş, Saruhan Oluç og Cengiz Çiçek.

I sine indledende bemærkninger sagde Kurtulmuş: “Vi er vidne til begyndelsen på en ny æra i denne sal. Vi står ved et historisk vendepunkt. Denne kommission er ikke et almindeligt organ. Processen er ikke noget individs eller nogen institutions anliggende, det er vores ærede nations anliggende.”

TYRKISK-KURDISK BRODERSKAB ER ET KERNEPRINCIP

Kurtulmuş fortsatte: “Vi er her for at vende vores fælles smerte til fælles håb. Tyrkisk-kurdisk broderskab er et grundlæggende kodeks for vores region. Dette skæbnebånd handler ikke kun om slagmarker, men også om at gå sammen i håb. Parlamentet er den legitime adresse for en løsning.”

Han understregede enhed i kommissionen og sagde: “Nedrustningsprocessen er aldrig resultatet af en forhandling eller en handel. Det er en afspejling af vores nations beslutsomhed hvad angår fred og enhed.”

GENNEMSIGTIGHED, PLURALISME OG EN INFORMERET OFFENTLIGHED

Kurtulmuş fremhævede tilstedeværelsen af alle politiske partier og tilføjede: “Hvert skridt og briefing vil blive gennemført på en gennemskuelig måde. Fra dag ét skal vi klart udtrykke de operationelle principper for denne kommission.” Han understregede, at åbenhed og pluralisme vil være centrale vejledende principper: “Offentlig kommunikation bør være nøjagtig, rettidig og gennemsigtig. Det er en af vores topprioriteter.”

ET DEMOKRATISK OG PLURALISTISK TYRKIET

Kurtulmuş sagde også: “Kommissionen vil ikke være en slagmark for modstridende ideer. Det vil være en platform til at foretage analyser baseret på nye behov. Provokationer kan forekomme når som helst, men beskyttelsen mod dem er vores demokratiske og pluralistiske struktur. Ingen udtalelse bør afvises. Ethvert parlamentsmedlem bør være opmærksom på, at de deltager i disse bestræbelser på vegne af folket. Sammen vil vi opbygge et demokratisk og pluralistisk Tyrkiet.”

Kilde:

Anonymous, 2025: First Commission meeting: We are at a historic turning point. ANF-News, 5. August 2025

Oversættelse: Jesper Brandt

MENNESKERETTIGHEDER NYHEDER