Som bekendt skulle der afholdes et møde om Syrien i Paris i midten af august. Det foregående møde var blevet udsat, fordi Hayat Tahrir al-Sham-regeringen (HTS) ikke deltog (se den forrige artikel Syriens overgangsregeringsagentur meddeler, at det nægter at deltage i forhandlingerne i Paris, Nudem.dk) . Den angivne årsag til Damaskus-regeringens manglende deltagelse på det tidspunkt var de begivenheder, der angiveligt fandt sted i Suwayda. Denne gang meddelte det statslige syriske arabiske nyhedsbureau (SANA) offentligheden, at Damaskus-regeringen heller ikke ville deltage i det kommende møde. Deres erklærede årsag var mødet i Hesekê!

Det nævnte møde havde haft deltagelse af repræsentanter fra alle dele af samfundet i Syrien. Embedsmænd i Damaskus beskrev denne samling som et forsøg på at dele Syrien og som en handling fra de syriske demokratiske styrker (SDF) for at bryde den aftale, der blev indgået med Damaskus den 10. marts.

Blandt dem, der deltog i Hesekê-mødet, var Hikmet Hicri, der repræsenterede det drusiske samfund, og en repræsentant fra det alawittiske samfund. Tilsyneladende var Damaskus-regeringen dybt foruroliget over disse personers deltagelse. Det ser ud til, at de i stedet for at se dem som en del af Syriens virkelighed betragter dem som fjender. Damaskus-administrationen er ikke i stand til at samle disse dele af samfundet. Den har opgivet tilgangen med at sikre national enhed og inddrage alle. I stedet skaber den alt selv, træffer alle beslutningerne selv og regerer alene, udelukker dem, der ikke er blandt dem.

Hvordan vil Syriens enhed blive opnået med det udgangspunkt?

Hesekê-mødet samlede alle dele af samfundet, hvor deltagerne udtrykte en holdning til fordel for enhed. Med andre ord sendte de et budskab, der ikke var separatistisk, men sigtede mod enhed. Sluterklæringen fra mødet understregede også dette. Der blev ikke fremsat krav om adskillelse, deling eller etablering af en separat regering. Denne holdning kan tolkes som støtte til mødet, der skal afholdes i Paris. Uden for Damaskus var der ingen, der så på eller fortolkede det negativt.

SANA baserede sin rapport om tilbagetrækningen fra Paris-mødet på regeringskilder. Der har dog stadig ikke været nogen officiel erklæring fra regeringen. SANA kan ikke offentliggøre sådanne oplysninger uden regeringens viden. Det er nu kendt, at regeringen ikke har til hensigt at deltage i mødet. Men at gøre dette officielt kan sætte dem i en vanskelig position. I stedet kan de ved at cirkulere sådanne rapporter forsøge at måle reaktionerne. Hvis der opstår stærke reaktioner, vil de lade døren stå åben for at deltage.

Det er kendt, at USA, Frankrig og Storbritannien vil deltage i Paris-mødet. Derfor forsøger Damaskus at undgå mødet i Paris. Dette skyldes, at Damaskus skønnes ikke ville have beføjelse til at ignorere de beslutninger, der måtte blive truffet der, da afgørelserne ville være mere bindende. Damaskus-regeringen har ingen kompromiskultur eller samarbejde med forskellige kræfter og perspektiver. Deres mentalitet er baseret på eksklusivitet og absolut lydighed. Deres tilgang til interne spørgsmål og krav er allerede blevet demonstreret af deres handlinger over for alawitterne og druserne.

Deres tilgang til den autonome administration er også at den skal underlægge sig Damaskus. De, der ikke underkaster sig, betragtes som fjender. Faktisk har deres modpropaganda og trusler mod den autonome region været stigende.

Det er allerede blevet bemærket, at Damaskus-regeringen ikke ønsker at deltage i Paris-mødet. Der er imidlertid en anden side, der er endnu mere imod dette møde, nemlig den tyrkiske regering. Det er den tyrkiske regering, der har opmuntret og vejledt Damaskus i den henseende. Så snart det blev annonceret, at Paris-mødet ville finde sted, begyndte tyrkiske ministre at ankomme til Damaskus.

Det stærkeste krav og pres for at afvæbne SDF og afvikle den autonome administration kommer fra den tyrkiske regering. Den tyrkiske regerings trusler mod den autonome administration er også begyndt at stige. Aktioner og angreb rettet mod den autonome region er intensiveret.

Den tyrkiske regering deltager ikke i møder med dem, ligesom den Autonome Administration ikke deltager i Astana-processen. Desuden ønsker den tyrkiske regering ikke, at det kurdiske spørgsmål bringes op på en international platform. Selv om forhandlingerne ikke finder sted i den autonome administrations og SDF’s navn, er kurderne involveret i dem. Men den tyrkiske regering blokerer alle initiativer, der involverer kurdere. Astana-processen er blevet til en proces rettet mod kurderne.

Rusland havde inviteret den autonome administration til det brede møde, der skulle afholdes i Sotji. Den tyrkiske regering greb imidlertid ind, indgik en aftale med dem og udelukkede den autonome administration. På samme måde blokerede den for kurdernes og den autonome administrations deltagelse i forfatningsudvalget i Genève.

Det er uklart, hvor stor indflydelse USA og Frankrig vil udøve, men de er også begyndt at forstå, at det er Damaskus-regeringen, der nægter at indgå kompromiser eller søge løsninger. Damaskus tager hverken nogen skridt i den retning, eller inddrager den autonome administration i sine beslutninger, samtidig med at den bebrejder dem alt muligt. Deres propaganda er bygget på påstanden om, at den autonome administration er den, der har undladt at handle.

USA og andre lande er i konstant dialog med begge sider og er i stand til at forstå begge parters tilgang. Spørgsmålet ligger i, hvor effektive og retfærdige disse stater vil være. De er helt sikkert klar over, at den tyrkiske regering er roden til problemet.

Afslutningsvis fortsætter den tyrkiske regering sin fjendtlighed mod kurderne. Det trækker Syrien ind i en ny borgerkrig og skubber kurderne mod massakre. Mens det i Tyrkiet hævdes, at “vi bør være brødre med kurderne”, er den tyrkiske regering samtidigt i færd med at sætte dødbringende fælder op for kurderne i Syrien.

Kilde:

Zeki Bedran, 2025: Why is Damascus avoiding the Paris meeting?ANF-News, 14. August 2025.

Oversættelse: Jesper Brandt