Af Zeki Bedran

Den tyrkiske stat arbejder på at gøre det muligt for HTS (Hayat Tahrir al-Sham) at etablere et reaktionært system, der er endnu mere undertrykkende og ekskluderende end Baathismen. Det truer Syriens fremtid og demokrati. Samtidig søger Ankara at eliminere den autonome administration, som har opbygget demokratiske systemer. De gør det gennem konspirationer og massakrer.

Damaskus-regeringens tilbagetrækning fra de kommende Paris-forhandlinger understreger denne virkelighed. Det er klart, at det varTyrkiet, der krævede tilbagetrækningen Og Damaskus efterkom kravet. USA og Frankrig er fuldt ud klar over denne dynamik. Tyrkiet ønsker ikke, at nogen styrke, der inkluderer kurdere, skal være til stede i internationale diskussioner. I stedet har Ankara satset entydigt på HTS, positioneret sig i total opposition til kurderne og nægtet at ændre denne holdning. HTS er på sin side ikke indbegrebet af en demokratisk tankegang. Den afviser pluralisme og klamrer sig til en autoritær, centraliseret regeringsmodel, hvilket gør den ude af stand til at modstå Tyrkiets planer eller hævde uafhængighed fra Ankaras indflydelse.

Det, der udspiller sig i Syrien, kræver nøje opmærksomhed. På overfladen forhandler den autonome administration og de syriske demokratiske styrker (SDF) med Damaskus. I virkeligheden er det imidlertid Tyrkiet, der dikterer vilkår og pålægger betingelser, mens Damaskus ikke fungerer som meget mere end Ankaras underordnede myndighed.

Damaskus har nu sat parlamentsvalg på dagsordenen og meddelt, at afstemningen ikke vil finde sted i Suweida og i det nordlige og østlige Syrien på grund af “sikkerhedshensyn”. Men i virkeligheden er de sikreste regioner netop i nordøst. Denne fortælling er en kalkuleret forvrængning, designet til at bane vejen for yderligere angreb.

Ligesom Damaskus brugte “sikkerhed” som påskud til at sende styrker ind i Suweida og udføre massakrer, portrætterer det nu de autonome regioner som usikre. Det virkelige motiv er at udelukke samfund, der nægter at underkaste sig regeringen, fordi de er blevet organiserede og politisk bevidste.

HTS har, på trods af at de har opretholdt visse forbindelser med den autonome administration, udelukket den fuldstændigt fra diskussioner om valg. Faktisk har HTS forvandlet processen til et simpelt udnævnelsessystem: Ud af 210 parlamentspladser skal 70 udpeges direkte af Ahmad Shara. Dette er ikke et valg, men en tvungen udvælgelse, en praksis, som de selvstyrende regioner nægter at acceptere.

I mellemtiden er det syriske samfund fortsat uorganiseret og dybt forarmet. Sult, fattigdom og arbejdsløshed har knust mennesker. Dertil kommer massakrerne på alawitter og drusere og det klima af frygt, som disse har skabt, og som undergraver samfundets evne til at udtrykke krav eller udøve politisk vilje.

Medieapparatet, der engang var kontrolleret af Baath-regimet, er nu solidt underlagt HTS’ autoritet. Alternative stemmer og perspektiver kan ikke udtrykkes eller offentliggøres. I stedet udfører HTS systematiske kampagner af ophidselse mod de autonome regioner, såvel som mod alawitter og drusere, og stempler dem som “forrædere”, “separatister” eller “agenter for USA og Israel.” Denne kampagne, der er rodfæstet i religion og arabisk nationalisme, sætter samfund op mod hinanden og giver bevidst næring til sociale spændinger.

Valg bliver brugt som et røgslør for at ændre fortællingen og skabe legitimitet. I virkeligheden er der ingen politiske partier, ingen valglov og ingen organiserede kræfter, der konkurrerer frit. En kommission, der er håndplukket af HTS, erklærer simpelthen visse navne for “valgte”. Det er ikke demokrati, men en udnævnelse, der er forklædt som et valg.

Men efter sammenbruddet af et undertrykkende system som Baath-ismen blev der skabt betingelser for, at demokratiet kunne slå rod. Under normale omstændigheder skulle folket have fået energi og fyldt pladserne for at kræve frihed, mens demokratiske kræfter trådte ind på den politiske scene i en åben og fri atmosfære. I stedet er det modsatte sket.

FN og de vestlige magter burde ikke have accepteret dette. FN’s Sikkerhedsråds resolution 2254 fastslår klart, at valg skal afholdes i henhold til specifikke regler og med deltagelse af alle relevante parter. Alligevel ignoreres resolutionen, som om den aldrig har eksisteret.

Ved at forblive tavse tillader vestlige magter og FN Tyrkiet at manipulere HTS, som det vil. Den tyrkiske regering støtter HTS betingelsesløst og presser den til at indføre et centraliseret, autoritært system. Ankara holder ikke kun fast i de områder, det besætter, men blander sig også direkte i Syriens indre anliggender, hvilket effektivt skaber afhængighed af tyrkisk styret belåning, hvad angår landets fremtid.

Tyrkiet forsøger at fjerne den demokratiske mulighed i Syrien, hvilket gør det muligt for HTS at indføre et system, der er endnu hårdere end Baathismen. Samtidigt arbejder Tyrkiet på at afviklede autonome administrationer gennem komplotter og vold. Langt fra at løse Syriens blodige borgerkrig giver Ankara aktivt næringtil betingelserne for en anden borgerkrig – i et forsøg på at sætte arabere op mod kurdere og så frøene til nye fjendtligheder.

Dette partnerskab mellem Ankara og HTS kan ikke ses som et simpelt bilateralt forhold. Da Paris-forhandlingerne kom på dagsordenen, skyndte Tyrkiets udenrigsminister sig til Damaskus, indkaldte syriske ministre til Ankara, dikterede vilkårene og sikrede de aftaler, de ønskede.

Syrien styres under tyrkisk formynderskab. Det er afgørende, at Syriens folk – og alle kræfter, der er engageret i demokrati og frihed – anerkender denne virkelighed.

Kilde:

Zeki Bedran, 2025: Turkey is undermining the democratic option in Syria. ANF-News, 27. August 2025

Oversættelse: Jesper Brandt