Dette er anden del af et dybdegående interview med Mustafa Karasu, medlem af KCK’s eksekutivråd, om den forestående proces om Fred og et demokratisk samfund. Han siger, at “succesen af denne proces vil bringe mange fordele for det kurdiske folk og alle folkene i Tyrkiet.”

Første del af interviewet kan læsesHer.

ANF: Der tales meget om statslige kræfter, men hvor står Deres bevægelses internationale venner og de demokratiske kræfter i Tyrkiet i denne proces?

Mustafa Karasu: Vores internationale venner i Tyrkiet, i Europa og rundt om i verden følger processen nøje. De gør en indsats for at støtte denne proces og sikre, at den bliver en succes. Naturligvis skal disse bestræbelser udvikles yderligere. Men hovedopgaven ligger selvfølgelig på det kurdiske folk og de demokratiske kræfter i Tyrkiet.

Vi taler om en proces. Det kurdiske folks indsats, organisering og kamp er vigtig for realiseringen af vores mål. Hvis de demokratiske kræfter i Tyrkiet ikke bliver involveret, hvis det kurdiske folk ikke er effektivt, hvis der ikke er noget pres eller nogen kamp for at øge de skridt, som processen kræver af staten og regeringen, vil denne proces måske ikke give de ønskede resultater.

I denne henseende har folket vigtige opgaver at udføre. Vi ønsker, at denne proces skal lykkes. Vi mener, at en vellykket proces vil medføre mange fordele for det kurdiske folk og alle befolkninger i Tyrkiet. Vi er ikke i tvivl eller bekymrede over dette. Hvis processen lykkes og udvikler sig, vil alle vinde. Men for at dette kan ske, er folket nødt til at udvide deres kamp. Der afholdes helt sikkert møder overalt for at forklare processen, men det skal udvides yderligere. Ikke kun vores egne kredse eller dem, der står os nær, men alle, hver cirkel i Kurdistan, hver cirkel uden for vores egen, stammer, græsrødderne i andre partier – alle skal kontaktes og informeres om denne proces. Fordi alle kan drage fordel af denne proces. Når spørgsmålet er løst, når Tyrkiets demokratisering og løsningen på det kurdiske spørgsmål er opnået, vil alle få gavn af det.

Den grundlæggende årsag til alle de problemer, som Tyrkiet står over for i øjeblikket – problemerne med demokrati, arbejdskraft, arbejdsløshed og økonomi – er manglen på demokrati på grund af det uløste kurdiske spørgsmål. De, der siger, at “der ikke er noget demokrati”, har brug for at se hele dette billede. Uden en løsning på det kurdiske spørgsmål og det grundlæggende problem vil demokratiet ikke komme til Tyrkiet. De, der ikke ønsker en løsning på dette spørgsmål, søger ikke ægte demokrati. Så længe det kurdiske spørgsmål forbliver uløst, vil Tyrkiet ikke blive demokratisk.

I denne henseende skal vores internationale venner rundt om i verden også kæmpe med denne bevidsthed og række ud til alle samfundskredse i Kurdistan og ikke begrænse sig til møder alene. Marcher og demonstrationer kan afholdes på et demokratisk grundlag. Samfundets krav og ønsker kan udtrykkes mere højlydt. De demokratiske kræfter i Tyrkiet skal tage ansvar for dette. De kan ikke bare stå og se på. Hvis de ønsker demokrati og frihed, hvis de socialistiske kræfter ønsker udvikling i Tyrkiet til deres egne formål, skal de gøre den nødvendige indsats for at fremme denne proces. Der er en indsats i denne retning, men denne indsats skal øges. Denne proces skrider ikke fremad af sig selv. Ansvaretopfyldes heller ikke ved blot at sige: “Denne proces er god.” I den henseende, uden at vente, uden at se, hvad der sker, og hvordan det vil ske, skal alle tage ansvar for processen, engagere sig i kampen og opfylde deres forpligtelser.

HVORDAN SER DU PÅ REGERINGENS NUVÆRENDE TILGANG TIL STATSOPPOSITIONEN, NEMLIG CHP?

Vi har allerede tidligere understreget, at det tryk, der udøves på det største oppositionsparti, Det Republikanske Folkeparti (CHP), ikke er hensigtsmæssigt og ikke bidrager til udviklingen af processen. Vi har stadig den opfattelse.

Vi ser i øjeblikket positivt på CHP’s tilgang. De har tilsluttet sig kommissionen og erklæret, at de vil tilbyde deres støtte. De har vist deres vilje til at arbejde hen imod en demokratisering inden for denne kommission. Det er en positiv udvikling. Men jeg vil gerne understrege, at der er antidemokratiske problemer i Tyrkiet, og at Tyrkiet ikke er demokratiseret. Det er ikke et nyt problem. Problemet med demokratisering i Tyrkiet er et hundrede år gammelt problem. I hundrede år har det kurdiske folk, socialister, demokratiske kræfter og samfund, der har været undertrykt på grund af deres tro, altid været en del af kampen for demokrati. Så dette er ikke et aktuelt problem. Det er et historisk problem for Republikken Tyrkiet. I den forstand er der, når vi taler om antidemokratisk praksis, et historisk og sociologisk grundlag for dette. Igen er det tæt forbundet med det kurdiske spørgsmål. Det er også tæt forbundet med alevitternes trosfrihed. Der er pres på Det Republikanske Folkeparti (CHP), og der er arrestationer. Disse ting sker. Alt dette er naturligvis antidemokratiske tilgange.

De bruger korruption i kommunerne som påskud. Det, der gøres ved Det Republikanske Folkeparti, har ikke noget at gøre med det. Det er operationer, der rettes mod partiet, fordi de har andre formål. Disse er klare; alle diskuterer dem. Men måden at fjerne sådanne problemer på er, at Tyrkiet bliver mere demokratisk. Det afhænger igen af en løsning på det kurdiske spørgsmål. Hvis man ikke ønsker, at det kurdiske spørgsmål skal løses, hvis man er imod en løsning, så kan man ikke tale om demokratisering eller denne antidemokratiske praksis. Så er man ikke oprigtig. Fordi kilden til al antidemokratisk praksis er det uløste kurdiske spørgsmål. Hvis det kurdiske spørgsmål løses, vil Tyrkiet slippe af med denne antidemokratiske praksis.

Oppositionen bør ikke have en kold holdning til den proces, som den kurdiske folkeleder, Abdullah Öcalan, og vores bevægelse har presset frem på grund af undertrykkelsen. Hvis de har en negativ tilgang til denne proces af disse grunde, eller hvis de ikke yder den nødvendige støtte, vil det være dem, der tager fejl. De vil modsige deres egne ord og deres egen kritik. Ud fra dette perspektiv bidrager en betydelig del af oppositionen til processen og yder støtte. Men denne støtte skal øges yderligere.

Der er nogle, der hævder at være i opposition, hævder at være imod imperialismen, at være imod Israel og at være imod denne proces, fordi der spilles et spil om Tyrkiet. De er ikke klar over, hvad det vigtigste spørgsmål er, der vil sikre Tyrkiets sikkerhed. Tyrkiets sikkerhed opnås gennem en løsning på det kurdiske spørgsmål. Ingen kan garantere Tyrkiets sikkerhed ved at støde sammen, kæmpe mod kurderne og benægte deres eksistens. At ignorere og undertrykke kurderne og gennemføre assimilations- og folkedrabspolitik vil ikke bringe sikkerhed til Tyrkiet; tværtimod bringer det Tyrkiets sikkerhed i fare. Ud fra dette perspektiv har det kurdiske folks leder, Abdullah Öcalan, altid fremhævet de kurdisk-tyrkiske relationer gennem historien og påpeget, at hver gang tyrkerne har forbedret deres forhold til kurderne og handlet i fællesskab, er der opnået sikkerhed. I den henseende gennemfører de såkaldte nationalister, der hævder at forsvare deres lands sikkerhed, tværtimod den politik, der føres af de stater og grupper, som de betragter som en trussel mod Tyrkiets sikkerhed, og tjener dem.

LAD OS NU GÅ OVER TIL UDVIKLINGEN I SYRIEN, BEGYNDENDE MED DEN TYRKISKE STATS TILNÆRMELSE TIL DET NORDLIGE OG ØSTLIGE SYRIEN. DER SYNES IKKE AT VÆRE SKET MEGET I DENNE HENSEENDE. DET SER UD TIL FORTSAT AT VÆRE BASERET PÅ TRUENDE RETORIK MOD KURDERNE I SYRIEN.

Der er en proces i gang i Tyrkiet. Det kurdiske folks leder, Abdullah Öcalan, omtalte dette som “Processen for fred og et demokratisk samfund” og “Tyrkiets demokratisering”. Til dette formål er det nødvendigt med en ændring i tankegang og politisk forståelse.

Det er klart, at hvis Devlet Bahçeli, som indtil for kort tid sidenkrævede at lukke DEM-partiet og træffe alle muligeforanstaltninger mod kurderne, nu tager et skridt fremad og taler om det tyrkisk-kurdiske broderskab, og hvis der virkelig er en sådan proces, så må den politiske forståelse ændres. Vi må ikke handle med samme forståelse som for et år siden. Vi bør ikke nærme os Rojava, Nord- og Østsyrien, med samme tankegang som for et år siden. Der er en proces i Tyrkiet under navnet “Fred og et demokratisk samfund”, som både regeringen og staten er involveret i. Dette er en proces med grundlæggende politisk forandring. Der er behov for en tilsvarende mentalitetsændring. Sådanne tilgange og trusler mod Rojava er modstridende. Når vi taler om kurdisk-tyrkisk søskendeskab, er kurderne i Syrien så ikke også brødre? Tilgangen til disse skal også være korrekt. Der skal udvises en søskendelignende tilgang.

De taler om Misak-ı Milli; Misak-ı Milli omfatter også Mosul-Kerkuk og det kurdiske område kaldet Rojava. På den ene side taler de konstant om Misak-ı Milli – som blev vedtaget på Sêwas-kongressen – og på den anden side fortsætter de med at opføre sig fjendtligt over for kurderne. Tilgangen til kurderne i Syrien, i Nord- og Østsyrien og i Rojava må være korrekt. De bør ikke fremsætte trusler. Faktisk er de nødt til at støtte kurderne i Syrien i deres søgen efter frihed. Det er den eneste hensigtsmæssige tilgang, den eneste tilgang, der vil være til gavn for Tyrkiet. Alt andet ville udelukkende være en gentagelse af, hvad der dukkede op for et år eller to siden. Det vil ikke gavne Tyrkiet. Sådanne tilgange må virkelig opgives.

Kilde:

News Desk, 2025: Karasu: If the process succeeds and develops, everyone will win. ANF-News, 8. August 2025

Oversættelse: Jesper Brandt