Fra den 3. til den 17. august var zapatisten Semillero Comandanta Ramona (Såbed Comandanta Ramona) i Morelia, Altamirano, vært for begivenheden “Samling af modstand og oprør: Nogle dele af helheden.”

Zapatisterne havde udsendt en verdensomspændende opfordring til to ugers udveksling og diskussion. Omkring 2.000 zapatister og omkring 800 mennesker fra 37 lande deltog. I Tyskland var forberedelserne begyndt måneder i forvejen, opmuntret af oprørsnetværket, og til sidst rejste en 30-personers delegation fra forskellige grupper og initiativer til Chiapas.

En stor del af samlingen bestod af præsentationer og rapporter om de deltagende kollektivers og organisationers arbejde og realiteter samt udvekslinger med zapatisternes støttebaser. En zapatistforklarede:

“Mange af os kan ikke læse eller skrive og studerer ikke bøger om politisk teori. Men vi er i stand til at se og føle uretfærdighed. Denne empati bliver til værdigt raseri, som vi bærer videre fra generation til generation. Vi har nu også hørt din smerte og vil give den videre imellem os.”

Åbningen den 3. august bød på en march af EZLN, der hver bar et palæstinensisk flag på ryggen. Som et tegn på solidaritet erklærede Subcomandante Moisés, talsmand for EZLN:

“I dag begår det kapitalistiske system folkemord på det palæstinensiske folk i en del af denne jord. Vi kan ikke glemme dette, vi kan ikke tilsidesætte det. Vi er alle palæstinensiske børn. I dag er det folket i Gaza, i morgen vil det være os.”

Solidaritet med befolkningen i Gaza forblev et tilbagevendende tema under hele arrangementet.

Zapatisterne præsenterede deres bidrag i form af flerdages teaterforestillinger, der blev øvet over måneder af hundredvis af unge deltagere.

De engagerede sig også i selvkritik og fremhævede mangler i deres civile strukturer: I løbet af de seneste årtier var pyramider af undertrykkelse og ulighed, der er typiske for det kapitalistiske system, delvist blevet reproduceret i deres egne autonome regeringer. Eksempler omfattede korruption, brud på deres egne regler, tyveri, magtmisbrug og græsrøddernes afhængighed af små kommunale grupper.

Samtidig mindede et andet teaterstykke om de positive aspekter af de gode regeringsråd og autonome regioner. De havde ikke kun stået over for problemer, men havde også tjent som skoler for autonomi:

“Vi har lært en hel del – at styre os selv, og vi har gjort betydelige fremskridt inden for uddannelse, sundhed og retfærdighed. Vi omsatte de revolutionære kvindelove fra 1993 i praksis. Vi har lært at arbejde kollektivt.”

I endnu et skuespil beskrev “fremtidens levende” – portrætteret som æg og sæd – strategier til at modstå pyramiden. Der blev lagt stor vægt på at genoplive forfædrenes praksis og videregive traditionel viden. Fremtiden blev inviteret til at fortsætte oprøret og respektere og beskytte Moder Jord.

Bemærkelsesværdigt i denne proces af selvkritik var både gennemsigtigheden og viljen til at handle på den: Zapatisterne annoncerede en fuldstændig organisatorisk omstrukturering af deres civile strukturer for at sikre, at beslutninger stammer fra græsrødderne, artikuleres horisontalt og forhindrer koncentration af magt. I en forestilling blev en træpyramide sat i brand og væltet – en symbolsk repræsentation af afviklende hierarkier og dominansmekanismer.

De kalder deres nye fase El Común – “det fælles”, livets essens – med eksplicit henvisning til deres forfædres veje. “Kun hvis vi er organiserede, har vi en chance, når stormen kommer.” De tilføjede: “Vi deler vores forslag med jer, hvad vi har opdaget og fundet nyttigt. Om det virker for dig, skal du prøve i dine egne geografier. Vi har ingen opskrift. Med tiden får vi se.”

Uddannelse opstod som et centralt tema: græsrødderne skal kunne analysere deres egne problemer og finde løsninger. I fremtiden skal alle beslutninger træffes inden for selve basesamfundene. Et andet vigtigt skridt i denne nye fase er åbningen for ikke-zapatister. Der er først og fremmest planlagt fælles projekter inden for sundhed, uddannelse og kollektivt landbrug. Allerede nu har “brødre og søstre” (dem, der bor i regionen, men ikke er en del af zapatistbevægelsen) lov til at dyrke zapatisternes jord gratis for at forsørge sig selv.

Et konkret eksempel på et sådant fælles kollektivt arbejde er opførelsen af et hospital i Caracol Dolores Hidalgo, hvor zapatister og ikke-zapatister arbejder side om side.

I sin afsluttende tale understregede Subcomandante Moisés, at vi alle må anerkende og vælte “undertrykkelsens og kapitalismens pyramider” inden for vores egne kontekster og geografier. “Vi må forstå, at inden for denne pyramide er ingen reel forandring mulig.”

Mødet var også en opfordring til at handle og lære gennem fejl. Eller som en ældre Comandanta udtrykte det:

“Vi tænder en lille revolutionær flamme. Hvis alle overalt i verden tænder små flammer, kan der vokse noget større ud af det.”

“Solidaritetshilsener fra Lacandon-junglen fra Encuentro rebeldias y Resostencias.” –

Internationalister fra Mexico, Colombia, Venezuela, Australien, Italien, Tyskland, Schweiz, Spanien og Danmark kræver i fællesskab frihed for Abdullah Öcalan.

Foto: Netz der Rebellion & Gemeinsam Kämpfen [Netværk af oprør og kamp sammen]