Sozdar Avesta, medlem af præsidentrådet for KCK (Unionen af kurdiske Samfund), har talt med Stêrk Tv, hvor hun vurderer den nuværende status for fredsprocessen og det demokratiske samfund i Tyrkiet. Hun viser, hvordan man kan fortolke det seneste møde med det kurdiske folks leder Abdullah Öcalan, som har fundetsted efter en pause på mere end en måned. Avesta taler også udførligt om situationen i Şengal (Sinjar) og henvender sig til yazidierne, der stadig bor i lejre i Sydkurdistan i dag.

Anden del af dybdeinterviewet, hvoraf første del kan findes Her, er som følger:

I SIT BUDSKAB TALER DET KURDISKE FOLKS LEDER ABDULLAH ÖCALAN OM DET DEMOKRATISKESAMFUND, FRED OG INTEGRATION. HVORDAN VURDERER DU DETTE UD FRA DISSE TILGANGE? HVORDAN VURDERER DU DETTE BUDSKAB?

Kommissionen skal fokusere på disse spørgsmål. Hvad betyder hvert af disse nøglebegreber? Uden indre fred, uden at alle kan leve frit på deres modersmål og med deres idéer, kan der ikke dannes et demokratisk samfund. For at et demokratisk samfund kan dannes, for at demokratisk integration med staten kan udvikle sig, er de tilsvarende love nødvendige. Det er ikke noget, der ikke kan opnås med ren retorik. Kommissionens opgave er at udarbejde love. Kommissionens første lov bør være at garantere den fysiske frihed for leder Öcalan, som er arkitekten bag dette projekt. Der bør vedtages love, på grundlag af hvilke det kurdiske spørgsmål kan løses. Men denne kommission har ikke engang udarbejdet en lov, så en mor kan tale sit modersmål. Folket, de demokratiske kræfter, har brug for at se dette. Der skal tages modige skridt, der skal bruges et modigt sprog, og der skal gøres en modig indsats. En kujonagtig tilgang er forkert. De har ført krig i 40 år med denne mentalitet, men de har ikke opnået noget. Som leder Öcalan siger, er det vores mål at gøre en ende på denne store lidelse. Vi har deltaget i denne proces med al oprigtighed. Men ingen skal tro, at dette vil fortsætte for evigt. Derfor vil jeg gerne understrege dette: Kommissionen skal frem for alt påtage sig sine opgaver, ikke lade sig påvirke af et regeringsparti og handle i samfundets interesse og ud fra de forhåbninger, der er skabt.

De tidligere parlamentsformænd har holdt en tale, hvor de sagde, at retten til håb skal implementeres med det samme. Selvfølgelig siger de dette efter at have forladt embedet, men sagde det ikke mens de var i embedet. Men det er stadig vigtigt. Kommissionen skal være mere dristig; Da den har påtaget sig en sådan byrde, må den opfylde sine pligter. Hvis den gør det, kan den fortsætte denne proces. Men hvis den ikke kan det, vil denne proces ikke kunne fortsætte på denne måde. Som frihedsbevægelse vil vi ikke tillade nogen at underminere denne proces. Vi kender disse ting meget godt. Vi har erfaring; vi har kæmpet i 50 år under ledelse af Öcalan. For eksempel erklærede leder Öcalan våbenhvile den 1. september 1998. Det, der fulgte, var, at de inden for 40 dage udviklede en international sammensværgelse mod det kurdiske folks leder Abdullah Öcalan. Hvis leder Öcalan havde vendt sig mod bjergene i stedet for Europa for fredens skyld og for at forhindre yderligere lidelser, hvem ved, hvor krigen så ville have ført oshen? Lederen Öcalan vendte sin opmærksomhed mod Europa, så problemet kunne løses demokratisk og fredeligt. Men de udviklede den internationale sammensværgelse. Et ensidigt offer er aldrig tilstrækkeligt. Tyrkiske statsembedsmænd, især AKP-embedsmænd, har brug for at indse dette.

Devlet Bahçeli skal også stå ved sine ord. Han har tidligere sagt: “En fugl kan ikke flyve med én vinge.” Det er et vigtigt udsagn, men det skal realiseres i praksis. Lederen Öcalans forhold må øjeblikkeligt rettes, hans ret til håb må anerkendes, og hans fysiske frihed må sikres. Hvis ikke det sikres, er der intet, der vil kunne føre processen til succes, og ingen konklusion, der vil tilfredsstille os eller vores folk.

ET AF DE GRUNDLÆGGENDE MÅL FOR DENNE PROCES ER DEMOKRATISERINGEN AF REPUBLIKKEN. MEN MASSAKRER MOD KVINDER I REPUBLIKKEN TYRKIET, MASSAKRER MOD NATUREN I KURDISTAN OG RACISME MOD DET KURDISKE FOLK STIGER DAG FOR DAG. HVILKEN ROLLE OG MISSION SKAL DE DEMOKRATISKE KRÆFTER OG KVINDEBEVÆGELSER SPILLE I KAMPEN MOD DISSE MASSAKRER OG I ETABLERINGEN AF EN DEMOKRATISK REPUBLIK?

Til at begynde med må man undersøge kilden til disse massakrer. Det kurdiske spørgsmål er kernen i republikkens udemokratiske natur. Den manglende definition af det kurdiske spørgsmål i Tyrkiet, at nævne det og at udvikle en løsning, har tynget Tyrkiet og er forblevet en pukkel på dets ryg. Staten har præsenteret det kurdiske spørgsmål som det stik modsatte af, hvad det er, og har outsourcet sagen til eksterne magter for at begrave det gennem metoder og foranstaltninger under dække af ‘sikkerhedsforanstaltninger’. Det har de gjort i årtier. Der findesingen bande, de ikke har samarbejdet med om dette. De har udviklet alle former for udemokratisk praksis i Kurdistan og Tyrkiet, så de kan undertrykke det kurdiske spørgsmål med vold og folkedrab.

I denne proces er staten, regeringen, nødt til at kæmpe mod denne udemokratiske praksis. Men det gør den ikke, fordi den endnu ikke har truffet en klar beslutning om, hvordan man skal gribe dette problem an. De kan stadig ikke tolerere, at en mor siger to ord på kurdisk. For eksempel undgik en familie med nød og næppe at blive myrdet, udelukkende fordi de lyttede til en kurdisk sang offentligt. I Colemêrg (tr. Hakkari) blev et barn slået ihjel på et offentligt sted efter ved et uheld at have ramt en betjent i en cykelulykke. Kurdiske sæsonarbejdere bliver angrebet for at tale kurdisk, når de tager på arbejde i Tyrkiet. Når de vover at lukke munden på mødre i parlamentet, viser det, hvor udbredt racismen er. Der er et ordsprog, der siger, at fisken stinker fra hovedet. Der er udbredt racisme mod vores folk. De har sendt ligene af vores martyrkammerater til deres familier på en respektløs og umoralsk måde. Der er stadig lig af martyrer, som de ikke har overdraget til deres familier. For eksempel ønsker de i Lice at ødelægge gravene for børnene i Önkol-familien, der var martyrer. Tidligere blev snesevis af martyrgrave bombet af krigsfly og ødelagt. Alt dette har skabt en mangel på tillid til staten og en sådan mentalitetblandt det kurdiske folk. Derfor siger vi, at der skal tages skridt i denne proces, som leder Öcalan har indledt. Men når de afbryder mødrenes taler, føler racisterne sig også bakket op af dem. Alle skal vide, hvad deres ansvar er og handle derefter.

På den anden side udsættes kvinder for ekstrem vold og tvinges til at migrere, ikke kun i Tyrkiet, men specifikt i regionen. I det nordlige Kurdistan, i Tyrkiet, tvinges unge mennesker til at migrere i massevis. Dette er en del af deres særlige krigsførelse. De begår massakrer, så kvinder ikke vil forene sig. Især vold mod kvinder stiger dag for dag. Det samme sker i Palæstina, Afghanistan og andre lande.

Som jeg sagde i begyndelsen, skaber denne proces, der blev indledt af leder Öcalan, håb blandt kvinder. Disse massakrer på kvinder vil først ophøre, når der er demokrati, lighed og frihed. I denne forstand er kvindernes kamp, især i Kurdistan, meget vigtig. Da denne proces begyndte, sagde leder Öcalan, at kvinder er pionerer og subjekter i denne proces. Kvinder har mere end nogen anden brug for et demokratisk samfund og fred. En demokratisk tankegang kan kun skabes ved at udvide kvindekampen. Den mandsdominerede tankegang kan kun elimineres gennem kvindekampen.

Kurdistans natur bliver plyndret. Bjergene i Kurdistan bombes snesevis af gange om dagen, dæmninger bygges, træer fældes og skove brændes. Der udføres et kvindedrab mod kvinder og et økomord mod naturen i Kurdistan og Tyrkiet. Hvis denne proces ikke stoppes, vil disse massakrer tage til. Jeg opfordrer alle kvinder, unge mennesker, alle dem, der forsvarer naturen, og alle deres organisationer: stå op for jeres rettigheder; stå op for dine værdier ved at udvide din kamp. Og denne kamp skal udvikles under kvinders ledelse. Det er kvinderne, der lider mest. Især unge kvinder udsættes for brutale angreb. Derfor skal de unge tage ansvar for denne proces mere end nogen andre og forsvare deres værdier.

PÅ DEN ENE SIDE ER DER DEMOKRATISERINGEN AF TYRKIET OG PROCESSEN MED AT LØSE DET KURDISKE SPØRGSMÅL, MEN SAMTIDIG ER DER TRUSLER FRA DEN TYRKISKE STAT MOD DET KURDISKE FOLK, DER BOR I NORD- OG ØSTSYRIEN. DER ER ISÆR TRUSLER FRA HAKAN FIDAN OG ERDOĞAN MOD ROJAVA. DER TALES OM BRODERSKAB I DET NORDLIGE KURDISTAN, MEN DER UDFØRES ANGREB MOD ROJAVA. HVORDAN SKAL DENNE MODSIGELSE FORTOLKES?

Spørgsmålet om Nord- og Østsyrien er uden tvivl vigtigt. Især fordi løsningen kan ligge i Nord- og Østsyrien. Lige nu er den største hindring for at løse problemerne i Syrien den tyrkiske stat. Det skal understreges. Det skyldes, at AKP-regeringen ønsker, at den midlertidige regering i Syrien skal være fuldstændig under dens kontrol. For at problemerne i Syrien kan løses, må de holde fingrene fra Syrien. Den 10. marts 2025 blev der indgået en aftale mellem SDF-chefen og Jolani. De underskrev en 8-punkts aftale. Umiddelbart efter rejste den tyrkiske udenrigsminister Hakan Fidan til Damaskus med sin delegation, og allerede dagen efter underskrev de en midlertidig forfatning. Der var intet om kurderne i den forfatning. De greb ind med det samme. På det seneste blev der igen afholdt nogle samtaler mellem SDF-chefen og Jolani, og endnu en gang reagerede Hakan Fidan og Erdoğan straks på det og fremsatte trusler. De ønsker, at problemerne skal fortsætte i Syrien. De lægger pres ikke kun på det kurdiske folk, men på alle folkene i Nord- og Østsyrien, som er baseret på den demokratiske nations projekt. Befolkningerne i Nord- og Østsyrien fortsætter naturligvis deres kamp for demokrati. Det er dem, der udgør Syrien. Administrationen i Nord- og Østsyrien stræber hele tidenefter at udvikle et demokratisk liv, ikke kun for en del af Syrien, men for hele Syrien. Og de folk, der bor i Syrien, henter styrke fra den model, der udvikler sig i Nord- og Østsyrien. For eksempel blev der udført en massakre mod det drusiske folk i Suwayda. Så det drusiske folk blev tvunget til at erklære deres autonomi. Senest dannede det alawittiske samfund deres egne råd. Så er der Nusayri-samfundet [=Alawit-samfundet, o.a.]. Alle disse samfund kan ikke leve med den mono-ideologiske tankegang, som den tyrkiske stat går ind for. Tusindvis af alawittiske kvinder er blevetbortført, drusiske kvinder er blevet bortført, og Nusayri-kvinder erblevet massakreret. Og ikke kun kvinder, men også børn er blevetmassakreret sammen med dem.

Erdoğan ønsker at skabe endnu et dødvande i det nordlige Kurdistan og Tyrkiet ved at bruge spørgsmålet om Nord- og Østsyrien som påskud. Den tyrkiske stats og tyrkiske embedsmænds mentalitet er tydelig. Problemerne i Nord- og Østsyrien vedrører hele Syrien. Først og fremmest skal den tyrkiske stat trække sig tilbage fra de områder, den har besat dér. Det må overlade det syriske folks problemer til dem og til den syriske overgangsregering. De kan forstå hinanden hvad angårNord- og Østsyrien. De kan løse deres problemer gennem dialog. Og løsningen ligger selvfølgelig i at skabe et demokratisk samfund, i at demokratisere Den Demokratiske Syriske Republik. Hvis der ikke er nogen demokratisk republik i Syrien, kan problemerne ikke løses. Nord- og Østsyrien er i øjeblikket den mest fredelige region i Syrien; Der er en demokratisk forståelse der, og de styrer sig selv. De lever i overensstemmelse med kvinders vilje, ungdommens vilje og alle folkeslagenes vilje.

Der har været nogle samtaler på det seneste. Vi ser ikke negativt på dem. Syriske embedsmænd siger, at alt undtagen løsrivelse kan diskuteres. Kurderne, folkene i Nord- og Østsyrien, har aldrig haft til hensigt at opdele det syriske territorium eller etablere en anden stat i dette land. Der findes ikke en sådan tilgang. Det betyder, at hvis visse parter trækker deres indflydelse tilbage, kan den syriske regering og den nord- og østlige regering nå til enighed. Og den bedste løsning for Syrien er, at alle folk lever sammen på lige fod og frit. Kvinders rettigheder skal forankres i forfatningen; Kvinder skal organisere sig efter deres egen vilje, deltage i alle institutioner, engagere sig i politik og kæmpe for deres rettigheder, og alle folks vilje skal anerkendes. Problemer kan kun løses med denne forståelse. Men hvis de insisterer på at gennemtvinge deres egen tilgang, forbereder myndighederne i Nord- og Østsyrien sig i overensstemmelse hermed og vil forsvare befolkningernes rettigheder. De er blevet angrebet snesevis af gange indtil videre, og provokationer finder sted. Der var provokationer ved Tishreen-dæmningen, for at nævne et eksempel. Igen er nogle institutioner under angreb.

Den tyrkiske udenrigsminister opfører sig, som om han var Damaskus’ udenrigsminister. Han er den samme, der for et par år siden sagde, at de er klar til at affyre et par missiler fra Syrien modTyrkiet, for at starte en krig og gå ind i Syrien under dette påskud. De starter krige, når de vil. De er nødt til at holde op med at skabe kaos i Syrien. Processen i det nordlige Kurdistan og Tyrkiet er forskellig fra processen i Nord- og Østsyrien. Nord- og Østsyrien vil løse deres problemer med den syriske regering; Det sydlige Kurdistan vil løse deres med Irak og det østlige Kurdistan med Iran. Mentaliteten med ikke at løse deres egne problemer og gribe ind i problemerne omkring dem er monolitisk og hegemonisk. De ønsker at påtvinge alle andre deres egen virkelighed. Det er der ingen, der accepterer. Så vidt vi kan se, er administrationen i Nord- og Østsyrien forberedt på denne mentalitet og vil ikke tillade en ekstern magt at gribe ind.

ET ANDET VIGTIGT SPØRGSMÅL ER SITUATIONEN I ŞENGAL (SINJAR). LIGE FRA BEGYNDELSEN AF PROCESSEN HAR DET KURDISKE FOLKS LEDER ABDULLAH ÖCALAN SENDT BUDSKABER TIL ÊZIDÎ (YAZIDI) SAMFUNDET OG OPFORDRET DEM TIL AT OPNÅ DERES RENÆSSANCE OG FRIGØRE SIG FRA FOLKEDRABSMENTALITETEN. ÊZIDÎ-SAMFUNDET ØNSKER AT STYRKE SIG SELV PÅ DETTE GRUNDLAG OG OPNÅ SIN RENÆSSANCE. KAMPENE MOD ÊZIDÎ-FOLKET ER DOG IKKE SLUT. ÊZIDÎ-FÆLLESSKABET ER STADIG UDSAT FOR ANGREB. HVORDAN SKAL BEFOLKNINGEN I ŞENGAL KÆMPE IMOD DISSE ANGREB?

Sammen med opfordringen til fred og demokratisk samfund definerede leder Öcalan også denne proces som renæssancen for Êzidî-samfundet. Som svar på hans budskab blev der afholdt to konferencer i Şengal. Først og fremmest vil jeg hylde dem, der deltog i denne konference, og dem, der bidrog til den. Jeg hylder også respektfuldt vores folk i Şengal, som har gjort modstand og kæmpet uafbrudt i 11 år. Som frihedsbevægelse har Êzidî-samfundet en særlig plads både for os og for hele befolkningen i Kurdistan. Fra begyndelsen af processen har leder Öcalan foretaget vurderinger vedrørende vores fællesskab med Ezidi-samfundet på alle sine møder. Han ser vores Êzidî-samfunds kamp som meget historisk og strategisk. Dette samfund skal holdes i live; de må holde sig selv i live. Dette samfund har fortsat sin kamp mod alle angreb og dekreter i tusinder af år og har overlevet helt frem til den dag i dag. Men hvis det ikke tager sine forholdsregler nu, vil det stå over for udryddelse. Eftersom de var uorganiserede og forsvarsløse, var de i vid udstrækning rejst bort og på grund af de dekreter de var underlagt, var de begrænset til et meget lille område og var udeladt af processerne. Alt dette udgjorde en trussel mod deres samfund.

Siden folkedrabet (Ferman) den 3. august 2014, og under ledelse af Frihedsbevægelsen og baseret på Leder Öcalans filosofi og paradigme, er vores brødre i Şengal og Êzidxan (yazidiernes land) ikke kun blevet fysisk reddet fra folkedrab; de er også blevet reddet fra et hvidt folkedrab. Assimilation er også delvist blevet forhindret. Det kurdiske folks leder Abdullah Öcalan udtrykte det på den måde, at Daesh (Islamisk Stat) mentaliteten, der ønskede at eliminere dette samfund, blev besejret takket være modstanden fra Frihedsbevægelsen, heltene fra Êzidxan, kvinderne og mødrene. Dette er vigtigt. Men der er stadig mange farer. I 2020 underskrev regeringen i det sydlige Kurdistan og Bagdad-regeringen en aftale den 9. oktober. De, der står for den hårde linje, ønsker at gennemføre denne aftale så hurtigt som muligt. De ønsker at tvinge dette samfund tilbage under deres styre. Kampen har indtil videre tydeligvis forhindret faren, men den har ikke helt elimineret den. Senest har det irakiske ministerium for migration og fordrevne personer udstedt en afgørelse om, at de, der migrerede fra Şengal, skal forblive i de lejre, hvor de befinder sig. Det betyder, at man vil lege med demografien i Şengal og Êzidxan.

De forsøger at assimilere Êzidî-befolkningen og tvinge dem til at blive, hvor de er. De ønsker at håndhæve Daesh-mentaliteten gennem love, som Frihedsbevægelsen kæmpede imod med store omkostninger, fra helte som Mam Zekî til vores seneste martyrer. Det er meget farligt. Hvad vil det sige at tvinge dem til at blive i disse lejre? De tvinger endda folk til at migrere. Hvis vores brødreønsker at genopfinde sig selv i Şengal, i Êzidkhan, hvis det ønsker at opnå sin renæssance, hvis det ønsker at revurdere sig selv historisk, socialt og organisatorisk med hensyn til kultur, kunst og tro, så kræver det en ny forståelse. Renæssancen sker ikke kun gennem konferencer. Det er en vigtig indsats, og jeg hilser detvelkommen, men konferencer alene er ikke nok. De må organisere hele samfundet med de beslutninger, der træffes på konferencen, med den forståelse, der diskuteres der, og med de forslag, der kommer frem. Samfundet skal undersøges på dette grundlag. Spørgsmålet om renæssance er ikke kun et spørgsmål om en eller to dage. De har brug for at åbne akademier, de har brug for at åbne kulturinstitutioner, og de skal udføre historisk forskning. Kvinder skal udvide deres kamp yderligere. Alt dette danner rammen for organisationen. Det er det, leder Öcalan taler om. Der er en indsats; De ønsker at udvikle visse ting, og det er meget vigtigt, men det skal gå dybere. Vores Êzidî-samfund skal opnå oplysning og styrke dets enhed. Det er nødvendigt, da Şengal er i stor fare. Så længe dette ikke sker, er der store farer. De skal styrke deres selvforsvar mere end før og fokusere på det. De beriger alle deres institutioner godt og fokuserer på dem. Alle Êzidîer i udlandet og i Êzidkhan må styrke deres enhed. De skal udvikle en fælles forståelse. Især kvinder og unge skal spille deres rolle i den forbindelse. Det gør de allerede til en vis grad, og de viser nogle fremskridt inden for kultur og kunst, men det er ikke nok til, at de kan organisere sig ud fra samfundets grundlæggende rødder. Vores brødre skal gennemføre dette arbejde.

Men jeg vil også gerne sige et par ord til de kræfter, der ikke har trukket sig tilbage fra Şengal. For det første skal både Bagdad og Kurdistans regionale regering respektere den politiske vilje, der er opstået i Şengal, i Êzidkhan. Ligesom før Ferman vil ingen acceptere deres bestræbelser på at regere dette samfund. De vil blive holdt ansvarlige. Hvis Irak ønsker at blive demokratisk, må det først anerkende massakren, der fandt sted i Şengal, og retsforfølge dem, der spillede en rolle i denne massakre. Hvis de var blevet stillet til ansvar, ville massakrerne mod druserne og alevitterne ikke have fundet sted.

Tilgangen til Şengal og Êzidî-folket er et mål for demokrati, moral, samvittighed og menneskelighed. Hvis de ønsker et frit og demokratisk liv, må de først respektere dette fællesskab. De kan ikke bruge det til deres egne interesser. De, der laver beregninger på Şengal, må trække sig tilbage fra området. Der er den lille gruppering; de tager derhen hver dag og beslaglægger det. De blokerer vejen fra Xanesor til Şengal med snesevis af køretøjer. De må opgive alt dette.

Som Frihedsbevægelse er den kurdiske folkeleder Abdullah Öcalans tilgang naturligvis afgørende for os. Som Frihedsbevægelse har vi taget et standpunkt mod truslerne mod Şengal, og det vil vi fortsætte med. Vores Êzidî-fællesskab har nu nået et stadie, hvor det styrer og forsvarer sig selv. Som frihedsbevægelse har vi gjort en stor indsats og ofret hundredvis af martyrer. Vi vil aldrig tillade nogen at angribe disse resultater.

Vores broderfolk skal have selvtillid. De har denne politiske vilje, denne bevidsthed og denne magt. De kan organisere sig på grundlag af leder Öcalans ideer. En oplysning finder sted i dette samfund, men den skal vokse.

Jeg vil gerne benytte lejligheden til at appellere til vores broderfolk, der forbliver i disse lejre: Der bliver drevet et spil medjer. I bør ikke falde for dem. Handl ikke i overensstemmelse med disse beslutninger i lejrene. Det er en intimidering. Hvis I ønsker at vende tilbage til jeres landområder, så bør alle gøre det. Ingen kan stå i vejen for dig. Ingen bør forblive i lejrene i det sydlige Kurdistan. Alle bør vende tilbage til deres landsbyer og byer. De bør fortsætte deres liv sammen med befolkningen i regionen på en demokratisk, ligeværdig og økologisk måde. Êzidî-folket lever i øjeblikket sammen med alle de shiamuslimske, arabiske og assyrisk-syriske folkeslag i regionen, og de oplever ingen problemer. De, der ønsker at skabe kaos, må trække deres fangearme tilbage fra Şengal. Jeg tror, at vores folk gradvist vil udvikle leder Öcalans demokratiske samfundsperspektiv og sikre kvindernes renæssance og Êzidî-samfundets renæssance i Şengal. På dette grundlag vil de opnå stor succes.

Kilde:

News desk, 2025: Sozdar Avesta: The Kurdish issue lies at the heart of the Turkish Republic’s undemocratic nature. ANF-News, 7. September 2025

Oversættelse: Jesper Brandt