Af Zeki Bedran

Den tyrkiske regering fortsætter med at lægge pres på og true Nord- og Østsyrien. Nu bliver de ved med at bringe 10. marts-aftalen op og siger, at “SDF overholder den ikke.” De forsøger at uddrage en begrundelse for angreb og krig i den underskrevne aftale. De har ingen kritik af HTS. Som om Damaskus-regeringen havde opfyldt alle betingelserne i aftalen, og kun SDF ikke havdegjort det! Virkeligheden er den modsatte. Damaskus-regeringen har ikke implementeret en eneste betingelse i aftalen.

SAMFUNDET SKAL VÆRE OPMÆRKSOM PÅ DISSE FORVRIDNINGER

Samfundet og de demokratiske kræfter skal nøje følge udviklingen og være opmærksomme på den slags forvridninger. Inden aftalen af 10. marts blev underskrevet, havde der været endnu et møde. På det første møde sagde Ahmad Shara og hans team: “Lad SDF slutte sig til hæren individuelt.” Det betyder, at den, der ville, kunne lægge deres våben fra sig og tage hjem, og den, der ville, kunne slutte sig til hæren. Men SDF-kommandoen afviste dette og sagde: “Vi vil slutte os til hæren, men vi vil ikke opløse vores styrker; Vi vil forblive i vores regioner og slutte os til hærsystemet på den måde.”

Selvom mange spørgsmål blev aftalt på det første møde, blev der ikke underskrevet nogen aftale. På mødet den 10. marts nævnte Ahmad Shara ikke engang ideen om, at SDF skulle slutte sig til hæren individuelt. Tværtimod blev det aftalt, at der skulle nedsættes udvalg for at drøfte metoden for forening og integration og nå frem til en konklusion.

Punkterne i aftalen af 10. marts er kendt. Den garanterede, at kurderne som en grundlæggende komponent ville få deres rettigheder sikret i forfatningen, og at der ville blive etableret en våbenhvile i hele Syrien. Men efter at den var blevet underskrevet, udarbejdede og annoncerede den regering, der var nedsat af HTS, en midlertidig forfatning. Denne forfatning indeholdt ikke nogen af de forfatningsmæssige rettigheder og garantier for kurderne, der blev lovet i aftalen. Det var helt ensidigt, forberedt i overensstemmelse med HTS’ tankegang. En midlertidig regering blev derefter dannet. I ingen af disse beslutninger eller praksisser blev SDF, den autonome administration eller andre politiske kræfter indtænkt eller involveret.

ET SAMLET OG EKSTREMT CENTRALISERET SYSTEM PASSER IKKE TIL SYRIENS VIRKELIGHED

Fra begyndelsen, også under Baath-æraen, har den autonome administration og SDF altid krævet et demokratisk Syrien. Baseret på Baath-erfaringerne argumenterede de for, at et samlet og alt for centraliseret system ikke passer til virkeligheden i Syrien. De gentager det samme krav nu. At portrættere den autonome administration som en kraft, der søger at dele Syrien, er intet andet end ondsindet propaganda.

Tyrkiet overlader ikke Syrien til sine egne anliggender. Mensyriske styrker bør have lov til at løse deres egne problemer gennem dialog. Systemet i Syrien bør ikke afgøres i Ankara. Men Ankara truer den autonome administration hver dag og blander sig i Syriens indre anliggender. Faktisk kunne Ankara spille en konstruktiv rolle ved at etablere en god dialog med alle parter, bringe dem tættere på hinanden og bidrage til demokrati og forsoning. Men det, Tyrkiets regering gør, er det modsatte. Ankara truer SDF langt mere end HTS og siger: “Enten overgiver I jer, opgiver jeres rettigheder og krav, opløser jeres beskyttelsesstyrker, eller også vil vi gøre jeres region til et mareridt.”

TYRKIET TRÆKKER HELE SYRIEN IND I EN MØRK TUNNEL

Formålet med aftalen fra 10. marts var forsoning og genopbygning af Syrien sammen. Men nu forsøger nogen at vende dette formål om og gøre det til en retfærdiggørelse af konflikt og krig. Tyrkiet fører an i dette. HTS har ingen demokratisk forståelse af konsensus eller delt styring; I mentalitet er de imod demokrati. De søger at opbygge et regime, der er endnu mere autoritært og underdanigt end Baath. Dette er virkeligheden i HTS. Men i den nuværende styrkebalance har HTS ikke styrken til at gøre dette alene. Den kraft, der styrker og mobiliserer det, er Tyrkiet. Derfor er den skade, Tyrkiet forvolder, ikke begrænset til kurderne og den autonome administration; det skader hele Syrien og trækker landet ind i en mørk tunnel.

Rojava, Nord- og Østsyrien, er nu blevet en af Tyrkiets vigtigste dagsordener. AKP, MHP, det nationale sikkerhedsråd og regeringen diskuterer det konstant på deres møder og udsender udtalelser om det. Men Tyrkiet har så mange alvorlige problemer, der venter på at blive løst. Hvis de brugte lige så meget energi og følsomhed på disse spørgsmål, ville Tyrkiet allerede have overvundet sine kriser. Fjendtlighed mod Rojava er en afledning og en fortsættelse af det kurdiske spørgsmål. Hvis Tyrkiet løser det kurdiske spørgsmål, vil der ikke være noget Rojava-problem. De siger: “Vi vil sikre kurdisk-tyrkisk broderskab.” Hvis det er sandt, så er kurderne i Syrien også deres brødre. Hvis Tyrkiet mener det alvorligt, vil det så overgive sine brødre til strukturer som HTS?

Burde kurdere og tyrkere ikke sætte spørgsmålstegn ved dette? Har de ikke noget at sige til dem på de tyrkiske tv-kanaler, der opildner til krig og forbereder katastrofescenarier? Når kurderne bliver massakreret, vil det kurdisk-tyrkiske broderskab så komme til live igen?

Kilde:

Zeki Bedran, 2025: Turning the 10 March Agreement into a cause for war. ANF news, 12. September 2025

Oversættelse: Jesper Brandt