Af Akram Barakt

Den 19. juli i år markerer 13-årsdagen for Rojava-revolutionen, en revolution, der markerede et betydeligt skift mellem fortid og fremtid for regionens befolkninger efter udbruddet af den syriske revolution i 2011. I dette nummer gennemgår vi virkeligheden i Syrien før og efter.

Træk ved det moderne Syrien begyndte at tage form med afslutningen på det osmanniske styre efter Første Verdenskrig, nærmere bestemt efter franske styrkers indtrængen i Syrien i 1920 og indførelsen af den franske forvaltning (’mandat’) under Sykes-Picot-aftalen og San Remo-konferencen.

San Remo-konferencen, der blev afholdt i april 1920, er et afgørende øjeblik i Mellemøstens historie efter Første Verdenskrig og former konturerne af europæisk indflydelse i regionen. Den blev overværet af de sejrende allierede fra Første Verdenskrig: Storbritannien, Frankrig, Italien og Japan.

Det primære mål med konferencen var at fordele de sejrende magters forvaltninger på tværs af landene i det kollapsede Osmanniske Rige, især i Levanten, i overensstemmelse med Sèvres-traktaten, der blev underskrevet den 10. august 1920 mellem Det Osmanniske Rige og de allierede magter efter det osmanniske nederlag i Første Verdenskrig. Palæstina, Transjordanien og Irak var under den britiske forvaltning; og Balfour-erklæringen blev inkluderet i konferencens beslutninger, hvilket banede vejen for etableringen af et nationalt hjemland for jøder i Palæstina.

Den Syriske Generalkongres, der fungerede som et nationalt råd, der repræsenterede de forskellige naturlige regioner i Syrien, herunder Libanon og Palæstina, forkastede San Remo-resolutionerne og erklærede Syriens uafhængighed inden for dets naturlige grænser, herunder Palæstina. Den indsatte prins Faisal som konge, som erklærede kongeriget Syrien under hans ledelse i 1920. Kongeriget Syrien var dog kortvarigt på grund af slaget ved Maysalun og den franske invasion.

I denne periode blev den første syriske forfatning udarbejdet den 13. juli 1920. Den vedtog et monarki og bestod af 148 artikler opdelt i 12 kapitler, der omhandlede regeringsform, individuelle rettigheder, organisering af magt og offentlige finanser. Den forblev i kraft i 11 dage, før den blev ophævet efter slaget ved Maysalun den 24. juli 1920.

Efter at kong Faisal erklærede Syriens uafhængighed, nægtede Frankrig at anerkende den nationale regering, og den franske general Gouraud udstedte et ultimatum, der krævede opløsning af den syriske hær og accept af forvaltningen. Faisal gik med til betingelserne under pres, men Yusuf al-Azma nægtede at overgive sig og besluttede at gøre modstand.

DEN FØRSTE FORSVARSMINISTER I HISTORIEN, DER DØDE I KAMP I FELTEN.

Slaget ved Maysalun, som fandt sted den 24. juli 1920, er et skelsættende øjeblik i moderne syrisk historie, da det markerede overgangen fra drømmen om uafhængighed til realiteten af denfranske forvaltning. Yusuf al-Azma, af kurdisk oprindelse fra en damaskisk familie, var krigsminister i det syriske kongerige. Han var helten i dette slag og et symbol på nationale ofre. Yusuf al-Azma led martyrdøden på slagmarken og blev den første forsvarsminister i historien, der døde i kamp på slagmarken.

Slaget ved Maysalun var ikke militært lige, men det var et råb om værdighed over for besættelsen. Yusuf al-Azma blev et symbol på nationalt heltemod og udødeliggjorde sit navn i syrisk erindring for at vælge døden frem for overgivelse.

De franske myndigheder opdelte Syrien i seks administrative hovedenheder: Staten Damaskus, Staten Aleppo, Den alawittiske stat, Staten Jabal al-Druze, Staten Storlibanon (senere Den Libanesiske Republik) og Sanjak Alexandretta i det nordvestlige Syrien (som blev annekteret af Tyrkiet i 1939).

I 1925 blev staterne Damaskus og Aleppo forenet til en enkelt enhed kaldet den syriske stat, som senere udviklede sig til den første syriske republik efter forfatningen i 1930.

KURDERNE OG FRANKRIG

Under den franske forvaltning (1920-1946) udgjorde kurderne i Syrien en aktiv og mangefacetteret gruppe. Deres roller varierede mellem at deltage i den nationale kamp, stræbe efter at beskytte deres kulturelle identitet og engagere sig i det politiske og sociale liv i et nyligt fremspirende samfund. Kurderne befandt sig pludselig i en ny politisk enhed, underlagt en kolonial autoritet, der ikke anerkendte deres unikke karakter eller kollektive rettigheder, hvilket skabte en kompleks kontekst af interaktion og konfrontation.

På trods af de franske myndigheders forsøg på at vinde nogle kurdiske eliter gennem “del og hersk”-politik, engagerede kurderne sig i modstand mod den franske besættelse, ikke kun af generelle nationale motiver, men også ud fra afvisning af kolonialisme, som truede deres kulturelle unikhed og historiske identitet.

Slaget ved Bayandur, der ligger mellem byerne Qamishlo og Tirbespiye, er et vidnesbyrd om den nationale samhørighed mellem kurdere og arabere. Det var en af de mest fremtrædende konfrontationer mod den franske besættelse i det nordøstlige Syrien og fandt sted i juli 1923 nær landsbyen Bayandur, øst for Qamishli. Denne kamp var præget af solidaritet mellem kurdiske og arabiske stammer over for fransk tyranni og var et eksempel på enhed af blod og skæbne i al-Jazira-kantonen.

Under den tre dage lange kamp mod fransk tyranni, ledet af kaptajn Rogan, som ydmygede og arresterede stammeledere, herunder den ydmygende henrettelse af den kurdiske leder Suleiman Abbas og arrestationen af arabiske sheiker som Mohammad al-Abd al-Rahman, trak franske styrker sig tilbage fra Bayandur til Hasakah og Deir ez-Zor. Slaget blev et symbol på kurdisk-arabisk solidaritet og fik Frankrig til at genoverveje sin militære tilstedeværelse i regionen.

KURDERNES ROLLE I DEN STORE SYRISKE REVOLUTION I 1925

Kurderne spillede en central rolle i at antænde den store syriske revolution i 1925, hvis første gnist blev antændt i Afrin af Mahu Shasho i samarbejde med den kurdiske leder Ibrahim Hanano. Kurderne deltog i ledelsen af den politiske og militære aktion sammen med Dr. Abdul Rahman Shahbandar, som foreslog parolen om væbnet kamp i opposition til den kompromismulighed, som Den Nationale Blok havde vedtaget.

Kurdiske ledere fra forskellige regioner i Syrien – fra nord til syd – samarbejdede også om at lede kampen, såsom Ahmad al-Mulla i Damaskus, Abdul Razzaq al-Dandashi i Homs, Mahmoud al-Barazi og Najib Agha al-Barazi i Hama og Nur al-Din Bazido i Jabal al-Akrad i Latakia.

Kurdisk ungdom spillede også en aktiv rolle i den nationale bevægelse og i studenterbevægelsen, især i Damaskus, hvor Khaled Bakdash, senere generalsekretær for kommunistpartiet, og Ali Buzu, der grundlagde den syriske studenterforening og Kurdistans spejdertrop, dukkede op. Denne ungdomselite bidrog til kravet om et uafhængigt, pluralistisk og demokratisk Syrien i samarbejde med forskellige syriske fraktioner.

BEFRIELSE OG REPUBLIKKENS OPSTÅEN

Da Frankrig trak sig tilbage fra det syriske territorium den 17. april 1946, så det ud til, at Syrien var gået ind i en ny æra med national suverænitet. Denne politiske uafhængighed var imidlertid ikke ledsaget af institutionel stabilitet. Det syriske samfund, der kom ud af den franske forvaltnings (’Mandatets’) kappe, var tynget af udfordringer: en svag administrativ struktur, sekteriske splittelser og modsætninger inden for den nationale identitet mellem regionalisme og ønsket om enhed.

I perioden 1946-1949 forsøgte den syriske republik at etablere et parlamentarisk demokratisk system, men eksperimentet løb hurtigt ind i forhindringer p.gr. af militærkup. Det begyndte med Husnial-Zaim og blev efterfulgt af Sami al-Hinnawi og Adib al-Shishakli. Mens den demokratiske diskurs formelt forblev til stede, begyndte de militære styrker at påtvinge deres logik indenfor det politiske liv.

Året 1954 var et vendepunkt i Syriens historie, hvor der var betydningsfulde politiske og sociale begivenheder, der omformede det nationale landskab. General Faisal al-Atassi ledede et kup den 25. februar 1954 fra Aleppo. Han begyndte med at arrestere den militære øverstbefalende for den nordlige region og tage kontrol over kommunikationsbygninger og Aleppo Radio. En erklæring blev udsendt i “Free Syria Radio”s navn, der opfordrede militære divisioner til at slutte sig til revolutionen. Garnisonerne Latakia, Deir ez-Zor, Homs og Daraa sluttede sig til kuppet, hvilket førte til præsident Adib al-Shishaklis tilbagetræden den 26. februar.

Efter Adib al-Shishakis fald blev forfatningen fra 1950, der var udarbejdet under Hashim al-Atassi, genindført. Den anses for at være en af de mest progressive syriske forfatninger, der etableredeet parlamentarisk system, øgede frihedsrettighederne og adskilte den lovgivende, dømmende og udøvende magt, samtidig med at præsidentens magt reduceredes til fordel for parlamentet. I 1954 var landet vidne til retfærdige parlamentsvalg, hvor de fleste politiske kræfter deltog, hvilket markerede en bemærkelsesværdig demokratisk milepæl i Syriens og de arabiske områders historie. Denne erfaring kolliderede dog snart med virkeligheden i den politiske strukturs skrøbelighed og fraværet af en social kontrakt til at sikre dens kontinuitet.

Efter at Hashim al-Atasis embedsperiode sluttede i 1955, vendte Shukri al-Quwatli tilbage til præsidentposten gennem parlamentsvalg, hvilket førte til en ny fase i Syriens politiske historie, der var præget af bestræbelserne på arabisk enhed. I 1958, under hans ledelse, indgik Syrien en fusion med Egypten(Den forenede Arabiske Republik), beskrevet som et svar på det folkelige ønske om et nationalt projekt for at modstå vestligt overherredømme. Men følelsen af central beslutningstagning i Cairo svækkede balancen mellem de to stater, hvilket førte til Syriens løsrivelse allerede 3 år senere, i 1961, af en gruppe officerer. Denne erfaring afslørede endnu en gang de civile institutioners skrøbelighed og militærets rolle i forhold til statens og forfatningens logik

Efter Syriens løsrivelse fra Den Forenede Arabiske Republik blev landets navn officielt ændret til “Den Syriske Arabiske Republik” den 28. september 1961. Dette skridt havde til formål at konsolidere Syriens arabiske identitet på trods af afslutningen på unionen med Egypten og den etniske og kulturelle mangfoldighed i det syriske samfund. Dette navn afspejlede ånden i den arabiske nationalistiske bevægelse, der var fremherskende på det tidspunkt. Siden da er navnet forblevet officielt vedtaget i syriske forfatninger, herunder i forfatningerne fra 1973 og 2012.

Disse ændringer afslører meget om national identitet, politisk struktur og sociale relationer i Syrien: For det første styrkelsen icentraliseringen af magten; for det andet marginaliseringen af kurderne, som bidrog til opbygningen af en centraliseret stat styret af den herskende elite uden reel deltagelse af alle syriske samfund; for det tredje frygten for pluralisme, da regimet betragtede multikulturalisme som en trussel mod statens enhed, hvilket fik staten til at vedtage politikker med benægtelse af kurdisk tilstedeværelse af frygt for krav om uafhængighed eller autonomi. For det fjerde at forbinde national identitet med arabisk nationalisme. Begrebet “den arabiske nation” blev brugt som en politisk ramme, der nægtede at anerkende eksistensen af andre nationaliteter, hvilket svækkede den kurdiske politiske repræsentation.

Politikken over for kurderne var ikke blot sikkerhedsforanstaltninger; de var et integreret system, der havde til formål at omdefinere syrisk identitet og reducere mangfoldigheden til fordel for en unilateralistisk vision. Denne tilgang skabte national skrøbelighed, hvor social retfærdighed var fraværende, og hvor en grundlæggende del af landets struktur blev marginaliseret.

Midt i disse udsving arbejdede det arabiske socialistiske Baath-parti på at konsolidere sin tilstedeværelse i hæren og samfundet med et program, der kombinerede arabisk nationalisme og socialisme. Baath så den tilbagevendende politiske krise som en mulighed for at trænge ind i det eksisterende system, støttet af et netværk af officerer, der var begejstrede for dets revolutionære ideologi.

Denne ændring bidrog også til den ekstraordinære folketælling i 1962, som markerede begyndelsen på fødslen af kategorien “udlændinge” og fratagelsen af statsborgerskab for tusindvis af kurdere.

KUPPET DEN 8. MARTS 1963 OG BAATH-REGIMETS FØDSEL

Baath-partiet tog magten gennem et militærkup den 8. marts 1963, ledet af officerer som Salah Jadid og Ziad Hariri, hvilket indvarslede en ny æra med centraliseret ideologisk styre. Kuppet var kulminationen på en lang kamp mellem traditionelle, civile kræfter på den ene side og ideologisk motiverede officerer på den anden, som senere førte til etableringen af et totalitært partisystem, der afskaffede pluralisme og koncentrerede magten i hænderne på den militære elite.

Efter at Baath-partiet kom til magten i 1963, blev der udspredt en sikkerhedsundersøgelse af Mohammad Talab Hilal, leder af den politiske afdeling i Hasakah, der opfordrede til fordrivelse af kurdere fra grænsestriben mod Tyrkiet. Ideen blev diskuteret i 1965-1966 på Baath-partiets konferencer og betragtet som en del af “styrkelsen af den nationale sikkerhed”. I 1974 begyndte den faktiske implementering med konfiskationen af kurdisk jord og genbosættelsen af tusindvis af arabiske familier fra Raqqa og Aleppo.

Mere end 4.000 arabiske familier blev bosat i 41 modellandsbyer bygget på konfiskeret jord. “Det arabiske bælte-projekt” begyndte officielt den 24. juni 1974 ved beslutning nummer 521 fra den regionale kommando for det arabiske socialistiske Baath-parti. Det omfattede etableringen af et 10-15 km dybt arabisk bælte langs grænsen til det nordlige Kurdistan/Tyrkiet, der passerede gennem de kurdiske områder i den nuværende Hasakah-kanton.

Projektet kom efter opførelsen af Eufrat-dæmningen, som oversvømmede arabiske landområder. Dette blev brugt som påskud for at bosætte de berørte i kurdiske landområder, som en del af en demografisk plan, der havde til formål at adskille syriske kurdere fra deres geografiske og kulturelle tilstedeværelse i Tyrkiet og Irak.

Dette blev efterfulgt af en politik, der forbød det kurdiske sprog, forbød kurdisk-specifikke begivenheder som Newroz og forbød undervisning i deres historie og sprog. Kurdiske områder blev marginaliseret, streng censur blev indført, og navnene på kurdiske landsbyer blev ændret til arabiske navne, der ikke havde nogen forbindelse til folkets autenticitet eller geografi.

Det kurdiske folk i særdeleshed, og befolkningen i det nordøstlige Syrien generelt, led under den systematiske politik, der havde til formål at marginalisere dem politisk, kulturelt og socialt fra slutningen af den franske forvaltning og til Baath-partiets styrekom til magten. Denne politik omfattede svag politisk repræsentation i de statslige institutioner og en mangel på økonomisk udvikling. Offentlige investeringer var begrænset til specifikke områder, mens vitale sektorer som landbrug og infrastruktur i Hasakah, Raqqa og Deir ez-Zor blev forsømt.

Lokalbefolkningens, især kurdernes, arabernes og assyrernes, behov blev også ignoreret, hvilket skabte en følelse af uretfærdighed og gav grobund for krav om rettigheder.

Da Baath-partiet strammede sit greb om Syrien gennem præsidentielle dekreter og undtagelsestilstand, forsøgte Baath-regimet at skabe en kløft mellem det kurdiske og det arabiske folk. Den 12. marts 2004 var byen Qamishli vidne til en af sine blodigste og mest betydningsfulde begivenheder. En folkelig kurdisk opstand brød ud efter en massakre begået af sikkerhedsstyrker under en fodboldkamp mellem Al-Jihad Klubben og Al-Futuwa klubben fra Deir ez-Zor. Denne opstand blev en hjørnesten i den demokratiske revolution i det nordlige og østlige Syrien.

Benægtelsen af kurderne og befolkningen i det nordlige og østlige Syrien forværrede følelsen af kulturel marginalisering og fremmedgørelse og bidrog til at opbygge en kollektiv bevidsthed, der søgte at anerkende identitet og pluralisme. Den folkelige bevægelse i 2011 åbnede døren for krav om politiske, økonomiske og sociale rettigheder, som længe var blevet nægtet store dele af befolkningen. Med tilbagegangen i sikkerhedsgrebet om en række landområder opstod der en autonom administration, der sigtede mod at opnå et demokratisk selvstyre.

 FRA MARGINALISERING TIL DEMOKRATISK REVOLUTION

Den historiske ophobning af marginalisering og benægtelse, kombineret med et momentum fra revolutionen den 19. juli 2012, skabte stærke motiver for at formulere en alternativ politisk og social model. Projektet Den Demokratiske Autonome Administration opstod som et realistisk svar på den lokale kontekst, baseret på begreber som social retfærdighed, lighed mellem lokalsamfund og kvinders selvstændiggørelse.

 Dette projekt er ikke blot en reaktion på den syriske krise; snarere gentænker den karakteren af regeringsførelse og medborgerskab indenfor rammen af flere identiteter og kulturer.

 Midt i de turbulente forandringer, som Syrien har været vidne til siden uafhængigheden, opstod projektet for den autonome administration i det nordlige og østlige Syrien som en alternativ og effektiv model for genopbygning af Syrien på et demokratisk og deltagelsesbaseret grundlag. Denne erfaring, som opstod midt i sammenbruddet af centrale statslige institutioner, har bevist dens evne til at opnå sikkerhed og stabilitet og fremme sameksistens mellem forskellige etniske og religiøse grupper – arabere, kurdere, syrere, assyrere og andre – inden for en decentraliseret civil ramme. Dette projekt er baseret på princippet om samfundspartnerskab og en retfærdig repræsentation, hvilket gør det til den mest kompatible model med Syriens mangfoldige virkelighed sammenlignet med centraliserede modeller, der ikke har formået at omfatte mangfoldighed og sikre politisk og social retfærdighed.

Den autonome administration har etableret et decentraliseret demokratisk system, der giver de indgående samfund mulighed for at styre deres egne anliggender og genopretter konceptet om lige borgerskab, fri for eksklusion og dominans.

Desuden gør administrationens tilknytning til en omfattende social kontrakt, der garanterer rettigheder og friheder og forankrer princippet om pluralisme, den til en fleksibel forfatningsmæssig ramme, som ethvert fremtidigt nationalt projekt kan bygges på. I fraværet af en omfattende social kontrakt på nationalt plan synes den autonome administration i dag at være den mest realistiske mulighed for at opbygge et sammenhængende, pluralistisk og sikkert Syrien, der styres af hele dets befolkning, snarere end af en centraliseret elite, der monopoliserer beslutningstagning og rigdom.

Kilde:

Akram Barakt, 2025: Syria from marginalization to democratic revolution. ANHA, Hawar News Agency, 17. July 2025

Oversættelse: Jesper Brandt