Af Zeki Bedran

Efter afslutningen af Baath-styret i Syrien ændrede intet sig i det syriske folks forhold. HTS, som erstattede Ba’ath/Assad, satte sig for at opbygge et system, der var endnu mere tilbagestående end etparti-Baath-systemet. De hævdede, at de ville genopbygge staten, men hvert skridt, de tog, var ensidigt. De udelukkede alle andre partier, politiske aktører og sociale grupper end dem selv fra processen. Den nuværende regering blev udelukkende udpeget af HTS. Der er gået måneder siden magtskiftet, og det, der prægede denne proces, var de massakrer, der blev begået af HTS. I stedet for at stoppe op og træffe foranstaltninger efter massakren på alawitter, førte de en lignende politik mod druserne.

Vestlige magter har anerkendt Ahmed al-Sharaa som præsident for Syrien og har accepteret den administration, han etablerede. Selvom de havde bekymringer og forbehold, erklærede de, at de ville fortsætte med HTS, idet de hævdede, at der ikke var noget alternativ. Men i stedet for at tage hensyn til folkets situation, prioriterede de deres egne interesser og fokuserede på at opbygge politiske balancer.

HTS hævder, at det beskytter Syriens enhed. Men de stærkeste enheder i Syrien er allerede bygget på frivillighed og folkets samtykke. HTS forfølger imidlertid deres mål gennem tvang, tvinger alle til underkastelse og etablerer sin dominans. I stedet for enhed uddyber de således angsten, frygten og mistilliden.

Druserne er nu meget fjernere fra Damaskus end de var før. Alawiterne lever i et miljø med dyb usikkerhed og frygt. De selvstyrende regioner var parate til at deltage i opbygningen af et demokratisk Syrien og dele deres demokratiske erfaringer, men de blev også udelukket. Som et ekko af tyrkisk retorik, er Damaskusfortsat med at stemple og angribe befolkningerne i disse regioner som “separatister”. Lande som USA og Frankrig greb ind som mæglere for at forsone siderne, men disse initiativer blev blokeret af Tyrkiet. I stedet for at forene det syriske folk og søge kompromis med forskellige kræfter, insisterede HTS på at gennemtvinge sine egne ideer og følge sin egen vej.

Det blev meddelt, at Ahmed al-Sharaa vil deltage i FN’s Generalforsamling. Han vil tale der på vegne af den syriske stat. Alligevel er der ikke megen opmærksomhed på, hvad det er for et Syrien, der står bag ham. For at præsentere sin administration som legitim vil han rejse spørgsmålet om valg og forsøge at markedsføre sig selv ved at sige: “Vi afholdt valg, vores situation er normal som andre stater.” Men i virkeligheden findes der ikke et sådant valg.

Ingen steder i verden afholdes valg som dette; Måske kunne man finde en sådan praksis i begyndelsen af forrige århundrede, men ikke i dag. At kalde folk for “parlamentsmedlemmer” og samtidigt ville udnævne en tredjedel af dem direkte – det er ikke repræsentanter for folket, men al-Sharaas embedsmænd. Resten er heller ikke valgt af folket; de vælges af kommissioner udpeget af HTS. (Og det er ikke engang sikkert, at et så tvivlsomt valg rent faktisk vil finde sted.) Politiske partier og forskellige organisationer i Syrien kan ikke deltage i valget. Der er ingen valglov eller konkurrence. At kalde dette et “valg” er umuligt. Faktisk havde FN med sin resolution 2254 allerede opfordret til et valg og en politisk løsning i Syrien med deltagelse af alle parter. Nu ignoreres denne beslutning.

Som det kan ses, er Syrien ikke kommet sig og har ikke opnået nogen enhed. HTS har hverken mentaliteten eller øvelsen i dette. Det har ikke modsat sig eller handlet imod Tyrkiets militære tilstedeværelse i Syrien eller dets uhindrede indblanding i Syriens indre anliggender. Ved at undertrykke druserne tvang den dem til at flygte til Israel. Den forsøger også at underlægge sig den autonome region, som udgør en vigtig del af Syrien, gennem pres, og hvis det mislykkes, forbereder den sig på at angribe. I denne sag arbejder den i fuld overensstemmelse med Tyrkiet.

Den autonome administration har holdt sine døre åbne for alle samtaler og bestræbelser på enhed og en løsning for Syrien. Den har ikke afvist noget forslag og har altid været parat til at tage praktiske skridt. Alligevel har den midlertidige regering i Damaskus til dato ikke taget nogen konkrete skridt. I stedet har den bebrejdet den autonome administration og hævdet, at den ikke overholdt 10. marts-aftalen.

Aftalen indeholder dog bestemmelser om nedsættelse af et forhandlingsudvalg og om, at parterne skal nå til enighed om en forening. Hvis den autonome region blot skal overdrage sine militære, administrative og politiske strukturer til HTS, hvilket behov er der så for en aftale eller for et forhandlingsudvalg? Desuden indeholder aftalen klausuler, der garanterer kurdiske rettigheder i forfatningen. Ahmed al-Sharaa underskrev selv dette. Men i den midlertidige forfatning, som de senere annoncerede, var der ingen sådanne artikler eller garantier.

Nu spreder de propaganda til verden og siger: “SDF og den autonome administration overholder ikke aftalen.” Det er derfor klart, at den underskrift, de gav, ikke var andet end et trick for at købe tid og bedrage.

Al-Sharaa erklærer: “SDF repræsenterer ikke alle kurdere.” Så må man spørge: Repræsenterer al-Sharaa hele Syriens folk? Hvis der blev afholdt et frit valg nu, hvor stor en procentdel af stemmerne ville han så få? Det er sikkert, at SDF repræsenterer folket i langt højere grad end al-Sharaa.

Dette er ikke løsningens eller forsoningens sprog. Eksklusion og marginalisering tjener ikke til løsning. Syriens befolkninger ønsker at leve sammen i et fredeligt og demokratisk miljø. Løsningen ligger ikke i krig og udstødelse, men i enhed.

Kilde:

Seki Bedran, 2025: Does al-Sharaa represent the people of Syria?ANF-News, 18. September 2025

Oversættelse: Jesper Brandt