Af Zeynep Kuray

Topağacı-beboernes modstand har fortsat igennem 60 dage i august og september. De blev tvunget ud af deres boliger under påskud af byfornyelse. Området blev erklæret som “reserveret byggeområde” af den AKP-ledede Ümraniye Kommune og Ministeriet for Miljø, Urbanisering og Klimaændringer. Elektricitet, vand og naturgas blev afbrudt af politiet.

Pr. 18. september blev omkring 20 huse revet ned med politieskorte, hvilket kun efterlod tre huse tilbage i kvarteret. Familien Yılmaz, der bor i et af de tilbageværende hjem, har modsat sig denne beslaglæggelse i næsten to måneder. Sadık Yılmaz, der bor sammen med sine 80-årige forældre og overlever i stearinlysets skær om natten, har talt med ANF og udtrykt sin forargelse: “Vi arbejdede og stemte på dem i 20 år, men nu gjorde de os til ofre.”

Staten lagde ikke et eneste søm i nabolaget!

I Topağacı-kvarteret måtte mange beboere forlade området, efter at deres el-, vand- og varmeforsyning var blevet afbrudt den 24. juli af politiet for at gøre plads til byfornyelsen. Yılmaz-familien, som ikke havde underskrevet kontrakten, modsætter sig fortsat at få deres hjem konfiskeret af profithensyn. Sadık Yılmaz, der har boet i kvarteret hele sit liv, understreger, at hans far bogstaveligt talt “byggede alt med sine negle” og påpegede, at staten aldrig har bidraget med noget: “Der var hverken asfalt eller kloaksystem her. Min far og andre beboere har arbejdet siden 1988 for at udfylde disse huller. Beboerne gjorde det hele selv, fra brolægning af veje til installation af kloaksystemer og elmaster. Vi finansierede endda moskeen som et samfund. Det lokale sundhedscenter er heller ikke statsejendom – det tilhører en enkeltperson. Alligevel tror nogle, at vi har besat statens ejendom. Det er ikke sandt. Beboerne byggede dette kvarter ved deres egen indsats. Staten løftede ikke en finger.”

KOMMUNEN HAR KRÆVET OVERSKUDDET TIL SIG SELV

Yılmaz forklarer, at de modtog deres skøder i 2012. Kort efter besøgte entreprenører tilknyttet Alpha og NEF kvarteret og hævdede, at området var værdifuldt og præsenterede projekter med 4-5-etagers bygninger for beboerne. Men da kommunen senere reducerede den tilladte byggehøjde, trak entreprenørerne sig tilbage med henvisning til potentielle tab. Yılmaz sagde: “På det tidspunkt fik Ümraniye Kommunes zoneinddeling entreprenører til at trække sig tilbage, ikke os. Nu hævder kommunen, at boligerne er for gamle til byfornyelse, men det er forkert – kommunen blokerede selv for entreprenørerne. Dengang var kommunen under AKP’s kontrol. Et par år senere, i 2021, fortalte embedsmænd os, at området var meget værdifuldt og bad os om at indsamle underskrifter i henhold til den zoneinddeling, vi ønskede. De afslørede, at entreprenører ville oversvømme kvarteret og advarede os om ikke at nøjes med mindre end 50 %. Vi indsamlede underskrifter for 50 parceller med 100 personer og indsendte dem til kommunen. Femten dage senere kom embedsmændene tilbage og sagde: ‘Du postede underskrifterne, men der kom ingen. Det er bedre, hvis kommunen selv gør krav på det.” Vi spurgte om procentdelen, og de sagde 45 %. Lige før lokalvalget i 2024 kom daværende minister Murat Kurum for at lægge et fundament og fortalte os, at satsen blev hævet fra 45 % til 50 %.”

DE FORSØGTE AT OVERBEVISE BEBOERNE I MOSKEEN

Yılmaz siger, at kommunen holdt møder i moskeen for at overtale beboerne til at underskrive foreløbige kontrakter, hvilket resulterede i mange underskrifter. Han peger især på Yaşar Karataş, en tidligere naboleder gennem to perioder, som har overbevist og vildledt beboerne og nu er medlem af kommunalbestyrelsen.

På trods af de foreløbige kontrakter har kommunen ikke startetbyggeriet efter tre år. Yılmaz siger: “Da lokalvalget nærmede sig, åbnede ministeriet for miljø, urbanisering og klimaændringer et kontor her. Vi spurgte om kontrakterne og fik at vide, at fordi byggeomkostningerne ikke blev dækket, blev vores kontrakter annulleret, og projektet blev overført til ministeriet. De ville derefter indsamle underskrifter for at anmode om budgettet. De fleste beboere underskrev uden at læse kontrakterne. Det gjorde vi ikke, og bad om en kopi til at vise vores advokater. De nægtede og sagde, at vi kun kunne gennemgå det hos kommunen. En beboer fotograferede det med sin telefon. Da vores advokat gennemgik kontrakten på 16 artikler, indså vi problemet: Kontrakten sagde, at vi donerede 25 % af vores jord til statskassen. Som om vi er meget rige, donerer vi til staten. Kort sagt siger kontrakten: ‘Du skal kun bekymre dig om din lejlighed, intet andet.’ Min jord er min, mit hus er mit, men de deler min ejendom op og giver mig intet. Vi protesterede straks, og 146 beboere annullerede deres foreløbige kontrakter hos en notar.”

Yılmaz siger, at kvarteret blev erklæret som førstegradsbeskyttet område baseret på satellitoptagelser, på trods af at der ikke har vist sig nogen skader fra jordskælv. Efter indvendinger blev de tvunget til at udføre kerneboringer, men borene var ikke i stand til at trænge igennem de 17 meter faste jord, hvilket ophævede undskyldningen om jordskælv.

PÅ TRODS AF RETSSAGER BLIVER VI TVUNGET UD AF POLITIET

Selvom de er involveret i en juridisk kamp, siger Yılmaz, at politiet forsøger at smide dem ud med magt. Døren har væretbrudt op og forsyningsselskabernes leverancer er blevet afbrudt. Han tilføjer: “De har lagt mig i håndjern to gange for at forsvare mit hjem. Kommunen giver ingen ordrer; politiet ankommer og siger: ‘Stop vandforsyningen, stop  gasforsyningen’. De siger endda, at de er her for vores sikkerheds skyld. Samtidigtmedbringer de pansrede køretøjer, vandkanoner og uropoliti, der forstyrrer freden, som om en krig var i gang.”

VI HAR INGEN ANDRE STEDER AT GÅ HEN

Yılmaz bor sammen med sine gamle forældre og har overlevet i to måneder ved hjælp af stearinlys, madlavning med gasflasker, badning i slægtninges hjem og vask af ejendele andre steder. Han bemærker, at kvarterets herreløse dyr også lider: “Vi kan heller ikke passe ordentligt på dem. De er sultne, tørstige og ulykkelige. Dyreelskere bør se det.”

Han fremhæver, at nedrivningshold, eskorteret af politiet den 18. august, ødelagde hjemmene for både dem, der underskrev, og dem, der ikke gjorde det, og kun tre hjem kom til at stå tilbage.

På trods af alt pres, trusler og tvang er Yılmaz fast besluttet på ikke at forlade stedet: “Mine forældre er gamle. Vi har ingen andre steder at tage hen. Vinteren er på vej, men de er ligeglade. De siger: ‘Forlad stedet, du får dine rettigheder, når byggeriet starter’, men der er ingen garanti og ingen kontrakt. Skolerne er startet, så folk har været nødt til at flytte. Min brors to børn måtte også flytte uden overhovedet at få flytteomkostningerne dækket. Jeg kan blive, men børnene ville lide. Vi vil ikke forlade stedet, fordi dette sted er tæt på finanscentret, og de vil smide os ud for at score profitten, og sætte funktionærer ind i vores sted.”

Til sidst bad Yılmaz om juridisk bistand: “Vi kender ikke lovene godt, så de udnytter dette til at få os til at underskrive noget. Vi har brug for frivillige advokater til at forsvare vores rettigheder.”

Kilde: 

Zeynep Kuray, 2025: Yılmaz: We worked and voted for the AKP for 20 years, but they victimized us ANF, 23. September 2025

Oversættelse: Jesper Brandt