Hvor vil Syrien ende under Hayat Tahrir al-Sham (HTS) styre? Det er det spørgsmål, som alle kredse, der beskæftiger sig med sociologi og politik, må stille sig selv. Især syriske intellektuelle og dem, der kræver demokrati, bør reflektere over det. Alligevel synes nogle syriske intellektuelle og kredse ikke at have store forventninger tilbage. De siger: “Vi har ikke nok magt, vi kan ikke være effektive. De indflydelsesrige kræfter i Syrien handler i overensstemmelse med deres egne interesser. Folket er ubevidst og uorganiseret; I denne situation er der ikke meget, vi kan gøre.”

Kort sagt er de bekymrede for fremtiden for frihedsrettigheder og demokrati; de er ikke særlig håbefulde.

HTS søger ikke at spille en inkluderende eller samlende rolle i Syrien; de har ikke engang et sådant verdenssyn. De er på jagt efter en strengt sekterisk og centraliseret magt. De ønsker ikke, at folk uden for deres rækker skal eksistere i det politiske liv. Deres mentalitet er: “Vi kom til Damaskus, vi overtog administrationen; derfor tilhører staten og magten os.”

De fleste af grupperne inden for HTS er sammensat af medlemmer og rester af Al-Nusra og ISIS. Selvom Ahmed Al-Sharaa (Al-Jolani) og hans ledelse fortalte alle, at de havde “ændret sig”, er det blevet bevist i praksis, at de ikke har ændret sig, og at de fortsat handler som de gjorde det før. I de alawittiske regioner reagerede de på problemer med massakrer. De gjorde det samme mod druserne.

Kan de, der siger “vi har forandret os”, begå massakrer, brænde huse og ty til plyndringer? Kan de bortføre kvinder og henrette mennesker, herunder ældre og børn? Det er blevet klart, at de ikke tager hensyn til krigens love, der betragtes som en fælles arv fra menneskeheden, og de opretholder heller ikke nogen moralske standarder.

Blev HTS først sådan efter at være kommet til magten, eller var det også deres tidligere praksis? Nej; de var de samme før. Derfor er de opført som terrororganisationer af FN, USA, Europa og mange andre stater. En dusør på millioner af dollars blev placeret på al-Jolanis hoved. Selv efter at have erklæret, at de havde “ændret sig”, fortsatte HTS den samme praksis. Disse handlinger er deres sande spejl.

HTS har udført disse massakrer på et tidspunkt, hvor de endnu ikke kontrollerer Syrien. De har søgt at opnå anerkendelse fra internationale magter og at reparere på deres image. Hvis de begårsådanne grusomheder i denne overgangsperiode, hvor de stadigt ersvage, hvad vil de så gøre, hvis de får kontrol over Syrien og etablerer et stift centraliseret styre?

Den 10. marts underskrev Al-Jolani en aftale med kommandoen for de syriske demokratiske styrker (SDF). Ifølge denne aftale vil kurderne blive anerkendt som en grundlæggende del af Syrien, og deres rettigheder vil blive sat under forfatningsmæssig garanti. En våbenhvile vil blive etableret i hele Syrien. Men kun få dage efter denne underskrivelse var der i det udkast til midlertidig forfatning, som HTS udarbejdede, ikke nævnt kurderne eller de rettigheder, som de er garanteret i aftalen. Den midlertidige forfatning ignorerede fuldstændig kurderne og deres rettigheder.

En våbenhvile skulle gælde for hele Syrien, men inden for en måned blev der udført en massakre mod druserne.

Da den midlertidige regering blev etableret, blev kurderne, befolkningen i den autonome region og andre grupper som druserne udelukket. Siden dannelsen af den midlertidige regering er der ikke sket nogen forbedring i Syrien.

Selvom der var sammenstød med druserne, og problemerne ikke blev løst, er de borgere i Syrien. På en eller anden måde burde de have været i dialog med den foreløbige regering. Den burde have forsøgt at gennemføre aftaler, og problemerne skulle have været løst. Denne administration har et ansvar over for folket. Men fordi druserne ikke handlede i overensstemmelse med HTS’ ønsker, blev de udsat for en embargo. Sweida (Suwayda)-regionen er i øjeblikket under embargo og omringet. For at undslippe massakrer søgte druserne tilflugt i Israel.

Af denne grund kritiserer HTS druserne, ophidser det syriske folk mod dem og portrætterer dem som forrædere og kollaboratører med Israel. Alligevel sætter de ikke spørgsmålstegn ved deres egen praksis, der udelukkede druserne og efterlod dem ansigt til ansigt med massakrer; De anerkender ikke deres egen del af ansvaret. Ved at fordreje virkeligheden skyder de skylden på dem, de har udelukket.

For at dække over massakrerne begået mod alawitterne nedsatte de en såkaldt komité. Rapporter indikerede, at civile blev dræbt der på den ene eller anden måde. Det stod dog klart fra begyndelsen, at denne komité ikke ville afsløre sandheden, fordi den var udpeget af HTS-administrationen selv. Selvom de oprettede komiteen for at hvidvaske deres image, blev den tvunget til at erkende nogle af forbrydelserne. Er der i den forbindelsenogen, der er blevet arresteret eller retsforfulgt? Nej.

Den midlertidige regering udnytter argumentet lånt fra Tyrkiet om, at “kurderne vil etablere en separat stat og dele Syrien” til sine egne formål. Alligevel har kurderne og SDF gentagne gange givet udtryk for, at de er åbne for dialog med Damaskus og parate til at arbejde sammen for en løsning. De så positivt på initiativer fra stater som USA og Frankrig såvel som deres mæglerrolle. Det var regeringen selv, der undgik og forhindrede forhandlingerne og trak sig fra møderne i Paris. På trods af dette erklærer den autonome administration, at den fortsat er åben over for at tage tillidsskabende skridt og fortsætter med at erklære sig parat til at fortsætte forhandlingerne med Damaskus.

Damaskus-administrationen intensiverer nu belejrings- og embargopraksis mod den autonome region. Mens handel og varestrømme er frie i deres egne områder, er køretøjer, varer og handel, der flytter fra de autonome regioner til deres side, blevet forbudt. Vejen Raqqa-Aleppo er blevet lukket for krydsninger. De arbejder for det økonomiske sammenbrud i den autonome region og for at forhindre befolkningens ret til fri bevægelighed.

De, der bor øst for Eufrat og i den autonome region, er borgere i Syrien. Så hvem er separatisterne? Er det dem, der indfører grænser inde i Syrien og deler regionerne fra hinanden, eller dem, der kræver en ende på dette? I praksis er den part, der deler Syrien, belejrer visse områder og håndhæver embargoer, den midlertidige regering selv.

Kilde:

News desk, 2025: Who is dividing Syria? ANF-News, 3. October 2025

Oversættelse: Jesper Brandt