Det trettende møde i den nationale solidaritets-, broderskabs- og demokratikommission, der er oprettet inden for rammerne af løsningen af det kurdiske spørgsmål, blev afholdt torsdag d. 2. oktober. En af de personer, der blev hørt på mødet, professor i forfatningsret, Fazıl Hüsnü Erdem, lægger vægt på, at løsningen på det kurdiske spørgsmål skal betragtes i to dimensioner og understreger behovet for forfatningsændringer. Erdem udtaler, at forfatninger overalt i verden spiller en afgørende rolle i at løse konflikter, før de bliver voldelige, og i at transformere konflikter, der allerede er eskaleret, til varig fred. Han tilføjer, at en lignende vurdering også kunne foretages for selve metoden til at lave forfatninger.

FORFATNINGER BASERET PÅ DELTAGELSE OG BRED KONSENSUS

Professor Fazıl Hüsnü Erdem fortæller Mezopotamya News Agency (MA), at forfatninger udarbejdet på grundlag af deltagelse og bred konsensus er sociale kontrakter, der ikke fører til splittelse, polarisering eller konflikt, men snarere fungerer ved at reducere og løse eksisterende spændinger og stridigheder. Erdem tilføjer imidlertid, at de også kan skabe virkninger, der giver næring til splittelse og konflikt: “Hverken forfatningerne fra 1924 og 1961 eller forfatningen fra 1982, besad den egenskab at de kunne fungere som alles forfatning, hverken med hensyn til de metoder, hvormed de blev udarbejdet, eller med hensyn til visse af de bestemmelser, de indeholdt.”

VI SKAL OMDANNE NEGATIV FRED TIL POSITIV FRED

Erdem siger: “Der må tages vigtige skridt for at give freden styrke til at sikres i længden. At ændre tilstanden fra en negativ fred, hvor der er truffet betydelige foranstaltninger i retning af en varig fred, til positiv fred og gøre freden permanent og bæredygtig, kræver en ny forfatning. Og når man sætter sig for at bringe det kurdiske spørgsmål på rette kurs, er det kun naturligt, at forfatningsmæssige krav kommer i forgrunden. Der er en meget stærk forbindelse mellem det kurdiske spørgsmål og forfatningen. Den nuværende forfatning skaber faktorer, der både uddyber det kurdiske spørgsmål og gør det til en konflikt, og som står som en hindring for at finde en løsning. Løsningen på det kurdiske spørgsmål bør betragtes i to dimensioner: nedrustning og forfatningsmæssige juridiske krav.”

TRE CENTRALE SPØRGSMÅL KOMMER I FORGRUNDEN

Erdem understreger behovet for, at disse to dimensioner behandles samtidigt som en del af en langsigtet tilgang og siger: “Når vi ser på forfatningsmæssige krav, ser vi tre vigtige spørgsmål komme i forgrunden. Det er krav relateret til kulturelle identitetsrettigheder, statsborgerskab og den administrative struktur. Det er derfor meget vigtigt at opfylde disse krav for at løse det kurdiske spørgsmål. Først vil jeg tage fat på kulturelle identitetsrettigheder; Retten til uddannelse på modersmålet er øverst på disse kulturelle rettigheder. Det ville ikke være en overdrivelse at sige, at modersmålet er selve kernen i dette spørgsmål. Selv om kurderne er forskellige på mange andre områder, er det muligt at sige, at de står hinanden meget tæt hvad angår modersmålet. Når dette krav rejses, forsøger nogle kredse at fordømme det fra starten ved at konstruere en falsk modsætning mellem det officielle sprog og modersmålet. Der er dog ingen modsætning mellem det officielle sprog og modersmålet. Eksistensen af det ene afhænger ikke af fraværet af det anden. Tværtimod har globale erfaringer vist, at når der udføres ordentlig regulering og planlægning, nærer sprogene hinanden.”

GARANTIEN BESTÅR AF ER ANERKENDELSE AF DISSE RETTIGHEDER PÅ DET FORFATNINGSMÆSSIGE PLAN

Erdem understreger, at Tyrkiet kunne tage mange skridt i spørgsmålet om modersmålet og siger: “Tyrkiet kan renses for sproglige forbud. Det kan ophæve de forbehold, landet har taget over for internationale konventioner, der indeholder bestemmelser om brugen af modersmålet. Forberedelserne til brug af modersmålet i undervisningen kan påbegyndes uden forsinkelse. Den største garanti for gennemførelsen af kulturelle identitetsrettigheder, herunder modersmålet, er Tyrkiets anerkendelse af disse rettigheder på forfatningsniveau. Efter min mening bør en ideel forfatningsmæssig ordning indeholde to bestemmelser om dette spørgsmål: For det første en generel beskyttelsesartikel om kulturelle identitetsrettigheder; og for det andet en særlig forordning om digitale rettigheder.”

SPROGLIGE RETTIGHEDER

Erdem siger: “Mit forslag vedrørende den generelle beskyttelsesbestemmelse er som følger: Enhver har ret til frit at udtrykke, bevare, udvikle og udbrede deres kulturelle identitet. Staten skal træffe de nødvendige foranstaltninger til udøvelse af denne ret og vedtage de nødvendige lovbestemmelser. Jeg har også et forslag med tre punkter om de sproglige rettigheder. Første afsnit: Enhver har frihed til at udtrykke og udbrede deres tanker og meninger på deres modersmål og ret til at etablere, drive og drage fordel af skriftlige, visuelle og lydmæssige kommunikationsmidler på deres modersmål. Andet afsnit: Enhver har ret til at modtage undervisning på sit modersmål. Tredje afsnit: Enhver har ret til at modtage offentlige tjenester på sit modersmål og til at bruge sit modersmål i deres forhold til den offentlige forvaltning.”

ARTIKEL 42 KAN UDGÅ

Erdem tilføjer: “Retten til modersmålet har tre elementer, og alle tre er inkluderet i dette forslag. Hvis der ikke kan opnås enighed om denne ideelle ordning, kan en til to af bestemmelserne i det mindste accepteres. Med andre ord, hvis denne anden mulighed heller ikke accepteres, kan man som et minimumskrav forfølge fjernelsen af forbudsbestemmelsen i forfatningens artikel 42, sidste afsnit, som et minimumskrav. Denne bestemmelse fastslår, at der ikke må undervises i eller anvendes andre sprog end tyrkisk som modersmål for tyrkiske statsborgere påuddannelsesinstitutioner. Jeg mener, at det kan være et første skridt at ophæve dette og overlade brugen af modersmålet i undervisningen til lovgiverne.”

BEGREBER I FORFATNINGEN

Erdem kommer ind på spørgsmålet om statsborgerskab og henviser til forfatningen fra 1921 og siger: “Denne forfatning var en overgangsforfatning. Den indeholdt ikke alle de bestemmelser, der normalt ville findes i en typisk forfatning. I sager, der ikke var omfattet af forfatningen af 1921, forblev forfatningen af 1876 gyldig. Samtidig er det muligt at udlede forfatningsskaberens opfattelse af statsborgerskab ud fra de udtryk, der anvendes i andre artikler i forfatningen. Når vi f.eks. ser på forfatningsteksten, ser vi, at i stedet for udtrykket “tyrkisk stat” blev udtrykket “staten Tyrkiet” brugt, og i stedet for “tyrkisk nation” eller “tyrkisk folk” blev udtrykkene “nation” og “folk” brugt. Selv om niveauet af demokratisk legitimitet ikke var særlig højt, var den sociologiske legitimitet meget høj. Jeg synes, det er betydningsfuldt og meningsfuldt, at et parlament, der understregede behovet for at føre den nationale kamp i enhed og solidaritet, viste en sådan følsomhed.”

ALLE LIDER UNDER DEN CENTRALISEREDE STRUKTUR I TYRKIET

Erdem henleder også opmærksomheden på den stive og centraliserede struktur i Tyrkiet og siger: “Næsten alle lider under dette centraliserede system. Af den grund har vi fra 1990’erne til i dag set, at mange af de nye forfatnings- eller forfatningsændringsforslag, der er udarbejdet af forskellige grupper, såvel som partiprogrammer, har indeholdt bestemmelser relateret til lokalisering og regionalisering. Når vi ser på de nye forfatnings- eller ændringsforslag, der er udarbejdet siden begyndelsen af 1990’erne af professionelle kamre, civilsamfundsorganisationer og politiske partier, ser vi ikke kun udtryk for utilfredshed med de eksisterende rigide centraliserede strukturer, men også forslag om at skabe et mere decentraliseret system. Næsten ingen partier er tilfredse med den nuværende administrative struktur. De har alle synspunkter om at reorganisere forholdet mellem centralregeringen og de lokale administrationer.”

DECENTRALISERING SKAL VÆRE ET FORFATNINGSMÆSSIGT PRINCIP

Erdem understreger behovet for at forankre et decentraliseret system som et forfatningsmæssigt princip og siger: “Vi vil bevæge os i retning af dette gennem juridiske ordninger. Hvis dette viser sig at være umuligt, tror jeg, at det ville være tilstrækkeligt, at forfatningen indeholder en bestemmelse, der begrænser administrativt tilsyn til overensstemmelseskontrol.”

FORFATNINGSÆNDRINGER VIL STYRKE DEMOKRATIET

Erdem tilføjer, at hvis disse forslag inkluderes i forfatningen, vil der blive opnået betydelige fremskridt på mange områder og siger: “De tre spørgsmål, der er tale om, er kulturelle identitetsrettigheder, statsborgerskab og lokal administration. Jeg vil især gerne understrege et punkt vedrørende eventuelle ændringer på disse tre områder. Hvis der tages sådanne skridt, vil løsningen af det kurdiske spørgsmål ikke blot blive lettere, men det vil også bane vejen for at skabe en bedre kvalitet og et mere velstående liv for alle borgere i Tyrkiet. Forfatningsændringer vil ikke kun gavne kurdiske borgere, men alle vores borgere. Derfor vil det være passende at se disse ændringer både som et grundlag for at løse det kurdiske spørgsmål og som skridt, der vil styrke demokratiet i Tyrkiet.”

OM FORFATTEREN

Fazil Hüsnü Erdem er født 1964 i Elazig, Tyrkiet og arbejder som uafhængig forsker. Han sidder i ledelsen af Afdelingen for forfatningsret under Det juridiske fakultet ved Dicle Universitetet i Diyarbakir. Han har skrevet en bog om ”Forfatninger og forfatningsforslag i republikken Tyrkiet” (sammen med YunusHeper) og en and om  ”En analyse af  forfatningen fra 1982”, samt adskillige artikler om forfatningsret, menneskerettighedslovgivning og politisk videnskab. 

Kilde:

Anonymous, 2025: Prof. Erdem: Decentralization must be a constitutional principle. ANF-News, 3. October 2025

Oversættelse: Jesper Brandt