Af Zeki Bedran

Syriens fungerende præsident Ahmed al-Sharaa (Al-Jolani) blev i midten af november sendt til USA, hvor han holdt en række møder. Han er det første syriske statsoverhoved nogensinde, der rejser til USA. Tidligere ledere undgik sådanne besøg på grund af Syriens krigstilstand med Israel. Både Hafez og Bashar al-Assad holdt sig gennem deres lange år ved magten på afstand af Washington og valgte i stedet at dyrke forbindelser først med Sovjetunionen og senere med Rusland. Under den kolde krig allierede Syrien sig fast med Sovjetblokken.

Som bekendt kommer al-Sharaa fra en al-Qaeda- og Islamisk Stat-baggrund. Denne ideologiske struktur er generelt bygget på fjendtlighed overfor Israel. Da USA støtter Israel, har anti-amerikanske følelser også spillet en væsentlig rolle i deres politik. Bevægelser, der er rodfæstet i en rigid fortolkning af islam, er dybt sammenflettet med anti-jødiske følelser. Men i deres kerne er disse religiøst drevne strukturer ikke imod kapitalisme eller statsdannelse; tværtimod er de strengt statslige og magtorienterede.

På trods af deres interne splittelse og endda åbenlyse fjendtlighed over for hinanden deler disse bevægelser ét definerende træk: deres stræben efter magt gennem staten. Fra Iran til Saudi-Arabien, fra Afghanistan til al-Qaeda og Islamisk Stat, søger alle disse enheder at tage kontrol og påtvinge autoritet over samfundet gennem statslige strukturer.

Deres modstand mod Israel og USA stammer ikke fra principielle eller antikapitalistiske overbevisninger. Bortset fra Iran har næsten alle disse kræfter på en eller anden måde blødgjort deres holdning over for, eller endda samarbejdet med, USA og Israel.

Selv Iran har søgt forsoning med USA og den vestlige verden. Efter den 12 dage lange krig, hvor de konfronterede Israel direkte, kan Teheran ikke længere tale så dristigt som før. Med Hizbollah svækket, Hamas immobiliseret og Baath-regimet i Syrien kollapset, er Iran også gået ind i en fase med kompromis, men det er stadig et mål for både Israel og USA.

Så hvad laver Ahmed al-Sharaa, manden, der engang ledede al-Qaeda og nu leder gruppen kendt som Hay’at Tahrir al-Sham (HTS) i USA? Eller for at vende spørgsmålet om: Hvorfor har Washington bragt al-Sharaa til Det Hvide Hus? Denne udvikling vil utvivlsomt udløse en intens debat. At undersøge og vurdere deter både nødvendigt og vigtigt, fordi de, der stræber efter magt, uanset deres religion eller politik, vil gøre alt for at gribe og helliggøre autoritetens ultimative tempel: staten. Det er afgørende, filosofisk og ideologisk, ikke at tabe dette af syne.

I Syrien nyder al-Sharaa ikke bred folkelig opbakning. Baath-regimet har mistet grebet om magten, og HTS er rykket frem til Damaskus og har taget kontrollen, i realiteten gennem et kup. Offentligheden var blevet træt af Baath-regimet, udmattet af borgerkrigens tunge omkostninger og efterladt uden organisation. Men som i mange revolutioner hilste masserne ikke HTS velkommen med entusiasme. Der blev ikke mobiliseret millionerindenfor deres rækker. De hilste blot Baath-regimets fald velkommen og valgte at forblive i en tilstand af årvågen observation.

Før folket overhovedet kunne trække vejret, lancerede HTS brutale kampagner med massakrer, først mod det alawittiske samfund og derefter mod druserne. Disse begivenheder førte til en mere forsigtig holdning til HTS, både i og uden for landet. Som følge heraf blev den indledende glæde over Baath-regimets kollaps hurtigt til en bitter passivitet og stille forventning.

Israel, der betragter fremkomsten af en ekstremistisk religiøs struktur på sit dørtrin som en trussel mod sin egen sikkerhed, begyndte at afvikle alle tilbageværende militære infrastrukturer fra den foregående æra. Den midlertidige syriske regering var for magtesløs til at reagere. Mens USA ikke eksplicit støttede Israels angreb, afholdt det sig dog fra at tage stilling imod dem. Den tyrkiske stat, HTS’s hovedsponsor, forblev tilskuer. Da HTS indså dette, forstod de, at de ikke kunne forblive ved magten uden opbakning fra USA og Israel. For at bevare sit styre har de nu gjort sig afhængig af støtte fra Washington og den vestlige verden.

Syrien er fortsat under kraftig embargo, hvilket ikke giver landet plads til at komme sig økonomisk eller igangsætte en genopbygning. Ophævelse af sanktionerne kræver godkendelse fra USA. Desuden ses det ikke længere som et valg, men som en nødvendighed at nå frem til en aftale med Israel.

I spørgsmålet om Palæstina har HTS været de mest stille af alle. De har ikke engang vovet at udtrykke åben støtte til Hamas. For at forblive ved magten har de grundlæggende skubbet Palæstinas sag til side, til trods for, at HTS ellers ofte har påberåbt sig støtten til dem. Mens palæstinenserne står over for massakrer, har HTS valgt tavshed og vendt det blinde øje til. Når man ser på alle disse faktorer tilsammen, kræver det ikke megen fantasi at forudse, at al-Sharaa vil acceptere de betingelser, som USA har stillet.

Al-Sharaa forventes at slutte sig til den amerikansk-ledede koalition, der er dannet for at bekæmpe Islamisk Stat. Han vil tilslutte sig den blok, der er designet af Washington og struktureret omkring Israels sikkerhedsdoktrin. I det lange løb ville det ikke være langt ude at forudsige hans optagelse i Abraham-aftalerne. Kort sagt, al-Sharaa placerer Syrien direkte inden for Vestfronten.

De amerikanske og europæiske magter, der ikke har fundet noget levedygtigt alternativ i Syrien, har effektivt accepteret al-Sharaa som deres partner. Der ser ud til at være opnået konsensus omkring HTS, hvor Storbritannien angiveligt tager føringen. Under de nuværende omstændigheder er USA fortsat den afgørende kraft. Jo mere de binder al-Sharaa til deres politiske rammer, jo mere vil de lempe embargoen og bringe Syrien under vestlig kontrol.

En spændende udvikling skete, da Al-Jolani rejste til USA: Tyrkiets udenrigsminister omdirigerede snart sin egen rejseplan mod Washington. Tyrkiet havde allerede påtaget sig lobbyarbejdet og klædte al-Sharaa politisk på til opgaven. Tyrkiet har især været ivrig efter, at HTS skulle slutte sig til koalitionen mod ISIS. Målet har været at skubbe de Syriske Demokratiske Styrker (SDF) ud af ligningen og blokere for at kurderne kan sikres nogen som helst politisk status i Syrien. Modstand mod kurdisk autonomi er fortsat en strategisk prioritet; De nægter at tillade selv den mindste åbning i dette spørgsmål. Som statspolitik fortsætter Tyrkiet sine bestræbelser i denne retning ubarmhjertigt, både i Mellemøsten og på den globale scene. [Udviklingen siden artiklen blev skrevet har dog vist, at Tyrkiet har fået sværere og sværere ved at fastholde det standpunkt internationalt, o.a.].

Kilde:

Zeki Bedran, 2025: Al-Sharaa aligns with the US and Western front. ANF-News, 13. November, 2025

Oversættelse: Jesper Brandt