Siden grundlæggelsen har den kurdiske frihedsbevægelse kæmpet for idealet om at leve sammen i harmoni. Denne forståelse af sameksistens var dog aldrig ment som ensretning eller slaveri påtvunget af det kapitalistiske system, men snarere en social sameksistens, hvor hvert individ, hver social gruppe og hver identitet kan være synlig i sine egne farver og udvikle sig frit.

Det perspektiv, der udviklede sig ud fra dette, var både svaret på og resultatet af det grundlæggende spørgsmål: “Hvordan lever man under en revolution?” For Abdullah Öcalan har revolution ikke primært betydet en voldelig magtovertagelse, men snarere en befrielse af samfundet fra forvrængede, destruktive og hegemoniske måder at tænke på. Revolution er på den måde blevet forstået som processen med at organisere en ny måde at leve på.

På trods af sin konstante vægt på fri og lige sameksistens erbevægelsen blevet konfronteret med den voldelige virkelighed i næsten alle faser af sin eksistens – i form af tvungen assimilation og strukturelt forankrede udryddelseskampagner. Som følge heraf er bevægelsen gentagne gange blevet tvunget til at ty til selvforsvar. Ikke desto mindre understreger den kurdiske frihedsbevægelse til enhver tid, at brugen af vold aldrig har væretet mål i sig selv, men et nødvendigt middel i kampen for et retfærdigt og værdigt liv.

INTEGRATION SOM ET CENTRALT ELEMENT I SOCIAL OMSTRUKTURERING

Capitán Insurgente Marcos (Subcomandante Marcos), tidligere talsmand for Zapatisternes Hær for National Befrielse (EZLN) i Mexico, opsummerede denne situation rammende: “De førte krig, så de ikke behøvede at være soldater.”

En tilstrækkelig forståelse af den historiske udvikling kræver en reflekterende undersøgelse af den kurdiske frihedsbevægelses praksis og Öcalans arbejde. Netop nu bliver Öcalans begreb om demokratisk integration relevant. I sit “Manifest for fred og demokratisk samfund” beskriver den kurdiske leder integrationsbegrebet ikke som en midlertidig overgangsordning eller taktisk manøvre, men som et centralt element i en langsigtet social omstrukturering. Overgangsordninger er kun et aspekt af dette.

Demokratisk integration er en af hjørnestenene i den organisatoriske omlægning af den kurdiske frihedsbevægelse i dens nuværende fase. Både i Öcalans forståelse af “kommuner” og i modellen for et “forhandlet demokrati” kan succes kun opnås, hvis integrationsprincipperne anvendes konsekvent. For at forstå dette er det værd at tage et kig på Öcalans ideologiske udvikling – selv om integrationsbegrebet ikke er blevet nævnt eksplicit i de tidlige stadier.

I sine analyser fra 1980’erne, som senere blev offentliggjort i det todelte værk “Hvordan skal man leve?” i begyndelsen af 1990’erne, skrev Öcalan: “At finde nye måder at udtrykke nye former for orden og nye relationer på, udvikle nye udtryksformer, stilarter og måder at henvende sig til andre på, rive det gamle ned hver dag og erstatte det med det nye – det er et romantisk liv.”

Det konstante brud med det gamle og jagten på en ny orden er et centralt princip i den ideologiske udvikling af Öcalan og den kurdiske frihedsbevægelse. Udøvelsen af kritik og selvkritik – et af de vigtigste metodologiske principper i den kurdiske bevægelse – er uadskilleligt forbundet med kravet om at udvikle konstruktive løsninger på kritiserede forhold. Öcalan advarede tidligt: “Hvis du ikke udvikler løsninger på det kritiserede problem, gavner kritikken fjenden.”

Spørgsmålet “Hvordan skal man leve?” kan således forstås som det grundlæggende spørgsmål for den kurdiske frihedsbevægelse. Den tidlige erkendelse i 1970’erne, at “Kurdistan er en koloni” var også udgangspunktet for en søgen efter en ny, alternativ måde at leve på.

Denne søgen, som senere skulle blive opsummeret i mottoet “Enten død eller succes” (Yan mirin, yan serkeftin), kombinerede en dyb tradition for modstand med ønsket om at udvikle konkrete sociale alternativer. Öcalan og frihedsbevægelsen afviste resolut at tage færdige modeller fra andre lande eller tænke i snæversynede, dogmatiske termer. I stedet satte de sig for selv at udvikle en ny, fri social orden på den gamle jord i Kurdistan og Mesopotamien.

Denne søgen lagde grunden til et fælles liv, der omfatter alle folkeslag og sociale grupper ligeligt. Ikke desto mindre forblev spørgsmålet “Hvordan skal man leve?” ubesvaret i årtier – indtil det endelig kom systematisk til udtryk i Öcalans manifest for fred og et demokratisk samfund. Et spørgsmål, der blev stillet i 1970’erne, fik sit konkrete svar efter en 50 år lang kamp, formet af modstand og en vedholdende tro på forandring.

I 2025 præsenterede Abdullah Öcalan endelig et omfattende svar på spørgsmålet “Hvordan skal man leve?”, og åbnede dermed døren til en ny fase af den sociale kamp.

REVOLUTION SOM SVAR PÅ SPØRGSMÅLET: “HVORDAN SKAL MAN LEVE?”

Når Abdullah Öcalan erklærer, at revolution er et svar på spørgsmålet “Hvordan skal man leve?”, understreger han, at revolutionær handling ikke er begrænset til militære, økonomiske eller politiske dimensioner. En central opgave ligger snarere i den etisk funderede og holistiske organisering af hverdagen. Det betyder, at ikke kun revolutionære kadrer, men hele samfundet må være med til at omforme livets virkelighed på grundlag af fælles principper. Stræben efter en ny måde at leve på realiseres især i hverdagen og i evnen til at nå alle sociale lag.

Den kurdiske frihedsbevægelse er kendetegnet ved, at den ikke kun formulerer teoretiske refleksioner over hverdagen, men også arbejder med stor vedholdenhed for at omsætte disse ideer til praksis. Öcalan lægger grundlæggende vægt på spørgsmålet “Hvordan skal man leve?” og understreger, at social forandring i Kurdistan kun kan opnås gennem revolutionære bestræbelser. I den sammenhæng forklarer han:

“I Kurdistan begynder menneskelig styrke også med enrevolutionær indsats. Revolutionær handling skaber styrke, og denne styrke fører igen til udvikling af vilje. Og kun en sådan vilje kan mønstre modet til at indlede et nyt forhold. Jeg mente, at kærlighed også skulle begynde på denne måde – ikke gennem den magt, som den eksisterende ordens institutioner har givet dig, men gennem den kraft, hvormed du driver revolutionen fremad. Men som sagt er denne magt ofte ikke nok, fordi ordenen i sig selv er den største hindring.”

Med disse ord identificerer Öcalan ikke kun problemet, men også dets løsning: en grundlæggende ændring af systemet kræver en dybtgående omorganisering af hverdagen. Social transformation begynder, hvor hverdagspraksis erstattes af etisk baserede alternativer.

Søgen efter et svar på spørgsmålet “Hvordan skal man leve?”, der begyndte i 1990’erne, fandt endelig sit teoretiske og programmatiske udtryk i Öcalans manifest for fred og et demokratisk samfund. I det formulerer Öcalan en livsstil, der kun kan bestå, hvis den er revolutionær, etisk funderet og forpligtet til at opbygge en ny social orden.

De erfaringer, der er opnået gennem årtier, kan læses som en historie om denne søgen. Set i bakspejlet bekræfter de gyldigheden af Öcalans tese: “Revolution er svaret på spørgsmålet: Hvordan skal man leve?”

På baggrund af den nuværende sociale virkelighed synes det mest hensigtsmæssige svar på dette spørgsmål at være visionen om et nyt fællesskab skabt gennem demokratisk integration. Denne nye sociale model er ikke tænkt som et utopisk alternativ, men som en reel mulighed, der kan opbygges i praksis. Öcalan gav allerede udtryk for dette synspunkt på sin første pressekonference om våbenhvilen i 1993:

“Enhed er ikke uforenelig med uafhængighed. I dag er det største problem, som alle nationer står over for, ikke, at de er fanget inden for stærkt nationalistiske grænser, men at de ikke er i stand til at danne alliancer, der beskytter deres interesser i uafhængighed. Derfor bør vores stræben efter enhed med det tyrkiske folk baseret på lighed og frihed – inden for eksisterende grænser – ikke fortolkes som uforenelig med uafhængighed.”

Denne vurdering, der blev foretaget under en intens krig, repræsenterer en utvetydig erklæring til fordel for lige og delt sameksistens hinsides national homogenitet og tvungen assimilation.

DET TYRKISKE SAMFUND MÅ BEVÆGE SIG I RETNING AF DEMOKRATISK INTEGRATION

Interviews og analyser fra de faser, hvor Abdullah Öcalan talte eftertrykkeligt om fred, at leve sammen og opbygge en fri fremtid, gør det klart, at det ikke var det kurdiske samfund, men snarere det tyrkiske samfund – især dets organisationer og repræsentanter – der var uvillige til at engagere sig i denne proces.

I våbenhvileperioderne gennemførte tyrkiske journalister interviews med Öcalan, hvor han konsekvent understregede idealet om sameksistens. Ikke desto mindre fokuserede mediernes spørgsmål ofte på trivialiteter eller havde til formål at fremkalde specifik information snarere end seriøst at engagere sig i Öcalans centrale budskab. Han forbandt til gengæld konsekvent sine udviklende og transformerende ideer med visionen om lige sameksistens mellem folk.

I et interview i marts 1993 udtalte Öcalan utvetydigt: “Det kurdiske spørgsmåls uløselighed er det tyrkiske demokratis uopløselighed.” Med denne udtalelse gjorde han det klart, at problemet ikke først og fremmest lå hos kurderne, men i den tyrkiske republiks holdning. Hans gentagne klager over manglen på et seriøst modstykke peger på den tyrkiske sides strukturelle afvisning af at indgå i en ligeværdig dialog – en situation, der kun har ændret sig med svækkelsen af netop denne side til fordel for dialog. Den virkelige konflikt ligger derfor ikke i den kurdiske befolknings manglende vilje til at nå til enighed, men i det tyrkiske samfunds mangel på åbenhed over for en fælles fremtid.

Ud over de statslige eliters undertrykkende og nationalistiske holdninger har politiske strukturer og organisationer, der ser sig selv som fyrtårne af håb for det tyrkiske folk, også bidraget til den nuværende ideologiske forhærdelse gennem deres nedladende holdning til den kurdiske frihedsbevægelse. Den vedholdende afvisning af at anerkende den kurdiske bevægelse som en ligeværdig politisk kraft har bidraget til det tyrkiske samfunds manglende evne til at frigøre sig fra fascismens ideologi.

Selvom der er et ønske om fred og sameksistens blandt den tyrkiske befolkning, forhindrer mange organisationer dette potentiale i at blive realiseret. I stedet reproducerer de koloniale perspektiver, ser kurderne som “småsøskende”, der har brug for at blive belært, og tvivler på deres evne til at udvikle et socialistisk perspektiv. Disse elitære holdninger får i sidste ende befolkningen til at tilpasse sig den autoritære status quo – i mangel af troværdige alternativer.

Genoplivningen af idealet om et fælles liv afhænger derfor i høj grad af de tyrkiske venstreorienteredes, socialisters og demokraters evne til at kommunikere dette ideal til den brede befolkning og samtidig beskytte dem mod den autoritære stats ideologiske propaganda. En sådan kommunikation kræver imidlertid, at der etableres bæredygtige og deltagelsesbaserede organisationsstrukturer.

Den kendsgerning, at den kurdiske befolkning fortsat insisterer på at leve sammen på trods af årtiers massakrer, forsøg på udryddelse og ydmygelse, er et udtryk for den kurdiske frihedsbevægelses og Abdullah Öcalans sammenhængende og ansvarlige holdning. Principperne om demokratisk integration er ikke først og fremmest vigtige for kurderne, men for befolkningsgrupperne og samfundene i Tyrkiet. En klar præsentation og en organiseret struktur kan åbne vejen for en ny social fase, hvor kollektiv modstand og selvorganisering dannes som svar på statens undertrykkelsesapparat.

Den eskalerende vold mod kvinder, børn og dyr, strukturel fattigdom og systematisk udnyttelse i Tyrkiet er udtryk for det faktum, at samfundet er blevet fremmedgjort fra idealet om solidaritet og sameksistens til fordel for et individualiseret, fremmedgjort syn på menneskeheden. At overvinde disse forhold er kun muligt, hvis socialistiske og demokratiske organisationer i Tyrkiet gør befolkningen opmærksom på og mobiliserer befolkningen til værdien af demokratisk integration og fælles levevis. 

Fortsættelse følger.

Kilde:

News Desk, 2025: Democratic integration as the answer to the question: “How to live?”. ANF-News, 13. November 2025

Oversættelse: Jesper Brandt