Af Ömer Leventoğlu

Flyet var på vej ned fra den syriske himmel mod Damaskus, men jeg svævede i et rum uden klarhed, retning eller jordforbindelse. Mine følelser var sammenfiltrede og uhåndterlige. De bevægede sig mellem angst, bekymring, frygt og rastløshed. Men de var,mindst lige så stærkt, fyldt med nysgerrighed, spænding og håb. For der var også en varme af den slags, der når hjertet, når man nærmer sig en ukendt geografi; og selvom det virker modstridende, bar jeg det i mig, som Baruch Spinoza beskriver som “en glæde forårsaget af en ydre årsag.” 

Midt i denne hvirvelvind af følelser dukkede én sikkerhed op: de følelser, der var samlet i den negative afdeling, ville forblive dominerende over hele landområdet fra Damaskus til Deir ez-Zor (Dêrazor), og herske på tronen, mens de udskudte følelser af en anden slags ikke havde andet valg end at vente. Men efter Deir ez-Zor ville de positive skubbe de andre til side, brede sig ud over kanten af mit hjerte som en blomstret Aleppo-kjole.

Denne bevidsthed får mig måske ikie til at slå koldt vand i blodet, netop som jeg sidder her i flyet, hvis hjul er ved at røre jorden. Så det er ikke fordi jeg er blevet til en rytmepræget galning, men i det mindste kan jeg forudse, at det vil gå sådan. Og så ved jeg også dette: ingen af de følelsesmæssige turbulenser, der helt naturligt styrer mit hjerte og min sjæl, kommer fra min fantasi. Hver fornemmelse er klar, forståelig, og kan forklares ud fra sine grunde og hviler på et fuldstændig objektivt grundlag. Hver frygt, enhver angst har velkendte årsager, og havet af knogler, der tilhører mere end en million mennesker, som ligger lige dernede, under de knuste bygninger, i korridorer knust af betonplader, eller på den bare overflade i den svedne ørken, bredt åbent ud over dale og bakker uden så meget som en håndfuld jord til at dække dem,  står som bevis.

Når vi nærmer os toldskranken for at få vores pas stemplet og dermed kommer ind i Syrien, vil jeg observere hver betjents udtryk og opførsel, tage stilling til, hvordan de ser på de mennesker, der står foran dem, og derefter vælge min kø ud fra det. Men der er kun lidt mulighed for at gennemføre denne nøje beregnede plan: officeren ved den nyligt tømte skrankegestikulerer straks hen mod mig med sin finger og kalder mig overtil sig, mens han på tyrkisk siger: “denne vej.” Han fortæller mig, at han har boet i Mersin i to år, hvor han arbejdede i et bageri, og at han “elsker tyrkerne og deres sprog meget.” Alligevel består det tyrkiske, han taler, kun af nogle få ord, der lyder, som om er brækket ud af et mørbanket hoved, et forslået ansigt, dryppende af blod… Men det gør ikke noget. Jeg har ingen grund til at rynke på næsen over nogen, der tager varmt imod mig, bare fordi jeg er en “tyrker”, der kommer fra Tyrkiet.

*

Mens vi kører dybere ind i Damaskus sammen med de venner, der er kommet fra Qamishlo for at møde os, passerer vi række efter række af ødelagte bygninger. Det er næsten umuligt at finde en eneste struktur inden for synsvidde, som ikke er blevet ramt af kugler. Motorcyklerne, der snor sig forbi os fra alle retninger, trækker mine tanker tilbage til videoer fra krigsårene. Det undrer mig, hvordan disse maskiner overhovedet kan blive ved med at bevæge sig i denne tilstand. Og bilerne… Nogle med permanent åbne tage, andre med ledninger hængende fra siderne, lyddæmpere, der fra tid til anden udstøder små eksplosioner, men ingen andre end mig synes at finde noget af dette mærkeligt.

Da vi forlader lufthavnen, går jeg ud fra, at vi allerede er på vej mod Rojava. I stedet bevæger vi os gennem Damaskus’ snævre gader og drejer ind i en blindgyde. Det er et hotel. Vi skal overnatte her.

– “Hvorfor fortsætter vi ikke videre?”

– “Det er ved at blive sent.”

– “Hvad mener du? Den er kun fem.”

– “Mørket vil snart falde på, og det er farligt at tage den vej, når det er mørkt.”

Ja, det er rigtigt… Under den korte taxatur slappede jeg så meget af, at jeg næsten glemte, at dette sted havde holdt en af århundredets mest voldelige krige ud gennem næsten femten år. Det er utroligt, så hurtigt jeg var i stand til at glemme videoernemed biler, der skødesløst var blevet gennemboret af kugler, eller af folk samlet i grupper, der derefter blev skudt i hovedet uden et eneste spørgsmål.

Selvom vi får at vide, at vi bør undgå at gå nedenunder eller træde udenfor hotellet, hvor vi skal overnatte, insisterer en blandt os, Azad, som trods alt er journalist, på at vi skulle gå ud og spise. De, der kender denne kultur bare en smule, ved, at ydmyghed ligger i blodet på dem; så Raman, vennen der er ansvarlig for at modtage os, kan ikke få sig til at sige nej til Azad. Vi går ud på gaden, planlægger at holde os i nærheden, finde den nærmeste restaurant, spise og så vende tilbage. Men det stoppede ikke dér. Da vi først indåndede gadeluften, da vi gik gennem den kaotiske atmosfære på avenuerne, begyndte en følelse af ro at brede sig i os alle, en lettelse, måske endda en voksende selvtillid. Vi nåede en hovedboulevard, der krydser fra den ene side til den anden, hvor statslige institutioner fra det tidligere regime stadig står. Biograf- og teaterbygningen rager højt op og optager begge sider af et kryds, direkte overfor Centralbanken. Alligevel er indgangen til dette kulturkompleks blokeret af en massiv stålbarriere, der omgiver hele krydset.

Store luksushoteller rejser sig bag delvist oplyste havemure, med musik, der strømmer ned fra tagterrasser. Det må være det vigtigste samlingssted for Syriens borgerskab. Og det er det faktisk. Personalet, tydeligvis vant til deres arbejde, hilser velklædte mænd, der stiger ud af luksusjeeps, sammen med kraftigt sminkede kvinder. Men da vi bevæger os tilbage mod hotellet og drejer fra boulevarden, vender vi endnu engang tilbage til kaos, ødelæggelse og fattigdom. Mellem to gader krydser vi to forskellige tidsaldre, to forskellige samfund og to forskellige civilisationer.

*

Vi gør klar til at tage af sted tidligt om morgenen. Udenfor venter en arabisk chauffør på os. Han taler ikke kurdisk, og ingen af os taler arabisk. Ifølge vores guide Raman er der “småskala sammenstød” nær Raqqa, hvilket betyder, at den kortere rute er lukket; vi må i stedet tage gennem Deir ez-Zor. Det føjer to timer ekstra til den sædvanlige rejsetid, hvilket giver os cirka syv og en halv time til turen.

Skidt med det… det er stadig tidligt på dagen, og under normale omstændigheder burde vi kunne nå Qamishlo tidligt på eftermiddagen. Men hver vej har sin egen “liste af undskyldninger.” Havde vi rejst gennem Raqqa, ville vi have øvet os på ét sæt forklaringer; på denne rute skal vi huske en anden, svarene skal gentages ved Hay’at Tahrir al-Sham (HTS) kontrolpunkter. Fra Damaskus’ udkant hele vejen til Palmyra vil vi fortælle Asayish-checkpoints, at vi “skal til Palmyra.” Efter Palmyra, hele vejen til Deir ez-Zor-porten, hvor en bro hænger over Eufrat som et ødelagt gravmæle, vil vi sige, at vi “besøger Deir ez-Zor.” Fint. Vores arabiske chauffør er sikker på, at han nok skal klare det hele selv. Mandens selvtillid flyder over. Måske hvis det var en af os, der havde overlevet denne krig i stedet for ham, ville vi også tænke: “Jeg slap levende fra Islamisk Stat, så hvad skulle der ske ved at lyve et par gange til HTS-politiet sammenlignet med det? Barnemad.”

Vi tager afsted… og denne del af Damaskus får gårsdagens Damaskus til at fremstå barmhjertig i sammenligning. Kuglemærker er det mindste af det; Hele bygninger langs vejen er reduceret til skeletter. Jeg har set ødelæggelserne i Maraş, Adıyaman og Hatay. Jeg har arbejdet i det helvede, og selv dér var jeg ikke vidne til ødelæggelser i denne skala. Lag af betonblokke stablet oven på hinanden, bygninger holdt oppe af nogle få skrå søjler som ved et uheld; Alt andet: træer, bygninger, broer, tårne på viadukten, alt der kunne stå oprejst, er enten bøjet mod jorden eller er styrtet helt sammen. Da vi forlader Damaskus og bevæger os ind i det, de kalder “Damaskus-landskabet,” føles turen mod den gamle by Palmyra næsten normal, måske fordi der ikke er noget tilbage her, der kunne ødelægges. Ingen træer, ingen bygninger, kun kontrolposter flere kilometer fra hinanden, med små hytter bygget til officererne, nogle skjult bag jordhøje, der var hævet lige højt nok til at tjene som dækning.

Et stykke udenfor fra Damaskus stopper vi i en lille bosættelse foran en interimistisk hytte. “Cofi?” spørger chaufføren og cirkler med tommel- og pegefinger i luften, som om han rører sukker i teen. Vi lyser op ved gestussen. Efter hver af os har drukket en bitter kaffe, fortsætter vi vores vej. Saytare følger efter Saytare, kontrolpunkt efter kontrolpunkt, hvor politifolk af og til beder chaufføren om at åbne bagagerummet; Han åbner det, og vi går videre. Vores chauffør bruger hele turen på at skifte mellem WhatsApp-stemmebeskeder, opkald, sms’er og, når han finder bare det mindste ledige øjeblik til det, at scrolle gennem Instagram-videoer. Det lyder paradoksalt, men hans lethed giver os en ekstraordinær følelse af selvtillid. Det er tydeligt, at der ikke er noget at bekymre sig om; Alt er i orden, og sådan fungerer tingene bare her…

Da vi når den gamle by Palmyra, indser vi, ud fra bilerne, der kører op ved siden af os, at vi rejser i en lille konvoj sammen med tre bilfulde festivalgæster. Palmyra, denne gamle bosættelse, dette vidunder af kunst og arkitektur, en by der blev optaget på UNESCOs verdensarvsliste i 1980, står stort set i ruiner. Jeg husker, at jeg dengang i rædsel så videoerne af, hvordan Islamisk Stat ødelagde det, hvordan gravene, helligdommene, hvælvingene, buerne og den betagende arkitektur blev knust til slagger. Selvom det nu ligner en ødemark, kan man i hvert fragment mærke den civilisatoriske vægt, som denne by engang bar. Man kan næsten forestille sig, hvordan hver sten var formet med designet af et tempel i tankerne. Bortset fra en lokal mand, der gennem stigbøjlen fører sin kamel ind på byens torv, og en ung dreng, der sælger armbånd af farvestrålende sten, er der ingen, ingen struktur, ingen orden… Kun et sted overladt til sin skæbne.

*

Det mest ekstraordinære billede fra denne rejse udgøres af byen Deir ez-Zor. Allerede før man kører ind i byen, fornemmer manstraks, at dette sted hverken ligner Damaskus eller Palmyra. At tale om ødelæggelse føles overflødigt; Denne by er en modstandshandling, et bevis på ren viljestyrke, et sted der formår at forblive halvt stående på knæ. Hvis én bygning er intakt, har strukturen ved siden af tjent som dens skjold og står nu blot som et skelet. Byens sidste tærskel er en flod. Eufrat… En flod, der synes at dele landet i to, religiøs fanatisme på den ene side, demokratiets værdier på den anden. En mor, der har fodret liv fra det ene bryst og død fra det andet…

Ved det sidste kontrolpunkt før floden bliver ingen tilbageholdt. Måske tror de ikke, at der her er noget tilbage her at kontrollere. Vi krydser over på den anden side på en interimistisk bro, planker lagt over enorme halvplastikrør. Vi er endnu ikke nået helt overbroen, men i det øjeblik det bliver klart, at vi har forladt det territorium, HTS kontrollerer, får vi at vide, at Raman, vennen der modtog os, har ringet til vores chauffør. Han sætter telefonen på højtaler, og vi hører en stemme sige i mikrofonen: “Hûn bi xêr hatin Kurdistanê.” (Velkommen til Kurdistan.) Vi er i Kurdistan nu. Vi er endelig på fri jord.

Kilde: 

Ömer Leventoğlu, 2025: Roj “Ava”. ANF-News, 2. December 2025. Org. in Yeni Özgur Politika.

På dansk ved Jesper Brandt