Af Ömer Leventoğlu

I det forrige afsnit fortalte jeg, hvordan vores guide, efter at have ledt os rundt i områderne kontrolleret af Hayat Tahrir al-Sham (HTS) i Syrien og derefter krydset Eufrat-floden, gennem den åbne mikrofon på hans telefon sagde: “Hûn bi xêr hatinKurdistanê” (“Velkommen til Kurdistan”). Det var et øjeblik, der løftede vægten af de mørke skyer over os og gav os følelsen af endelig at have nået frit land. 

Hvad betyder det så, at et stykke jord bliver frit? Den nyere historie har lært os nok til at vide, hvor glat det ord er. Gennem hele den syriske krig erklærede selv bevæbnede lejesoldatfraktioner de områder, de havde besat, som “befriede” i deres medier. Men hvordan ser en befrielse egentlig ud?

Menneskets historie er fyldt med forsøg på at skabe rum for autonom eksistens. Som Ibn Khaldun bemærkede, er der opståetutallige former for gruppesammenhold (asabiyyah) op gennem tiden; Beduingrupper opstod fra dem, slog sig senere ned, og ud af disse forandringer opstod særprægede civilisationer. Hver af dem forankrede sig i en bestemt styreform, familier, klaner, stammer, dynastier, bystater, fyrstendømmer, kongeriger, imperier, monarkier, tyrannier, demokratier. Hvert system producerede sin egen mytologi, og disse mytologier skabte deres egne epos, historier og ideologier. Trossystemer blomstrede i tusind farver. Religioner og teologier blev dannet. Og alle disse strukturer, uanset hvilket navn de bar, tjente ét væsentligt formål: at opretholde kontrol over et territorium. 

Men at eje jord og at befri jord er grundlæggende forskellige ting. Alligevel er enhver erobring historisk blevet retfærdiggjort gennem en fortælling om befrielse, nogle gange kaldet frelse, nogle gange uafhængighed, nogle gange revolution. Ejerskab betød i alle tidsaldre det samme: magten til at herske over et sted og det liv, der levede der. Så, hvad adskiller Rojava? Er der noget, der adskiller den fra ældre civilisationsmodeller, fra dominanstraditioner, fra kampe indrammet som befrielse eller uafhængighed? Hvis en sådan forskel eksisterer, hvad afslører den så? I stedet for at give et teoretisk eller politisk svar, vil jeg forsøge at forstå det ud fra de indtryk, jeg har samlet gennem de få dage, jeg tilbragte i dette landområde.

SKUFFELSE VED KONTROLPOSTEN

De lokale kontrolpunkter (Sêytarês) på Rojava-siden ligner næsten fuldkommen dem, HTS driver på den anden side. Der er den samme “indgangstunnel”, som man kunne forvente i udkanten af en by, de samme to eller fire medlemmer af de Interne Sikkerhedsstyrker med lette våben, der dirigerer trafikken fra begge sider, de samme fartbump, der tvinger alle køretøjer til at sænke farten, den samme rituelle gestus fra bilister, der ikke har andet formål end at bidrage til at komme sikkert igennem. Indtil da er ligheden slående. Men udtrykkene i betjentenes ansigter kunne ikke være mere forskellige. På HTS-siden hilser de hver bil med synlig nervøsitet, mistroen strammer til ved hver bevægelse. På Rojava-siden bærer medlemmer af de interne sikkerhedsstyrker sig selv med en rolig alvor, en pligtfølelse ledsaget af et let, selvsikkert smil. Deres uniformer fortæller en anden historie: i HTS-territoriet dominerer sort; i områder kontrolleret af de Syriske Demokratiske Styrker (SDF) bærer de camouflage- eller olivengrønt militærtøj. Så kommer et af de øjeblikke, man aldrig forventer at opleve selv. Omkring 50 kilometer før vi når Hasakah (Hesekê), bliver vi stoppet for paskontrol. Vi afleverer vores pas og forventer den sædvanlige rutine: et hurtigt blik, en kort ventetid og et høfligt “I må fortsætte” I stedet, efter en kort forsinkelse, beder de os om at standse, stige ud af bilen og følge de interne sikkerhedsstyrkers betjente til kontrolposten.

Indenfor taler ikke en eneste person kurdisk. Det er en skuffelse. Vi troede, vi var ankommet til Kurdistan, men ingen af dem kankurdisk. Alligevel er de høflige, de tilbyder os stole, bringer vand til os og prøver at hjælpe trods sprogbarrieren. Et par forsøg på samtale falder til jorden. Til sidst træder en officer ud bagfra og hilser på os på kurdisk. Det er uventet; Han taler præcis som en fra vores egen landsby. Han kan umuligt være i familie med os, men genkendeligheden er slående. Han spørger, hvor vi kommer fra, og hvordan vi kom igennem de tidligere checkpoints. Hans nysgerrighed er ægte og en smule forvirret. Jeg kan mærke, at vores begivenhedsløse rejse overrasker ham. Efter et telefonopkald indser han, at vi er festivalens gæster, og hans opførsel bliver straks varmere. Snart bliver der joked, snakket om film og en behagelig kemi opstår. Men mørket lukker sig ind, og vi har stadig næsten to timers vej foran os.

“MALA ŞÎN…”

Da vi kører ind i Qamishlo, følger vores chauffør en navigationsapp mod det, der tydeligvis er en forudmarkeret adresse. Byens hovedårer, dens boulevarder, gader og sideveje, er dækket af festivalplakater. Hvert kryds bærer navnet på en, der kæmpede og døde for dette landområde. Nogle kryds, placeret hvor fire veje mødes, er symbolsk knyttet til afgørende øjeblikke i historien. Statuer, der fremviser frihed, ofre og modstand, står i deres centrum. Efter at være kørt forbi billederne og navnene på dem, der modstod besættelse, plyndring, aggression og kolonialisme, drejer vi ind i en smal sidegade.

På væggen ved siden af indgangen til en bygning står ordene “Mala Şîn”, et udtryk der på tyrkisk kunne betyde enten “Sørgehuset” eller “Det blå hus.” Begge dele er mulige, fordi şîn på kurdisk betyder både “sorg” og “blå”. Etymologien er slående: en enkelt stavelse, der betegner sorg som ritual, farve som symbol og endda låner betydning fra grøn (grøn) i visse sammenhænge. Om foråret, når jorden bliver grøn, siger man ikke kesk eller keskahî; I stedet siger folk şînahî (“grønning”) med udtryk som şînahî derket (“grønningen kom frem”) eller erd şîn bû (“jorden genoplivet”). Her er şîn ikke blot en farve; Den peger på animation, genfødsel, fornyelse af eksistens. Og derfor bruger kurdere ordet til at beskrive hvordan man møder døden med værdighed, şîn som sorg, det samme ord, de bruger til at beskrive verden, der bliver levende igen. Sorg og fornyelse deler samme åndedrag.

SPANSKTALENDE, ITALIENSKE OG FRANSKTALENDE, SOM TALER KURDISK

Mala Şîn er stedet, hvor festivalgæster bliver budt velkommen og får serveret deres måltider. Døren åbner ud til en bred gårdsplads, fyldt med vægdekorationer i alle farver, håndvævede kilims, plakater, puder og siddepladser, der afspejler forskellige elementer af kurdisk kultur. Lydlandskabet er lige så levende: de fleste taler kurdisk, men ord på tysk, arabisk, engelsk, spansk og flere andre sprog svæver gennem luften. Det, der er endnu mere slående, er at opdage, at nogle af de mennesker, der taler kurdisk mere flydende og elegant end kurdere fra Diyarbakır (Amed) eller Erzurum, faktisk er italienere, englændere eller armeniere. Hvordan var det sket? Vi kurdere vokser ofte op uden at kunne tyrkisk, når vi starter i skole, kun for at glemme meget af vores kurdiske, når vi er færdige med gymnasiet. Så at se disse engelske, franske, spanske eller aserbajdsjanske unge tale kurdisk mere yndefuldt og kærligt end mange af os, vækker min nysgerrighed. Jeg lærer snart, at mange af dem er revolutionære, som kom under modstanden i Kobanê og kæmpede mod Islamisk stat inden for de internationale brigader. Da deres militære ansvar blev mindre, valgte mange ikke at vende tilbage til deres hjemlande. I stedet deltog de i opbygningen af det kommunaldemokratiske system i Rojava. Nogle var allerede filmskabere og sluttede sig til Rojava cinema commune, hvor de begyndte at producere film. Flere af deres film er endda blevet udvalgt til festivalen.

AZAD FRA ØVRE ASERBAJDSJAN

Ikke alle er instruktører. En af filmskaberne, der henvendte sig til os og talte kurdisk og præsenterede sig som Azad, viste sig at være en aserbajdsjaner fra Øvre Aserbajdsjan. Det overraskede mig mere endnu end at tale kurdisk med en fransk eller tysk gæst. Jeg havde tidligere arbejdet på et filmprojekt i iransk Aserbajdsjan, og de tyrkere og aserbajdsjanere, jeg mødte der, var sammenlignet med aserbajdsjanere fra Republikken Aserbajdsjan mærkbart mere åbne omkring det kurdiske spørgsmål. Måske kom dette af, at de i århundreder boede side om side med kurdere i steder som Urmia, Khoy og Mahabad i det østlige Kurdistan (Rojhilat i Iran), hvor de delte en fælles kulturel og historisk forståelse og opfattelse. Men at møde en person fra det nordlige Aserbajdsjan – en region, hvor tyrkisk nationalisme næsten indgår i undervisningen som katekismus – som var kommet for at kæmpe på samme front som kurderne, som aktivt havde deltaget i den sociale genopbygning af Rojava, som arbejdede side om side med kurdere i en af de yngste og mest kreative bevægelser inden for kurdisk film, og som valgte ikke at søge synlighed som instruktør, men i stedet arbejdede bag kameraet,  og derigennem tilbyder at yde en intellektuel og kunstnerisk indsats… det her var noget helt andet. Han var på mange måder “mere kurdisk” end dig eller mig, mere forankret i livet, kulturen og den kollektive rytme på det sted end mange af dem, der var født ind i det.

*

Og således begynder vores første dag i Rojava om aftenen. Uden at have set noget i dagslys bliver vi, sammen med alle de andre gæster, ført til hotellerne, hvor vi skal bo. Fra i morgen tidlig vil vi gå over land, vundet centimeter for centimeter mod noget af den mest voldsomme, mest ødelæggende vold, historien nogensinde har set, territorium revet ud af raseri og blind brutalitet, generobret og gjort fri gennem ufattelig modstand. Vi vil se filmen, der blev skabt i denne region, inde i haller genopbygget efter ødelæggelserne, og vi vil bruge vores dage på at diskutere filmens intellekt, filosofi og æstetik her: lydene, ekkoerne, lyset, farverne, idéerne, der opstår fra denne geografi.

Kilde: 

Ömer Leventoğlu, 2025: A day in Rojava. ANF-News, 3. December 2025. Org. in Yeni Özgur Politika.

Oversættelse: Jesper Brandt