Journalisten Aykan Sever har vurderet den hurtigt skiftende dynamik gennem de seneste uger i Syrien, Israel, Tyrkiet og USA,og understreger både de skrøbelige relationer, de regionale magter opbygger med hinanden, og de strukturelle begrænsninger, der viser sig for aktørerne på jorden. Ser man på situationen i et større perspektiv, er man nødt til at få en bedre forståelse for en række vanskelige problemstillinger, f.eks.: Hvorfor den løsning, som Washington har forsøgt at opbygge ved hjælp af HTS, ikke har vist sig at fungere; hvordan  de mange spørgsmål, der har meldt sig langs Israel-Tyrkiet-aksen afspejler sig på den syriske arena; hvordan de stadigt voksende trusler rettet mod Rojava vil udvikle sig; og endelig må man søge at klarlægge de politiske konsekvenser af at lette Cæsar-sanktionerne mod Syrien [ Kommentar: hvor EU gradvist har ophævet eller suspenderet dele af de eksisterende sanktioner mod Syrien som reaktion på det syriske styres fald i slutningen af 2024, for at muliggøre genopbygning, men har indført nye målrettede sanktioner mod individer og enheder associeret med det tidligere Assad-regime – men ikke mod den nye HTS-ledede overgangsregering. Den amerikanske kongres har også overvejet at ophæve Caesar-sanktionerne for at lette Syriens økonomiske genopbygning, selvom det stadig er under debat, o.a.]. 

Ifølge Sever udgør alle disse sammenvævede udviklingstendenseren øget usikkerhed i hele regionen.

Aykan Sever forklaredr, hvorfor Syrien er blevet en strategisk kamparena, der udsættes for samtidig indgriben fra adskillige internationale og regionale aktører, og understreger, at landets geopolitiske betydning, fra det østlige Middelhav til omformningen af Mellemøsten, forvandler enhver udvikling på jorden til en flerlags magtkamp. Sever siger:

“De ser Syrien som ler, der kan formes, og der er mange kræfter, der gør det på samme tid. Blandt dem er De Forenede Nationer, Den Europæiske Union samt Rusland, USA, arabiske lande, Tyrkiet, Israel og Frankrig. Alle disse aktører er involveret i processen, fordi Syrien indtager en ekstremt strategisk position. Landet er afgørende både for det østlige Middelhav og for omformningen af Mellemøsten. Syrien er ikke bare Syrien; faktisk eksisterer der desværre ikke noget problem, der optræder isoleret i nogen af landets regioner.

Derfor står vi over for en proces, hvor mange kræfter griber ind samtidig og fra flere retninger. Alle disse aktører forsøger at befeste deres egen indflydelse på landjorden i Syrien. Senest harEU sendt embedsmænd af sted for at styre Syrien i en retning, der er i overensstemmelse med EU’s egne interesser, og FN har tilsvarende udpeget nye repræsentanter til at overvåge processen. Rusland kan dog siges at forsøge at opnå aftaler med HTS-administrationen for at bevare sin egen position. Og selvfølgelig er det land, der er af afgørende betydning her USA.”

TRUMP ØNSKER AT OMFORME HELE VERDEN PÅ SINE EGNE PRÆMISSER

Sever siger, at Donald Trump søger at omstrukturere verden omkring en Amerika-centreret orden og forklarer, hvordan denne strategi krydser hegemoniske ambitioner i Europa og Mellemøsten. Han siger: “Trump forsøger at forme hele verden, på sine egne præmisser, under USA’s ledelse, på en måde hvor Amerika står i centrum. Det strategiske dokument, der udgives som ‘den nye Monroe-doktrin’, forudser en hegemonisk position over hele kloden. Lad os sige, at den er indrammet omkring Vesteuropa og kontinentet Den Europæiske Union; Dette er faktisk hovedområdet, hvor han ønsker at etablere hegemoni. Men i praksis er der situationer, hvor man ikke kan fravælge områder, uanset om man ønsker det eller ej. Hvis man vil være hegemonisk over Europa, må man uundgåeligt også fokusere på Mellemøsten. Og hvordan netop dette forfølges, er det vigtigste. Som vi så igen efter Islamisk Stats angreb på Palmyra, er Trumps udtalelser og hans tankegang sådan her: vi har ikke med en kompleks stor strategi at gøre. For eksempel argumenterer både Trump og Ahmed Al-Sharaa (Al-Jolani), som har magten i Syrien, begge for, at det efter Palmyra ikke har noget med Trump at gøre; han forsøger at afslutte sagen med at sige ’Islamisk Stat og så videre.’ Men Erdoğan sidder ligeledes på magten i Syrien, Netanyahu sidder på magten i Syrien, prins Salman sidder på magten i Syrien… Trump vil bruge dem alle som sine stedfortræderstyrker.”

EN SLAGS NATO I MELLEMØSTEN ER UNDER PLANLÆGNING

Aykan Sever forklarer, hvordan jagten på militære og politiske blokke omkring Abraham-aftalerne er blevet til et hegemoniprojekt i Mellemøsten, og hvorfor dette projekt ikke stemmer overens med regionale realiteter. Sever siger: “Inden for eller bag rammerne af Abraham-aftalerne er der ikke kun et forsøg på at danne en politisk blok, men også en søgen efter at skabe en militær blok. Derfor kan vi tænke, at Israel forestiller sig en slags ‘Mellemøst-NATO’ med sig selv i centrum af regionen. Men disse ting vil ikke virke; Det er en helt adskilt problemstilling. Lad os dog antalge, at et sådant design eksisterer. For et af de punkter, der især fremhæves i Monroe-doktrinen vedrørende Mellemøsten, er kontrollen med energiruter og forsyningslinjer. Men for det første er ruten, der skulle strække sig fra Indien til Europa, endnu ikke blevet til noget; Vi ved ikke, hvornår eller hvordan det vil ske. Men lad os antage, at steder som Hormuzstrædet og Det Røde Hav er strategiske for dem inden for en ramme, der også inkluderer denne rute. Derfor er det vigtigt at etablere kontrol over Yemen og samtidig presse Iran tilbage i Hormuzstrædet, altså sikre kontrollen i det område.

Men situationen i Mellemøsten er reelt sådan her: Hvis du ikke kan etablere kontrol over helheden, kan du ikke etablere kontrol nogen steder. Derfor har den amerikanske administration i sidste ende konstrueret et Mellemøsten i sin egen fantasi. Kan den gøre det? Vi ser, i hvert fald i eksemplet Syrien, at de ikke er i stand til det. For den laver bare mekaniske beregninger. I sidste ende er det ikke sådan, at imperialister foretager sofistikerede beregninger, hvor de ved alt, hvad de skal vide og hvor de kontrollerer alt; men det er de snarere helt ude af stand til.”

Sever tilføjer: “Helt enkelt kan enhver observatør fra alle sider se, at HTS er strukturelt problematisk. Med strukturelle problemer mener jeg evnen til at kontrollere Syrien og være inkluderende. Jeg taler ikke om at være demokratisk, for der er overhovedet ingen tegn på, at Trump har nogen forventning om demokrati. Det er ikke det, der er problemet. Men når det gælder inklusivitet, for eksempel; selv, hvis du placerer dig inden for en sunnimuslimsk arabisk orientering og tager det som et vejledende princip, så har det fra starten været klart, at det forhindrer én ting: nemlig at inkludere andre minoriteter som alawitter, drusere, kurdere og armeniere. Fra allerførste begyndelse har man indtaget en diskriminerende holdning. Derfor er HTS ikke i stand til atinkludere disse minoriteter.

Senest har alawitterne holdt et møde med Al-Jolani; dog indikerer udtalelser fra alawitterne efter mødet, at det blot har væretsymbolsk, og at Al-Jolani på mødet hverken har anerkendt deres ret til liv eller deres ret til at eksistere. Situationen for druserne og kurderne er klar; De forbliver i positioner åbne for angreb. Faktisk er HTS ikke egnede til den slags integration, som USA forsøger at designe. I sidste ende fungerer tankegangen ud fra en forståelse, vi kunne beskrive som islamistisk eller jihadistisk, som den længe har omfavnet, og den søger at udforme et land efter det. Derfor forventer denne tankegang, at de, den konfronterer, er villige til attilpasse sig denne eller lader sig til at gøre det. Af den grund vil den autoritet, Trump søger at opbygge, sandsynligvis aldrig blive etableret.”

DET, USA SØGER AT OPBYGGE, STØDER SAMMEN MED HTS’ STRUKTUR

Sever forklarer, hvorfor aftalen fra 10. marts anses for problematisk set fra Damaskus’ perspektiv, og hvordan de beskeder, som de Syriske Demokratiske Styrker (SDF) sendte til Washington efter angrebet i Palmyra, påvirkede balancen i realiteternes verden. Han giver følgende vurdering af navnlig Israels røde linjer, HTS’ strukturelle problemer og de forhold, der nærer Islamisk Stats sociale base: “Det er klart, at Damaskus ikke rigtig ønsker at overholde aftalen fra 10. marts, som tidligere blev underskrevet under amerikansk pres, fordi de mener, at denne aftale vil tage mange ting ud af deres hænder. Efter angrebet i Palmyra indtog SDF en mere eksplicit holdning. Kort sagt leverede de to budskaber. For det første mindede de USA om, at de er en pålidelig allieret, og til gengæld begyndte vurderinger, der i stadigt højere grad stillede spørgsmålstegn ved HTS’ position, at dukke op i den amerikanske presse. For det andet sagde de, at de kunne bekæmpe Islamisk Stat i hele Syrien. Dette var naturligvis et skridt, der styrkede deres egen politiske position. På trods af dette viser udtalelser fra den amerikanske administration, at investeringerne i HTS vil fortsætte, og at forventningerne fortsat er HTS-centrerede. 

Næsten alle de styrker, jeg nævnte i starten, forfølger allerede en tilgang, der placerer HTS i centrum. Israel har dog en anden position her. Israel har visse røde linjer. Lad os se på, hvad Israel ønsker: For det første ønsker det ikke, at Al-Jolani skal fungere som Tyrkiets stedfortræder. Den ønsker heller ikke, at Tyrkiet skal positionere sig langs grænsen eller nærme sig områder under Israels kontrol. For det andet ønsker Israel at fortsætte med at bruge druserne som bufferstyrke; af den grund mener Israel, at druserne ikke bør røres og bør forblive i en særlig position. For det tredje ønsker Israel ikke, at en sharia-baseret administration skal opstå i Syrien; Den ser dette som en risiko for sin egen sikkerhed. Råbet af slagord mod Israel under de seneste demonstrationer gik også imod Israels forventninger. Tidligere, når Hezbollah-ledere blev dræbt, havde HTS-tilhængere fejret det. Nu har billedet ændret sig en smule. Det er normalt, fordi HTS allerede har er en stærkt fragmenteret struktur, og næsten alt har tidligere haft en ideologisk forbindelse til Islamisk Stat.”

Sever siger også: “Endnu vigtigere er det, at den politiske tilgang fra vestlige lande ikke ideologisk har besejret Islamisk Stat, og der synes heller ikke at være kapacitet til det. Dette skyldes, at de ikke fører en politik, der adresserer, hvorfor Islamisk Stat eksisterer, eller de sociale forhold, som den henter sin styrke fra; i stedet er der en overfladisk tilgang, der kun sigter mod kontrol. Det eliminerer ikke Islamisk Stat. Selv hvis militære foranstaltninger tages under banneret mod terrorisme, vil disse metoder, så længe der er et ideologisk og socialt grundlag for det, ikke bringe det til ophør. Dette er set mange gange før i verden.

Fordi kapitalismen ikke formår at levere løsninger på de problemer, folk står overfor, spreder idéer, der ligner Islamisk Statsig og får større indflydelse, især i Afrika og sammenlignelige regioner i områder med tætte muslimske befolkninger. Der er en bestemt årsag til dette: Økonomisk kollaps, unges følelse af ikke at have nogen fremtid for sig, og manglende evne til at se en anden udvej. Som følge heraf bliver det eneste valg at slutte sig til den nærmeste ‘løsning’; en bande. Dette er ikke en enkelt aktørs ansvar; Det er hele verdens ansvar. Alligevel er det klart, at det, der sker, hverken er ordentligt forstået eller reelt taget hånd om. De mener, at problemer kan løses gennem overfladiske tilgange og dagligdags politik, men det er ikke muligt; det er en meget klar realitet.”

TYRKIETS TRUSSEL OM FOLKEDRAB ER IKKE FORSVUNDET

Sever påpeger, at bestræbelserne på at lette spændingerne langs Israel–Tyrkiet-aksen er gået i stå p.gr. af Palæstina-Gaza-konflikten, og at dette pres direkte afspejles på den syriske arena, hvor Tyrkiets trusler mod Rojava øger de regionale risici. Han siger: “Tom Barrack mødtes med Hakan Fidan efter at have mødt Netanyahu. Der er en generel søgen efter at lette relationerne mellem Israel og Tyrkiet; De prøver det her. Især Palæstina–Gaza-spørgsmålet og Tyrkiets mulighed for at sende tropper til Gaza har dog blokeret denne proces. Ikke kun der, men dog mest konkret der. Der var et møde i Doha; mange lande deltog, men Tyrkiet blev ikke inviteret. Den tyrkiske side forsøger at afvise dette som ‘ikke vigtigt’, men det er tydeligt, at Israel ikke ønsker Tyrkiet der. Det er også tydeligt, at Israel nærer bekymring for, at hvis tyrkiske tropper trænger ind i Gaza, vil de ikke forlade det.

Generelt set er det uundgåeligt, at de modsatrettede positioner i Syrien fortsætter, medmindre der skabes en alliance mellem Israel og Tyrkiet, og det er netop den fortsættelse, vi ser nu. Tyrkiet fortsætter med at true Rojava vedholdende, især på grund af den proces, landet er i gang med. Set fra den tyrkiske stats perspektiv har en af hovedmotiverne bag denne proces været at forhindre kurderne i at opnå nogen status i Rojava, eller rettere i Syrien, for at afvæbne dem og tvinge dem til at underkaste sig.

Desværre er der en alvorlig risiko her. Folkene i Rojava har en vis organiseret modstand samt enpolitisk og militær tilstedeværelse; men Tyrkiets trussel om folkedrab er ikke forsvundet. Der er en konstant trussel, som føles indirekte. Om dette vil ske eller ej, vides ikke, men eksistensen af en sådan risiko er klar. Både Tyrkiets interne processer og, mere bredt, den tyrkiske stats position i Mellemøsten fodrer disse negative risici.

Derfor er der en situation, der virkelig kræver forsigtighed. Vi har set, hvor glatte internationale magter har været i Palæstina. Forventninger som ‘hvis der kommer et angreb, vil USA stoppe det, dette land vil stoppe det, Israel vil handle’ har meget lav sandsynlighed for at materialisere sig. Desværre er det virkeligheden i dag. De kan senere udarbejde en politik eller udstede erklæringer, men jeg kan med sikkerhed sige, at de ikke vil tage konkrete skridt for at forhindre et angreb.”

OPHÆVELSE AF CÆSAR-SANKTIONERNE HAR KNYTTET BETINGELSER TIL SIG

Aykan Sever forklarer, hvad USA’s tiltag med at lempe Cæsar-sanktionerne mod Syrien indebærer, hvilke konsekvenser det har for Israel, SDF og Al-Jolani, og hvorfor behovet for en demokratisk orden i Syrien fortsat er afgørende. Han siger: “I sidste uge tog USA et skridt mod fuldt ud at ophæve Cæsar-sanktionerne; Det er endnu ikke blevet underskrevet af præsidenten, men processen bevæger sig i den retning. Der er dog visse betingelser. Hvis jeg husker rigtigt, er Indenrigsministeriet forpligtet til at udarbejde en rapport om Syrien hver 180. dag og indsende den til Repræsentanternes Hus. Baseret på denne rapport vil der blive truffet en ny beslutning om, hvorvidt sanktionerne skal fortsætte. Essensen af Cæsar-sanktionerne er dette: bevæger administrationen i Syrien sig mod den linje, USA ønsker, eller ej? Vurderingen foretages på baggrund af disse kriterier.

Den israelske dimension er også vigtig her. Selv om det ikke udtales åbent, omfatter Israels forventninger spørgsmålet om, hvorvidt Syrien vil underskrive Abraham-aftalerne eller en sikkerhedsaftale, og om integrationen af SDF vil blive sikret. Derfor er Al-Jolani ikke i en behagelig position på nogen måde. Desuden kan han ikke fuldt ud kontrollere sit eget hold, hvilket allerede har vist sig næsten umuligt. I dag har alle feltkommandører deres oprindelse i Islamisk Stat eller lignende strukturer. Det er ikke muligt for en person at ændre sine vaner og sin tankegang blot ved at skifte uniform. De, der forestiller sig noget andet, tager fejl; USA fik sit svar på dette allerede på sin allerførste patrulje.”

Sever siger: “Af denne grund er opgaven, som Al-Jolanis administration står overfor, ikke let, og dens fremtid er meget usikker. Alt for mange kræfter prøver at trække det i forskellige retninger; Der er en svag struktur, der bliver trukket i fra alle sider. Andre kan forsøge at udnytte denne svaghed. Al-Jolani ønsker at dominere regionen og ønsker ikke at være nogens stedfortræder. Men hvis hverken USA eller andre aktører bliver overbevist af ham, bliver fremtiden usikker for både Al-Jolani og den centrale struktur, han forsøger at opbygge.

Set fra vores perspektiv er det virkelig afgørende at etablere en ægte demokratisk orden, hvor folk kan leve sammen. For at sikre dette må vi lede efter veje både på det intellektuelle og det politiske niveau. Da samfundet i Tyrkiet kæmper med sine egne problemer, kan det ikke fokusere tilstrækkeligt på udviklingen i Syrien; men hvis vi ikke engagerer os i problemerne i Syrien, vil disse problemer komme til at engagere sig med os. Vi må gøre alt, hvad vi kan for at få skabt en atmosfære, hvor fred og demokrati hersker i Tyrkiet. Man kan ikke komme videre ved at stole på racisme eller en nedladende diskurs; Desværre findes sådanne udviklingsstrategier, men de fører ikke til løsninger.”

Kilde:

News desk, 2026: Sever: The “new Syria” caught between HTS, Israel, Turkey and the US. ANF-News, 1. January 2026.

Oversættelse: Jesper Brandt