Assads fald og Hayat Tahrir al-Shams fremkomst som den dominerende syriske magt

Det såkaldte “ Aggressionsafskrækkelsesslag” blev indledt af Hayat Tahrir al-Sham (tidligere Jabhat al-Nusra) den 27. november 2024 i forbindelse med store regionale og internationale hændelser, der ændrede magtbalancen i regionen — herunder krigen i Gaza og Israels krig mod Hezbollah i Libanon og medandre aktører i nabolandene.

HURTIGE ANGREB OG REGIMETS SAMMENBRUD UNDER REGIONALE SKIFT

Slaget markerede et betydningsfuldt vendepunkt, da det fandt sted på et tidspunkt, hvor Iran og Hezbollah havde en stor tilstedeværelse i Syrien. Deres tilstedeværelse blev dog mindre med Baath-regimets fald, og den nuværende opholdssted for disse styrker er ukendt — det vides faktisk ikke, om de blev omplaceret eller helt trak sig tilbage.

Før regimets sammenbrud, da på krigen var på sit højdepunkt, viste estimater, at Iran, gennem Den Iranske Revolutionsgarde (IRGC) og dens allierede styrker, sammen med Hizbollah og udenlandske krigere, havde udsendt titusindvis af loyale kombattanter til støtte for det syriske regime.

På deres højeste talte disse styrker mellem 20.000 og 30.000 krigere, herunder flere tusinde ideologiske udenlandske krigere — udsendt fra IRGC, Hizbollah og andre shiamuslimske fraktioner — som ikke var en del af Syriens regulære militær.

Operationerne begyndte i området vest for Aleppo. Inden for blot 48 timer mistede Baath-regimet det meste af sin kontrol over området vest og syd for Aleppo, efterfulgt af store områder i det østlige Idlib.

I begyndelsen af december 2024 erobrede de angribende styrker ledet af HTS hele Aleppo-området — en udvikling, der gav Baath-regimet et hårdt og chokerende slag og tvang det til at trække sig tilbage mod Hama-provinsen.

Den 5. december 2024 faldt Hama også, hvilket efterlod Baath-regimet begrænset til Damaskus, Homs og dele af Daraa og Quneitra.

SYDLIGE FRAKTIONER TRÆDER IND PÅ SCENEN, OG DAMASKUS KOMMER UNDER PRES

I det sydlige Syrien bevægede lokale fraktioner (SOR) i Daraa sig under ledelse af militærofficer og tidligere oprørsleder Ahmad al-Awda, som — på trods af sin “forsoning” med Rusland — bevarede betydelig militær og sikkerhedsmæssig indflydelse, hvilket gjorde det muligt for ham at lede en omfattende kampagne i begyndelsen af december. Dette resulterede i, at lokale styrker overtog kontrollen med Daraa by og dens omgivelser, mens regimets styrker gradvist trak sig tilbage fra hele den sydlige region.

Samtidig iværksatte HTS et angreb på Homs, hvilket fik regimets styrker til at trække sig tilbage uden kamp og efterlod Damaskus som den sidste store fæstning for det tidligere Baath-regime.

Samtidig afholdt Rusland, Iran og Tyrkiet en ny runde af Astana-forhandlinger og blev enige om at standse HTS-operationernenord for Homs. Russiske fly bombede også al-Ratan-broen — på den vitale rute, der forbinder Homs med Damaskus. Dog beordrede eksterne aktører uden for Astana-processen angiveligt HTS til at fortsætte fremrykningen. Broen blev ikke væsentligt beskadiget, hvilket gjorde det muligt for HTS at fortsætte mod Damaskus.

Mens angrebet fra det sydlige Syrien strammede løkken om hovedstaden, annoncerede de angribende styrker deres indtog i Damaskus den 8. december 2024, hvilket kulminerede i Bashar al-Assads flugt til Moskva.

På trods af sydlige fraktioners centrale rolle i befrielsen af Daraaog Suweida og deres tidlige ankomst til Damaskus, modtog Abu Mohammad al-Julani (senere Ahmed al-Shar’a) og HTS størstedelen af den arabiske og vestlige medieopmærksomhed, hvilket overskyggede de sydlige fraktioners rolle. HTS og al-Julani gik ind i hovedstaden om eftermiddagen den 9. december.

TYRKIET-STØTTEDE GRUPPER SØGER UDVIDELSE, MEN SDF BLOKERER DERES FREMRYKNING

I nord søgte Tyrkiet og dets stedfortrædere at udnytte regimets hurtige sammenbrud og det landsdækkende kaos til at udvide deres besættelse af det nordlige og østlige Syrien. Dog afviste de Syriske Demokratiske Styrker — med organisatorisk og ideologisk sammenhængskraft — angreb på Manbij fra Tyrkiet ogderes stedfortrædere fra den 27. november 2024.

Den 11. december annoncerede SDF’s øverstkommanderende Mazloum Abdi en amerikansk-mæglet våbenhvile for at beskytte civilbefolkningen i Manbij og trække sig ud af byen.

Men Tyrkiet fortsatte med at eskalere i området omkring Manbijog Tishrin-dæmningen uden at bryde igennem, mens SDF holdt sine forsvarslinjer og forhindrede enhver ændring i kontrollen med deres territorier.

På trods af tyrkisk pres fordrev SDF også Baath-regimets styrker fra områderne omkring Deir Ezzor ved Eufrats sydøstlige løb mod grænsen til Irak, herunder landsbyerne Al-Bukamal og Islamisk Stats sidste ’hovedstad’ i Syrien, Al-Mayadin, men også Aleppo Internationale Lufthavn samt dele af landskabet omkring Raqqa, den 7. december 2024, det sidste af frygt for at Islamisk Stat-rester kunne udnytte regimets sammenbrud til at iværksætte angreb.

SDF trak sig senere ud af disse områder, da HTS nærmede sig dem den 9. december, for at forhindre ISIS i at udnytte kaosset og sikkerhedshullet.

ISRAELS FRYGT EFTER REGIMETS FALD OG ØDELÆGGELSEN AF SYRIENS MILITÆRE ARSENAL

Med Baath-regimets sammenbrud frygtede Israel, at HTS og dets allierede fraktioner kunne overtage regimets militære arsenal. Med henvisning til nationale sikkerhedsbekymringer indledte Israel det, de beskrev som sin “største luftoperation” den 11. december 2024, hvor de angreb militærbaser, strategiske våbendepoter og flyvepladser — herunder artilleri, kampfly og kystbaser — og ødelagde over 90 % af Baaths militærarsenal.

Selvom der ikke findes præcise statistikker over, hvad Israel ødelagde, siger medierne, at mere end 120 militære anlæg blev ramt.

Otte lufthavne og flybaser blev også gjort fuldstændig ubrugelige, og over 30 strategiske missildepoter tilhørende Iran og dets militser blev ødelagt, med rapporter der antyder, at mere end 4.000 Iran- og Hizbollah-tilknyttede krigere blev dræbt eller trukket ud af Syrien.

SYRIEN STÅR UDEN EN AFSKRÆKKELSESHÆR OG ISRAEL UDVIDER SIN KONTROL I SYD

Et år efter Baath-regimets fald mangler Syrien nu enhver militær institution (hær – sikkerhed – politi), især efter at HTS opløste hæren og sikkerhedstjenesterne ved magtovertagelsen. I stedet dominerer forskellige væbnede grupper og fraktioner det militære landskab — løst kaldet “den syriske hær.”

I mellemtiden har Israel udvidet sin kontrol ud over den tilbagetrækningszone fra 1974, der blev oprettet efter oktoberkrigen, og søger nu at etablere en “bufferzone”, der omfatter de tre sydlige provinser (Quneitra – Suweida – Daraa) samt området syd for Damaskus. Israel har også erobret den syriske side af Hermon-bjerget og rykket frem til mindre end 20 km fra Damaskus.

Kilde: 

News Desk, 2025: Fall of Baath and rise of Hayat Tahrir al-Sham as dominant Syrian force – Part I. ANHA Hawar News Agency, 7. December 2025.

Dansk bearbejdning: Jesper Brandt