Et år med den syriske overgangsregering- Del 2

Et år med den syriske overgangsregering- Del 2

 

Fra de første uger efter Baath-regimets fald handlede Hayat Tahrir al-Sham (HTS) hurtigt for at cementere sin tilstedeværelse både på det politiske og militære område, mens de fleste syriske politiske strømninger og sociale komponenter næsten helt blev tilsidesat.

Det blev hurtigt klart, at disse tiltag havde en hegemonisk karakter, som senere påvirkede de politiske og sikkerhedsmæssige strukturer samt situationen overalt i hele landet.

MILITÆR DOMINANS GENNEM “SEJRSKONFERENCEN”

HTS tog sit første store skridt den 29. januar 2025 ved at organisere det, de kaldte “Sejrskonferencen”, som udelukkende havde deltagere fra dets tilknyttede væbnede grupper og fra tyrkisk-støttede fraktioner, men ingen deltagelse fra andre syriske politiske kræfter eller sociale befolkningsgrupper.

Konferencen udarbejdede beslutninger, der konsoliderede den nye regerings autoritet. Mest bemærkelsesværdigt var:

– Udnævnelsen af Ahmad al-Shar’a som Syriens præsident i overgangsfasen og tildeling af brede beføjelser til ham, herunder international repræsentation.

– Dette gav ham myndighed til at danne et midlertidigt lovgivende råd uden begrænsninger,

– opløsning af de eksisterende sikkerhedsorganer og hæren og oprettelse af nye erstatningsinstitutioner, samt

– afskaffelse af den syriske forfatning fra 2012.

Observatører har ment, at disse beslutninger gav al-Shar’a uindskrænkede udøvende, lovgivende og dømmende beføjelser på trods af fraværet af et klart forfatningsmæssigt grundlag, hvilket markerede et brud på anerkendte normer for opbygning af en myndighed i overgangsperioder.

KONTROVERSIELLE MILITÆRE UDNÆVNELSER

Efter konferencen gennemførte regeringen omfattende udnævnelser af loyale fraktionskommandører til nøglepositioner – herunder til forsvars- og indenrigsministerierne, stabscheferne samt divisions- og brigadeledere – på trods af at flere af disse personer er anklaget for overtrædelser og krigsforbrydelser, og nogle stadig står på internationale sanktionslister. Blandt disse personer var Mohammad al-Jasem “Abu Amsha” og Saif Boulad”Abu Bakr.”

Følsomme poster blev også tildelt udenlandske krigere med forbindelse til al-Qaeda, hvilket rejser spørgsmål om troværdigheden af den erklærede plan om at opbygge en ny “national hær.”

POLITISKE TILTAG, DER AFSLUTTER PLURALISME

Politisk annoncerede al-Shar’a – gennem det, hans regering beskrev som en “præsidentiel” tale – dannelsen af en forberedelseskomité til at udvælge medlemmer af en ny folkeforsamling uden nogen valgproces, hvilket cementerede et centraliseret præsidentielt system, der modsiger mange syreres krav om en demokratisk og decentraliseret stat.

En ny regering blev dannet, bestående af 98% HTS-ledere og -kommandører. Dette påvirkede administrationen af byer og offentlige institutioner, og lokale kilder rapporterede om tilstedeværelsen af en “sheik” i enhver regeringsinstitution med næsten absolut myndighed over administrative og sikkerhedsmæssige anliggender.

Regeringen annoncerede også oprettelsen af Generalsekretariatet for Politiske Anliggender, en enhed tilknyttet Udenrigsministeriet, der opererer gennem kontorer i de enkelte syriske provinser for at styre det politiske og sociale liv – et skridt, der minder om Baath-partiet og dets tidligere National Progressive Front.

FORFATNINGSERKLÆRING UDEN KONSENSUS

Beslutningen om at opløse Folkeforsamlingen og afskaffe forfatningen fra 2012 uden at tilbyde et midlertidigt alternativ skabte et forfatningsmæssigt vakuum, der varede indtil marts 2025, hvor regeringen udstedte en ny forfatningserklæring udarbejdet uden konsultation med de forskellige syriske politiske kræfter.

Mange syrere og oppositionsfigurer mener, at erklæringen gentog baathisternes tilgang ved at forankre et etpartistyre og lægge vægt på en enkelt religiøs og national identitet, samtidig med at endnu større magt blev koncentreret i præsidentembedet, mensdemokratiske principper eller politisk pluralisme blev tilsidesat.

HIDTIL USET OPTRAPNING AF VOLDEN EFTER REGIMETS FALD

Denne periode var ledsaget af bølger af spændinger og vold i de syriske regioner. Mellem 8. december 2024 og slutningen af november 2025 blev 10.923 mennesker dræbt som følge af voldelige handlinger og overtrædelser begået af overgangsregeringens styrker og lokale aktører midt i etomfattende sikkerhedskaos. Ofrene omfattede:

– 8.180 civile, heraf 438 børn og 620 kvinder.

– 1.700 ofre, hovedsageligt fra alawitiske samfund, blev dræbt i en massakre udført af regeringsstyrker og allierede grupper i marts 2025.

– 638 mennesker blev dræbt under et regeringsangreb på Suwayda i juli 2025.

I Homs resulterede voldelige hændelser udført af medlemmer af Bani Khalid-stammen i alawitisk-dominerede kvarterer i to dødsfald og ti sårede, ifølge det øverste alawitiske islamiske råd.

De tilgængelige beviser viser, at siden den første dag efter Baath-regimets fald har overgangsregeringen vedtaget militære, politiske og sikkerhedsmæssige politikker med det formål at konsolidere den fulde kontrol over staten uden at involvere andre syriske befolkningsgrupper.

Denne tilgang har skabt et forfatningsmæssigt vakuum, der udhuler det politiske liv og resulterer i en hidtil uset magtkoncentration, ledsaget af udbredt vold og overtrædelser, der har forværret ustabiliteten og har forøget de interne splittelser – hvilket har gjord opgaven med at opbygge en retfærdig og inkluderende stat betydeligt vanskeligere.

Kilde:

News Desk, 2025: Steps of Transitional Govt between consolidating power and escalating violence- Part 2. ANHA Hawar News Agency, 8. December 2025

Dansk Oversættelse: Jesper Brandt

Nordsyrien NYHEDER