Overgangsregeringen i Damaskus, der er domineret af medlemmer af den tidligere al-Qaida-tilknyttede gruppe Hay’at Tahrir al-Sham (HTS), bruger igen vold til at konsolidere kontrollen over hele Syrien. Dette har igangsat en ny krig, der truer med at bringe landet tilbage til de mørkeste dage af borgerkrigen og udgør en alvorlig trussel mod international stabilitet. Kampagnen koordineres af jihadistregimet i Damaskus i samarbejde med den tyrkiske forsvarsminister Yaşar Güler og udenrigsminister Hakan Fidan. Den tyrkiske stat spiller en aktiv rolle i konflikten ved at anvende kampfly, droner og rekognosceringsfly og har angiveligt udsendt sine egne soldater til at kæmpe sammen med de jihadistiske styrker. I modsætning hertil har kurderne i Syrien siden deres kamp mod Islamisk Stat konsekvent udtrykt åbenhed over for dialog med den syriske regering. De har aldrig søgt deling eller løsrivelse af Syrien, men i stedet talt for inklusion i en decentraliseret syrisk stat. Det klare mål med udslettelseskrigen mod kurderne er at overdrage Syrien fra Baath-diktaturet til HTS-diktaturet efter international anerkendelse af Al Jolani (jihadistisk krigsnavn for Ahmed al Sharaa) som statsmand. Al Jolanis vision for det nye Syrien omfatter ikke demokrati eller fred mellem nationer. Kvinder vil fortsat blive behandlet som slaver. I modsætning til dette diktatoriske magtstyre har kurderne gennemde sidste 15 år etableret et politisk og administrativt selvstyre, der har gjort det muligt for kvinder, nationaliteter og religioner frit at udtrykke sig. Derfor mener man ikke, at der skal være plads til kurderne i Syrien under Al Jolani. Folkedrab bliver igen påtvunget kurderne med dette formål. Endnu en gang har staterne i den internationale koalition mod IS demonstreret deres hykleri. Når deres egne interesser står på spil, glemmer de ikke blot deres værdier, de tilsidesætter også international ret. 

BAGGRUND OG INTRODUKTION

Siden 6. januar er der blevet udført storskalaangreb mod kurdiske samfund i Syrien af styrker fra den syriske overgangsregering (STG) i samarbejde med jihadistgrupper og tyrkisk-støttede militser. Fra begyndelsen i Aleppo har disse angreb været forsøg på etnisk udrensning, hvilket har resulteret i massakrer på kurdiske civile og tvungen fordrivelse af tusinder. I løbet af det seneste år har den Autonome Administration for Nord- og Østsyrien (DAANES) gennemført flere forhandlingsrunder med den syriske overgangsregering for at søge en demokratisk løsning og etablering af et decentraliseret styresystem, der afspejler Syriens etniske og religiøse mangfoldighed. Den 4. januar var forhandlingerne nået et fremskredent stadie, hvor de involverede aktører angiveligt var tæt på en foreløbig aftale. Men før nogen offentlig meddelelse kunne gives, blev processen brat afbrudt af den syriske udenrigsminister, som opretholder tætte forbindelser til Tyrkiet. Den 6. januar, efter et møde i Paris faciliteret af USA, meddelte Syrien og Israel, at de havde nået en aftale. Samme eftermiddag iværksatte STG-styrker – herunder tyrkisk-støttede militser, som siden er blevet indlemmet i den syriske hær – angreb på kurdiske kvarterer i Aleppo. I dagene der fulgte, fortsatte STG-styrkerne og deres allierede, trods erklæringen af flere våbenhvilermed at rykke frem mod Nord- og Østsyrien (Rojava), hvilket skabte en eksistentiel trussel mod kurdere og andre samfund i regionen samt mod det system med autonomt, demokratisk selvstyre, der var etableret der. Disse angreb bringer Rojava-revolutionens resultater i fare, herunder kampe for kvinders frigørelse, fredelig sameksistens mellem folk og demokratisk selvstyre. Tavsheden fra den internationale koalition og andre statslige og internationale aktører gør disse til medskyldige i den vold, som al-Sharaas styrker udøver på jorden. Tusindvis af kurdere, især kurdiske kvinder og unge, har reageret på opfordringen til generel mobilisering og er strømmet til Rojava for at slutte sig til modstanden eller organisere sig i byer over hele regionen og verden. Denne rapport giver et overblik over denseneste udvikling, dokumenterer menneskerettighedskrænkelser og potentielle krigsforbrydelser, internationale reaktioner og mobiliseringer og drager sine konkluderer med opstilling af centrale krav. Da situationen stadig er under udvikling, forventes der at komme mere information i de kommende dage.  

ETNISK UDRENSNING I SHEIKH MAQSOUD OG ASHRAFIYEH, ALEPPO

Fra d. 23. december blev de kurdiske kvarterer Sheikh Maqsoud og Ashrafiyeh belejret, hvor der blev blokeret for levering af mad, benzin og andre nødvendige varer. Den 6. januar indledte STG-styrker et storstilet angreb på disse kvarterer med tunge våben. Flere af de involverede divisioner bestod af krigere tilknyttet tyrkisk-støttede militser og islamistiske grupper, som tidligere har været impliceret i alvorlige menneskerettighedskrænkelser og krigsforbrydelser, herunder massakrer på alawittiske og drusiske civile tidligere i år. Yderligere dokumentation antyder, at forstærkninger fra Tyrkiet også var til stede. Ifølge en aftale fra 1. april var der ingen enheder fra de Syriske Demokratiske Styrker (SDF) til stede i disse kvarterer. Deres forsvar blev udelukkende udført af lokale interne sikkerhedsstyrker (Asayish), bestående af beboere kun bevæbnet med lette våben. Den 9. januar, en af de hårdeste kampdage, mødtes Europa- Kommissionens præsident Ursula von der Leyen med al-Sharaa i Damaskus og lovede 620 millioner euro til genopbygningen af Syrien. Denne beslutning blev bredt kritiseret som en tavs godkendelse af de igangværende menneskerettighedskrænkelser, i strid med EU-principper, hvilket rejste alvorlige bekymringer om brugen og overvågningen af disse midler. Den 11. januar førte en våbenhvile, mæglet af USA, til evakuering af mange civile og sårede gennem humanitære korridorer samt tilbagetrækning af Asayish-styrker fra kvartererne. Dog rapporterede humanitære organisationer – herunder FN og den kurdiske Røde Halvmåne – fortsat betydelige restriktioner på adgangen til de berørte områder. Dusiner af civile blev dræbt, hundreder er stadig savnede, og cirka 150.000 mennesker blev fordrevet. Rapporter indikerer også tortur og andre handlinger, der kan udgøre krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden begået af STG-styrker mod civile. Efter våbenhvilen er der fortsat alvorlige bekymringer omkring dens implementering. Journalister og civilsamfundsaktører blev ofte nægtet adgang, hvilket gjorde en uafhængig vurdering af overtrædelser ekstremt vanskelig. Rapporter om fortsatte angreb på kurdiske beboere og infrastruktur dukkede op, sammen med omfattende plyndringer af kurdiske hjem og virksomheder. Titusindvis af civile er stadig fordrevet. Den langvarige belejring og omfattende ødelæggelse har skabt en alvorlig humanitær krise, præget af mangel på mad, diesel og essentielle brændstoffer, lukning af skoler og hospitaler samt kroniske mangler på medicinske forsyninger. 

YDERLIGERE ANGREB, FORSØG PÅ AT PROVOKERE EN TOTAL KRIG

Efter at have samlet sine styrker, erklærede den syriske overgangsregering d. 13. januar to yderligere regioner styret af DAANES for “lukkede militærzoner” og indledte et vedvarende militært angreb, der rykkede nordpå og østpå, med tyrkiske droner og jihadistiske væbnede grupper. Den 16. januar udstedte al Sharaa et dekret, der gav kurderne begrænsede rettigheder, samtidig med at militære bombardementer af SDF-kontrollerede områder intensiveres. Dette dekret—uden forfatningsmæssig status—synes at have til formål at imødekomme vestlig kritik snarere end at gennemføre meningsfulde reformer. Samme dag, da angrebene eskalerede, mæglede USA en anden våbenhvile, hvor SDF gik med til at trække sig tilbage fra de to målrettede områder. Før tilbagetrækningen var fuldført, brød STG-styrkerne igen våbenhvilen ved at lægge baghold på tilbagetrækkende tropper og iværksætte angreb i områder, der ikke var dækket af aftalen. I de følgende dage søgte yderligere diplomatiske bestræbelser at forhindre udbruddet af en fuldskala borgerkrig. SDF-kommandør Mazloum Abdi mødtes med den amerikanske ambassadør Tom Barrack og ledere af Kurdistans Demokratiske Parti (KDP) i Erbil. Den 18. januar intensiveredes kampene, selvom al Sharaa annoncerede en “permanent våbenhvile” og planer om at integrere de kurdiske regioner i Nord- og Østsyrien i en centraliseret syrisk stat. Både DAANES og senere Kurdistans Nationalkongres opfordrer til en generel national mobilisering af det kurdiske folk til at forsvare Rojava Kurdistan. I en tale den 18. januar opsummerede general Mazloum Abdi situationen godt med få korte ord: “Vi ønskede ikke denne krig, den blev påtvunget os”, men at “vi vil forsvare fremskridtene fra vores revolution med alle midler til rådighed.” Den 19. januar spredte kampene sig over store dele af Nord- og Østsyrien. STG-styrker og allierede jihadistmilitser angreb Al-Shadadi-fængslet og løslod tusindvis af Islamisk Stat-fanger. Den Internationale Koalition mod Islamisk Stat greb ikke ind, hvilket efterlod SDF-styrker isolerede og omringede, mens de forsvarede anlægget, hvilket resulterede i adskillige krigere dræbt eller såret. Samtidig indledte STG-styrker—jihadistiske militser og tyrkisk-støttede fraktioner—et angreb på Kobane. Kobane, stedet for den historiske modstand mod Islamisk Stat i 2015, er igen under angreb af stort set de samme styrker, som nu opererer under andre bannere. 

Kamp uden for al Shabadi-fængslet, før STG/ISIS-krigere løslod ISIS-fanger, der var tilbageholdt derinde. 

MENNESKERETTIGHEDSKRÆNKELSER OG POTENTIELLE KRIGSFORBRYDELSER, FORBRYDELSER MOD MENNESKEHEDEN

Siden kampens begyndelse har rapporter konsekvent dokumenteret menneskerettighedskrænkelser og handlinger fra STG og dets allierede militser, der kan udgøre krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden. Kvartererne Sheikh Maqsoud og Ashrafiyeh blev udsat for systematiske overgreb, herunder tilfældig beskydning, en kvælende belejring og direkte angreb på civile, hvilket forværrede den humanitære krise og fremkaldte udbredt frygt og ustabilitet. Mellem 8. og 10. januar blev Khalid Fajr Hospital gentagne gange mål for STG-styrker med artilleri og morterer, mens patienter og sårede var indendørs. Rapporter dokumenterer drab på kvinder og børn, vanhelligelse af ligene af de kurdiske interne sikkerhedsstyrker – herunder kastningen af en kurdisk kvindes lig fra en bygning på fjerde sal – og afbrænding af mindst 19 lig. Videoer er gentagne gange blevet delt af kurdiske kvinder, der er taget til fange af styrker tilknyttet STG, hvor det siges, at kvinderne vil blive givet som en ‘gave’ til en af kommandanterne. Store mængder kurdiske beboere, inklusive hele familier, er stadig savnede. Humanitære organisationer, herunder den kurdiske Røde Halvmåne, blev gentagne gange nægtet adgang til de berørte områder. Titusindvis af civile er blevet tvangsfordrevet til andre byer, i mange tilfælde flere gange, efterhånden som angrebene voksede. Angreb på civil infrastruktur af denne art kan udgøre krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden under artiklerne 7 og 8 i Rom-statutten, herunder vilkårlige og uforholdsmæssige angreb mod civilbefolkningen, forfølgelse på etnisk eller nationalt grundlag og tvungen fordrivelse. Ansvaret ligger ikke kun hos de enkelte gerningsmænd, men også hos de myndigheder, der beordrede, muliggjorde, bevæbnede og støttede disse handlinger. 

INTERNATIONAL REAKTION OG MOBILISERING

FN’s generalsekretær António Guterres har udtrykt dyb bekymring over situationen i Aleppo og opfordret til øjeblikkelig våbenhvile og en genoptagelse af dialogen. Selvom nogle nationale og regionale institutioner er begyndt at diskutere krisen og har igangsat begrænsede støttende handlinger, hersker der en dyb tavshed i det bredere internationale samfund – især fra den internationale koalition mod Islamisk Stat. I alle dele af Kurdistan og internationalt har tusinder mobiliseret i solidaritet med Rojava og i fordømmelse af dem, der står bag angrebene. I hele Europa og Sydamerika har sociale bevægelser, fagforeninger, civilsamfundsorganisationer og akademiske samfund organiseret aktioner til støtte for Rojavas befolkning. Det kurdiske folk, og især kurdiske kvinder og unge, har reageret på opfordringen til generel mobilisering med massedemonstrationer. Hundreder, hvis ikke tusinder, er rejst til Rojava for at hjælpe med at forsvare området. Den 20. januar blev en march fra Sulimaniyah (irakisk Kurdistan) til Rojava annonceret. I Amed, Hewler, Sulimaniyah – men også Berlin, Strasbourg, Schweiz og Paris – blev der organiseret massedemonstrationer, og kurdernes enhed og modstandsånd blev igen vist for verden.  

I denne sammenhæng udgør tavshed også en medskyld. Gennem deres passivitet har den internationale koalition og Den Europæiske Union forrådt både deres erklærede værdier og det kurdiske folk. Denne tavshed har muliggjort politik for etnisk udrensning og den risikerer at bane vejen for folkedrab mod kurdere i Syrien. Af disse grunde opfordrer vi til: 

• Øjeblikkelige sanktioner mod den syriske overgangsregering og fordømmelse fra det internationale samfund. 

• Øjeblikkelige sanktioner mod Tyrkiet for dets rolle i angreb mod kurdere i Syrien og fordømmelse fra det internationale samfund. .

• at EU politisk og juridisk skal anerkende DAANES, hvilket kan tvinge Damaskus til at acceptere en decentraliseret løsning, der garanterer eksistensen og rettighederne for alawitter, drusere, yezidier, assyrere, armeniere og alle etniske og religiøse samfund i et fremtidigt demokratisk Syrien. 

• at Europa-Kommissionen tilbageholder de 620 millioner euro i bistand, indtil al-Sharaa-regeringen opfylder klare standarder for de-eskalering, demokrati og fred. 

• at EU skal oprette en uafhængig kommission for at sikre ansvarlighed for alle personer, der er involveret i forbrydelser mod civile, herunder dem, der er ansvarlige for at beskyde hospitaler og boligområder. 

Endelig: Et demokratisk Syrien kunne føre til stabilitet i regionen, og det første skridt bør være de juridiske og politiske anerkendelseaf DAANES. Dette ville også hjælpe med at afslutte den tyrkiske regerings politik med optrapning og vold mod det kurdiske folk. Etableringen af demokrati gennem DAANES, efter den heroiske kamp for befrielse mod den globale trussel fra ISIS, er den eneste garanti for befrielsen af alle mennesker i Syrien, især kvinder.

21. januar 2026

Oversættelse: Jesper Brandt

2