Af Huseyin Salih Durmus

Den syriske borgerkrig har skabt en af de dybeste politiske og sociale opløsninger i det moderne Mellemøsten. I et geografi, hvor statsapparatet er trukket tilbage, retsstaten er suspenderet, og væbnede grupper og udenlandske interventioner har formet virkeligheden på jordoverfladen, var den dominerende følelse i lang tid intet andet end kaos. Men dette kaos er ikke et abstrakt begreb; det repræsenterer ødelæggelse med konkrete historiske dimensioner.

Defineret som en af de største humanitære katastrofer i vores tid siden Anden Verdenskrig, har den syriske krise ifølge FN-data kostet hundredtusindvis af civile livet, hvor det reelle dødstal sandsynligvis er langt højere på grund af uregistrerede tab. Næsten 14 millioner mennesker er blevet fordrevet: 6,8 millioner som flygtninge og 6,7 millioner internt fordrevne i deres eget land.

Mere end 16 millioner mennesker har akut brug for humanitær hjælp, og millioner af børn er direkte ofre for krig og ødelæggelse. Disse tal gør det klart, at det, der har udspillet sig i Syrien, ikke blot er en borgerkrig, men en af de mest dybtgående sociale og humanitære sammenbrud i den moderne æra.

Netop af den grund må enhver politisk orden, der opstår midt i ødelæggelser i denne skala, forstås ikke blot som et regeringsvalg, men som en eksistentiel reaktion på kaos. Historien er ikke skrevet udelukkende i ødelæggelsens sprog. På visse tidspunkter opstår orden uventet indefra selve opløsningen. Den nyere verdenshistorie er fuld af sådanne eksempler.

Den latinske vending Ordo ab Chao (orden født af kaos) er ikke en tilfældigt valgt metafor til at beskrive oplevelsen af Rojava og det nordlige Syrien. Den struktur, der opstod fra 2012 og frem, var ikke et forudbestemt statsprojekt, men resultatet af samfundets bestræbelser på at bevare sin eksistens og skabe kontinuitet i statens fravær.

Denne oplevelse, der udviklede sig midt i et sikkerhedsvakuum, under sekterisk vold og tvungen fordrivelse, søgte ikke at skabe orden ved at undertrykke kaos; snarere havde den til formål at opbygge orden ved at genkende kaos, internalisere dets parametre og styre det.

Det, der er blevet konstrueret i Rojava, er ikke en centraliseret autoritet i klassisk forstand, men en politisk rationalitet baseret på lokale råd, social deltagelse, kvindelederskab og multietnisk repræsentation. I den henseende har Rojava vendt logikken om “orden først, samfundet kommer senere”, på hovedet. Samfundet er ikke blevet genstand for orden, men dets grundlæggende subjekt. Ud af kaos er denne orden derfor både innovativ og skrøbelig.

Alligevel er den politiske orden, som Rojava har skabt, blevet opfattet af det internationale system ikke som en stabiliserende kraft, men som en kilde til usikkerhed. Dette skyldes, at hegemoniske magter ikke søger demokratisk dybde eller social legitimitet, men snarere en “kontrollerbar stabilitet”, der er forudsigelig, forhandlingsbar og styrbar, når det er nødvendigt. Rojava producerer værdier, men kan ikke kontrolleres. Dette har forvandlet det fra en model, der skal understøttes, til et eksperiment, der skal begrænses. Havde det været set som en struktur, der skulle elimineres helt, ville orienteringen af de hegemoniske magter have været langt mere ødelæggende.

Denne modsætning har været tydeligt synlig på jorden. En af de mest socialt legitime strukturer i Syrien har samtidig været den mindst beskyttede. Omvendt er centraliserede, enkelt-samtalepartnere, forhandlingsbare aktører – uanset deres fortid – blevet gjort til “acceptable” muligheder. Denne præference er mindre en moralsk afvigelse end en konsekvens af systemets egen operationelle logik.

Det, der er blevet prioriteret, er ikke demokrati, men styrbarhed og manipulerbarhed. Den de facto udelukkelse af Hatay og Golanhøjderne fra det syriske kort står som et af de tydeligste eksempler på denne tilgang.

Det er netop her, Rojavas dilemma er blevet dybere. Ordenen, der blev født af kaos, etablerede sig på jorden, men havde ikke tilsvarende magt ved forhandlingsbordet. Under asymmetriske forhandlingsbetingelser blev politiske gevinster ikke betragtet som rettigheder, men som midlertidige indrømmelser. Under overskrifter som “integration”, “centralisering” og “sikkerhed” blev der gjort forsøg på at udhule denne orden indefra. Ordenen, der var født af kaos, skulle nu kvæles ved bordet.

Tyrkiets position har været afgørende gennem hele denne proces. Ankara har fremstillet Rojava ikke som et politisk eksperiment, men som en eksistentiel trussel, idet Tyrkiet forfølger denne tilgang ikke kun gennem militære operationer, men også gennem diplomatisk og politisk pres. Internationale aktører, der ønsker at undgå direkte konfrontation med Tyrkiet, har betragtet Rojava som et område, der kunne gives indrømmelser på. Dermed har diskursen om “kontrollerbar stabilitet” banet vejen for udhuling af demokratiske strukturer på jorden under banneret “integration.”

Dog ville det være ufuldstændigt at prøve at forstå den orden, der blev etableret i Rojava, udelukkende ud fra sikkerheds- og regeringslinser. Enhver politisk struktur, der kan overleve midt i kaos, må også hvile på et socialt og økonomisk fundament, der kan opretholde tilværelsen. Her bliver den sande bedrift af det politiske sind, der styrer Rojava og det nordlige Syrien, tydelig.

Denne vurdering er ikke blot resultatet af en ekstern læsning. Perioden, der begyndte med en konference i Amed/Diyarbakir i 2015 om genopbygningen af Kobanê og fortsatte frem til midten af 2021 med direkte engagement på jorden, gav konkrete muligheder for at observere, hvordan denne politiske rationalitet fungerer.

Humanitær bistand, sundhedspleje, forsyning af basale behov og genopbygningsindsats udført samtidigt med sikringen af de militære fronter viste tydeligt, at politiske krav kun giver genklang i det omfang, de opretholder hverdagen. Virkeligheden på jorden var klar: orden blev ikke opretholdt af slogans, men af sundhedsydelser, vævning af sociale netværk, adgang til basale fornødenheder – kort sagt af livets kontinuitet.

Af den grund hviler den økonomiske politik, der er vedtaget i Rojava og det nordlige Syrien, på beslutninger taget på mikroniveau, men i form af meget afgørende tiltag. At sikre, at essentielle varer som sukker, brændstof og basale fødevarer forbliver tilgængelige til kontrollerede priser; at forhindre strategiske ressourcer som olie i at blive overgivet til markedsspekulation; og frem for alt at organisere sundhedsydelser til at være helt gratis eller leveret uden skelen til betalingen – det er de konkrete udtryk for denne politiske rationalitet.

Dette er ikke store ideologiske påstande, men vitale balancemekanismer, der forhindrer social opløsning, fordrivelse og sammenbrud.

Det skal understreges: denne tilgang er ikke en romantiseret “alternativ økonomisk model.” Kapitalistiske reflekser, markedsrelationer og uregelmæssige former for praksis fortsætter også indenfor denne geografi. Det er uundgåeligt. Men det, der er afgørende, er at forhindre, at disse reflekser bliver ødelæggende for det politiske og sociale væv. I stedet for at overgive økonomien til det frie markeds absolutte dominans har den styrende rationalitet i Rojava fokuseret på at bevare de minimale balancepunkter, der er nødvendige for at holde samfundet gående.

Netop af den grund udgør den økonomiske søjle ordenens bæredygtighedstest ved siden af den militære og politiskefremdrift. De steder, hvor folk kan modtage behandling, få adgang til basale behov og ikke presses ud i absolut usikkerhed om fremtiden, fungerer som den stille, men vitale bærer af politisk orden. Rojavas overlevelse til dato har været mulig, fordi denne bærende rationalitet er blevet bevaret på trods af et enormt pres.

I dag tyder signaler fra disse steder på, at denne kapacitet bliver angrebet direkte. Processen, der fremføres som en diskurs om “integration”, er ved at udvikle sig til en likvidationsstrategi, der bevæger sig gennem ensidige pålæg frem for gensidige og bindende aftaler. Tyrkiets “multi-instrument pres”-strategi – der fremføres parallelt med diplomati, sikkerhedskrav og politisk tvang – sigter mod at tilegne sig den militære, politiske og sociale infrastruktur, der er opbygget over mere end et årti.

Essensen af de initiativer, der udføres i Tyrkiet under bannere som “Et terrorfrit Tyrkiet” og “National Solidaritet, Broderskab og Demokrati” er ligeledes en overtagelse – uden krig – af de fremskridt, der er opnået i Rojava, der vil have enorme omkostninger. I sidste ende ville omkostningerne ved en potentiel krig være store for alle parter.

Manglende implementering af 10. marts-aftalen bør ikke accepteres som et pressionsmiddel mod Rojava og kurderne. Sådanne deadlines er eksternt pålagte teknikker designet til at bryde viljestyrken, men de kan neutraliseres af en politisk rationalitet, der opretholder sin egen interne dagsorden og kontinuitet. Af den grund må alle angreb, der har til formål at passivisere og bryde Rojavas politiske og militære vilje, systematisk imødegås – ikke blot gennem reflekser, men med konsekvente argumenter, overbevisende politiske formuleringer og legitim forankring.

I en sådan sammenhæng kan man ikke forvente, at kurderne forbliver passive under alle omstændigheder. Problemet er ikke glorificering af krig, men modstand mod normaliseringen af magtesløshed. Et folk, der konstant trues af krig, kan ikke tvinges til tavshed på ubestemt tid. Pålagte betingelser presser nogle gange samfund mod tærskler, de ikke vælger; Dette er ikke en præference, men en historisk komprimering.

Det er netop på dette tidspunkt, at vores ansvar bliver klart. Formålet med denne tekst er ikke at give råd til det politiske sind, der styrer Rojava og det nordlige Syrien. Det sind har allerede overlevet i mere end et årti midt i krig, embargo og belejring; dethar produceret og bevist sit eget mesterskab. Vores opgave er heller ikke blot at hylde denne bedrift på afstand. Det sande ansvar ligger i at indtage en seriøs og kollektiv politisk position, der er i stand til at forsvare denne rationalitet under alle forhold, give den stemme i mødet med angreb og tale på dens vegne, når det er nødvendigt.

En orden kan få lov til at bestå, ikke fordi den godkendes udefra, men fordi den ikke bliver forladt indefra. Den største bedrift for det politiske sind, der styrer Rojava og det nordlige Syrien, har ikke været blot at stå fast midt i kaos, men at gøre tilværelsenmulig. Det, der nu vil være afgørende, er, i hvor høj grad denne evne til at overleve kan blive forsvaret.

Kilde:

Huseyin Salih Durmus, 2026: Ordo ab Chao: Order born from chaos in Rojava. ANF-News, 4. January 2026.

Oversættelse: Jesper Brandt