Af Fuat Ali RIZA

Det er nu tydeligere end nogensinde, at det reaktionære angreb, som al-Jolani-banderne iværksatte den 6. januar mod Sheikh Maqsoud og Ashrafiyeh-kvartererne i Aleppo, har haft to hovedmål: angreb på kurderne og angreb på demokratiet! Dette angreb indledte en ny proces med kurdisk massakre og folkedrab i Syrien; det har til formål at stoppe udviklingen af et demokratisk Syrien ledet af kurdere mod de reaktionære styrker fra Ba’ath, ISIS og den syriske nationale hær og forhindre oprettelsen af et sådant Syrien. Selvfølgelig betyder det også, at man sigter mod at forhindre et demokratisk Tyrkiet og et demokratisk Mellemøsten. Uden tvivl betyder modstand mod kurdere og demokrati også modstand mod kvinder, folket, arbejderklassen og frihed.

Fra den 6. januar i Sheikh Maqsoud og Ashrafieh har dette reaktionære og folkemorderiske angreb nådesløst rettet sig mod hele den Demokratiske Autonome Administration i Nord- og Østsyrien, og i dag har det nået grænserne til Hasakah og Kobani. I to dage er der ikke modtaget nogen information fra Kobani, den sejrende by i den hellige krig mod Islamisk stat, som er under fuldstændig belejring af bander fra  Al-Qaeda, Islamisk stat ogden tyrkisk ledede og -finansierede ’Syriens Nationale hær’(SNA) sammen med den tyrkiske stat. De fascistiske bander ødelægger alt, der repræsenterer frihed i de byer og landsbyer, de er kommet ind i øst for Eufrat, vanhelliger gravene for de heroiske martyrer i kampen mod Islamisk stat og udfører en total massakre og ødelæggelse i alle områder. De forsøger i fællesskab at tage hævn for nederlaget til Islamisk stat, der begyndte i Kobani.

For at opsummere, hvad vi skrev i sidste uge (se Fuat Ali Riza, 2026: What happened in Aleppo? ANF-News 15. January 2026, kommer snart i Nudem.dk), udføres angrebene under navnet “Den Syriske Overgangsregering” der blev oprettet i Damaskus i fællesskab af Al-Qaeda, Islamisk Stat og Det Muslimske Broderskab, organisationer velkendte i offentligheden. Disse tre bevægelser, hvis fundament blev lagt under kampen mod Sovjetunionen og som angiveligt står i et modsætningsforhold til hinanden, er nu forenet under al-Gholan-administrationen. Men Initiativtageren, planlæggeren og den hemmelige kommandør bag disse angreb er AKP-regeringen i Tyrkiet. Dem, der åbnede døren og hemmeligt støttede angrebene, er de amerikanske, franske og israelske regeringer. Aftalen mellem Israel og Damaskus-regimet, indgået i Paris i de første dage af det nye år med amerikansk støtte, banede vejen for disse anti-kurdiske og antidemokratiske angreb. Omfanget af Tyrkiets involvering i aftalen er endnu ikke fuldt klarlagt. Dog har AKP-MHP-regeringen, som ser at denne aftale åbner vejen for massakrer og folkedrab mod kurdere, grebet denne mulighed til straks at mobilisere fascistiske bander til sin egen anti-kurdiske ideologi og politik.

Det er tydeligt, at Israel-Damaskus-aftalen (og dermed Tyrkiet) og de angreb, der er udviklet på dette grundlag, for kurderne minder om en ny Lausanne-traktat, ligesom det ligner det, som den kurdiske folkeleder Abdullah Öcalan kaldte den anden sammensværgelse d. 15. februar. Når vi markerer 27-årsdagen for sammensværgelsen den 15. februar 1999, der blev orkestreret af det kapitalistiske modernitetssystem, så står det krystalklart, at kurderne er udsat for et nyt konspiratorisk angreb baseret på beslutninger fra samme system og udført af dets bander. Dette system står i modsætning til den kurdiske eksistens og har etableret sin hegemoni over folkedrabet mod kurderne. Det ønsker ikke, at denne grundlæggende opfattelse skal ændre sig.

Glæden hos de svorne anti-kurdiske fascistiske tyrkiske racister, som nærmest er begejstrede for de nuværende angreb mod kurderne, virker noget for tidlig og tom. For det er stadig uklart, hvor Aleppo-processen vil føre hen. Tredje Verdenskrig, som har stået på i 35 år, er blevet så kompleks, at det er umuligt at forudsige, hvem der vil blive ramt næste gang. Det er faktisk ikke usandsynligt, at denne udvikling til sidst vil føre til en anden Sèvres-traktat for tyrkerne. Desuden har kurderne oplevet en enorm nationaldemokratisk genopblomstring og skabt en stor demokratisk national kraft. I det nuværende miljø med modsætninger og konflikter er det altid muligt for dem at bryde og besejre disse folkemordsangreb igen gennem den modstand, de er i stand til at udvikle. Set fra dette perspektiv bør de vanskeligheder, de står overfor, ikke overses, for kurderne er et folk, der ved, hvordan man skaber enorm modstand og store sejre under langt vanskeligere omstændigheder.

Ligesom man kan forvandle bitterhed til sødme, udfører kurderne i dag mirakler for at omdanne de vanskeligheder og onder, de har oplevet, til nye positive udviklinger og omdanne dem til stor bevidsthed, organisering og handling. Som man siger, er der godt i alt ondt. Faktisk rejser kurderne og deres venner sig for at forvandle Colani-regimets ondskab til noget demokratisk godt. Det står klart, at de folkemorderiske angreb, der strækker sig fra Sheikh Maqsoud og Ashrafieh til Kobani og Qamishlo, har udløst en enorm national bevidsthed, enhed og modstand blandt kurderne.

Ligesom under den modstand, der besejrede ISIS i Kobanê, rejser kurdere sig i dag i alle fire dele af Kurdistan og i udlandet igen for at støtte modstanden i Kobanê og Rojava. Igen konkurrerer unge fra Nordkurdistan, Sydkurdistan og endda Østkurdistan nærmest om at krydse grænser og slutte sig til Rojava-modstandsstyrkerne. Der er konstant aktivitet i byerne i det nordlige Kurdistan, og folkene i Suruç og Nusaybin er begyndt at holde øje med grænserne. Man kan sige, at befolkningsgrupperne i Nordkurdistan har overvundet deres forkerte opfattelser og er blevet fornuftige, og har forvandlet hvert sted til et modstandssted igen. På samme måde har folkene og de politiske kræfter i det sydlige Kurdistan det, som om de er vågnet op fra en slags magelighed, har indset faren og er blevet de stærkeste støtter af Rojavas modstand mod folkedrab. Faktisk har Rojava-kurderne, ledet af kvinder og unge, fra begyndelsen vist deres beslutsomhed for at beskytte frihedsrevolutionen ved at rejse sig og bevæbne sig og deres ære ved at følge i deres heroiske martyrers fodspor. Kurdere i udlandet, især i Europa, har som altid fyldt gaderne og pladserne med en længsel efter deres hjemland og frihed, og mobiliserer for at gøre hele verden opmærksom på, hvad der sker i Kurdistan.

Oprøret i dag blandt de kurdiske befolkninger i alle fire dele af Kurdistan og i udlandet, der er vendt mod de fascistiske og folkemordsangreb fra det antidemokratiske Colani-regime har yderligere styrket det håb, der er blevet skabt gennem de sidste tredive år, både for sin egen fremtid og for sin kamp for frihed og demokrati; Den har bragt national ånd, bevidsthed og solidaritet til sit højdepunkt. Uanset hvor meget regimet sætter ind med angreb, er det ikke længere muligt at stoppe, intimidere, underkue, gøre et sådant folk til slaver eller udslette et sådant folk. Gennem Rojavas lidelser oplever kurderne en ny national genoplivning, enhed og udvikling.

Det er uden for enhver tvivl, at dette kurdiske folks oprør ingen steder er begrænset til en snæver national struktur og ikke fungerer isoleret. Tværtimod er den fuldstændig demokratisk i sit indhold og derfor også inden for rammerne af en broderlig sameksistens baseret på begrebet om en demokratisk nation. På dette grundlag er det forenet med sine demokratiske venner overalt; primært i Syrien, Tyrkiet, Irak og Iran, men også i hele Mellemøsten og i resten af verden med visionen om en demokratisering baseret på kvindefrigørelse og social økologi. Mod de nuværende angreb, som er fjendtlige over for kurderne og demokratiet, prioriterer den kurdernes frie eksistens og demokratisk enhed overalt. Igen, overalt er der entusiasme og spænding, håb og modstand, broderskab og deling.

Det står helt klart, at i lyset af angrebene fra de sortsmudskedefascistiske bander—støttet af lunefulde repræsentanter for historiens kastelignende gudekonger—der er fjender af kurdere, kvinder og demokrati, fortsætter hele menneskeheden en ny march mod demokrati med stort mod, ofre og beslutsomhed, ledet af det kurdiske folk, kvinder og unge. Den demokratiske menneskehed marcherer igen på kurdisk, og håb og vilje rejser sig igen fra Kurdistan. Uanset hvor høj prisen eller hvor meget smerte der er, er der intet mere værdifuldt end at opleve æren ved sådan en march og kamp.

På baggrund af disse principper, mens vi endnu engang respektfuldt mindes de heroiske martyrer fra den hellige modstand fra Aleppo til Qamishlo, erklærer vi, at folkenes demokratiske march vil sejre over den fascistiske folkemordsaggression, der har udviklet sig på grundlag af fjendtlighed mod kurdere og demokrati, og vi opfordrer alle til at deltage i denne historiske march,  at stå skulder ved skulder med modstanden i Kobanê og Rojava og at opnå nye sejre!

Kilde:

Fuat Ali Riza, 2026: It is impossible to stop this people. Yeni Özgür Politika, 23. January 2026.

Oversættelse: Jesper Brandt

It is impossible to stop this people.