Fra 1. til 3. februar 2026 var den schweitziske ’Delegation for Humanity’ i Rojava, i Qamishlo og i kantonen Cizîrê. Det var den første internationale delegation i Rojava siden 6. januar.

Vi ankom til en region i undtagelsestilstand. Og til et samfund, der, trods en formel våbenhvile, ikke har fundet ro.

EN VÅBENHVILE UDEN TILLID

Fredag den 30. januar blev SDF og den syriske overgangsregering under al-Sharaa enige om en øjeblikkelig våbenhvile. Aftalen med den syriske overgangsregering, som sikrer integration af de politiske og militære strukturer i Nord- og Østsyrien i den syriske centralstat, blev underskrevet for at forhindre yderligere blodudgydelse. “Vi ønskede ikke denne aftale,” sagde en repræsentant for den autonome administration i Cizîrê til os. “Men vi måtte acceptere det for vores folk, så blodbadet ville stoppe.”

Der er dog ingen tillid til overgangsregeringen. Hverken den politiske ledelse eller befolkningen føler nogen form for tryghed. Alt for ofte er aftaler blevet brudt, og alt for ofte har det internationale samfund været villigt til at indgå kompromiser på bekostning af befolkningen i Rojava.

“Vores fremtid er forbundet med Syrien og Mellemøsten,” forklarer repræsentanten for kantonen Cizîrê os. “Vi håber på fred. Men vi er klar til at forsvare vores frihed.” Derfor er internationale sikkerhedsgarantier endnu mere presserende. Uden dem forbliver denne våbenhvile et korthus i en storm.

GENEREL MOBILISERING – NÅR ET SAMFUND PÅTAGER SIG ANSVAR

Rojava har erklære generel mobilisering. Det lyder militært, men det betyder meget mere. Det betyder, at folk fra næsten alle husstande bidrager i henhold til deres evner. Civile sikrer deres kvarterer om natten. I Qamishlo står ti frivillige vagt ved hvert kontrolpunkt i byen hver nat. Sytten nødkommissioner koordinerer beskyttelse, forsyninger og støtte til titusindvis af fordrevne.

“Alle forsvarer deres byer og Rojava,” sagde Rojhat Afrin, leder af grænseovergangen til Semalka, til os. Repræsentanter for Kongra Star, paraplyorganisationen for kvindegrupper i Rojava, formulerede det endnu tydeligere: “I mødet med et truende folkedrab må vi rette al vores energi mod selvforsvar.” Denne energi og beslutsomhed er håndgribelig ikke kun i de officielle møder, vores delegation afholdt med administrative og civilsamfundsstrukturer, men også på gaderne.

170.000 FORDREVNE MENNESKER – OG INGEN GARANTIER

Omkring 170.000 internt fordrevne bor i øjeblikket i Qamishlo. De er familier fra Afrin, Raqqa og Tabqa. Mange er blevet fordrevet flere gange. De sover under trange forhold i skoler, moskeer og akademier. “Folk her mangler alt,” fortalte en repræsentant for Sammenslutningen af internt fordrevne fra Afrin(Afrin IDP Association), som koordinerer støtten til flygtningene. “Og de har brug for garantier.” For at de kan vende tilbage, skal deres sikkerhed og fysiske integritet garanteres troværdigt.

Selvom aftalen sikrer en ret til tilbagevenden for fordrevne personer, forhindrer væbnede grupper dem i realiteten i at vende tilbage. Desuden er huse blevet eksproprieret og genbeboet. Jamal Rashid fra Sammenslutningen af fordrevne rapporterer: “For at kunne vende tilbage forventes familier at betale 3.000 dollars for at få adgang til deres egen ejendom – et hjem, som de blev korporligt fordrevet fra.”

Nogle af dem, der blev fordrevet fra Aleppo, flygtede til Afrin. Men Tyrkiet har heller ikke trukket sig ud derfra. Den ansvarlige kommission for internt fordrevne personer rapporterer om vedvarende overgreb i form af voldtægt, drab og systematisk chikane.

Og alt overskygges af bekymringen for de savnede: “Vi savner omkring 3.000 mennesker, og vi ved hverken hvad der er sket med dem eller hvor de er,” tilføjer fru Nesrin fra Sammenslutningen af internt fordrevne fra Afrin.

KONGRA STAR: VORES STEMMER HER VIL IKKE NÅ UD TIL NOGEN. MEN I MÅ BÆRE DEM UD I VERDEN

Rojava er et feministisk projekt, et demokratisk eksperiment og et løfte.

“Vi kæmper ikke kun for kvinders rettigheder,” sagde en repræsentant fra Kongra Star til os. “Vi kæmper for sproget, for politiske rettigheder, for minoriteter.” Medformandssystemet, YPJ, kvindelandsbyerne og lovene i den sociale kontrakt – alt dette er nu under pres.

Integration i et nyt Syrien er politisk aftalt, men for at kvinders rettigheder kan forankres i den syriske forfatning, kræves en politisk kamp. “Vi kæmper mod en ideologi, der ikke ser os som mennesker. Hvordan kan den så se os som kvinder?” forklarer en repræsentant for Kongra Star.

Deres budskab henvender sig til kvinder i diasporaen: “Kapitalismen gør vores liv og vores kamp her sværere. Bliv venligst ikke allierede med dette system. Vores stemmer her når ingen. I må bære dem ud i verden.”

Kampen om Rojava er ikke udelukkende militær og rækker ud over Syriens grænser. Desinformationskampagner på sociale medier og indførelsen af jihadistiske fortællinger i store vestlige medier skaber et billede, som vi som kvinder og trans-seksuellepersoner hele tiden må udfordre ved at sikre, at vores søstres stemmer i Rojava bliver hørt.

KULTUR I MODSTAND

Kulturarbejdere er også en del af modstanden. Det handler ikke kun om at beskytte kurdisk kunst, men også om at beskytte Syriens kulturelle mangfoldighed. “Her fejrer muslimer Newroz, og kurderne fejrer Eid al-Fitr,” forklarer Ilyas Sido og Feryal Choli, medformænd for Kunst- og Kulturkommissionen i Qamishlo.

Kultur er en del af modstanden. Revolutionen begyndte også med videoer, sange og teaterstykker. “Vi kæmper med vores kunst og nogle gange også med våben. Men vi vil helst lave musik,” fortalte kunstnere i Qamishlo os.

Jihadister er også bevidste om kunstens og kulturens magt og retter bevidst angreb med kunstnere. For eksempel modtog sangeren Selman Ibrahim dødstrusler mod sig selv og sine fire børn på grund af en sang. En kunstner fra filmkommunen i Qamishlo forklarer: “Hvis vi ikke er frie, kan vi ikke skabe kunst. Derfor vi må befri vores land.”

EN NY FASE MED MODSTAND

Rojava er ikke blot et kurdisk projekt. Det er et forbillede for et demokratisk, pluralistisk Syrien og et alternativ til nationalisme og jihadisme – et sted, der har mere brug for vores støtte end nogensinde tidligere.

Skuffelsen over tidligere allierede i kampen mod ISIS er dyb. Sammen blev ISIS besejret i 2015. Ved at gøre dette betalte det kurdiske folk den højeste pris. Elleve tusinde sønner og døtre blev dræbt, og mere end 20.000 blev såret. Alligevel anerkender det internationale samfund nu en jihadist som en legitim præsident for at fremme sine regionale interesser.

I dag accepterer det internationale samfund en politisk kurs, der gør kerneværdier som lighed, pluralisme og demokrati til noget, der kan forhandles om.

Men Rojava ville ikke være Rojava, hvis det ikke var afhængigt af folks egen styrke. Billeder af protester rundt om i verden giver dem styrke, mod og håb.

Alle, der støtter Rojava, er således en del af den igangværende generelle mobilisering. Kampen for folkets frihed i Rojava er ikke udelukkende militær; Det er også ideologisk og kræver diplomati, politisk handling og vores kollektive indgriben i den offentlige debat. Det er op til folk i Europa at påvirke deres regeringers holdninger og forpligte dem til fælles værdier.

Styrkelsen af jihadistiske ideologier truer ikke kun mangfoldigheden og det syriske folk, men også friheden og sikkerheden i hele verden.

Kilde:

Franziska Stier, 2026: Rojava: “Our voices here reach no one – you must carry them to the world”. ANF-News, 12. February 2026.

Oversættelse: Jesper Brandt