I anledning af den internationale kvindedag den 8. marts har den fængslede kurdiske leder Abdullah Öcalan sendt en detaljeret besked til den kurdiske kvindebevægelse. I erklæringen, der er udgivet af Koordinationen for Kurdistans Frie Kvindeparti (Partiya Azadiya Jinên Kurdistanê, PAJK), understreger han kvindernes historiske rolle som samfundets grundlæggende subjekter/personer og opfordrer til en stærkere politisk organisering inden for kvindebevægelsen.

Brevet fra Öcalan lyder således:

“Alle har et subjektivt syn på kvinder, en passion eller en forbandelse. Eller blindhed. Hvis vi skal tale om noget guddommeligt i denne verden, forekommer det mig mere præcist, ja endda nødvendigt, at det er af kvindelig oprindelse. Det, der forbløffer mig, er, at mennesket hensynsløst har brugt hele sit monopol på viden og magt til at gøre kvinder til slaver. Det faktum, at mennesket som hankønsvæsen har indtaget kvinder åndeligt og fysisk i så høj grad, og uden at anerkende nogen etisk eller politisk regel for det, gør det nødvendigt for mig at forstå det som det mest grundlæggende filosofiske spørgsmål. Der er et større behov end vi tror for filosofi, videnskabsfilosofi og endda for at uddybe studiet af religion og mytologi, for at få kastet lys over dette spørgsmål. Og med dette bliver det nødvendigt at afsløre den sande menneskelige etik og æstetik, konstruktionen af den politiske sfære og dermed institutionaliseringen af det demokratiske samfund, hvilket gør kvinderne til det grundlæggende subjekt for sociologi og dermed for jineologi/kvindeforskning.

Jeg vil gerne svare på Karl Marx’ velkendte bemærkning, “Intet menneskeligt er fremmed for mig,” med ordene: “Mennesket som kvinde interesserer mig endnu mere.” Det faktum, at den såkaldt reelt eksisterende videnskabelige socialisme så på kvinder med sådan blindhed, var ikke blot en af de vigtigste grunde til dennes sammenbrud, men også et bevis på, hvor dybt den konstruerede slavebindende-mand havde slået rod. Da vi søgte efter måder at overvinde den reelt eksisterende socialisme på, blev et grundlæggende kriterium afgørende for mig: at være socialist kan kun opstå ved at etablere et ægte frihedsforhold til kvinder. Desuden er det kun muligt at blive virkelig menneske og bryde med dyrerigets former for natur på grundlag af et forhold til kvinder, der er forankret i lighed, frihed samt etiske og æstetiske principper.

DET KASTEBASEREDE SOCIALT MORDERISKE SYSTEM

I mit seneste manifest ønskede jeg at udtrykke, at ved frembringelsen af det, jeg kalder det kastebaserede sociale morderiske system, ligger ødelæggelsen af kvinders sjæl, da den kapitalistiske modernitet har reduceret deres kroppe til en tilstand, der er værre end et ligs. Vi ved godt, at kvinder ofte siger: “Du har taget min sjæl og min krop.” Dette udtryk bærer på en dyb historisk betydning og har længe været en del af et kollektivt udtryk for erfaring.

En anden central konklusion i mit manifest vedrører nødvendigheden af at omdefinere sociologien. Efter min opfattelse kan sociologi ikke etableres som en samfundsvidenskab i snæver forstand. Dette skyldes, at samfundet, som en ny form for natur, besidder en dimension af mening, der udspringer af dets uendelige relationalitet, som kun i begrænset omfang kan gøres til genstand for videnskabelig undersøgelse. Visse aspekter kan dog faktisk undersøges videnskabeligt, såsom det økonomiske grundlag, som det blev fremhævet af Karl Marx og Friedrich Engels, den sociale struktur på den måde, den blev beskrevet af Max Weber, eller den identitet og de normative strukturer, der blev analyseret af Émile Durkheim. Men den omfattende “meningsverden” i den sociale natur kan ikke fuldt ud indfanges på denne måde.

Selv hvis man griber det analytisk an, må resultatet snarere forstås som en etisk-æstetisk praksis — som en kunst af politisk og social sameksistens. Med det mener jeg bestemt ikke den påståede “kunst”, som kapitalistisk modernitet producerer inden for kulturindustrien, som i virkeligheden mere ligner et kulturelt slagtehus.

FRA DET MODERLIGE SOCIALE SYSTEM TIL PATRIARKATET

I stedet for den marxistiske tese om, at “historien er en historie om klassekampe,” nåede jeg frem til en anden definition: al historie, inklusive perioden før skrivningen, kan forstås som en spænding mellem kommune og stat, der opstod ud af delingen af de oprindelige klanstrukturer.

Fænomenet fællesskabsdannelse, hvis grundige undersøgelse og forklaring ville kræve en omfattende analyse, udviklede sig i det væsentlige som en moderlig form for samfund. Arkæologiske fund viser, at den—primært favoriseret af geografiske faktorer samt egnet flora og fauna—udviklede sig langs Zagros–Taurus-aksen og kan dateres tilbage til cirka 50.000 til 30.000 år. Opdagelserne fra den periode, som inkluderer adskillige kvindefigurer men ingen mandlige statuer, peger også på denne realitet.

Indtil den neolitiske tid opnåede dette modersamfund betydelig kulturel og social udvikling, især inden for sprog samt kultur knyttet til brugen af forskellige plante- og dyrearter. Op til grænsen for det stationære samfund forblev den dominerende kulturelle orden tydeligt kvindecentreret. En indikation på dette kan for eksempel findes i det feminine rodelement i mange sprog såvel som i Ma-kulturen. I en senere fase fik den mandlige “bande”, som havde opnået stigende erfaring og magt til at dræbe dyr, adgang til denne sociale rigdom. Fra at jage dyr vendte den sig til sidst mod kvindernes verden. Den startede med at dræbe de mandlige slægtninge – især onkler og unge mænd – som var under kvindernes beskyttelse, og tilegnede sig deres sociale ressourcer. Derefter undertrykte og gjorde den kvinderne til slaver. I sin kerne betød dette ødelæggelsen af den kvindelige sjæl.

På den måde opstod den “mandlige gud”. Den naturlige gudindesoprindelige religion blev afløst af den mandlige guds himmelskereligion. Den efterfølgende udvikling kan let spores i sumerisk mytologi og i de monoteistiske religioners senere historie. Den mytologiske konflikt mellem Enki og Inanna, samt fortællingerne i Gilgamesh-eposset, afspejler denne forvandling. Fra den tid og frem til i dag har litteratur, politik og sociologi i det væsentlige udtrykt denne maskuliniserede, hegemoniske form for menneske.

“KVINDEPROJEKTET” OG DETS PRAKTISKE GENNEMFØRELSE

Det, der forbløffer mig, er, at vi gennem hele civilisationens historie har opretholdt, og endda insisteret på, en så blind struktur af bevidsthed og følelse i mødet med en sandhed, der faktisk burde have været relativt let at genkende og forstå. Det er derfor socialanalysens ansvar – især jineologiens og sociologiens, men også en ny socialismes (en socialisme efter den ’reel eksisterende socialisme’) såvel som kunstens – ansvar at gøre denne virkelighed synlig, at konceptualisere den teoretisk og føre den ind i processerne for en fornyet social omformning.

Kære kammerater, da jeg sagde, at mit “kvindeprojekt” i det væsentlige kunne betragtes som afsluttet, mente jeg netop denne konceptuelle udfoldelse. Men nu har jeg foran mig liggende en enorm praktisk opgave: implementeringen og realiseringen af dette perspektiv i det sociale liv.

Den voksende interesse og de mange spørgsmål fra kvindelige kammerater og venner tvinger mig tydeligvis mod nye undersøgelser og overvejelser. Samtidig er det klart, at min plads og mine nuværende betingelser er for utilstrækkelige, hvad angår kommunikation, til at jeg kan besvare alle disse spørgsmål ordentligt.

HISTORISK SET ER SAMFUNDETS GRUNDLÆGGENDE SUBJEKT KVINDERNE

Den proces, vi oplever nu, er en, hvor kvinder kan påtage sig en endnu mere aktiv rolle. Genopbygningen af den sociale orden vil blive udformet under kvinders ledelse. Historisk set er kvinder også samfundets grundlæggende subjekt.

Socialisering dannes omkring kvinder og gennem deres handlinger. Dette er en sociologisk realitet. Kvinder besidder et potentiale – både hvad angår deres bevidsthed om frihed og deres organisationsniveau – som gør dem i stand til at indtage en ledende rolle i processen med social genopbygning. Derfor bør bestræbelser på at uddybe, mobilisere og aktivere dette potentiale i praksis, og omdanne det fra ren kapacitet til reel effektivitet, blive kvindeorganisationernes centrale anliggende. Den nuværende proces tilbyder gunstige betingelser for, at kvinder kan frigøre sig selv, samtidig med at de bidrager til samfundets frigørelse.

POLITISK ORGANISERING OG ETIKKEN I RELATIONERNE

Den grundlæggende kraft i denne proces er kvinder. Derfor er det nødvendigt for kvinder at politisere deres egen eksistens yderligere og forstå sig selv som autonome politiske subjekter. I stedet for rent følelsesmæssige tilgange vinder en form for opstigende kvinde, hvor den politiske dimension i stigende grad kommer i forgrunden. Uden politisk realitet er det ikke engang muligt at trække vejret. Dette er af stor betydning, og jeg er overbevist om, at I vil klare den opgave.

Vores ideologiske linje for kvindefrigørelse er velkendt. Kvinder har allerede nået et betydeligt niveau med hensyn til frihed og organisering. Det, der nu kræves, er dog et kvalitativt spring: fra kvindefrigørelsens ideologi til en politisk praksis omkringkvindefrigørelse. Faktisk kan en sådan udvikling allerede observeres mange steder. Jeg er overbevist om, at stærke politiske ledere vil opstå blandt jer.

I ved, at jeg aldrig har ladt jer i stikken. Jeg er overbevist om, at netop i dette ligger det mest realistiske udtryk for det, jeg vil kaldeplatonisk kærlighed i social forstand.

En socialistisk persons forståelse af kærlighed og dennes holdning til forholdet mellem kvinder og mænd afslører dennespersonlighed. Det skal klart forstås, at den følelse, der markedsføres som “kærlighed” af det kastebaserede sociale morderiske system, er organiseret på en sådan måde, at den sikrer fortsættelsen af kvinders slaveri.

IDEALISERINGEN AF DET, DER IKKE KAN REALISERES

Begrebet “platonisk kærlighed”, som jeg bruger det, bør heller ikke misforstås. Platonisk kærlighed betyder idealiseringen af det, der ikke kan realiseres i praksis. Idealismen i platonisk kærlighed er mere værdifuld end realismen i praktisk kærlighed. Du bør rette din opmærksomhed mod dette. Du bør ikke rette dit sind og hjerte mod erkendelsen af praktisk kærlighed. Vi bør vælge platonisk kærlighed, fordi erkendelsen af praktisk kærlighed er fuld af faldgruber.

Endelig vil jeg understrege, at jeg betragter jeres udvikling som betydningsfuld og forstår det som en “epoke for kvinders heltemod.” Jeg ønsker jer tillykke med det. Jeres heroiske livsstil er dybt etisk og æstetisk; Det repræsenterer vor tids stærkeste reaktion på det kastebaserede sociale morderiske system. Det centrale spørgsmål er, hvordan et nyt menneskeliv kan udvikles. Hvis man ikke gennem kvinderne sørger for at nå frem til livets sande hemmeligheder gennem kvinder, vil det ikke være muligt at forstå universets sprog.

Til jer alle – især til jer, men også til alle venner, der stillerspørgsmål — håber jeg, at næste år og de følgende år vil være rige på mening og føre jer til at sætte sejl mod kærlighed og hengivenhed. Med respektfulde hilsner.

Abdullah Öcalan”

Kilde:

Abdullah Öcalan, 2026: Öcalan sends a letter to the Kurdish women’s movement: The founding subject of society is women. ANF-News, 6. March 2026

På dansk ved Jesper Brandt