Rêwar Abdanan er talsmand for det iransk-kurdiske parti FreeLife Party (PJAK), der er det største af de 5 samarbejdende kurdiske partier i Iran, og det parti, der er knyttet til Öcalan-bevægelsen. Han har i et interview med ANF vurderet den midlertidige våbenhvile, der blev indgået mellem Iran og USA, samt dens regionale konsekvenser.
Abdanan udtaler, at fremtiden for den 15-dages våbenhvile, der er opnået efter 40 dages intens krigsførelse, afhænger af de forhandlinger, der planlægges genoptaget mellem USA og Iran.
Abdanan siger: “Om våbenhvilen fortsætter eller slutter, afhænger af den forhandlingsproces, der planlægges at skulle genoptagesmellem USA og Den Islamiske Republik Iran. Hvis parterne ikke når frem til enighed om deres krav, og disse forhandlinger ender i et dødvande som tidligere forhandlinger, vil vi sandsynligvis opleve krigens fortsættelse og endda en optrapning. Det står klart, at USA insisterer på at påtvinge Iran sin politik. Hvis Revolutionsgarden, som reelt har taget fuld kontrol over landets administration, ikke accepterer disse pålæg, kan denne våbenhvile blot betyde en kort åndedrætspause midt i krigen.”
Abdanan påpeger, at Irans situation efter krigen vil påvirke de regionale balancer dybt, og siger: “Hvis Den Islamiske Republik Iran i de kommende forhandlinger tvinges til at foretage grundlæggende ændringer i sin politik baseret på hegemoniske ambitioner, vil dette alvorligt ændre balancen i Mellemøsten. Krigens virkninger har allerede efterladt vidtrækkende konsekvenser. Fra nu af vil Iran hverken se ud som før, og balancerne i Mellemøsten vil heller ikke vende tilbage til fortiden.”
Om våbenhvilens virkninger på kurderne siger Abdanan: “Hvis Den Islamiske Republik Iran omsætter denne våbenhvile til en mulighed for at genvinde styrke og øge det interne pres på nationaliteterne i Iran, især kurderne, samtidig med at de forsøger at skjule de svagheder, krigen har skabt, vil krisen i landet forværres yderligere. Det må ikke glemmes, at alle interne kriser i Iran stadig fortsætter og er blevet endnu dybere end tidligere. Det iranske folk og kurderne indledte et oprør over hele landet i januar, men det blev brutalt undertrykt. Folket har ikke glemt denne brutalitet. I lang tid har det iranske folk og kurderne allerede adskilt deres vej fra dette regime. Den iranske administration, som led hårde nederlag i den seneste krig, vil være svagere og mindre i stand til at styre landet end før. Denne situation vil direkte påvirke folks dagligdag og politiske holdninger; Når kriser overstiger samfundets tolerancegrænser, og regimet forværrer problemerne, vil samfundet reagere.”
Abdanan understreger, at kurdernes demokratiske kamp vil fortsætte med fuld styrke: “Uanset om denne våbenhvile kun er en kort pause midt i krigen eller resulterer i et kompromis mellem partierne, vil den demokratiske kamp for kurderne og andre samfundsgrupper i Iran fortsætte med fuld kraft. For frihed, demokrati, lighed og socialt selvstyre kan aldrig være genstand for forhandling og er værdier, der ikke kan opgives.”
Hvad angår USA’s præsident Donald Trumps udtalelser om kurderne siger Abdanan, at kurderne følger udviklingen i regionen nøje og udformer deres relationer derefter.
Han konkluderer: “Kurderne er et bevidst og politisk samfund, der kæmper for at bevare deres eksistens og opnå frihed og demokrati. Disse er yderst strategiske og vigtige anliggender. Derfor observerer kurderne nøje, hvordan andre aktører nærmer sig deres krav og politiske programmer, og fastlægger deres relationer derefter. Kurderne er meget beslutsomme og seriøse i deres demokrati- og frihedskampe i Mellemøsten. Kurdernes historiske og strategiske rolle i formningen af fremtidens Mellemøsten kan ikke benægtes. Alle må acceptere denne virkelighed og respektere den. Regionale og globale politiske magter må nu udvikle en korrekt politik over for det kurdiske folk og opgive ensidige tilgange. Uden kurderne vil det ikke være muligt for Mellemøsten at skabe positive forandringer.”
Kilde:
News Desk, 2026: PJAK Spokesperson: Kurds will continue their struggle under all circumstances. ANF-News, 9. April 2026
Oversættelse: Jesper Brandt







