Den 4. maj markerer begyndelsen på massakrerne mod den alevitiske kurdiske befolkning i Dersim i 1937 og 1938. Overlevende og deres efterkommere omtaler denne dag som “Tertele” — dagen hvor “verden gik under” — eller som “Roza Şaye”, den sorte dag. Ifølge estimater blev mellem 70.000 og 80.000 mennesker dræbt, mens titusindvis flere blev deporteret til andre dele af landet. Det udgør en af de største voldshandlinger i Tyrkiets historie efter folkemordet mod armenierne. Disse forbrydelser blev også muliggjort af den internationale offentligheds tavshed.

HOMOGENISERINGSPOLITIK

Baggrunden for massemassakren var regeringens politik under Mustafa Kemal Atatürk, som havde til formål at skabe en homogen nationalstat. Den ledsagende politik med tyrkificeringog islamisering rettede sig specifikt mod ikke-tyrkiske og ikke-sunnimuslimske befolkningsgrupperinger.

Med “Bosættelsesloven” (İskan Kanunu) fra 1934 skulle store befolkningsgrupper tvangsflyttes og opløses. Dersim var den første region, hvor denne politik skulle gennemføres omfattende. På grund af sin geografiske placering havde regionen i lang tid opretholdt en de facto autonom status og var kendetegnet ved en mangfoldighed af etniske og religiøse grupper.

Dersim-provinsen blev i 1935 ved lov omdøbt til Tunceli. Der har siden været omfattende befokningsomflytninger fra og tilprovinsen, dels flygtninge fra provinsen (ikke mindst fordi den tyrkiske stat har tømt 800 ud af provinsens 1045 små landsbyer for indbyggere) dels indflytninger af store militær- og politistyrker, helt frem til i dag, hvor der er udstationeret 3000 sikkerhedsstyrker pr. km² i provinsen! Mens der i hele provinsen kun er 78 skoler, 21 lægehuse, og 13 apoteker, findes der ca. 150 militærstationer i Tunceli-provinsen!

I en parlamentarisk tale i 1936 beskrev Atatürk regionen som et “problem”, der måtte løses “for enhver pris.” Denne retorik banede vejen for den statsorganiserede udslettelseskampagne mod Dersim.

MILITARISERING OG MODSTAND

Som forberedelse til offensiven blev lokale politiske, stamme- og religiøse strukturer systematisk opløst, jorden blev eksproprieret, og regionen blev omdøbt til “Tunceli” (“jernhånd”). En militæradministration fik omfattende beføjelser, herunder til anholdelser og deportationer.

I 1937 opstod der et oprør mod denne politik. Den blev ledet af Seyit Rıza, mens den væbnede modstand delvist blev organiseret af parret Alişêr og Zarife. Kvinders centrale rolle i kurdiske modstandsbevægelser har en lang tradition.

Krav om reformer, selvstyre og nationale rettigheder blev ikke forhandlet, men mødt med militær magt. Med et hemmeligt dekret fra Ministerrådet dateret 4. maj 1937 fik den tyrkiske hær til opgave at gennemføre en “endelig løsning” på “Dersim-problemet.”

MASSAKRER OG “STRAFOPERATION”

Mellem 30.000 og 40.000 soldater deltog i ødelæggelseskampagnen. Under navnet “straf og deportation” blev hele landsbyer ødelagt, folk blev skudt eller dræbt med bajonetter. Børn blev bortført eller låst inde i lader sammen med deres mødre og brændt levende. Militærfly blev også indsat.

I september 1937 signalerede den tyrkiske regering våbenhvile og forhandlinger. Seyit Rıza rejste til. Erzincan for forhandlinger, men blev arresteret der, dømt til døden i en summarisk retssag og henrettet den 15. november 1937 sammen med sin søn og andre ledsagere i Elazığ.

ESKALERING OG KVINDEDRAB I 1938

Efter henrettelsen fortsatte modstanden, men blev til sidst knust i foråret 1938. Omkring 100.000 soldater blev denne gang udsendt. Volden rettede sig i stigende grad mod civilbefolkningen, især kvinder og børn. Folk, der søgte tilflugt i huler, blev forseglet, kvalt af røg eller dræbt. Mange kvinder kastede sig fra bjergene ned i Munzur-floden af frygt for at blive taget til fange. Titusinder blev deporteret. Derfor beskrives begivenhederne ikke kun som folkedrab, men også som et målrettet kvindemord.

INTERNATIONALE SAMMENFILTRINGER

Massakrerne fandt sted med viden fra internationale aktører. Rapporter om volden var tilgængelige for diplomatiske missioner, men der var ingen væsentlig protest. Dokumenter fra arkiver antyder også forbindelser til Tyskland i brugen af giftgas. Derfor kan kemiske midler være blevet leveret fra produktionsfaciliteter i Nazityskland, mens tyrkiske soldater blev trænet i brugen af dem.

INGEN OPGØR DEN DAG I DAG

Niogfirs år efter Dersim-folkemordet har der stadig ikke fundet en omfattende kortlægning af folkemordet sted. Statsdoktrinen om en homogen nation finder fortsat anvendelse. Alevi-organisationer har i årevis krævet en officiel undskyldning og anerkendelse af begivenhederne som folkedrab. Dette inkluderer adgang til arkiver, afklaring af de savnedes skæbne, identifikation af ofre og genoprettelse af regionens navn til Dersim. Således forbliver 4. maj ikke blot en mindedag, men også et centralt referencepunkt i kampen for et historisk opgør, anerkendelse og retfærdighed.

Kilde: 

News Desk, 2026: May 4: Commemoration Day of the Dersim Genocide in 1937/38. ANF-News, 4. May 2026

Tunceli – Wikipedia Denmark. https://da.wikipedia.org/wiki/Tunceli 

Oversættelse: Jesper Brandt