Af Abdullah Bozkurt/Stockholm

En række nylige tiltag, der er vedtaget af den tyrkiske præsident Recep Tayyip Erdogans regering indikerer, at landet forbereder sig på et krigslignende scenarie, præget af omfattende ændringer i de militære og civile regler for mobilisering, udvidelse af logistiske forsyningssystemer og en aggressiv indsats for at forøge kapaciteten af missiler og droner.

Selvom Ankara ikke eksplicit har identificeret en specifik modstander, tyder voksende beviser på, at Erdogan-regeringen kan styre Tyrkiet mod en potentiel militær konfrontation med Israel, muligvis iAf Abdullah Bozkurt/Stockholm

En række nylige tiltag, der er vedtaget af den tyrkiske præsident Recep Tayyip Erdogans regering indikerer, at landet forbereder sig på et krigslignende scenarie, præget af omfattende ændringer i de militære og civile regler for mobilisering, udvidelse af logistiske forsyningssystemer og en aggressiv indsats for at forøge kapaciteten af missiler og droner.

Selvom Ankara ikke eksplicit har identificeret en specifik modstander, tyder voksende beviser på, at Erdogan-regeringen kan styre Tyrkiet mod en potentiel militær konfrontation med Israel, muligvis i Syrien. Denne bekymring forstærkes af en stadigt mere aggressiv retorik fra højtstående embedsmænd og et markant skift i Tyrkiets strategiske doktrin, hvor den jødiske stat nu fremstilles som en grundlæggende trussel mod den nationale sikkerhed.

Erdogan har tidligere forsøgt at presse Tyrkiet i retning af en sådan konfrontation. I 2010, efter den dødelige Mavi Marmara-hændelse i det østlige Middelhav, arbejdede han målrettet på en militær reaktion mod Israel, men blev til sidst blokeret af modstand fra højtstående generaler. Denne institutionelle begrænsning er dog siden blevet fjernet.

I løbet af det sidste årti har Erdogan systematisk konsolideret sin magt og omformet statsapparatet. I 2014 lukkede han en langvarig antiterrorundersøgelse af et netværk tilknyttet Irans Islamiske Revolutionsgarde, Quds-styrkem, hvilket banede vejen for, at pro-iranske personer kunne forfremmes indenfor efterretningstjenesten, politiet, militæret og diplomatiet.

Efter det ’falske flag’-kupforsøg i 2016 gennemførte Erdogan masseudrensninger, der fjernede titusindvis af officerer, herunder store dele af pro-NATO-ledelsen i de væbnede styrker. Han udnævnte Adnan Tanrıverdi, grundlæggeren af den paramilitære gruppe SADAT, som sin øverste militærrådgiver og konsoliderede omfattende udøvende beføjelser efter en kontroversiel folkeafstemning i 2018, der blev gennemført under total regeringskontrol over medierne.

Under Erdogans ledelse har Tyrkiet udvidet sit militære fodaftryk i udlandet, bevæbnet islamistiske grupper i Syrien og Libyen og har etableret militærposter i udlandet fra Somalia til Qatar. Ankara har også uddybet båndene til Hamas — der er udpeget som en terrororganisation af Tyrkiets NATO-allierede — og giver operatører husly, finansiering, logistisk støtte og endda tyrkisk statsborgerskab.

Samtidig har det tyrkiske efterretningsvæsen og politiet intensiveret nedkæmpelsen af israelske netværk, herunder påståede Mossad-operatører, der overvåger Hamas’ aktiviteter i Tyrkiet, mens de i vid udstrækning overser tilstedeværelsen af jihadistgrupper og iranske efterretningsnetværk, der opererer på tyrkisk jord.

Med disse udviklinger virker Erdogan stadig mere selvsikker i sin evne til at føre en direkte konfrontation med Israel — og er begyndt at tilrettelægge grundlaget for det.

Det tydeligste tegn på denne forberedelse kom den 22. maj 2024, da Erdogan udstedte et omfattende præsidentdekret, der indførte en ny mobiliserings- og krigstilstandsforordning (Seferberlik ve Savaş Hâli Yönetmeliği – se forsiden af det 20 s. lange dekret nedenfor). Reguleringen udvider dramatisk regeringens beføjelser til at mobilisere hele Tyrkiets civile, økonomiske og institutionelle infrastruktur i tilknytning til potentielle konfliktscenarier.

Reguleringen erstatter årtier gamle rammer og etablerer et system, der er designet til hurtigt at kunne overføre landet fra fredstid til krigsberedskab – selv uden en formel krigserklæring.

Kernen i dette er begrebet ’kontinuerligt beredskab’, som gør det muligt for myndighederne at aktivere krigsmekanismer ikke kun under krig, men også i bredt definerede “spændings”- og “krise”-perioder. Disse kategorier er bevidst vage og omfatter intern uro, regional ustabilitet eller opfattede sikkerhedstrusler, hvilket sænker tærsklen for at påberåbe sig ekstraordinære statslige beføjelser.

Reguleringen indfører en doktrin om “totalt national forsvar”, hvor stort set alle samfundssektorer er under potentiel statslig kontrol. Offentlige institutioner, private virksomheder, industrifaciliteter og transportaktiver — herunder køretøjer, skibe og fly — kan rekvireres. Civile med specialiserede færdigheder kan tildeles roller til støtte for militære operationer, mens private virksomheder kan tvinges til at producere militært udstyr, tildele personale eller ombygge produktionslinjer.

Forsiden af et præsidentdekret, der omstrukturerer mobiliseringen af civile ressourcer til militært brug både før og under krigstid, og som giver vidtrækkende beføjelser til præsident Recep Tayyip Erdogan.

Forpligtelserne gælder direkte for enkeltpersoner. Reservister skal møde op inden for 48 timer efter en mobiliseringsordre, mens civile køretøjsejere kan blive pålagt at aflevere deres køretøjer inden for så lidt som seks timer, ofte sammen med deres chauffører. Lokale myndigheder har til opgave at håndhæve overholdelse og rapportere overtrædelser.

Tyrkiets præsident Recep Tayyip Erdogan var vært for en Hamas-delegation ledet af Mohammad Ismail Darvish i Ankara den 29. januar 2025. Præsidentens efterretningschef, Ibrahim Kalin, udenrigsminister Hakan Fidan og den nationale sikkerhedsrådgiver var til stede ved mødet.

Et væsentligt træk ved den nye ramme er konsolideringen af myndigheden i præsidentembedet. Erdogan har beføjelse til at erklære fuld eller delvis mobilisering, fastlægge det geografiske omfang af sådanne foranstaltninger og beslutte, hvilke sektorer og institutioner der vil blive berørt.

Han kan også placere civile institutioner under militær operationel kontrol, pålægge personel og ressourcer forpligtelser samt regulere evakueringsprocedurer og nødstyringsforanstaltninger. Selvom mobiliseringsbeslutninger skal forelægges parlamentet til godkendelse, tillader forordningen øjeblikkelig implementering efter præsidentielt dekret, hvilket styrker den udøvende magts allerede dominerende position.

Reguleringen indfører også mekanismer, der gør det muligt for civile institutioner at blive placeret direkte under militære kommandostrukturer. I sådanne tilfælde kan offentlige myndigheder og private virksomheder underordnes militære myndigheder, hvor deres logistik, produktionsprocesser og operationelle prioriteter omdirigeres for at imødekomme forsvarsbehov. Denne ordning forener effektivt civil administration med militær kommando under krisesituationer og udvisker institutionelle grænser.

For at understøtte dette system pålægger regeringen omfattende dataindsamling om nationale ressourcer, herunder industriel kapacitet, arbejdsstyrkekvalifikationer, transportmidler og kritisk infrastruktur. Disse oplysninger lagres i centraliserede elektroniske systemer, der administreres af sikkerhedsinstitutioner, hvilket muliggør hurtig tildeling og udrulning under nødsituationer. Myndighederne får også vide beføjelser til at inspicere både offentlige og private enheder for at sikre beredskab og overholdelse af mobiliseringsplaner.

Reguleringen integrerer yderligere flere statslige institutioner i en samlet mobiliseringsstruktur, herunder de væbnede styrker, civile ministerier, lokale myndigheder og efterretningstjenester. Personale fra Den Nationale Efterretningstjeneste (MIT) behandles anderledes under dette system og forbliver under deres agenturs myndighed i stedet for at blive omplaceret gennem standard mobiliseringsprocedurer, hvilket understreger den strategiske betydning af efterretningsoperationer under kriser.

Præsident Recep Tayyip Erdogan gik hårdt til angreb på israelske ledere i en parlamentstale den 15. april og erklærede: “Jeg minder endnu en gang de babymordere, der fornærmer mig og mit land på sociale medier, om nogle fakta: Republikken Tyrkiet er ikke en almindelig stat. Ingen magt kan pege fingre ad Tyrkiet eller Tyrkiets præsident.”

I løbet af det seneste årti er MIT udviklet til et nøgleinstrument for politisk kontrol, brugt til at overvåge modstandere, orkestrere politisk motiverede retsforfølgelser og gennemføre hemmelige operationer i udlandet i overensstemmelse med Erdogans strategiske mål.

Økonomiske og finansielle mekanismer er også indlejret i rammen. Reguleringen giver forudplanlagte budgettildelinger til nødudgifter, oplagring af kritiske varer og prioritering af militære behov frem for civilt forbrug. Når de økonomiske ressourcer viser sig utilstrækkelige, er staten bemyndiget til at tvinge levering af varer og tjenester under national forsvarslovgivning, hvilket udvider mobiliseringen til den økonomiske sfære.

Alle ministerier og regionale myndigheder er forpligtet til at udarbejde detaljerede mobiliseringsplaner i fredstid, gennemføre regelmæssige øvelser og koordinere tæt med de militære institutioner. Årlige koordineringsmøder ledet af provinsielle og distriktsmæssige embedsmænd har til opgave at vurdere beredskab, identificere mangler og implementere korrigerende foranstaltninger, hvilket institutionaliserer en permanent beredskabstilstand i hele den administrative struktur.

Den nye regulering markerer et klart brud med mobiliseringsforordningen fra 1990 med titlen “Seferberlik ve Savaş Hali Tüzüğü”, som havde styret Tyrkiets mobiliseringssystem i mere end tre årtier. Den tidligere ramme, der var vedtaget under et parlamentarisk system, var mere snævert fokuseret på krigsscenarier og byggede på en relativt streng juridisk struktur, der klart skelnede mellem krig og fred.

Under 1990-reguleringen blev mobiliseringsmekanismer i vid udstrækning aktiveret efter en formel krigserklæring eller en eksplicit national nødsituation, og processen involverede en mere udtalt rolle for kabinettet og bureaukratiske institutioner. Civil-militær koordinering eksisterede, men var mindre centraliseret, og systemet lagde større vægt på proceduremæssige skridt frem for hurtige udøvende handlinger.

Tyrkiske flådestyrker ses udføre evakuering, operationer til overmanding af skibe og minebekæmpelsesøvelser i lavt vand i det østlige Middelhav den 28. november 2025.

Til sammenligning introducerer 2024-forordningen en forebyggende og fleksibel model, der tillader mobiliseringsforanstaltninger at begynde i vagt definerede perioder med “spænding” og “krise.” Dette udvider effektivt mobiliseringens omfang fra et reaktivt krigsværktøj til et proaktivt instrument til statskontrol, der kan anvendes i en bred vifte af scenarier.

En anden væsentlig forskel ligger i centraliseringen af myndigheden. Mens 1990-rammen fordelte ansvarsområderne på tværs af kabinettet og forskellige statslige organer, konsoliderer den nye regulering beslutningskompetencen i præsidentembedet. Overgangen til et udøvende præsidentielt styresystem i Tyrkiet har muliggjort dette skift, hvilket gør det muligt for Erdogan at udøve direkte kontrol over mobiliseringsbeslutninger uden praktisk talt nogen institutionelle begrænsninger.

Den private sektors rolle har også udviklet sig betydeligt. Selvom tidligere regler indeholdt bestemmelser om rekvisition af varer og tjenester, forankrer den nye ramme private virksomheder langt dybere i militær planlægning gennem forudbestemte protokoller, detaljeret dataindsamling og løbende beredskabskrav. Dette repræsenterer et skift fra ad hoc krigsrekvisition til en systematisk integration af økonomien i forsvarsplanlægningen.

Tærsklen for militær involvering i civile anliggender er også blevet sænket. Mens den tidligere ramme tillod militær koordinering med civile institutioner, giver den nye regulering eksplicit tilladelse til at placere civile enheder under direkte militær operationel kontrol i kriseperioder, hvilket i høj grad udvisker grænsen mellem civil styring og militær myndighed.

Endelig introducerer den nye regulering et mere omfattende begreb om “topyekûn savunma” (totalt forsvar), som rækker ud over traditionelt militært beredskab til også at omfatte økonomiske, sociale og psykologiske dimensioner og afspejler en bredere sikkerhedsdoktrin, hvor hele samfundet behandles som en del af det nationale forsvarsapparat.

Den tyrkiske flåde ses udføre skarpskydningsøvelser til søs under en øvelse i september 2025.

2024-forordningens brede omfang og fleksible definitioner gør det muligt at aktivere krigstilstand i en bred vifte af scenarier, ikke strengt begrænset til konventionel væbnet konflikt. Kritikere advarer om, at en sådan ramme kan bruges i indenrigssammenhænge under påskud af national sikkerhed og dermed yderligere udvide den udøvende magt.

Reguleringen afspejler i sidste ende et skift mod en stærkt sikkerhedsorienteret styreform, hvor civilt liv, økonomisk aktivitet og statslige institutioner i stigende grad integreres i den militære planlægning. Ved at indlejre krigsmekanismer i fredstidsadministration udvisker det skellet mellem normal styreform og nødstyre, hvilket giver den udøvende magt hidtil uset indflydelse over landets ressourcer og befolkning.

En opfølgende ændring, offentliggjort i det officielle tyrkiske Statstidende den 1. maj 2025, forfinede yderligere mobiliseringsrammen ved at regulere de økonomiske og sociale rettigheder for reservister, der deltager i mobiliseringsøvelser og -træning. Udstedt af præsident Erdogan sikrer ændringen, at reservister modtager kompensation tilpasset deres militære rang, hvis deres civile indkomst falder under dette niveau, mens Forsvarsministeriet dækker eventuelle forskelle. Personer uden fast indkomst har ret til løn baseret på rang eller en daglig mindsteløn, mens rejse- og underholdsudgifter også dækkes. Foranstaltningen institutionaliserer finansielle garantier for reservister og styrker regeringens indsats for at opretholde deltagelse i et kontinuerligt mobiliseringsberedskab i stor skala.

Hvad mere er, en række tilsyneladende urelaterede udviklinger har yderligere givet næring til spekulationerne om, at Tyrkiet faktisk har forberedt sig på en konflikt. Nylige regler, der påbyder opførelse af beskyttelsesrum i nye bygninger, kombineret med fortsat militært indkøb af alternative brændstoftransportsystemer, peger på en bredere beredskabsplanlægning.

På trods af Tyrkiets omfattende NATO-integrerede brændstofinfrastruktur, herunder et 3.200 kilometer langt rørledningsnetværk og store lagerfaciliteter, er myndighederne fortsat i gang med udbygning af logistikkapaciteten og har bestilt yderligere tankvogne og vejtransportkøretøjer gennem statslige producenter.

Regeringens stadigt mere fjendtlige retorik over for Israel, kombineret med offentlig ros af Hamas-militante som forsvarere af Tyrkiets interesser, har også påvirket den institutionelle politik og den offentlige opfattelse. Disse fortællinger er ikke længere blot retoriske; De former strategisk planlægning på tværs af statslige agenturer.

Adnan Tanrıverdi er tidligere øverste militærrådgiver for den tyrkiske præsident Recep Tayyip Erdogan. Han er en stærk modstander af Israel, og har talt for en “islamisk NATO”-alliance. Han har spillet en nøglerolle i udrensningen indenfor den tyrkiske hær og hjalp med at erstatte erfarne officerer med loyalister og islamistiske partisaner.

Muligheden for militær konfrontation med Israel er ikke uden fortilfælde. Under Mavi Marmara-krisen i 2010 pressede Erdogan på for en magtdemonstration, herunder udsendelse af flådestyrker og jagerfly. Højtstående militære ledere var dog stærkt imod tiltaget og advarede om risikoen for optrapning, juridiske komplikationer og risikoen for betydelige tab.

Militærofficerer advarede om, at ethvert sådant skridt medførte en alvorlig risiko for hurtig optrapning og tab, hvilket potentielt kunne trække Tyrkiet ind i en unødvendig konflikt, og fremhævede de juridiske og operationelle farer ved en direkte konflikt med Israel med inddragelse af flåden. Erdogan var ude af stand til at overvinde modstanden fra generalerne, som på det tidspunkt var mere uafhængige af den udøvende magt og havde større institutionel magt.

Et lignende mønster dukkede op i de tidlige år af den syriske konflikt, hvor topgeneraler modsatte sig Erdogans forsøg på militær intervention. Den modstand kollapsede efter udrensningerne i 2016, som fjernede det meste, hvis ikke alt, af militærets uafhængige ledelse.

I kølvandet på dette blev mere end to tredjedele af alle generaler og admiraler afskediget eller fængslet, og de væbnede styrker blev hurtigt om

eller fængslet, og de væbnede styrker blev hurtigt omstruktureret langs ideologiske linjer. En af de første store beslutninger efter udrensningen var udsendelsen af tyrkiske styrker i det nordlige Syrien.

I dag anses det tyrkiske militær bredt for at være domineret af loyalister, islamister, neonationalister og pro-iranske elementer. Med de institutionelle kontrolmekanismer fra fortiden stort set elimineret, synes der at være lidt eller ingen intern modstand tilbage mod Erdogans strategiske beslutninger.

Hvis Erdogan vælger at indlede en militær konfrontation med Israel, er der få — hvis nogen — højtstående officerer tilbage i de tyrkiske væbnede styrker, der kan modsætte sig et sådant skridt.

Kilde:

Afdullah Bozkurt, 2026: Turkey has been quietly preparing for a war, with Israel the primary target. Nordic Monitor, 20. April 2026. https://nordicmonitor.com/2026/04/turkey-has-quietly-preparing-a-war-with-israel-primary-target/

Oversættelse: Jesper Brandt