Af Feyruz Ismail 

Aftalen mellem Irak og Tyrkiet om “Udviklingsvejen”-, sammen med “Planen for de Fire Have”, som igen debatteres mellem Syrien og Tyrkiet, er blevet nøgleprojekter i disse drøftelser. Det, projekterne har til fælles, er, at de alle passerer gennem Kurdistan.

‘FIRE HAVE’-PLANEN ER VENDT TILBAGE PÅ DAGSORDENEN

“Syriens Fire Have-plan” var en strategisk vision, der blev introduceret under Bashar al-Assads tid, med det formål at omdanne landet til et regionalt knudepunkt for energi og handel. Planen forestillede sig, at Syrien skulle blive et “forbindelsespunkt” mellem fire forskellige maritime bassiner.

Dog betød de internationale sanktioner og den politiske isolation, der fulgte udbruddet af den syriske borgerkrig i 2011, sammen med Tyrkiets besættelse af dele af Syrien og Rojava, dets logistiske støtte til oppositionsstyrker og de igangværende infrastruktur- og sikkerhedsproblemer, at projektet stort set blev begrænset til teorien.

“Fire Have-planen” foreslår et integreret transport- og energinetværk, der forbinder Den Persiske Golf, Middelhavet, Det Kaspiske Hav og Sortehavet. Målet med dette projekt er at etablere Syrien som en energikorridor ved at muliggøre olie- og naturgasrørledninger gennem landet, samtidig med at der skabes et regionalt logistiknetværk via motorveje og jernbaner for at gøre regionen til et handelscentrum. Et andet mål er at øge Syriens og Tyrkiets geopolitiske indflydelse ved at positionere dem som centrale knudepunkter for regional handel og energistrømme.

EN NY FASE

Planen vendte tilbage på dagsordenen efter Assad-administrationens fald i slutningen af 2024 og fremkomsten af den nye regering ledet af Ahmed al-Sharaa (al-Jolani).

Ved Antalya Diplomati Forum i Tyrkiet den 17. april og på EU-topmødet på Cypern den 24. april fremhævede Syriens overgangspræsident Ahmed al-Sharaa bestræbelserne på at omdanne sit lands strategiske position til en alternativ rute for energi- og godstransport. I sin tale sagde al-Sharaa, at han håbede, at Syrien kunne bruges som en sikker adgangskorridor til Middelhavet ved at forbinde Den Persiske Golf med Tyrkiet.

Efter al-Sharaas udtalelser beskrev Syriens udenrigsminister Asaad al-Shaibani projektet under sit besøg i Ankara som begyndelsen på en ny fase i det bilaterale strategiske samarbejde.

Økonomiske kredse tolkede den fornyede diskussion af projektet som et forsøg fra Tyrkiets side på at genoprette sin svækkede strategiske position i regionen efter at være blevet udelukket fra Det økonomiske korridorprojekt Indien-Mellemøsten-Europa (IMEC). IMEC blev af Ankara betragtet som et alvorligt geopolitisk tab.

HVOR STÅR USA I DENNE PLAN?

Et dokument offentliggjort af det saudi-ejede arabisksprogede medie Al Majalla og tilskrevet USA’s særlige udsending for Syrien, Tom Barrack, skitserer et forslag om at omdanne Syrien til et vigtigt knudepunkt for global energitransport. Ifølge rapporten vil genopbygningen af Kirkuk-Baniyas olierørledningen koste cirka 4,5 milliarder dollars, mens Syrien sigter mod at generere næsten 200 millioner dollars årligt gennem transitindtægter.

Rapporten fremhæver også planer om at forlænge den arabiske gasledning fra Egypten gennem Syrien til Tyrkiet samt naturgasruten Qatar-Tyrkiet, som vil transportere qatarsk gas gennem Jordan og Syrien til Tyrkiet og derfra til Europa.

Ifølge magasinet fokuserer planen på at rehabilitere og udvide det eksisterende og foreslåede rørledningsnetværk, der forbinder oliefelter i Den Persiske Golf og Irak med Europa via middelhavshavne.

I bund og grund er “Fire Havene-planen” igen ved at opstå som et geoøkonomisk projekt, der er omformet af Tyrkiets reaktion på at blive udelukket fra IMEC-projektet, og Syriens søgen efter genopbygning under dets økonomiske krise og den globale energisikkerhedskrise udløst af lukningen af Hormuzstrædet efter Iran-Israel-USA-konflikten.

EN NY BLOK MOD IMEC?

“Fire Have-planen” og “Udviklingsvej”-projektet diskuteres også som alternativer til Det økonomiske korridorprojekt Indien-Mellemøsten-Europa (IMEC).

IMEC, der blev annonceret i 2023, opstod som et storstilet infrastrukturinitiativ med det formål at etablere en ny handels- og energirute mellem Indien og Europa. Indien, Saudi-Arabien, De Forenede Arabiske Emirater, Israel, Grækenland og EU-lande varblandt hovedaktørerne i projektet.

Ses som et alternativ til Kinas Bælte- og Vejinitiativ, har IMEC til formål at accelerere logistik- og energitransport gennem en rute, der krydser De Forenede Arabiske Emirater, Saudi-Arabien, Jordan, Israel og Grækenland.

Med støtte fra USA øger projektet Israels og Golfstaternes rolle i den regionale logistik- og energihandel, mens Tyrkiet udelukkes fra korridoren.

‘UDVIKLINGSVEJ’-PROJEKTET FRA BASRA TIL EUROPA

IMEC-ruten omgår effektivt Tyrkiet. Af den grund søger Ankara at genvinde den strategiske betydning, som man mener, det har mistet gennem IMEC, ved at fremme alternative projekter som “Udviklingsvej”-aftalen med Irak og “Fire Have-planen”, der blev udviklet sammen med Syrien.

Aftalen vedrørende Udviklingsvejprojektet blev underskrevet i Bagdad den 23. april 2024 mellem Tyrkiet, Irak, Qatar og De Forenede Arabiske Emirater. Projektet har til formål at etablere en stor handels- og transportkorridor, der strækker sig fra Basra til Europa. Selvom Tyrkiet og Irak er de vigtigste parter, støtter Qatar og De Forenede Arabiske Emirater også initiativet.

Projektet omfatter opførelsen af et 1.200 kilometer langt jernbane- og motorvejsnet, der skal forbinde Den Persiske Golf med Europa gennem Tyrkiet. Inden for denne ramme planlægges nye ruter mellem Xabur (Habur), Zaxo (Zakho), Duhok, Mosul, Kirkuk og Bagdad, mens eksisterende linjer også forventes moderniseret.

Selvom projektets økonomiske dimension centrerer sig om at skabe en hurtig transportkorridor, der forbinder Den Persiske Golf, Irak, Tyrkiet og Europa, indebærer dets sikkerhedsdimension en udvidelse af besættelseszonerne i det sydlige Kurdistan (Başur).

MULIGE SIKKERHEDSRISICI SKABT AF MEGAPROJEKTER

De politiske, økonomiske og militære udviklinger, der fulgte Israel-Hamas-krigen, bragte igen spørgsmålet om “korridorer som sikkerhedsprojekter” i forgrunden gennem megaprojekter som “De Fire Have-planen”, Udviklingsvejen, Bælte- og Vejinitiativet og IMEC. Sådanne projekter indebærer i sig selv risici, herunder øget militær tilstedeværelse, strengere kontrolpolitik i grænseregioner og indsnævring af lokale aktørers bevægelsesfrihed.

I en artikel offentliggjort i Yeni Özgür Politika den 24. april 2024 gjorde Selahattin Erdem opmærksom på denne realitet og skrev: “Som det er tænkt, omkranser Udviklingsvejprojektet det sydlige Kurdistan. Det ser ud til, at Tayyip Erdoğan-administrationen, som ikke formåede at omringe Medya-forsvarszonerne fra syd gennem ‘Joint Force’, nu søger at kompensere for denne fiasko ved at omringe hele det sydlige Kurdistan fra syd gennem ‘Udviklingsvejprojektet.’ Desuden går den rute, der var tiltænkt projektet, gennem det, som Kurdistans Arbejderparti (PKK) kalder ‘Centralregionen’, et område hvor kurdere og mange andre folk lever sammenflettet.”

KORRIDORERNES USYNLIGE CENTRUM: KURDISTAN

Måske er den mest kritiske, men mindst åbent diskuterede dimension af disse økonomiske projekter, at de alle passerer gennem Kurdistan.

Efterhånden som energi- og handelskorridorerne i Mellemøsten omformes, er “Fire Have-planen”, som Ahmed al-Sharaa har promoveret, og “Udviklingsvej”-projektet mellem Irak og Tyrkiet ikke blot mellemstatslige infrastrukturinitiativer. De er også geopolitiske vendepunkter, der direkte vil forme Kurdistans fremtid. Kurdistan danner en ubrudt geopolitisk linje, der strækker sig over Tyrkiet, Iran, Irak og Syrien.

Det faktum, at næsten alle planlagte energi- og økonomiske ruter passerer gennem Rojava, det sydlige Kurdistan og det nordlige Kurdistan, placerer Kurdistan som det geografiske sted, hvor disse korridorer krydser hinanden. Med andre ord gør oliereserver i det sydlige Kurdistan og Rojava, sammen med mulige ruter mellem Iran og Middelhavet og Irak-Tyrkiet, Kurdistan ikke blot til en transitzone, men også til et centrum for energiproduktion og distribution.

Kurdistan ligger også i centrum for flerlags magtkampe, herunder rivalisering mellem USA og Iran, konkurrence mellem Tyrkiet og Iran og Ruslands strategi i Syrien.

Alle disse dynamikker indikerer, at sådanne økonomiske og energimæssige korridorer ikke kan etableres geografisk uden Kurdistan. Samtidig viser de, at så længe ustabiliteten i Kurdistan forbliver uløst, kan projekter af denne slags ikke bæredygtigt gennemføres eller realiseres fuldt ud.

Kilde: 

Feyruz Ismail, 2026: The hidden hub of energy corridors: Kurdistan, ANF-News, 14. May 2026, and ROJNEWS

Oversættelse: Jesper Brandt