Af Serkan Demirel

Internationale kampagner og initiativer, der kræver Abdullah Öcalans frihed, fortsætter med at vokse. I de senere år er disse bestræbelser gået videre end blot at være et politisk krav og har i stigende grad fokuseret på gennemførelsen af princippet om “retten til håb”, som blev fastlagt af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) i 2014, sammen med opfordringer til, at Europarådets Ministerkomité tager de nødvendige skridt i denne retning.

Disse initiativer sætter fokus på Öcalans 27 års fængsel og de forværrede isolationsforhold, der blev pålagt ham, samtidig med at de kræver, at brugen af uomgængelige livstidsdomme revurderes i overensstemmelse med menneskelig værdighed og at der skal aktiveres juridiske mekanismer, der kan åbne vejen for fredsprocesser. I breve, der for nylig er sendt til Europarådets Ministerudvalg, som igen skal diskutere “retten til håb” i juni, understreges det, at gennemførelsen af denne afgørelse ikke kun vil vedrøre Öcalans individuelle frihed, men også tjene et bredere demokratiseringsperspektiv med henblik på at sikre det kurdiske folks effektive deltagelse i en demokratisk løsning og fredsproces.

Af denne grund anses det for afgørende for fremme af fredsprocessen, at Europarådets Ministerkomité handler på grundlag af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstolsretspraksis og sikrer den praktiske implementering af “retten til håb.” En af de ledende personer involveret i disse bestræbelser er Giovanni Russo Spena, der er talsmand for det italienske udvalg for Öcalans Frihed, og tidligere senator og jurist.

Spena har talt med ANF om “retten til håb” og den igangværende proces med at finde en demokratisk løsning på det kurdiske spørgsmål.

ANF: Som talsmand for den italienske komité for Öcalans Frihed har du for nylig intensiveret dine bestræbelser omkring kravet om, at den kurdiske folkeleder Abdullah Öcalan skal have “retten til håb.” I en tid, hvor bestræbelserne på en demokratisk løsning på det kurdiske spørgsmål fortsætter, hvilken betydning har implementeringen af denne ret?

I et historisk øjeblik, hvor de geopolitiske balancer i Mellemøsten rystes af kriser, krige og folkedrab, har den politiske og diplomatiske løsning, som Abdullah Öcalan foreslog, enorm betydning. Siden februar 2025 har Öcalan været involveret i et politisk initiativ, der har til formål at præsentere konkrete alternativer til en fredsproces. Han sidder dog stadig fængslet i Imralı-fængslet under ekstremt strenge tilbageholdelsesforhold, som har stået på siden 1999. Disse isolationsforhold er også gentagne gange blevet rejst af Den Europæiske Komité for Forebyggelse af Tortur. Som komité har vi i årevis kæmpet for en ende på denne tortur og for Öcalans frihed.

‘Retten til at håbe’ er yderst vigtig, fordi den gælder i alle situationer, hvor der skal etableres et juridisk fundament for fredsprocesser og veje mod fred. Dette princip, kendt som ‘retten til håb’, er baseret på den afgørelse Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol udstedte i 2014, præcis for 12 år siden. Ligesom det er blevet anvendt i andre vigtige fredsprocesser, må det også anvendes i Öcalans tilfælde. Dette princip er af grundlæggende betydning. Gennem retten til håb får Öcalans frihed et juridisk grundlag.

ANF: Hvorfor er “retten til håb” blevet et så centralt juridisk og politisk spørgsmål i sagen om den kurdiske folkeleder Abdullah Öcalan?

Ja, dette spørgsmål er af vital betydning i Öcalans tilfælde. Faktisk udtrykte vi dette klart i det brev, vi sendte for få uger siden til Europarådet og dermed til Europarådets Ministerudvalg. Brevet støttes også af 88 nobelpristagere, hvilket gør det til et yderst vigtigt internationalt initiativ.

I brevet understreger vi, at den tunge og uforståelige begrundelse, som den tyrkiske regering har brugt, retorikken om ‘kampen mod terrorisme’, udgør den største vanskelighed, der forhindrer fredsprocessen i reelt at komme fremad. Med andre ord rettes anklager om såkaldt terrorisme mod Öcalan, Kurdistans Arbejderparti (PKK) og andre, og på det grundlag undgås konkrete skridt fortsat under påskud af en hård intern konflikt.

Af den grund opfordrer vi Europarådets Ministerkomité til at garantere gennemførelsen af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols afgørelse fra 2014 og anerkende retten til håb. Dette ville være et yderst vigtigt og afgørende skridt, både for at adressere Öcalans juridiske status og for at gøre det muligt for ham at deltage i og lede fredsprocessen på en reel og meningsfuld måde.

Derfor kræver vi, sammen med de 88 nobelpristagere, at internationale institutioner sikrer Öcalans fulde og betingelsesløse løsladelse, så han frit kan deltage i fortsættelsen af fredsprocessen. Dette krav repræsenterer det grundlæggende punkt, der forbinder retten til håb, som er anerkendt af EMR siden 2014, med den vanskelige, men vigtige fredsproces, som Öcalan oprigtigt har fremmet for det kurdiske folks frihed og den demokratiske fremgang i hele Tyrkiet.

ANF: Hvordan vurderer I som komité det nuværende stadie i processen med henblik på en demokratisk løsning på det kurdiske spørgsmål?

Vi ved, at dette er en meget vanskelig proces. Gennem en vigtig kongres for PKK opfordrede præsident Öcalan til og lykkedes med at åbne en dialog mellem regeringen og PKK. Han opfordrede også PKK til at opløse sig selv for at bane vejen for reelle politiske forhandlinger, med andre ord for en ægte fredsproces. Öcalan fremførte denne løsning med stort mod, men han er fortsat stadig fængslet på Imralı, og dette udgør en alvorlig hindring. Både som Komitéen for Öcalans Frihed og som jurister følger vi disse udviklinger med stor opmærksomhed og interesse. Det er en svær proces, men stadig vigtig. Faktisk blev der i august 2025 nedsat en kommission af det tyrkiske parlament. Dette er et vigtigt skridt. Der er dog også dybe splittelser og hårde debatter blandt tyrkiske politiske partier.

Kommissionen mødtes også med præsident Öcalan og anerkendte hans nøglerolle. Alligevel blev det i kommissionens endelige rapport fra februar 2026 klart, at Europarådets anbefalinger ikke var blevet fulgt. I dag fortsætter diskussionerne inden for de tyrkiske politiske kræfter med små fremskridt og tilbageslag. Men Ankara har stadig ikke gennemført de skridt, der udgør grundlaget og forudsætningerne for forhandlinger. Dette skyldes, at Ankara fortsat nærmer sig PKK gennem en ‘terroristisk’ ramme, på trods af organisationens nylige opløsnings- og forhandlingsinitiativer. Der er sandsynligvis stadig en stærk militær fraktion inden for den tyrkiske regering.

Jeg mener, at Ankara stadig ikke har vist det nødvendige politiske mod til virkelig at fremme fredsprocessen. Af den grund undervurderer vi ikke de skridt, der er taget, for fredsprocessen har tidligere været på et nulpunkt, og i dag er der bestemt fremskridt. Men processen nærmer sig igen et dødvande. Og for at overvinde denne dødvande, skal præsident Öcalan have lov til at påtage sig rollen som forhandler på lige fod med den tyrkiske regering og med Erdoğan som vi også har anført det i brevet, der for nyligt er sendt til Europarådets Ministerkomité.

Hvis Öcalan ikke oprigtigt kan føre disse forhandlinger som en fri person, en fri politisk leder og repræsentant for et folk, vil fredsprocessen sandsynligvis ikke kunne komme videre i reel forstand, fordi Ankara på den ene eller anden måde vil fortsætte med at blokere processen. Efter min mening er dette det vigtigste og mest afgørende politiske punkt.

ANF: Hvilken betydning har etableringen af en juridisk og politisk ramme for processen, noget der ofte diskuteres som nødvendigt for at overvinde dette dødvande, i praksis?

For det første står vi over for et grundlæggende spørgsmål vedrørende politisk repræsentation. Ankara må erkende, at på et tidspunkt hvor væbnet konflikt er slut, krigens militære dimension er lukket, og spørgsmålet om, hvordan man fremmer demokratisering, diskuteres, må det kurdiske folk have reel repræsentation.

Spørgsmålet om repræsentation bringer nødvendigvis også forfatningsændringer på dagsordenen. I Italien, for eksempel, er det sådan, vi ser det, men denne tilgang er gyldig i hele Europa og bør også afspejles i fredsprocessen i Tyrkiet. Visse artikler i den tyrkiske forfatning skal ændres. Dette er et vigtigt juridisk spørgsmål, for medmindre nogle aspekter af den tyrkiske forfatning ændres, vil fredsprocessen fortsat stå over for et konstant dødvande. Det er umuligt at etablere ægte kommunikation og repræsentation med en regering, der betragter repræsentanterne for det kurdiske folk som ‘terrorister’ og deres leder som ‘terroristernes leder.’

Vi mener også, at den dialog, der udvikler sig mellem Syrien, den nye syriske regering og de Syriske Demokratiske Styrker (SDF), repræsenterer et vigtigt fremskridt, selvom det fortsat er ekstremt vanskeligt. Denne dialog har til formål at beskytte Rojava-erfaringerne, præcis som Öcalan altid har argumenteret for. For os i Europa og Italien repræsenterer Rojava-erfaringerne et eksempel, ja endda et ideologisk referencepunkt, på demokratisk selvorganisering.

I Italien organiserer vi for eksempel som komité diskussioner og uddannelsesaktiviteter blandt universitetsstuderende, unge mennesker og unge kvinder om Öcalans idé om demokratisk konføderalisme. Vi mener, at denne model faktisk bør sprede sig over hele Mellemøsten, fordi vi ser den som den eneste måde at overvinde den nuværende virkelighed, hvor krige og folkedrab stadig dominerer i regionen.

Det reelle fundament må derfor være diplomati baseret på demokratisk konføderalisme. I denne model ville etniske identiteter ikke længere fungere som kræfter, der mobiliserer stater og sætter folk op imod hinanden. I stedet ville en konføderal struktur opstå, hvor religiøse, etniske og kulturelle forskelle kansameksistere og danne en fælles syntese.

Jeg mener, at dette er det mest avancerede aspekt af Öcalans tankegang. Det er også en stor lektion for os som italienere og europæere. Dette er det juridiske og teoretiske fundament for processen. Og det er netop på grundlag af dette princip og dette fundament, at både jeg personligt og den italienske komité for Öcalans Frihed, hvor jeg er talsmand, fortsætter vores kamp.

ANF: Som komité opfordrer I ofte internationale institutioner til at handle med henblik på en demokratisk løsning på det kurdiske spørgsmål og Abdullah Öcalans frihed. I en sådan proces, hvilken slags ansvar hviler så på Europa og dets institutioner?

I denne proces er det af afgørende betydning at fastslå Öcalans juridiske status og sikre hans frihed. På nuværende tidspunkt mener jeg ikke, at EU’s styrende institutioner udfylder en reel rolle i forhold til kommunikation og repræsentation. Alligevel kunne Den Europæiske Union påtage sig rollen som en dommer og dermed en grundlæggende mægler.

I Italien har vi opnået visse resultater, der har til formål at opmuntre Den Europæiske Union til at handle på visse områder. For eksempel har vi sikret et æresborgerskab for Öcalan i næsten alle større byer i Italien. Öcalan er blevet anerkendt som æresborger i store dele af Italien. Jeg nævner dette, fordi det er vigtigt. Som den italienske komité for Öcalans Frihed føler vi et ansvar for at kæmpe mod den lovløshed, der er pålagt Öcalan.

Jeg mødtes med Öcalan i Rom. Han var kommet til Europa for at åbne en vej mod fred. Syvogtyve år senere er Öcalan stadig på samme sted. På det tidspunkt formåede Europa ikke at omfavne Öcalans opfordring til fred. Senere blev præsident Öcalan overdraget til Tyrkiet gennem en international sammensværgelse.

På trods af den alvorlige isolation, der er pålagt ham, søger præsident Öcalan i dag igen at opbygge fred. Europa og dets institutioner må nu påtage sig ansvaret i en sådan proces. Europarådet bør især spille en aktiv rolle.

Præsident Öcalans frihed ville give processen en reel chance for succes. Det er også en af grundene til vores insisterende holdningover for Europarådets Ministerudvalg.

Kilde:

Serkan Demirel, 2026: Russo Spena: ‘Right to hope’ is vital for the peace process. ANF-News, 26. May 2026

Oversættelse: Jesper Brandt