Surbone: Rojava har potentialet til at skabe global forandring

EN SAMMENLIGNING AF SURBONE’S FILOPONÌA-MODEL OG ROJAVA-MODELLEN

Processen, der blev indledt med aftalen underskrevet den 29. januar mellem den autonome administration og den syriske overgangsregering efter angrebene på Nord- og Østsyrien, fortsætter. Den italienske tænker Andrea Surbone, som ser “Rojava-modellen” som en inspirationskilde, foreslår en tilgang centreret om arbejdskraft, lighed og miljømæssige grænser gennem sin Filoponìa-model, som tilbyder en alternativ ramme til eksisterende økonomiske og sociale systemer. Surbones “anti-akkumulations”-model, som sigter mod at overskride en gældsbaseret økonomi, omfatter ikke kun økonomisk, men også social og etisk transformation. Filoponìa skiller sig ud som en søgen efter et nyt paradigme, der placerer menneskeheden og naturen i centrum som svar på kapitalismens kriser.

Abdullah Öcalans paradigme for demokratisk konføderalisme, som søger at finde en praktisk anvendelse i Nord- og Østsyrien, sigter mod at opbygge et demokratisk, økologisk og kvindefrigørelsesorienteret samfund. Formet gennem lokale råd, kooperativer og mekanismer for social deltagelse tilbyder denne model en alternativ styringstilgang til den centraliserede statsstruktur. Krydspunkterne mellem Surbones Filoponìa-tilgang og paradigmet for Demokratisk Konføderalisme, som det er legemliggjort i Rojava, bringer diskussionerne om mulighederne for en alternativ social orden tilbage i forgrunden.

Surbone besvarer spørgsmål fra det kurdiske nyhedsmedie i Istanbul, Mezopotamya Agency (MA), vedrørende Filoponìa-modellen og Rojava-modellen.

HC: I DIN KRITIK AF KAPITALISMEN UNDERSTREGER DU, AT SYSTEMET ER KOLLAPSET IKKE KUN ØKONOMISK, MEN OGSÅ ETISK, ØKOLOGISK OG DEMOKRATISK. I LYSET AF DENNE FLERLAGS KRISE, HVORDAN VURDERER DU ERFARINGERNE I ROJAVA?

Jeg anser erfaringen fra Rojava for at være grundlæggende for at tage fat på spørgsmålet om selvbestemmelse, som ligger mig meget på sinde; Jeg betragter det som det essentielle fundament for at begive os ud på en vej, der omsider både er etisk, miljøvenlig og demokratisk: som adskiller sig fra den vej, menneskeheden hidtil har fulgt. For at nå dertil har verden også brug for positive rollemodeller, især i disse mørke tider, hvor vi ser så mange negative adfærdsmønstre, selv på højeste niveau.

Hvad angår sammenbruddet, mener jeg, det snarere er et tilfælde af en alvorlig degeneration af kapitalismen end af dens sammenbrud; en degeneration omkring finansialisering, hvis resultat også er kapitalismens sammenbrud i den forstand, at indtægter – altså måden indkomst tjenes på ved finansialisering – har erstattet profit, som i modsætning hertil har været den typiske form for kapitalisme, der er forbundet med produktion.

Denne form for finansialisering, som har presset de etiske, økologiske og demokratiske bekymringer til det yderste – og selvvidere endnu.

HC:DEN FILOPONÌA-MODEL, DU HAR UDVIKLET, TILBYDER ET RADIKALT ALTERNATIV TIL AKKUMULERINGSPARADIGMET. I HVILKET OMFANG MENER DU, AT DEN ØKONOMISKE OG SOCIALE STRUKTUR I ROJAVA NÆRMER SIG DETTE PARADIGMESKIFTE?

Jeg er ikke fuldstændig bekendt med situationen i Rojava; men jeg mener, at dens sociale struktur er egnet til Filoponìa. Det deltagende demokrati, der ligger til grund for Filoponìa, er trods alt inspireret af demokratisk konføderalisme.

Efter min mening er situationen anderledes, når det gælder den økonomiske struktur. For mig er akkumulering og selvbestemmelse en selvmodsigelse, ligesom finans og etik er; Det samme gælder mikrokredit, som selv i sin bedste etiske værdi kan tage form af paternalisme eller velgørenhed: begge dele afspejler dog en social ulighed mellem de to parter; en ulighed, som i sig selv ikke er etisk. I denne forstand mener jeg derfor, at vi har brug for en kombination af de to modeller – Demokratisk Konføderalisme og Filoponìa – for at opnå ægte og dybtgående selvbestemmelse.

HC: HVAD ER DIN GENERELLE VURDERING AF DET “DEMOKRATISKE, ØKOLOGISKE OG KVINDEFRIGØRELSESPARADIGME”, DER BLEV IMPLEMENTERET I ROJAVA, SOM DEN KURDISKE FOLKELEDER ABDULLAH ÖCALAN HAR TEORETISERET OVER?

 Det er selvfølgelig en meget positiv vurdering! Jeg tror, Öcalan og jeg siger det samme om resultatet af den foreslåede model; Jeg ved dog ikke, om vores analyse identificerer roden til problemet;men lad mig prøve at forklare det. Også i Italien findes ordsproget: Hvad kom først, hønen eller ægget?: Det forekommer mig, at Öcalan identificerer patriarkatet som den grundlæggende årsag, mens jeg identificerer det som en ophobning (altså, atovergangen fra jæger-samlere til bønder, hvor opbevaring af fødevarer – som noget, landbruget gjorde muligt på et stabilt og forudsigeligt grundlag – blev forbundet med magt,  der så førte til akkumulering). Men det betyder ikke meget, hvilken af de tom der er årsagen, og hvilken, der er virkningen; det, der betyder noget – i hvert fald for en praktisk model som Filoponìa – er formlen for at afvikle patriarkatet. Og det er, i Filoponìa, selvbestemmelse – inklusive økonomisk selvbestemmelse – på alle niveauer, fra enkeltpersoner til deres organisationer (foreninger, virksomheder, stater).

Når det gælder demokrati og økologi, tilbyder de to modeller den samme tilgang: deltagende demokrati (som dog er langt mere udviklet i demokratisk konføderalisme) og nedgang i væksten(som i Filoponìa går hånd i hånd med økonomisk kompensation: ofre for miljøet, men i et samfund, der tilbyder økonomisk ro).

HC: NÅR DU SAMMENLIGNER FILOPONÌAS IDÉ OM “LIGE UDGANGSBETINGELSER FOR ALLE” MED JAGTEN PÅ SOCIAL LIGHED I ROJAVA, HVILKE LIGHEDER OG FORSKELLE SKILLER SIG SÅ UD?

Jeg vil sige, at de er forskellige tilgange til det samme mål: Jeg ser ingen forskelle; den filoponiske tilgang placerer lighed mellem søjlerne, mens den i Rojava relaterer sig til målsætningerne.

Desuden er formen i Filoponìa-forslaget modellens; det vil sige beskrivelsen af en ramme – eller en beholder – baseret på én regel (eller i hvert fald meget få regler), som ikke kan overskrides, og inden for hvilken menneskeheden bevæger sig frit (for eksempel er der reel lighed på alle niveauer, men der findes ingen regel om dobbelt præsidentskab; eller i økologi findes der ingen af de specifikke forbud, som Nedgang i Vækst-modellen (Degrowth)foreslår):  i Filoponìa er det forskydningen af grænsen fra økonomien til miljøet, som er den naturlige grænse. Filoponìasmotto er faktisk et samfund fri for økonomi og en økonomi fri for gæld.

Med fokus på de seks ledende principper i Rojava, er kvindefrigørelse (Jineolojî) og pluralistisk sameksistens integreret i modellens sociale fokusering på ro i sindet; To eksempler: 1) selvbestemmelsesindkomsten, som er lige værdifuld for alle (dvs. svarende til leveomkostningerne på hvert sted), og 2) vederlag for den kvantitative del af arbejdet (dvs. arbejdstimer) baseret på en universelt lige timeløn (dvs. uden skelnen mellem opgaver, lokationer, køn osv.).

Vi har allerede talt om demokratisk konføderalisme, og vi vil tale om det igen. Hvad angår økologi, lad os betragte dens rolle som samfundets grænse og funktionen af afskaffelsen af vækst, som jeg allerede har nævnt. Hvad angår socialisme, er svaret mere velstruktureret; Filoponìa er ikke socialistisk, fordi den anvender en markedsøkonomi, omend det er en, der afvæbnes af mikro- og makroøkonomiske tiltag, hvilket sikrer, at den ikke længere kan være et redskab til udnyttelse og magtmisbrug. Samtidig er det socialistisk, fordi det er baseret på lighed.

Endelig, hvad angår den sociale økonomi, baseret på kooperativer, løser Filoponìa – som oprindeligt opstod som en økonomisk model –problemet med udnyttelse og magtmisbrug ved kilden, som vi netop har set.

Den grundlæggende egenskab er for eksempel opgivelsen – selv på et konceptuelt niveau – af investeringen: der kræves ingen kapital (hverken din egen eller lånt kapital); Adgangen til ’Do Enterprise’ er åben, demokratiseret (for tekniske detaljer, se venligst linket nedenfor). På denne måde etableres den idé – som også ligger til grund for Rojavas økonomi – at alle spiller en aktiv økonomisk rolle i samfundet, som en hjørnesten.

HC: HVAD ER DIN BEMÆRKNING, NÅR DU ISÆR OVERVEJER DE ØKOLOGISKE OG KVINDEFRIGØRENDE DIMENSIONER AF DETTE PARADIGME I FORHOLD TIL DIT BEGREB OM “EHUMANISME”? 

Som jeg nævnte tidligere, er et deltagende demokrati langt mere udviklet i demokratisk konføderalisme, og det samme gælder Öcalans hele teoretiske rammeværk.

Öcalan fortjener enorm anerkendelse for at være en af de største tænkere i historien og i menneskeligheden – og desuden er han også arkitekten bag denne historie; hvorimod jeg blot har forsøgt at skrive en slags instruktionsmanual for menneskeheden (og jeg siger dette med oprigtig ydmyghed, bevidst om mine begrænsninger, især mine kulturelle; samtidig er jeg med lige så oprigtig stolthed tilfreds med Filoponìa).

En anden forskel ligger i målgruppen; Öcalan retter sig primært mod det kurdiske folk, og jeg til alle befolkningsgrupper. Det kurdiske folk er – på grund af deres historie, men også på grund af Öcalans intellektuelle klarhed – meget forskellige fra de vestlige folkeslag, jeg henviser til: Jeg er heldig at have kurdiske venner og havde , om end kortvarigt, æren af at møde Şoreş Mardin og andre krigere – både kvinder og mænd, nogle sårede og nogle uskadte – og jeg har skrevet om dem:  Alle udtrykker med glæde i ansigtet, stolthed over kroppen og vilje i sindet ønsket om at fortsætte arbejdet for revolutionen og friheden. Meget anderledes end ”fake-deprimerede” vesterlændinge. I modsætning til kurderne, som er på en vej mod fremgang og selvbevidsthed, befinder menneskeheden sig efter min mening som helhed på et af sine laveste punkter og virker så meget sat tilbage, at de måkæmpe for at komme sig.

Denne introduktion fremhæver, at de økologiske og kvindelige frihedsdimensioner i Rojava allerede tager form og er en del af hverdagen, hvilket styrker disse forslag, efterhånden som de udvikler sig.

Filoponisk ehumanitet er derimod et mål (eller rettere en forventet konsekvens) at stræbe efter; og vi må gøre det i visheden om, at det nye menneske ikke kan konstrueres udefra – altså i en vis forstand påtvinges – men vil udspringe af personlig udvikling; med andre ord skaber modellen – i dette tilfælde den filoponiskemodel – de rette betingelser for, at menneskeheden kan udvikle sig til ehumanity.

HC: DU DEFINERER FRED IKKE SOM ET MÅL, MEN SOM EN “HJØRNESTEN.” ER ET SÅDANT FREDSBASERET SAMFUND MULIGT I ROJAVA, SOM EKSISTERER UNDER KONSTANT TRUSSEL OM KONFLIKT? 

Dette er det skærende dilemma i enhver revolution; det er bestemt muligt at have en revolution, der er fredelig i sig selv og demokratisk; ikke desto mindre, når den konstant er truet, tvinges selv den mest ædle revolution til at være forberedt på konflikt. Det er en dikotomisk tilstand, der skaber en modsigelse; men desværre er det både nødvendigt og pålagt udefra, da det påtvinges af aggressoren.

HC: MILITÆRE OG POLITISKE ANGREB PÅ ROJAVA ER AF MANGE BLEVET TOLKET SOM “ET FORSØG PÅ AT ELIMINERE EN ALTERNATIV MODEL.” ER DU ENIG I DENNE VURDERING?

Helt sikkert! Öcalans intellektuelle status er sådan, at det gør Rojava til meget mere end blot et dydigt fællesskab; Det er en praksis, der sætter et eksempel, og som sådan er den virkelig farlig for den ensidige målrettethed, der styrer verden. I Rojavas tilfælde er dette en forværrende faktor ud over den normale geopolitiske tilstand, som er så betændt i Mellemøsten.

HC: TROR DU, AT DET NUVÆRENDE GLOBALE SYSTEM ER IMOD ALTERNATIVE OPLEVELSER SOM ROJAVA? HVIS JA, HVAD ER HOVEDÅRSAGEN TIL DETTE?

Strengt taget er svaret det samme som på det forrige spørgsmål.  Hvis jeg skal gå lidt mere i detaljer, vil jeg fremhæve tre aspekter af Rojava, som alle repræsenterer et brud med nutiden. Demokratisk konføderalisme; fordi det går langt ud over blot at være en alternativ institutionel ramme, men også en kulturel bevægelse, der står i skarp kontrast til den herskende undertrykkelse: dette er dannelsen af det nye menneske, der blev nævnt tidligere, som allerede tager form i Rojava.

Fred går også imod strømmen; nedlæggelsen af våbnene, foreslået af Öcalan og gennemført af PKK, er en praksis, der nu anses for uacceptabel af dem, der puster krigens flammer op med al deres magt, opfinder fjender, fabrikerer beviser, kontrollerer information og iværksætter massive angreb.

Den tredje årsag, som er lige så vigtig, er patriarkatets nedbrydning, som Jineolojî har medført. Ligeledes går Filoponia også imod strømmen på grund af sin innovative investeringsstruktur baseret på selvbestemmelse (dvs. ved at afskaffe kredit-/gældssystemet) og fungerer derfor som en hindring for det nuværende system; Og dette på trods af, at det er en positiv og ikke en oppositionel model.

HC: I DAG DISKUTERES EN INTEGRATIONSPROCES MELLEM ROJAVA OG DEN SYRISKE STAT. HVIS DU HAR HAFT MULIGHED FOR AT OBSERVERE DENNE PROCES, HVAD VIL DU SÅ SIGE OM DEN? ER DENNE PROCES ABSORPTIONEN AF EN ALTERNATIV MODEL I SYSTEMET, ELLER EN MULIGHED FOR EN TRANSFORMATION AF SYSTEMET?

Jeg er ikke bekendt med detaljerne i den nuværende diskussion; men baseret på det arbejde, jeg i øjeblikket laver omkringFiloponìa, mener jeg, at det må involvere absorption af en alternativ model i systemet. Rojava-forslaget er for radikalt til straks at blive en mulighed for at transformere systemet: selv i resten af Syrien ville fraværet af det nye menneske også være en hindring for transformationen.

Men der kan være en gradvis proces, som for at lykkes vil kræve garantier fra den syriske stat vedrørende stabilitet, fred og integritet – inklusive økonomisk integritet – i Rojava; og som kræver Öcalans frigivelse, ikke kun af de mange grunde, vi alle kender til, men også som en symbolsk anerkendelse af Rojava-modellen.

HC: HVIS DENNE INTEGRATION FINDER STED, SAMTIDIG MED AT ROJAVAS DEMOKRATISKE OG SOCIALE RESULTATER BEVARES, HVILKEN SLAGS MODEL KUNNE DET SÅ SKABE FOR SYRIEN?

Det ville tjene som en meget vigtig model, og ikke kun for Syrien.

Vi har set konsekvenserne, om end kun kortvarigt. Jeg mener, at det centrale spørgsmål er, hvordan alternativet kommunikeres og udbredes, hvilket er et almindeligt træk ved ethvert alternativt forslag. Der er ingen tvivl om, at det at være en del af en statslig enhed – og dermed officielt anerkendt af det internationale samfund – ville være meget vigtigt og nyttigt: Det vil være at bevæge sig fra en kulturel dimension – uanset hvor global den måtte være – til en institutionel; et fremskridt, ikke i forhold til teoretisk udvikling eller praktisk optimering (eksperimenter med modellen er det aspekt, Filoponìa søger at løse), men snarere i den officielle anerkendelse af dens eksistens og dermed af de opnåede resultater.

HC: SET FRA ET BREDERE PERSPEKTIV, HVAD MENER DU ER POTENTIALET I EN SÅDAN MODEL TIL AT SPREDE SIG ELLER INSPIRERE I MELLEMØSTEN?

Jeg vil begynde med at gentage Rojava-modellens positive karakter, som er forankret i ’ehumanitet’ – den betingelse, der er nødvendig for, at den både kan udbredes og inspireres. Som inspirationskilde, i hvert fald kulturelt, er det allerede en realitet,også globalt. Dens potentiale for spredning er også global, men i praksis er det underlagt spørgsmålet om det nye menneske, der er svært at finde, og i Mellemøsten måske endda mere sjældent (men dette er blot mit personlige, vestlige indtryk, baseret udelukkende på de oplysninger, jeg har fat i).

Demokratisk konføderalisme er designet til at frembringe et nyt menneske, men hvis det skal sprede sig ud over Rojava, forestiller jeg mig, at processen ville være langvarig: i Filoponìa taler jeg om nogle få generationer, selvom begyndelsen er øjeblikkelig. Dertil kommer den modstand, som det nuværende system uden tvivl vil yde.

HC: HVORDAN SER DU FORHOLDET MELLEM DEN GLOBALE TRANSFORMATION, SOM FILOPONÌA FORESLÅR, OG LOKALE OPLEVELSER SOM ROJAVA? KAN LOKALE OPLEVELSER VÆRE UDGANGSPUNKTET FOR GLOBAL FORANDRING? 

Hvad angår forholdet mellem Filoponìa og Rojava, mener jeg ikke, det handler om lokal erfaring eller global transformation; begge deler målet om en ny menneskelighed, det jeg kalder ’ehumanity’. I denne forstand kan forholdet være et integrationsspørgsmål, gennem samarbejde: det er det, jeg håber på.

Jeg mener faktisk, at lighederne langt opvejer forskellene: mens Demokratisk Konføderalisme er mere avanceret end Filoponìa i udøvelsen af demokrati (Filoponìa er tiltænkt at blive realiseret her og nu, og er derfor tilpasset en menneskelighed, der stadig er langt fra menneskelig), er det filoponiske økonomiske system mere radikalt med hensyn til selvbestemmelse.

Öcalans analyse, som jeg er enig i, har bestemt inspireret mig, men også inspireret mig til at foretage nogle ændringer; Jeg henviser for eksempel til statsbegrebet, som jeg forfinede efter den internationale konference i Rom i april 2025, samtidig med at jeg indarbejdede en funktion af tilsyn med staten i opgaverne med deltagende demokrati.

 Kort sagt mener jeg at samarbejde mellem de to modeller både er muligt og ønskværdigt. Hvad angår muligheden for, at lokale initiativer generelt kan tjene som udgangspunkt for global forandring, er mit ærlige svar: Jeg er skeptisk.

 Det er et emne, jeg diskuterer i Filoponìa, hvor jeg beskriver dem som ineffektive. Hvis jeg derimod skifter fra det generelle til det specifikke tilfælde af Rojava-oplevelsen, set fra et filoponisk perspektiv, vendes argumentet på hovedet: for at gennemføre en global filoponisk forandring sætter jeg min lid til social debat, et felt hvor den demokratiske konføderalisme er herre.

Afslutningsvis opfordrer jeg til samarbejde og mener, at den lokale erfaring i Rojava kan tjene som udgangspunkt for global forandring.

Kilde: 

Hivda Celebi, 2026: Surbone: Rojava’s stability needs Syrian guarantees and Öcalan’s release as symbolic recognition. Mezopotamya Agency (HC), 21. April 2026

Oversættelse: Jesper Brandt