Interview med Nandita Haksar, Del Et: Menneskerettighedsdiskurs er blevet gjort til et våben

Af Devriş Çimen

Den indiske menneskerettighedsadvokat, underviser og forfatter Nandita Haksar argumenterer dristigt for, at idéen om menneskerettighedernes “universalitet” har været kontroversiel fra begyndelsen.

Haksar, som har hjulpet med at sikre mange skelsættende juridiske afgørelser inden for menneskerettigheder og flygtningeret, har ikke blot ført sager ved indiske domstole, men har også fremlagt argumenter for internationale domstole og udvalg. Haksar understreger, at menneskerettigheder knyttet til handel er blevet instrumentaliseret, og peger også på ineffektiviteten af internationale institutioner som FN, samtidig med at hun bemærker, at organisationer som Amnesty International har skadet legitime væbnede kampe mod kolonialisme og racisme.

I den første del af vores todelte interview med Nandita Haksar diskuterede vi Vestens hykleri omkring universelle menneskerettigheder, og hvordan dette koncept er blevet gjort til et våben for implicitte former for interessepolitik.

DU BESKRIVER, HVORDAN DISKURSEN OM MENNESKERETTIGHEDER IKKE LÆNGERE TJENER FRIGØRELSENS SAG, MEN ER BLEVET ET REDSKAB I VESTLIG UDENRIGSPOLITIK. HVORDAN SKETE DETTE SKIFT FRA ET BEFRIELSESVÆRKTØJ TIL ET MIDDEL TIL GLOBAL DOMINANS PRÆCIST?

Den 10. december 1948 vedtog FN’s Generalforsamling i Paris Verdenserklæringen om Menneskerettigheder (UDHR) som en fælles målestok for alle folk og lande. Erklæringen er siden blevet oversat til over 500 sprog – og har banet vejen for vedtagelsen af mere end 70 menneskerettighedstraktater.

Ideen om “universalitet” af menneskerettigheder var omstridt fra starten. Verdenserklæringen om Menneskerettigheder blev modarbejdet af otte lande af meget forskellige grunde: Sydafrika under apartheid modsatte sig erklæringen med den begrundelse, at den behandlede mennesker af alle racer lige. Den sydafrikanske regering undlod at stemme for at beskytte sin politik om institutionaliseret raceadskillelse (apartheid), som direkte overtrådte erklæringens principper om lighed.

HVILKE ANDRE LANDE MODSATTE SIG ERKLÆRINGEN?

Saudi-Arabien underskrev ikke Verdenserklæringen om Menneskerettigheder (UDHR) fra 1948, men protesterede primært mod bestemmelser om religionsfrihed og ligestilling mellem kønnene, som de mente var i konflikt med islamisk lov; selvom de ikke har underskrevet UDHR, er de som FN-medlem forpligtet til at opretholde principperne i Verdenserklæringen.

Sovjetunionen og den ukrainske SSR, den hviderussiske SSR, Jugoslavien, Polen og Tjekkoslovakiet underskrev ikke UDHR, men med vidt forskellige begrundelser. Socialisterne hævdede, at erklæringen pålagde verden et kapitalistisk verdenssyn; et verdenssyn, der var baseret på individuelle menneskerettigheders forrang over sociale og økonomiske rettigheder.

Gennem hele den kolde krig var der en klar splittelse mellem de vestlige lande og Sovjetunionen (støttet af den tredje verdenslande), om hvordan menneskerettigheder skulle inkluderes og beskyttes af international menneskerettighedslovgivning. Debatten handlede ikke om universalitet, men om behovet for at anerkende økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder ud over at anerkende individuelle borgerlige og politiske rettigheder.

HVILKET RESULTAT FØRTE DENNE DEBAT TIL?

Til sidst blev det aftalt, at der skulle være to konventioner, Konventionen om borgerlige og politiske rettigheder og Konventionen om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder. Disse blev vedtaget af De Forenede Nationer i 1966, men blev først ratificeret i 1976. Og de blev grundlaget for international menneskerettighedslovgivning.

USA ratificerede først de to pagter i 1992, efter Sovjetunionens opløsning.

Jeg bør tilføje, at Indien, sammen med nogle andre tredjeverdensstater, indtog den relativistiske holdning, at universelle menneskerettigheder kun kunne håndhæves i avancerede industristater, og det blev begrundelsen for ikke at overholde international menneskerettighedslovgivning.

Netop på grund af dens brede appel blev menneskerettighedsdiskursen et stærkt redskab i hænderne på regeringer, især vestlige stater, NGO’er og virksomheder, til at krænke nationale suveræniteter i lande verden over og endda til at retfærdiggøre krige.

KAN DU GIVE NOGLE EKSEMPLER?

For det første indtog internationale menneskerettighedsorganisationer, herunder respektable navne som Amnesty International, standpunkter, der var i overensstemmelse med vestlig udenrigspolitik. Amnesty Internationals holdning om ikke at adoptere Nelson Mandela som samvittighedsfange var et dramatisk eksempel. Dette er veldokumenteret af Cosmos Desmond, der var direktør for den britiske afdeling af Amnesty International på det tidspunkt. Dokumentationen er fremlagt i hans bog Persecution East and West: Human Rights, Political Prisoners, and Amnesty (1983). Amnesty Internationals holdning til væbnet modstand tjente til at delegitimere væbnede kampe mod kolonialisme, imperialisme og racisme.

For det andet er menneskerettigheder blevet brugt som våben, når de er blevet knyttet til handel. Menneskerettighedsbetingelser er den praksis, der knytter udenlandsk bistand, lån eller handelsaftaler til et modtagerlands overholdelse af menneskerettighedsstandarder. Selvom disse forhold har til formål at fremme demokrati og retsstatsprincipper, skaber de ofte et paternalistisk, neokolonialistisk pres. Kritikere hævder, at disse betingelser i en ulige verdensorden ofte marginaliserer sårbare grupper og ikke adresserer systemiske behov.

Amnesty International besluttede at fokusere på Indien i begyndelsen af 1990, og det faldt sammen med det tidspunkt, hvor Indien besluttede at liberalisere sin økonomi og åbne landet for privat kapital.  Menneskerettighedsdiskursen blev knyttet tilneoliberalismen og blev et redskab til at lette kapitalbevægelser og bryde nationale barrierer til beskyttelse af indenlandsk industri og erhvervsliv. Med andre ord blev friheden bundet til frie markeder. På mange måder tjente menneskerettighedsdiskursen samme formål som Bibelen gjorde for hvide koloniale missionærer og deres civiliserende missioner.

For det tredje har liberal menneskerettighedsdiskurs baseret på individuelle menneskerettigheder været medskyldig i at bryde folkets solidaritet:

(a) Ved at understrege folks ret til selvbestemmelse, især ved at fremelske etniske brudlinjer (som opstod på grund af grænser og afgrænsninger fastlagt af kolonimagter).

(b) Ved at lægge vægt på individuel frihed og autonomi. Dette skaber spændinger med idéen om familiesolidaritet ved at flytte fokus fra kollektive, hierarkiske familieenheder til individuelle rettigheder. Så dette giver dem mulighed for at kæmpe for muslimske kvinders rettigheder, mens de dæmoniserer muslimske mænd i den såkaldte krig mod terror. Imperial feminisme har været ansvarlig for at retfærdiggøre brutal tortur af muslimske mænd, der er anklaget eller mistænkt for “terrorisme”, og har også rationaliseret omfattende menneskerettighedskrænkelser i kvindernes rettigheders navn.

(c) Den liberale menneskerettighedsdiskurs underminerer arbejderklassens ret til kollektive forhandlinger ved ikke at inkludere arbejdstagerrettigheder i arbejdernes rettigheder, som behandles separat af ILO. Menneskerettighedsdiskursen anerkender ikke de krænkelser af menneskerettigheder, der skyldes en uretfærdig og ulige verdensorden og virksomhedernes ukontrollerede magt.

(d) Menneskerettighedsdiskursen anerkender ikke de menneskerettighedskrænkelser, der forårsages verden over, men især i det globale syd forårsaget af imperialisme og neokolonialisme, som har ført til sult, boligkrise og mange gange død på grund af sygdomme, der kan behandles.

ER DER OGSÅ ANDRE EKSEMPLER I DE SENERE ÅR, SOM DU FINDER VIGTIGE?

Endelig er menneskerettighedsfortællingen senest blevet brugt til at retfærdiggøre krige, fra Jugoslavien til Irak og fra Libyen til Afghanistan og mere for nylig Iran. Nogle jurister taler endda om en “menneskerettighedsbaseret tilgang til droner” og skriver om, hvordan krige og kontraoprørsoperationer kan gennemføres i overensstemmelse med menneskerettighedsprincipperne.

Hvis vi skal inkludere kvinders rettigheder inden for rammerne af menneskerettighedsdiskursen, kan vi se, hvordan kvinders rettigheder er blevet brugt som våben til at retfærdiggøre invasioner, krænkelser af suverænitet og krige. Disse krige er en del af den imperialistiske strategi for at påtvinge deres dominans over det globale syd.

I den igangværende amerikanske krig mod Iran har israelske ledere og sikkerhedsstatsaktører eksplicit påberåbt sig regimets og dets stedfortræders undertrykkelse af iranske kvinder for at retfærdiggøre droneangreb, sabotage eller missilangreb som støtte til “demokrati” og “kvinders rettigheder”, som et indlæg fra Israels Forsvarsstyrker (IDF) illustrerer, sehttps://www.idf.il/en/articles/2024/iran-and-its-proxies-oppression-of-women/.

Den fortælling er blevet fordømt af feminister i Irak, Afghanistan og nu i Iran, og de har fordømt internationale feminister for imperialistisk kapring af en feministisk diskurs. Feminister som Katharina Motyl har fordømt brugen af kvinders rettigheder til at retfærdiggøre krige som imperial feminisme.  Hendes skrifter afslører, hvordan kvinders rettigheder gentagne gange mobiliseres gennem historien for at retfærdiggøre militær ekspansion.

Lila AbuLughod er måske den mest kendte kritiker af vestlige feminister, som hun i sine bøger har argumenteret for hjalp med at legitimere invasionen af Afghanistan ved at fremstille afghanske kvinder som universelt undertrykte af “muslimsk kultur,” og dermed reproducere koloniale og orientalistiske modsætningermellem “det liberale Vesten” og “det tilbagestående islam.”

DU HAR KÆMPET SOM MENNESKERETTIGHEDSAKTIVIST I ÅRTIER. FILOSOFFEN HANNAH ARENDT TALTE OM ‘RETTEN TIL AT HAVE RETTIGHEDER’, MEN ALLIGEVEL BLIVER VÆRDIGHED OG RETTIGHEDER FOR STØRSTEDELEN AF BEFOLKNINGEN SYSTEMATISK FRATAGET DEM PÅ VERDENSPLAN AF MAGTHAVERNE. HVORDAN KAN FOLK MODSTÅ DENNE FRATAGELSE AF RETTIGHEDER?

“Retten til at have rettigheder” henviser til den grundlæggende nødvendighed af at tilhøre et politisk fællesskab (statsborgerskab) for overhovedet at have nogen juridiske rettigheder. Pr. midten af 2025 er over 117 millioner mennesker tvangsfordrevet verden over, herunder cirka 42,5 millioner flygtninge. Dette tal inkluderer flygtninge under FNs Flygtningekommission (UNHCR), palæstinensiske flygtninge under FNs hjælpeorganisation for palæstinensiske flygtninge (UNRWA) og personer i flygtningelignende situationer, hvilket markerer det højeste antal fordrivelser nogensinde, med 71 % af flygtningene indkvarteret i lav- og mellemindkomstlande.

Jeg har været dybt involveret i flygtningerettigheder i Indien, hvor problemet ikke er så akut som i mange andre lande, men det er lige så bekymrende. Indien begyndte som et selvstændigt land efter en blodig deling og millioner af flygtninge. Selvom Indien ikke har underskrevet FN’s flygtningekonvention, har landet budt flygtninge velkommen fra alle dele af verden.

Indien er medlem af UNHCR’s eksekutivkomité, og UNHCR fungerer i New Delhi. Dog er Indien også blevet stadig mere strengt over for flygtninge, og under de senest vedtagne love behandles flygtninge som ulovlige migranter. Jeg ved, at det er en tendens i Vesten, men jeg ville have håbet, at Indien havde fortsat sin liberale politik over for flygtninge.

KAN DU UDDYBE LIDT MERE OM, HVORDAN INDIEN HÅNDTERER FLYGTNINGE?

Flygtningene har ret til liv og er beskyttet mod vilkårlig brug af loven, men de har ingen eller meget lidt mulighed for at håndhæve deres rettigheder. UNHCR har reelt trukket sig tilbage fra at påtage sig et ansvar, og regeringen behandler flygtninge som ulovlige migranter og har tilbageholdt mange i tilbageholdelsescentre.

I det nordøstlige Indien, især i delstaten Manipur, har vi set eskalerende vold, især siden 2023, og ifølge 2024 Global Report on Internal Displacement (GRID) fra det Genève-baserede Internal Displacement Monitoring Centre (IDMC) udløste etnisk vold i Manipur 67.000 fordrivelser i 2023 – det højeste i Sydasien.

Der er nogle få NGO’er, som angiveligt arbejder for flygtninge, men de konfronterer ikke staten på vegne af flygtningene i Indien. Flygtninge protesterer foran UNHCR’s kontor, men det har vist sig at være ret ineffektivt.

FINDES DER OGSÅ ANDRE OMRÅDER, HVOR FOLK I INDIEN FORTSAT KÆMPER FOR DERES RETTIGHEDER?

Ud over flygtninge og migranter står vores egne borgere over for en hidtil uset krise med arbejderprotester over hele landet, især fra kontraktarbejdere, der ikke får de lovbestemte mindstelønninger.

Folk gør modstand ved at komme ud på gaderne og protestere igen og igen trods anholdelser, trusler og intimidering. Men de institutioner, der kunne levere retfærdighed, såsom arbejdsretter, fungerer ikke længere. Den eneste måde, hvorpå alle befolkningsgrupper kan opretholde en modstand, er ved at have deres egne organisationer. De nationale fagforeninger har grebet ind, men fagbevægelsen er blevet svækket med væksten af fleksible arbejdsmarkeder, og de fleste af vores arbejdere arbejder i den uorganiserede sektor, som fagbevægelsen ikke har nået.

Regeringen har svaret igen ved at hæve lønningerne, men forhøjelsen er næppe nok til at dække de stigende priser, især på grund af manglen på LPG-gas efter USA’s krig i Iran. Dette har påvirket madlavningsgas og industrier som beklædningsindustrien, der skal farve stof. Dermed er tusindvis af arbejdere blevet smidt på gaden.

Regeringen har evakueret mange tusinde arbejdere, der sidder fast i Golfstaterne, men når de vender tilbage, er der ingen job. Indien er verdens største modtager af pengeoverførsler med rekordhøje tilstrømninger på 135 milliarder dollars (€117 milliarder) i 2025, ifølge regeringsdata. Hvis krigen fortsætter, vil tusindvis af fattige familier blive frataget deres hovedindtægtskilde.

Den kommende tid vil bringe ubeskrivelige lidelser over vores folk.

OM NANDITA HAKSAR

Nandita Haksar var journalist, før hendes engagement i kvindebevægelsen tvang hende til at tage juraen i brug. I de sidste tre årtier har hun arbejdet som menneskerettighedsadvokat, kampagnefører og forfatter. Hun har gennemført megenpræcedens inden for menneskerettigheder og flygtningelovgivning. Hun har taget sager op ved domstolene i Indien samt optrådt for internationale domstole og komitéer. Hun har udviklet og undervist i menneskerettigheder på forskellige universiteter.

Haksars publikationer omfatter: Ego and other Poems (1972) Demystification of Law for Women (1986); Bogen er blevet oversat til regionale sprog og bruges i vid udstrækning af kvindegrupper til at udbrede juridisk forståelse; Nagaland-filen: Et spørgsmål om menneskerettigheder; (den medredigerede bog, som først afslørede menneskerettighedskrænkelserne begået af de indiske sikkerhedsstyrker i det nordøstlige Indien); Framing Geelani, Hanging Afzal (eds.): Patriotism in the Time of Terror (2007), hvor hun skriver om sin oplevelse med at forsvare to kashmiriske muslimer, der er anklaget for at have angrebet det indiske parlament, og Rogue Agent (ed.): How India’s Military Intelligence Betrayed the Burmese Resistance (2009), hvor hun afslørede RAW, Indiens eksterne efterretningstjeneste; Dommen, der aldrig kom: Hærstyre i det nordøstlige Indien (med Sebastian Hongray, 2011); ABC of Naga Culture and Civilization (2011), som er blevet brugt i undervisningen i skoler for Naga-børn, og;  Across the Chicken Neck: Rejser i Nordøstindien (2013); The Many Faces of Kashmiri Nationalism: from Cold War to the present Times (2015) og Framed as a Terrorist (med Mohammad Aamir Khan) (2016)

Hun modtog en grad i LL.D. (Honoris Causa) fra NALSAR i 2015 som anerkendelse for sit arbejde inden for menneskerettigheder.

Kilde: 

Devriş Çimen, 2026: Nandita Haksar: Human rights discourse has been turned into a weapon – Part One. ANF-News, 2. June,2026

Oversættelse: Jesper Brandt