Lokal kurderudryddelsespolitik i Tyrkiet IV – Van og Hakkari: Centre for statens narkoimperiebander

Van (Wan) og Hakkari (Colemerg) er blandt de historiske bastioner for den kurdiske frihedsbevægelse. Samtidig skiller de sig ud som regioner, hvor den tyrkiske stats særlige krigsførelsespolitik er blevet implementeret mest intenst.

Van er et af de vigtigste knudepunkter på narkotikahandelsruten, der strækker sig fra Afghanistan gennem Iran og Tyrkiet ind i Europa. Selvom Hakkari ofte overskygges af Van, hører den til blandt grænsebyerne, hvor den særlige krigsførelsespolitik måske er blevet testet i dens hårdeste form.

Tilsammen afslører disse to byer et af de klareste udtryk for statens politik med kulturel ødelæggelse rettet mod de kurdiske områder i Tyrkiet, sammen med de dybe sociale konsekvenser, det har skabt.

VEJKRYDS PÅ RUTEN FRA AFGHANISTAN TIL EUROPA

Van ligger på en af Tyrkiets største narkotikatransitruter. Heroin og opiatderivater med oprindelse i Afghanistan når Van via IranFra Van fordeles det over hele Tyrkiet og smugles videre til Vesteuropa. Denne rute er ikke blot en geografisk korridor; Den bruges også som en logistisk linje, hvor statslige enheder og organiserede kriminelle netværk angiveligt opererer sammen.

Başkale-distriktet (Elbak) i Van skiller sig ud som et af systemets mest kritiske noder. Ifølge oplysninger indsamlet fra lokale kilder siges næsten alle husstande i distriktet at have mindst én person, der er fængslet for narkotikarelaterede anklager. Kilder rapporterer også, at alderen for stofmisbrug i nogle kvarterer i Van er faldet til så lavt som ni, hvor børn i den alder angiveligt indånder stoffer som lightergas for at beruse sig selv.

HACIBEKIR ER NU CENTRUM FOR SPECIALKRIGSFØRELSE

Stofmisbruget er blevet koncentreret i kvartererne Hacıbekir(Xaçort), Karşıyaka og Seyit Fehim Arvasi, med udsigt over Van-søen. Engang kendt for vægskrifter, der afspejler modstand, identitet og kultur, er Hacıbekir i de senere år blevet omdannet til et centrum for særlig krigspolitik.

I kvarteret, som har en befolkning på omkring 19.000, bliver politik for prostitution, stofbrug og assimilation stadigt mere udbredt. Beboerne tolker denne situation som et direkte angreb på samfundets kulturelle hukommelse.

HOTELLER, DER MULIGGØR PROSTITUTION

Prostitutionsnetværket i Van opererer inden for en bred økonomisk ramme. Ifølge lokale beretninger bliver iranske turister, der besøger bar- og underholdningsafdelingerne på nogle luksushoteller i byen, henvist til disse steder i bytte for penge til at møde kvinder. Rapporter indikerer også, at visse hoteller fungerer som mellemled for prostitution, mens hundredvis af bordeller siges at være i drift både i byens centrum og i de omkringliggende distrikter.

AFPRESNINGSNETVÆRK

I Van retter rekrutteringen af informanter sig især mod unge kvinder fra familier tæt på den kurdiske frihedsbevægelse. Falske følelsesmæssige relationer etableret gennem sociale medier, optagelse af seksuelt eksplicitte samtaler og brugen af disse billeder og beskeder som afpresningsværktøjer beskrives som standardmetoder i denne særlige krigsførelsespolitik. Vans grænseplacering, kombineret med den tunge militære og politimæssige tilstedeværelse i byen, skaber særligt gunstige betingelser for denne praksis.

Som i andre byer i Kurdistan viser de længst varende virkninger af informantrekruttering sig i Van gennem en voksende atmosfære af social mistillid. Spørgsmål som “Hvem taler med hvem?” og “Hvem bærer information for hvem?” udvikler sig i stigende grad til et klima af paranoia.

Mens denne paranoia lægger grundlaget for den sociale desorganisering, som staten søger, er den også ved at udvikle sig til en tavshed, der fastholder politisk fortvivlelse i samfundet.

VI VIL LEVE MED VORES IDENTITET

Ordene, som beboerne i Hacıbekir-kvarteret udbreder, indkapsler hele billedet: “Der er ikke længere den samme følelse af nabolag, enhed eller solidaritet som der var tidligere. Men vi vil leve med vores identitet. Partiet skal tage fat på disse problemer og udføre oplysningsarbejde.” Disse ord står ikke kun som et politisk krav, men også som et vigtigt opråb til overlevelse.

ROJINS MISTÆNKELIGE DØD

En af de mest omtalte hændelser i Van i 2024 var sagen om Rojin Kabaiş, som vakte stor offentlig opmærksomhed. Rojin Kabaiş, en 21-årig studerende på Van Yüzüncü Yıl Universitet, forlod sit kollegium den 27. september 2024. Efter at være blevet meldt savnet og eftersøgt i over 18 dage, blev hendes lig fundet den 15. oktober 2024 ved Molla Kasım-bredden af Van-søen.

Ifølge udtalelser fra familien og deres advokater var der et intenst pres for at klassificere hændelsen som et “selvmord.” Sagen om Rojin Kabaiş blev et konkret eksempel på, hvordan staten tyr til fortællingen om “selvmord”, mens familier og advokater tvinges til at kæmpe blot for at få deres stemmer hørt om de mange hændelser, der finder sted i Van. Familien fortsætter med at kræve en uafhængig undersøgelse, men disse opkald har indtil videre fået ringe respons.

FADER KABAIŞ’ OPRÅB

Sagen om Rojin Kabaiş står som en opsummering af den særlige krigsførelsespolitik, der har udfoldet sig over den kurdiske del af Tyrkiet igennem det seneste årti. Familiens og kvindernes indsats for at fremme efterforskningen og afsløre de ansvarlige afspejler den voksende følelse af, at denne politik i Kurdistan er blevet umulig at skjule, mens jagten på retfærdighed og stærkere former for social modstand fortsætter.

Da Rojins far, Nizamettin Kabaiş, uden for Diyarbakır (Amed) retsbygning råbte: “Min stemme bliver ikke hørt, fordi jeg er fattig”, tjente det endnu en gang som en hård påmindelse om, hvordan systemets mekanismer og alle dets tilknyttede institutioner fungerer i Tyrkiet.

HAKKARI: AYŞEGÜL AKDOĞAN-BANDEN

Et af de mest slående dokumenterede eksempler på den særlige krigsførelsespraksis i den kurdiske del af Tyrkiet opstod i Hakkari. I september 2024 cirkulerede en video på de sociale medier, hvor en kvinde ved navn Ayşegül Akdoğan voldeligt overfaldt en ung kvinde på et offentligt område. Undersøgelserne, der fulgte optagelserne, afslørede et langt bredere og mørkere billede.

Ifølge en rapport offentliggjort af Jinnews-journalisten Rabia Önver under overskriften “Særlig krigsførelse i Colemerg” havde en bande på 25 medlemmer ledet af Akdoğan i mindst tre år tvunget unge kvinder og børn til prostitution ved først at introducere dem til stoffer i centrum af Hakkari og dets distrikter, herunder Çukurca (Çelê) og Yüksekova (Gever).

Rapporten fastslog, at unge kvinder mellem 15 og 21 år blev fanget gennem trusler, afpresning og manipulerede billeder, før de blev presset ud i prostitution med udtalelser som: “Du kan tjene gode penge, hvis du tilbringer tid sammen med vores politivenner.”

I stedet for at forfølge det kriminelle netværk, der var blevet afsløret efter disse rapporter, ransagede politiet under en razzia Jinnews-reporteren Rabia Önvers hjem og udstedte en tilbageholdelsesordre mod hende, mens hun var væk hjemmefra.

DEN STATSSTØTTEDE AKDOĞAN-BANDE

Ayşegül Akdoğan, hvis far er landsbyvagt, og hvis bror er specialsergent i militæret, siges at have brugt sine familieforbindelser til organisk at knytte bandestrukturen til statsapparatet. Af den grund forbliver strafferetlige klager og anklager mod gruppen angiveligt ubesvarede. Oplysninger offentliggjort af lokale kilder inkluderer også påstande om, at nogle politibetjente tilknyttet Hakkari’s Sikkerhedsdirektorat havde stillinger i Ayşegül Akdoğan-banden. Derudover er der påstande om, at Akdoğan og hendes familie modtog direkte støtte fra staten.

Y.K., en caféejer i Hakkari, har oplyst, at en af kvinderne, som angiveligt var blevet tvunget til prostitution af banden, og hvis billeder senere blev spredt, til sidst blev myrdet, mens en anden blev drevet til selvmord som følge af afpresning.

Sagen, som Hakkaris Øverste offentlige Advokatkontor har åbnet mod Akdoğan, er stadig i gang ved Hakkari 3. civile domstol i første instans. Anklagerne i sagen er dog fortsat begrænset til “mindre skade” og “offentliggørelse af billeder relateret til privatlivet.” Det faktum, at alvorlige anklager, herunder at tvinge kvinder ud i prostitution, introducere dem til stoffer og drive dem til selvmord gennem et koordineret kriminelt netværk på 25 medlemmer, blot behandles som “en mindre skade”, afslører, hvordan staten nærmer sig det bredere billede.

PROSTITUTION LEDET AF EN TREKANT BESTÅENDE AF STATEN, LANDSBYVAGTER OG SPECIALISEREDE SERGEANTER

Prostitutionsnetværket, der opererer i Hakkari og Şırnak (Şirnex), siges at have direkte organiske forbindelser til staten. En bande bestående af mere end 70 personer, herunder landsbyvagter, specialiserede sergenter og civile, er anklaget for at have tvunget kvinder til prostitution gennem afpresning igennem mindst tre år, især i det centrale Colemerg samt i Çukurca, Yüksekova og Uludere (Qileban) i Şırnak.

En person, der senere forlod banden og identificerede sig som specialiseret sergent, blev angiveligt informant og afslørede mere end 70 personer tilknyttet netværket.

Süleyman Soylu og det kurdiske Tyrkiets mørke netværk

Navnet på den tidligere indenrigsminister Süleyman Soylu er gået igen mange gange i forbindelse oplysninger om forskellige “mørke netværk”, der opererer i Van, Hakkari og mere bredt i den kurdiske del af Tyrkiet. Når denne sammenhæng betragtes i tilknytning til de fakta, der er kommet ind i det offentlige rum, afslører de et alvorligt politisk billede.

Det er tidligere blevet rapporteret i medierne, at 33 separate organiserede kriminelle grupper alene i Hakkari er blevet identificeret. Eksistensen af 33 forskellige organiserede kriminelle organisationer i en relativt lille by som Hakkari, kombineret med Soylus hyppige besøg i byen under hans ministerperiode -angiveligt næsten hver uge – er af kritikere blevet set som et af de tydeligste tegn på det forhold, der er blevet etableret mellem staten og disse netværk.

SOYLUS INTERNATIONALE NARKONETVÆRK

Det er også gentagne gange blevet påstået, at narkotikahandelsnetværket under ledelse af Süleyman Soylustrækker sig helt ind i Europa. Narkosmugler Joseph Johannes Leijdekkers, også kendt som “Bello Joe,” som optræder på Europas mest eftersøgte liste, er ofte blevet nævnt i tyrkiske, europæiske og hollandske medier som et af navnene, der optræder som tilknyttet de smuglerruter, der angiveligt har været forbundet med Soylu.

Under et sikkerhedsmøde i Holland fortalte den daværende hollandske justitsminister Dilan Yeşilgöz angiveligt til Soylu, at de mente, at en narkosmugler, som angiveligt havde truet den hollandske konge, befandt sig i Tyrkiet og bad Soylu om hjælp. Hun udtalte senere, at Soylu ikke havde sat nogen undersøgelse i gang og tilføjede, at operationer rettet mod “Bello Joe” først begyndte, efter at Soylu havde forladt embedet. Kritikere hævdede, at fraværet af sådanne operationer under Soylusembedsperiode afslørede karakteren af hans påståede forhold til Bello Joe.

De beskidte netværk, der opererer i Van og Hakkari, siges at have direkte forbindelser til nationale og internationale kriminelle organisationer. Statens beslutning om at anerkende disse forbindelser, samtidig med at de ignoreres er med til at forklare, hvorfor kriminelle organisationer i disse byer fortsat har kunnet operere så sikkert og permanent.

MODSTANDSOMRÅDET I VAN OG HAKKARI

Van og Hakkari er kendt som to af de mest patriotiske og modstandsdygtige byer, da de har leveret hundredvis af guerillarekrutter til den kurdiske frihedsbevægelse og har ydet vedvarende folkelig opbakning. Netop af den grund betragtes koncentrationen af statslig politik i disse byer som en del af en særlig krigsstrategi. Spredningen af stoffer, prostitutionsnetværk og rekruttering af informanter beskrives alle som produkter af denne særlige krigspolitik.

For befolkningerne i Van og Hakkari er vejen ud af denne mørke virkelighedtydeligvis at bevare deres egne former for organisering og opretholde et stærkere og mere inkluderende bånd til den politiske bevægelse.

Kilde:

Rüstem Sincer, 2026: The Drug empire of state’s gangs – IV. ANF-News, 12. May 2026

Oversættelse: Jesper Brandt