Hvis İmralıs porte ikke åbnes…

Af Dr. Hayri Hazargol

I øjeblikket er rammeloven, der skal tjene som den grundlæggende lov for at løse det kurdiske spørgsmål, blevet en af Tyrkiets vigtigste politiske dagsordener. Men hvad angår denne grundlæggende lov, har især de pro-AKP medier og journalister påtaget sig rollen som den vildledende og manipulerende offentlighed. Det ser ud til, at organisationen, der omtales som “special warfare center”, eller enheder knyttet til den, har efterlyst denne type nyhedsformidling.

At den forventede lov kun kunne blive vedtaget i den form, som AKP-regeringen har ønsket, ville modsige selve processens natur. Det skyldes, at der findes et andet parti centreret omkring den kurdiske folkeleder i İmralı. Hvis AKP-MHP-alliancen havde været i stand til at handle ensidigt, ville den have gjort det for år siden. Da det ikke kunne lade sig gøre, lod AKP-MHP-alliancen Devlet Bahçeli foretage sin offentlige opfordring. Det faktum, at sådan en opfordring blev fremsat, viser åbent, at dette er en bilateral proces.

Baseret på udtalelser på vegne af bevægelsens ledelse og bemærkninger fra DEM-partiets delegation forstås det, at det første udkast til rammeloven blev fremlagt af Öcalan, som kurderne beskriver som deres chefforhandler. Regeringen forventedes at diskutere dette udkast før rejsen til İmralı, og derefter ville den version, hvor der var opnået et vist niveau af konsensus, blive sendt til Qandil for deres vurdering. Denne procedure er dog ikke blevet udført de sidste to måneder. Der har heller ikke været et besøg i İmralı, og Qandil er heller ikke blevet informeret.

Fraværet af møder med İmralı i disse to måneder indikerer, at der ikke blev opnået enighed om udkastet til rammelov i denne periode. Da DEM-delegationen nu er taget til İmralı, ser det ud til, at der gøres en indsats for at bringe positionerne tættere sammen. Vi vil få at vide, hvor meget fremskridt der er gjort, når information om mødet offentliggøres. Hvis regeringen virkelig værdsætter denne proces og tager det alvorligt, burde det ikke være svært at nå til enighed. Både İmralı og den kurdiske bevægelse har indtaget en rimelig og konstruktiv tilgang. Hvis processen kører fast, vil det være resultatet af ensidige formuleringer pålagt fra regeringens side.

Det interview, der blev foretaget af Ruşen Çakır med Duran Kalkan fra Bevægelsens Ledelse (Se Duran Kalkan: If a true peace is desired, the path to it goes through İmralı. YeniYaşam 17. July 2026), o.a.) har endnu engang vist, at den kurdiske frihedsbevægelse forbliver engageret i sin strategi for en demokratisk politisk kamp. Duran Kalkan udtrykte klart deres beslutsomhed og præference for at løse alle problemer inden for Tyrkiet. Det blev også tydeligt, at påstande fra visse kredse i Tyrkiet om, at denne proces ville skade landet, er ubegrundede og grundløse. Deres ønske om et stærkt og demokratisk Tyrkiet blev åbent udtrykt. Denne realitet har også vist, at den tyrkiske stats årtier lange politik med at stole på sikkerhedsforanstaltninger og krig for at undertrykke kurdiske krav har forårsaget stor skade på Tyrkiet selv.

Som udtalt af bevægelsens ledelse ønsker kurderne også en officiel anerkendelse af deres chefforhandler som en legitim modpart og at han opnår de nødvendige betingelser for at kunne arbejde frit. Du kan ikke løse et problem, hvis du nægter at anerkende den part, du skal forhandle med. Du kan ikke nægte åbent at anerkende den person, som kurderne kalder “vores leder”, og derefter hævde, at du vil løse det kurdiske spørgsmål. Ingen ville tro på sådan en påstand. Medmindre der er officiel og juridisk anerkendelse af realiteten i İmralı, vil benægtelsen af kurdisk identitet fortsætte. Blot at anerkende kurdernes eksistens i praksis ville have ringe betydning. Kort sagt afhænger succesen af denne proces af, at portene til İmralı åbnes.

Vil den kurdiske folkeleder kunne engagere sig frit i politik? Dem i bjergene ser dette. Hvis han bliver fri og kan engagere sig i politik, vil alle i verden, der er blevet udelukket fra politisk aktivitet, komme og slutte sig til denne leders politiske bevægelse.

Nogle i Tyrkiet spørger, om dem, der kommer ned fra bjergene og andre områder, vil kunne tilpasse sig Tyrkiets politiske liv. Uden tvivl, for hvis tanke- og organisationsfrihed er fuldt garanteret, og hvis ingen behandles som kriminelle for at udtrykke deres synspunkter eller organisere det demokratiske samfund, vil de fra bjergene helt sikkert være blandt dem, der bedst tilpasser sig en demokratisk politik. Den demokratiske politiks sfære ville ånde frisk luft.

Nogle hævder, at den kurdiske frihedsbevægelse ikke vil kunne tilpasse sig, da den stadig opererer med den ideologiske og politiske tankegang, den havde for tredive år siden. De, der fremsætter sådanne påstande, er selv rodfæstet i en ægte socialistisk mentalitet. Faktisk har den tyrkiske stat i de sidste hundrede år repræsenteret en anden version af den samme reelle socialistiske politiske forståelse. Statisme er stadig dominerende. Politik i Tyrkiet er ikke demokratisk. Det er politik centreret omkring staten. Der findes ingen demokratisk politik baseret på et demokratisk samfund. På tværs af det politiske spektrum, fra højre mod venstre, er den herskende politiske mentalitet i Tyrkiet statslig. Politik centreret omkring samfundet forbliver meget svag. Selv dem, der beskriver sig selv som samfundets fortalere, har stadig ikke opgivet deres centraliserede og autoritære tankegang.

Den kurdiske folkeleder afviser centraliseret og autoritær politik. Han betragter politik rodfæstet i lokalsamfund og græsrodsdeltagelse som ægte demokratisk politik. I øjeblikket praktiserer alle politiske partier i Tyrkiet politik, der reelt kun er afledt af statisme. Politik centreret omkring parlamentet, og politik afhængig af det, kan ikke overskride den statslige mentalitet. Først når demokratisk politik baseret på samfund og græsrodsdeltagelse bliver stærk, kan parlamentarisk politik virkelig tjene demokratiet. Ellers ligner den blot det politiske system, den hævder at modsætte sig, og bliver endnu en variation af det.

Når den kurdiske folkeleder taler om “fred og et demokratisk samfund,” søger han også at transformere denne politiske kultur i Tyrkiet. I dag er politik blevet opslugt af patronage og egeninteresse. Hverken samfundet eller Tyrkiet selv prioriteres. Hvis Tyrkiets grundlæggende problemer forbliver uløste, skyldes det, at politik ikke længere betragtes som en offentlig tjeneste, men snarere som et middel til at sikre personlige interesser, privilegier og økonomisk gevinst.

Når den kurdiske folkeleder taler om en grundlæggende lov, forestiller han sig også at etablere et politisk system baseret på fred og et demokratisk samfund i Tyrkiet.

Kilde: 

Hayri Hazargol, 2026: If the gates of İmralı do not open… Yeni Yaşam Newspaper, 22. July 2026

Oversættelse: Jesper Brandt