Screenshot
Syriens midlertidige præsident Ahmed al-Sharaa var tirsdag vært for Mazloum Abdi, kommandør for de Syriske Demokratiske Styrker (SDF), og Elham Ahmed, en højtstående embedskvinde fra den styrende administration i det nordøstlige Syrien (Rojava), i Damaskus for at drøfte den igangværende integration af den kurdisk-ledede enklaves institutioner.
Sharaa modtog Abdi og Ahmed i Folkets Palads i nærværelse af Syriens udenrigsminister Asaad al-Shaibani og Ziad al-Ayesh, guvernør for Syriens østlige Deir ez-Zor-provins, rapporterede det statslige Syrian Arab News Agency (SANA).
Diskussionerne centrerede sig om “at fuldføre implementeringen af aftalen fra 29. januar med SDF og følge op på integrationsprocessen inden for de statslige institutioner,” tilføjede SANA.
Den skelsættende januaraftale fulgte ugers optrapning, hvor syriske regeringsstyrker og tilknyttede væbnede grupper overtog territorier, der tidligere var holdt af de kurdisk-ledede styrker i det østlige Aleppo, Raqqa, Deir ez-Zor og den kurdisk-dominerede Hasaka-provins i Rojava.
SDF, som fungerer som den de facto militære styrke i Rojava og fortsat er en nøglepartner i den USA-ledede Globale Koalition til bekæmpelse af Islamisk statGlobal (ISIS), havde kontrolleret disse områder siden de udviste den ekstremistiske gruppe under krigen mod den.
Under aftalen blev der etableret en permanent og omfattende våbenhvile, sammen med bestemmelser om integration af civile og militære institutioner i Rojava i den syriske stat.
Siden implementeringen har flere SDF-tilknyttede personer påtaget sig regeringsroller, herunder stillinger inden for forsvars- og interne sikkerhedsstrukturer samt lokale administrative poster i Hasaka-provinsen.
Den SDF-udnævnte Hasaka-guvernør Nour al-Din Ahmed sagde torsdag, at omkring 70 procent af den institutionelle integration er fuldført, da nøglekampenheder i SDF-hæren og dens tilknyttede interne sikkerhedsstyrker (Asayish) også vil blive integreret som adskilte, regionalt baserede divisioner inden for henholdsvis den syriske hær og indenrigsministeriet.
Det vigtige møde mellem Sharaa og den øverste Rojava-delegation finder sted dagen efter, at Kurdistans regionspræsident Nechirvan Barzani besøgte Damaskus mandag, hvor han mødtes med Sharaa til samtaler, der fokuserede på at styrke økonomisk samarbejde, regionale udviklinger og en “række spørgsmål af fælles interesse,” sagde det syriske præsidentskab i en erklæring.
SDF-kommandør Abdi roste senere samme dag den kurdiske præsidents rejse og bemærkede: “Vi er overbeviste om, at dette besøg vil have en positiv indvirkning på Syriens stabilitet og på løsningen af det kurdiske spørgsmål i regionen.”
Kilde:
Anonymous, 2026: Syria’s Sharaa receives SDF chief, senior Rojava official for integration talks. Rudaw, 4. August 2026
Oversættelse: Jesper Brandt


