Sprog er eksistensgrundlaget for et folk

Af Ibrahim Benli

Sproget er eksistensgrundlaget for et folk. Det er gennem sproget, at vi forstår os selv, vores historie og vores plads i verden. Når et folk mister sit sprog, mister det ikke kun ord,  det mister sin identitet, sin kultur og sin kollektive hukommelse.

I dag er vi samlet her  for at påminde hinanden om den enorme betydning af at bevare og styrke den kurdiske sproglige kulturarv. En kulturarv, som undertrykkelsesregimer igennem århundreder har forsøgt at eliminere.

Hver gang undertrykkelsesregimerne forsøger udslette eksistensen af kurderne og det kurdiske sprog hører vi kurderne at sige “Oy Hawar”

Ordet Hawar som på dansk betyder Opråb, råb om hjælp, var også navnet på det første kurdiske magasin Hawar,, “Opråb”, som  blev udgivet i Damaskus den 15. maj 1932. Det var et opråb om eksistens, om værdighed og om retten til at tale sit eget sprog.

For kurderne har sproget aldrig været en selvfølge. I Tyrkiet, Syrien, Iran og Irak har kurderne gennem århundreder været udsat for massakrer, ødelæggelser og systematisk undertrykkelse. Disse regimer har betragtet minoriteters eksistens som en trussel mod nationens sikkerhed. Derfor har de forbudt kurdere at tale, skrive og læse på deres modersmål. De har forsøgt at knuse sproget for at knuse folket.

Men sproget overlevede.

Det overlevede, fordi kurderne nægtede at tie. Da undertrykkelsesregimerne har forbudt kurderne at bruge deres sprog valgte kurderne at fortsætte i kampen i uden for Kurdistans grænser. 

Den første kurdiske avis, Kurdistan, udkom i Cairo den 22. april 1898. Derfor betragtes denne dato som Kurdisk Journalistikdag. Det viser, at kurdisk offentlighed, kurdisk debat og kurdisk intellektuel tradition har dybe rødder, også selv om regimer har forsøgt at udviske dem.

Det kurdiske sprog overlevede også gennem Dengbeji — den mundtlige fortælletradition, hvor historier, sange og poesi blev båret videre fra generation til generation. Dengbeji er ikke kun en kunstform; det er en modstandshandling. Det er beviset på, at kultur kan overleve selv de mest brutale forsøg på udslettelse.

Kurdisk er et indoeuropæisk sprog, beslægtet med persisk. Manglende selvstændighed og århundreders undertrykkelse har forhindret udviklingen af et fælles rigskurdisk. I stedet findes der en rigdom af dialekter, Kurmanji, Sorani, Gorani (Hewrami) og Zazaki (Dimilki). Denne mangfoldighed kan gøre det svært for kurdere at forstå hinanden, men den er også et vidnesbyrd om et folk, der har levet og udviklet sig på tværs af regioner og historiske perioder.

De tidligste skriftlige værker går tilbage til 1400- og 1500-tallet. Navne som Hasan Ertuşi, Feqîyê Teyran, Melayê Cizîrî og Ehmedê Xanî står som søjler i den kurdiske litterære tradition. Ehmedê Xanîs klassiker Mem û Zin er ikke blot et litterært værk,  det er et nationalt symbol, et kulturelt fundament. Sammen med folkesagn som Meme Alan og fortællingen om Siyabend & Xece udgør disse værker hjørnestene i kurdisk kulturhistorie.

Når vi i dag står her på Christiansborg, er det ikke kun for at fejre sproget. Det er for at anerkende den kamp, der ligger bag. Det er for at stå i solidaritet med et folk, der har betalt en høj pris for retten til at tale deres eget sprog.

Som folketingsmedlem for Enhedslisten vil jeg understrege én ting:

Kampen for sproglig frihed er en kamp for menneskerettigheder.

Kampen for kurdisk sprog er en kamp for demokrati.

Og kampen for kulturel overlevelse er universel, den angår os alle.

Sproget er eksistensgrundlaget for et folk.

Og så længe sproget lever, lever folket.

INFO: Forfatteren er selv ansvarlig for sine holdninger.