Fra 1975 til Ankara NATO-topmødet: Geostrategisk omdefinering af det kurdiske spørgsmål

Af Hüseyin Salih Durmuş

Gennem sin mere end hundrede år lange historie har det kurdiske spørgsmål aldrig blot været et lokalt eller nationalt spørgsmål. Ethvert stort regionalt vendepunkt har omdefineret det. På forskellige tidspunkter er det kurdiske spørgsmål blevet fremstillet som en sikkerhedstrussel, en alliancepartner, et forhandlingskort eller det skjulte centrum for en skiftende regional orden.

Algier-aftalen fra 1975 er stadig et af de tydeligste eksempler på dette historiske mønster. Selvom aftalen mellem Iran og Irak ikke nævnte kurderne, mærkedes dens konsekvenser mest dybtgående i Nord-Irak (det sydlige Kurdistan -Başur). Irans shah og Saddam Hussein sad ved forhandlingsbordet, mens Washington og Henry Kissingers realpolitik formede begivenhederne bag kulisserne. Ved at forpligte begge parter til at afholde sig fra at blande sig i hinandens interne anliggender, banede aftalen vejen for, at Iran kunne trække sin støtte til bevægelsen ledet af Mullah Mustafa Barzani tilbage. Kurderne var fraværende i teksten, men de bar dens tungeste konsekvenser.

Af den grund er det ikke nok at reducere 1975 til udtrykket “kurderne blev forrådt” for at fange dets fulde historiske betydning. Forræderi forklarer den moralske dimension af det, der skete, men den politiske virkelighed var langt mere kompleks. Nederlaget i 1975 brød ikke det kurdiske folks vilje til at gøre modstand. Det var bevægelsen ledet af Mullah Mustafa Barzani, der led et historisk tilbageslag. Samtidig afslørede episoden de strukturelle grænser for en kamp, der primært var bygget på støtte fra regionale magter.

Pike-komitéens konklusioner, oprettet af USA’s Repræsentanternes Hus i 1976 for at undersøge Central Intelligence Agency (CIA)’s hemmelige operationer i udlandet, afslørede yderligere de strategiske overvejelser bag aftalen. Udvalget konkluderede, at Washington ikke så kurderne som et folk, hvis frihed fortjente støtte, men som et geopolitisk redskab til at lægge pres på Irak. Selvom amerikanske embedsmænd vidste, at den kurdiske bevægelse ville kollapse, når Iran trak sin støtte tilbage, blev den kurdiske ledelse aldrig informeret om det politiske skift på forhånd. Henry Kissingers senere bemærkning, at “hemmelige operationer bør ikke forveksles med missionsarbejde”, er siden blevet et af de klareste udtryk for denne politik. På det tidspunkt var hans Mellemøststrategi centreret om Israels sikkerhed, at begrænse sovjetisk indflydelse og styrke Irans regionale rolle. Inden for denne bredere strategiske beregning blev den kurdiske bevægelse ikke behandlet som en uafhængig politisk aktør, men som en variabel i en langt større geopolitisk ligning.

Historien sluttede dog ikke der.

Måske er dette det definerende træk ved kurdisk historie: intet større nederlag har nogensinde formået at fjerne kurderne helt fra kampen. Begivenhederne i 1975 markerede ikke blot et dybt brud, men også begyndelsen på en ny politisk orientering. Efter dette nederlag grundlagde Jalal Talabani Kurdistans Patriotiske Union (PUK), mens Kurdistans Arbejderparti (PKK) tre år senere afholdt sin stiftelseskongres og åbnede et nyt kapitel i kurdisk politik. Selvom de to bevægelser fulgte forskellige politiske veje, opstod begge ud af den historiske opgørelse og den fornyede orientering, der fulgte efter 1975. Måske er der ingen metafor, der bedre indfanger kurdisk historie end Fugl Føniks (overs: ZümrüdüAnka). Det er en historie defineret af evnen til at rejse sig igen fra asken efter enhver stor katastrofe. I den forstand bør 1975 forstås ikke blot som en afslutning, men som begyndelsen på en ny historisk æra.

I dag står regionen ved endnu et historisk vejkryds. Alligevel dukker mange af de samme spørgsmål op igen.

En nærmere læsning af Tyrkiets seneste initiativer over for Irak, Syrien, EU og NATO antyder, at det kurdiske spørgsmål ikke længere kun ses som et indenrigspolitisk sikkerhedsspørgsmål. Bagdad, Hewlêr (Erbil), Sulaymaniyah og Kirkuk fremstår i stigende grad som sammenkoblede punkter inden for et enkelt strategisk kort. Sikkerhed, energi, handel, transport, forsvarsindustri, migration og diplomati behandles ikke længere som separate politikområder, men som indbyrdes afhængige komponenter i en bredere regional arkitektur.

Det billede, der nu vokser frem, indikerer, at Tyrkiet søger at konstruere en flersidig strategi over for den kurdiske frihedsbevægelse, en strategi der rækker langt ud over militære midler til at omfatte diplomati, økonomi, juridiske foranstaltninger, efterretningssamarbejde og regionale sikkerhedsmekanismer. Selvom nutidens omstændigheder ikke er identiske med dem i 1975, viser de alligevel vigtige ligheder med den geopolitiske omlægning, der fulgte efter den periode.

NATO-topmødet, der afholdes i Tyrkiet den 7.–8. juli, er særligt betydningsfuldt i denne sammenhæng. Tyrkiet positionerer sig ikke blot som en NATO-allieret på Alliancens sydlige flanke, men som en uundværlig aktør i den euro-atlantiske sikkerhedsarkitektur gennem sine roller i Sortehavet, Irak-Syrien-korridoren, migrationsstyringen, energisikkerheden og forsvarsindustrien. Den samme geopolitiske logik former i stigende grad Ankaras forhold til Den Europæiske Union.

Det mest markante træk ved dette nye landskab er, at det kurdiske spørgsmål sjældent nævnes eksplicit, men alligevel ligger i centrum for næsten alle større strategiske diskussioner.

I 1975 var det kurdiske spørgsmål den uudtalte konsekvens af tilnærmelsen mellem Iran og Irak. I dag er det blevet et af de usete fokuspunkter for den nye geopolitiske arkitektur, som Tyrkiet søger at opbygge på tværs af Irak-Syrien-EU-NATO-aksen.

De to perioder er naturligvis ikke identiske. Historien gentager sig ikke. Alligevel følger øjeblikke med større geopolitisk omlægning ofte en sammenlignelig strategisk logik. Parallellen ligger ikke i identiske udfald, men i gentagne forsøg på at omdefinere det kurdiske spørgsmål udefra.

Måske er den største fejl i dag at fortolke politiske udviklinger udelukkende gennem offentlige udtalelser fra politiske aktører. Stater erklærer sjældent deres intentioner åbent. Deres strategiske prioriteter afsløres i stedet gennem trinvise skridt, nyligt indgåede partnerskaber, diplomatisk engagement, sikkerhedsdoktriner og institutionelle ordninger. Solid politisk analyse afhænger derfor ikke af spekulationer om intentioner, men af at genkende strategiske signaler, der over tid danner et sammenhængende mønster.

Når de seneste diplomatiske og sikkerhedsmæssige udviklinger, fra Irak og Syrien til NATO og EU, betragtes samlet, giver ingen enkelt begivenhed endegyldigt bevis på en bredere transformation. Samlet set forstærker disse udviklinger dog indtrykket af, at det kurdiske spørgsmål igen bliver omdefineret inden for en ny regional sikkerhedsarkitektur. I stedet for at forhaste sig til endelige konklusioner eller udelukkende stole på officielle udtalelser, er den mere meningsfulde tilgang at følge disse strategiske signaler nøje, undersøge dem gennem den historiskeerfarings linse og vurdere deres mulige udvikling med omhyggelighed. Historien antyder, at store vendepunkter sjældent opstår ud af en enkelt dramatisk begivenhed; oftere er de det samlede resultat af tilsyneladende små strategiske skift, hvis betydning først bliver tydelig i bakspejlet.

Det centrale spørgsmål er derfor dette:

Vil kurderne igen få tildelt en plads i sikkerhedsarkitekturer designet af andre, som en “nyttig partner”, en kilde til “stabilitet” eller en aktør, der skal styres? Eller vil de forme deres egen politiske fremtid på baggrund af deres egen historiske erfaring?

Efter mere end et århundredes kamp behøver det kurdiske folk ikke længere at bevise deres legitimitet over for de stater, alliancer eller internationale magter, de samarbejder med. Den århundredlange kamp har allerede etableret det kurdiske folk som en ubestridelig historisk realitet. Udfordringen nu er ikke længere at sikre sig en plads inden for andres geopolitiske beregninger, men at bane deres egen kurs gennem deres egen sociale styrke og historiske handlekraft.

Kilde: 

Hüseyin Salih Durmuş, 2026: From 1975 to Ankara NATO Summit: Geostrategic redefinition of the Kurdish question. ANF-News, 6. July, 2026

Oversættelse: Jesper Brandt