NATO bruges mod Tyrkiets befolkning

Dr. Hayri Hazargöl

NATO-topmødet er blevet afholdt i Tyrkiet d. 7.-8. Juli. Alliancen samles på et tidspunkt, hvor konflikter og politiske kampe i Mellemøsten er blevet intensiveret. At afholde topmødet i Tyrkiet under disse omstændigheder er bemærkelsesværdigt. Tilhængere af den tyrkiske regering fremstiller det som bevis på Tyrkiets strategiske betydning.

Tyrkiet deltog i Koreakrigen for at opnå optagelse i NATO. Tyrkiske soldater led store tab i den krig, med endnu flere sårede. Dette var prisen for NATO-medlemskabet. Ved at tilslutte sig NATO blev Tyrkiet alliancens gendarm både på Sovjetunionens sydlige flanke og i Mellemøsten. Den sovjetiske trussel blev præsenteret som begrundelse for at tilslutte sig NATO og blev brugt til at overbevise den tyrkiske befolkning. Den mest grundlæggende årsag til Tyrkiets tiltrædelse var dog at sikre vestlig støtte til dets politik med folkedrab mod kurderne. Af samme grund blev Tyrkiet det første land i Mellemøsten til at anerkende Israel. Gennem sit forhold til Israel søgte – og opnåede – det støtte fra USA og Europa til sin politik over for kurderne.

Det står klart, at Tyrkiet vil blive tildelt visse roller ved NATO-mødet i Ankara. I Tyrkiet fokuserer diskussionen altid på, hvad landet vil vinde. Men der er ingen diskussion om, hvad landet kan få ud af det, og hvad det skal levere, eller på hvilke områder dets afhængighed vil blive uddybet. Faktisk er et af regeringens kendetegn dens bedrag af Tyrkiets befolkning. Offentligheden får aldrig sandheden at vide om noget emne. Samfundet bliver vildledt gennem medierne og alle tilgængelige midler. I den henseende fungerer den tyrkiske stat også som et apparat, der fører en særlig krigsføre mod sit eget folk.

Tyrkiets strategiske betydning er faldet betydeligt, især efter Abraham-aftalerne. De hyppige henvisninger i de senere år til et “overlevelses”-spørgsmål stammer primært fra denne udvikling. Siden den osmanniske tid har den tyrkiske stat ført en politik baseret på sin strategiske betydning i Mellemøsten og brugt denne position til at opbygge militær, politisk og økonomisk magt. Dets alliance med Israel øgede yderligere denne strategiske værdi. Denne strategiske position var som en gås, der lagde gyldne æg. Abraham-aftalerne ramte dog Tyrkiet på akilleshælen. Siden dahar Tyrkiet, bekymret for sin fremtid, søgt at styrke sin strategiske betydning ved at knytte sig tættere til USA.

Tyrkiet har tilsluttet sig USA’s politik i Syrien. Selvom det så ud til at være imod Israel under Israel-Iran-krigen, forblev det på linje med USA’s politik over for Iran. Ved højlydt at kritisere Israel forsøgte det at skjule denne tilknytning. Samtidig arbejdede Tyrkiet for at opnå en aftale med Israel gennem USA. USA svarede faktisk på disse bestræbelser ved at erklære, at man ikke ville tillade en konflikt mellem Israel og Tyrkiet.

Tyrkiets største bekymring har altid været kurderne. I løbet af de sidste halvtreds år har den kurdiske kamp gjort kurderne til en stadig mere betydningsfuld politisk aktør i Tyrkiet og andre lande, hvilket har alarmeret den tyrkiske stat. Af den grund søger det efter ekstern støtte for at holde kurderne under den traditionelle tyrkiske dominans. Dette mål er den primære prioritet i dets relationer med USA og NATO. Tyrkiets fortsatte medlemskab af NATO og dets deltagelse i NATO-relaterede engagementer har primært til formål at opnå støtte til at undertrykke den indenlandske opposition. I den forstand bruges NATO som et krigsinstrument mod Tyrkiets befolkning. Begrundelsen for NATO-medlemskab er forskellig fra andre medlemslande, hvor det hovedsageligt handler om at beskytte den nationale sikkerhed mod eksterne trusler eller styrke udenrigspolitikken. I Tyrkiet fungerer NATO dog primært som et redskab, som staten og regeringen bruger til at undertrykke oppositionen, især kurderne. Selvfølgelig er det også et mål at bevare Tyrkiets politiske og militære betydning i Mellemøsten, og dette er tæt forbundet med at opretholde stærk intern kontrol.

AKP-MHP-alliancen har til formål at uddybe sine relationer og samarbejde med NATO for at sikre støtte mod det kurdiske folks kamp for frihed. Beslutningen om at udsætte diskussionen af det foreslåede rammelovforslag i parlamentet til efter NATO-topmødet er også forbundet med dette mål. Regeringens fremtidige kurs vil afhænge af det niveau af støtte og samarbejde, den modtager fra NATO. Hvis den får den støtte, den søger, kan den vælge at indlede en ny krig i stedet for at tage skridt mod at løse det kurdiske spørgsmål. Hvis det får støtte til sin undertrykkelsespolitik mod kurderne, vil det også betyde øget undertrykkelse af prodemokratiske kræfter i Tyrkiet.

I processen med henblik på fred og et demokratisk samfund fører regeringen i øjeblikket en politik med udsættelse og køb af tid. Den forsøger at vildlede offentligheden ved at skabe indtryk af, at der er en aftale med Imralı, selvom en sådan aftale ikke eksisterer. I virkeligheden er der endnu ikke opnået enighed om udkastet fremlagt af den kurdiske folkeleder. Den tyrkiske stat forsøger at påtvinge sit eget forslag. Som DEM-partiet har udtalt, har ingen delegation besøgt Imralı i den sidste halvanden måned. I denne forbindelse er både mediernes rapporter og udtalelserne fra Numan Kurtulmuş ment som en forsinkelse af processen for at vinde tid. Mehmet Uçums seneste artikel viser også, at der ikke er opnået noget kompromis eller nogen aftale.

Kilde: 

Hayri Hazargöl, 2026: NATO is being used against the peoples of Turkey. ANF-News, 7. July 2026, and Yeni Yaşam Newspaper

Oversættelse: Jesper Brandt