Solprojekter med tæt regeringstilknytning beslaglægger græsgange, landbrugsjord og kulturarv i tyrkisk Kurdistan

Solkraftværker (SPP’er) er i de senere år blevet en af de hurtigst voksende sektorer i Tyrkiets energipolitik. Markedsført under slogans som “ren energi”, “reduktion af CO2-udledninger” og “national energiuafhængighed” er disse investeringer, modsat den officielle fortælling, blevet en ny måde at beslaglægge den kurdiske befolknings kollektive arealer til investeringer for privat kapital, ofte med tæt tilknytning til tyrkiske regeringskredse. Det drejer sig om åbne græsgange, landbrugsjord, vådområder og arkæologiske bosættelser i det nordlige Kurdistan (Bakur), kollektive områder, der går tusinder af år tilbage.

Efter årtiers ødelæggelse forårsaget af minedrift, dæmninger, vandkraftværker (HPP’er) og skovrydning står Kurdistan nu over for en ny bølge af udnyttelse, da “solfelter” bliver endnu etplyndringsområde for store holdingselskaber og virksomheder tæt på regeringen.

Vi har undersøgt regionerne i det nordlige Kurdistan, hvor solkraftværk-investeringerne er blevet koncentrerede. Vi giver konkrete eksempler på, hvordan disse projekter skader de økologiske og landbrugsmæssige arealer i disse områder, og ser på de store virksomheder bag investeringerne samt deres forbindelser til regeringen.

Tyrkiets installerede solenergikapacitet er vokset hurtigt det seneste årti og overstiger 6.000 megawatt. En betydelig del af denne kapacitet er udviklet gennem uautoriserede projekter, hvor tilsynet stadig er relativt svagt.

Ifølge data fra Energimarkedstilsynet (EPDK) og det tyrkiske eltransmissionsselskab (TEIAŞ) har det store antal uautoriserede solenergiprojekter også betydet, at miljøkonsekvensvurderinger (EIA’er) og offentligt tilsyn har været lige så begrænsede. Disse investeringer, der er koncentreret i kurdiske områder, er blevet attraktive for virksomheder på grund af regionens høje solpotentiale samt den relative ’overflod’ af og lave pris på, hvad der betegnes som statsejet jord.

HVOR BLIVER SOLENERGIPROJEKTER BYGGET?

Ministeriet for Energi og Naturressourcers Ordning for Fornyelige Energi Ressourcer (YEKA) – og Generaldirektoratet for National Ejendom, der har ret til at give servitutrettigheder over statsejet jord, har banet vejen for dusinvis af solenergiprojekt-lokaliteter ikurdisk beboede og benyttede områder.

Ifølge officielle meddelelser udpegede blot én runde af tildelinger fem steder i Batman (Êlîh), tre i Bingöl (Çewlîk), to i Diyarbakır (Amed), syv i Mardin (Mêrdîn), ét i Muş (Mûş) og fire i Urfa(Riha), i alt 22 områder med vedvarende energi til solenergiproduktion. Derudover er adskillige steder også blevet åbnet for SPP-projekter i Adıyaman (Semsûr), Elazığ (Xarpêt), Erzincan (Erzîngan), Malatya (Meletî), Şırnak (Şirnex) og Van (Wan).

Med én beslutning blev millioner af kvadratmeter landbrugsjord og græsgange afsat til solcelle-projekter. Hundredtusinder, og i nogle områder millioner af kvadratmeter, blev udpeget som solcelle-steder i distrikterne Besni (Bêsnê), Gölbaşı (Serê Golan) og Gerger (Aldûş) i Adıyaman; det centrale Batman og Gercüş(Kercews); Midyat (Midyad), Artuklu (Artûklû), Nusaybin (Nisêbîn) og Dargeçit (Kerboran) i Mardin; Harran (Herran) og Siverek (Sêwreg) i Urfa; og Idil (Hezex) og Güçlükonak (Basan) i Şırnak.

I Mazıdağı (Şemrex)-distriktet i Mardin blev mere end 850.000 kvadratmeter tildelt et enkelt SPP-område. I Siverek, Urfa, blev flere lokaliteter på i alt 1,7 millioner kvadratmeter åbnet for SPP-investeringer.

HVORFOR BLIVER DISSE REGIONER UDPEGET?

Virksomheder med base i det vestlige Tyrkiet er kendt for at inddrage græsgange i byområder som Diyarbakır og Urfa på grund af deres længere årlige timer med solskin, en situation der har skabt alvorlige vanskeligheder for lokalsamfundene. Regionens høje soleksponering, relativt lave jordpriser og tilgængeligheden af store statsejede jordarealer anses for at være de vigtigste faktorer, der gør kurdiske byer attraktive for SPP-investorer. Samtidig er disse områder dog en vital levevej for samfund, der i årtier har været afhængige af landbrug og husdyrbrug.

KONKRETE EKSEMPLER PÅ ØKOLOGISK OG SOCIAL ØKOLOGISK ØDELÆGGELSE

I Sur (Sûr)-distriktet i Diyarbakır begyndte udgravningsarbejdet til ZENKAR-1 solkraftværket (SPP) på græsningsarealer, som landsbyboerne bruger til husdyrgræsning, efter at projektet modtog en positiv miljøkonsekvensvurdering (EIA) i 2024.

Diyarbakır Advokatforenings Miljø- og Byretskommission oplyste, at projektområdet også dækker det nyligt registrerede arkæologiske område af første grad kendt som Xirap Bajar Bosættelsesruinerne, at grænserne for det beskyttede område var blevet ændret på en måde, der favoriserede projektet, og at der var fundet historiske mosaikrester på stedet. På trods af dette afviste Diyarbakırs 2. forvaltningsdomstol den retssag, der var anlagt mod projektet.

Da udgravningsarbejdet begyndte den 23. februar 2026, blev landsbyboere, der protesterede mod projektet, mødt med indgriben fra gendarmeriet. Talrige personer, herunder en gravid kvinde, blev såret af peberspray og plastikkugler, mens dusinvis af landsbyboere blev tilbageholdt. Adgangen til og fra landsbyen forblev under militær blokade i flere uger, hvilket effektivt forhindrede adgang til græsgange, landbrugsjord og hjem. Diyarbakır Advokatforening beskrev tiltagene som “vilkårlig indgriben” og “frihedsberøvelse.”

PRODUKTIV LANDBRUGSJORD OVERGIVET TIL INDUSTRIEN

Mere end 850.000 kvadratmeter jord i Mazıdağı-distriktet i Mardin blev afsat til et Solfanger-projekt. I samme distrikt blev et 52-megawatt SPP, bygget af Eti Bakır, et datterselskab af Cengiz Holding, taget i brug med en planlagt kapacitet til at producere nok elektricitet til svarende til 210.000 husstande. Mazıdağı huser også Eti Bakırs metalgenindvindings- og gødningsanlæg og har længe oplevet pres på sine jord- og vandressourcer på grund af minedrift. Den nye SPP-investering tilføjer endnu et lag af industrialisering til dette landskab.

162.000 SOLPANELER PÅ GRÆSGANGE

I landsbyen Dûzik i Kadıköy-kvarteret i Viranşehir-distriktet i Urfa har Kalyon Holding planlagt at installere 162.500 solpaneler på græsningsarealer, som bruges af lokale beboere, der er afhængige af husdyravl. De planlægger installationen som led i et SPP-projekt på 1300 hektar. Godkendt gennem en EIA, blev projektet senere udvidet til at omfatte kvartererne Subaşı (Zokê) og Pirinçli (Kotê) i Derik (Dêrik)-distriktet i Mardin. Lokale beboere siger, at tab af græsningsarealer i denne skala ville gøre husdyrbrug uholdbart.

STORT KRAFTVÆRK PÅ PRODUKTIV LANDBRUGSJORD

Ereğli Jern- og Stålværk Inc. (Erdemir) planlægger at opføre Erdemir SPP på 274 hektar produktiv landbrugsjord i Çemişgezek (Melkişî) distriktet i Dersim (Dêrsim). Projektet vil have en installeret kapacitet på 235,4 megawatt og inkludere 563.652 solpaneler. Den producerede elektricitet vil direkte indgå iErdemirs eget industrielle forbrug. Økologiske organisationer advarer om, at tildeling af frugtbar landbrugsjord til industriel brug i denne skala permanent vil reducere regionens fødevareproduktionskapacitet.

ET STILLE OG ROLIGT VOKSENDE BYTTE

Ud over de meget omtalte tilfælde i Arzoxlî og Viranşehir er flere arealer på over 1,7 millioner kvadratmeter i Siverek-distriktet i Urfa, næsten 850.000 kvadratmeter i Gercüş-distriktet i Batman og mere end 1 million kvadratmeter i Idil-distriktet i Şırnak også blevet åbnet for SPP-investeringer.

De fleste af disse projekter omtales kun lidt eller slet ikke i de lokale medier. Når de rapporteres, er dækningen generelt begrænset til officielle meddelelser uden at adressere deres faktiske indvirkning på arealerne og omgivelserne.

Økologiske organisationer understreger, at denne “stille” udvidelse rækker langt ud over de højprofilerede sager, der har vakt offentlig modstand, og advarer om, at det samlede tab af græsningsarealer og landbrugsjord i hele regionen kan blive langt større, end de officielle tal antyder.

HVIS JORD, HVIS FORTJENESTE?

Solenergiprojekternes bidrag til den regionale økonomi er også blevet genstand for debat. De fleste projekter skaber kun begrænset lokal beskæftigelse og et meget begrænsetvedligeholdelsespersonale. Næsten alle indtægterne fra el-salget går imidlertid til holdingselskaberne eller virksomhederne bag investeringerne.

Imens er lokale samfund, der længe har brugt jorden til græsning eller landbrug, permanent adskilt fra deres levebrød gennem langsigtede lejeaftaler eller hastende ekspropriationsforanstaltninger. Dette har forstærket kritikken af, at SPP-investeringer øger profitmarginerne for store eksterne kapitalgrupper i stedet for at bidrage til regional udvikling.

Ifølge rapporter fra økologiske organisationer klassificeres de fleste steder, der vælges til SPP-projekter, officielt som “marginal” eller “lavudbytte” jord, men de er i praksis græsnings- og landbrugsområder, som lokalsamfund er afhængige af til husdyrhold og dyrkning.

De enorme områder dækket af tusindvis af solpaneler forhindrer sollys i at nå jorden, forstyrrer den naturlige indtrængen af regnvand og hæmmer vegetationens regenerering. Som følge heraf ændrer de det lokale mikroklima og jordfugtighed, samtidig med at de markant begrænser græsningsbaseret husdyrbrug. Derudover fratager det faktum, at de fleste projekter godkendes uden offentlig deltagelse og gennem EIA-processer, der efterlader lidt plads til indvendinger, reelt lokalsamfundene retten til at træffe beslutninger om deres eget boligmiljø.

Akademiske studier viser også, at SPP-steder bør placeres i en vis afstand fra fugletrækruter, beskyttede naturområder og bevaringszoner. Ellers kan de forårsage permanent skade på både jorddækket og den lokale biodiversitet.

Dog ser mange projekter i kurdiske byer ud til enten at ignorere disse afstandskriterier eller at omtegne grænserne for beskyttede områder til fordel for projekterne. Som man så i Arzoxlî-sagen blev selv grænserne for arkæologiske beskyttelseszoner indsnævret for at rumme et SPP-projekt, hvilket understreger tilsynsmekanismernes skrøbelighed på dette område.

Omdannelsen af landbrugsjord til SPP-steder ses også som en yderligere reduktion af regionens allerede begrænsede fødevareproduktionskapacitet, samtidig med at den fremskynder den langsigtede fordrivelse af landbefolkningen fra deres jord.

.En stor andel af SPP’s investeringer i Nordkurdistan kontrolleres enten af store holdingselskaber, der er kendt for deres tætte forbindelser til regeringen, eller af uigennemsigtige små virksomheder, om hvilke der næsten ikke er nogen offentlige oplysninger. Hovedrollerne inkluderer:

Kalyon Holding: Grundlagt i Antep i 1974, Virksomheden var en del af det konsortium, der vandt udbuddet i Istanbul Lufthavn. Detejer også Turkuvaz Media Group, som inkluderer avisen Sabah og ATV. Kalyon er bredt kendt som en af “De Fems Bande”-konglomeratet, en gruppe af store holdingselskaber, der anses for at stå Retfærdigheds- og Udviklingspartiet (AKP) og præsident Erdoğan nær. Kalyon Energy, som driver et af Europas største solkraftværker i Karapınar, ejes 50 procent af en investeringsgruppe baseret i De Forenede Arabiske Emirater (UAE). Virksomheden gennemfører et stort SPP-projekt i Viranşehir-distriktet i Urfa.

Cengiz Holding: Etableret i 1980. Virksomheden er kendt for at sikre sig store offentlige udbud, herunder Istanbul Lufthavn, Nordlige Marmara Motorvej og Sortehavskystvejen. Gruppen ejer Eti Bakır og Eti Alüminyum og regnes også at tilhøre “Fem-Bande”-konglomeratet. Den har taget et 52-megawatt Solfangeranlæg i brug, drevet af Eti Bakır i Mazıdağı-distriktet i Mardin, og har længe opretholdt minedrift i hele regionen.

Ereğli Jern- og Stålværk (Erdemir/OYAK Group): En af Tyrkiets største integrerede stålproducenter, Erdemir opererer under Forsvarets Pensionsfond (OYAK). Virksomheden planlægger at opføre et stort solfangeranlæg på 274 hektar landbrugsjord i Çemişgezek (Melkişî) distriktet i Dersim for at levere elektricitet til sine egne industrielle aktiviteter.

Çalık Holding: Grundlagt i 1981, opererer virksomheden inden for energi, byggeri, minedrift, tekstil og finanssektoren. Gruppen, hvis administrerende direktør i mange år var Berat Albayrak, præsident Erdoğans svigersøn, har også tiltrukket sig opmærksomhed gennem Powertrans, et firma der angiveligt har privilegerede rettigheder til transport af olie fra det sydlige Kurdistan. Det er fortsat en stor aktør inden for energidistribution og investeringer i vedvarende energi i hele Tyrkiet.

ZENKAR Ltd.: Virksomheden har næsten ingen offentligt tilgængelige virksomhedsoplysninger og vedligeholder ikke engang en officiel hjemmeside. Det ejer ZENKAR-1 SPP-projektet i Arzoxlî, og det er senere blevet afsløret, at virksomheden tilhører Muzaffer Aslanhan, et medlem af AKP’s Diyarbakır provinsbestyrelse. Medierapporter har også hævdet, at virksomheden opretholder tætte bånd til guvernørens kontor.

Samlet set viser disse projekter, at SPP-investeringer i kurdiske byer udføres af en kombination af store pro-regeringsholdingselskaber, bredt kaldet “De fems bande”, og uigennemsigtige lokale virksomheder tilknyttet regeringskredse.

De fleste af disse virksomheder har haft gavn af en regulering fra 2022, der tillader dem at opnå foreløbige licenser uden behov for et offentligt eller konkurrencepræget udbud.

MODSTAND OG JURIDISK KAMP

Modstand fra landsbyboere mod SPP-projekter i Kurdistan bliver stadig mere organiseret. Landsbyboere i Arzoxlî har i flere måneder forsøgt at forhindre adgang til projektområdet, mens Diyarbakır Advokatforenings Miljø- og Bylovkommission har indgivet strafferetlige klager mod de relevante offentlige institutioner.

En lignende modstand fortsætter som reaktion på et GPP-projekt, der påvirker 16 landsbyer i Varto (Gimgim) distriktet i Muş. Økologiske organisationer beskriver disse kampe som en del af en ny, fælles front af modstand mod kapitalinvesteringer i Kurdistan.

Retssager har dog stort set ikke formået at give gunstige resultater for landsbyboerne. Retssagen anlagt om Arzoxlî-projektet blev afvist og verserer i øjeblikket ved Statsrådet. Advokater og civilsamfundsorganisationer i regionen hævder, at EIA-procedurer gennemføres uden meningsfuld offentlig deltagelse, at indsigelsesmekanismer i praksis er blevet ineffektive, og at selv arkæologiske lokalitetsudpegninger kan ændres til fordel for projekter.

Økologiske organisationer fastholder, at disse kampe ikke udelukkende drives af miljømæssige hensyn. De repræsenterer også modstand mod interventioner, der angriber kurderneslevebrød, deres kulturelle hukommelse og det historiske forhold mellem den kurdiske befolkning på landet og deres jord.

For lokalsamfundene er græsgange og landbrugsjord ikke blot økonomiske ressourcer, men fundamentet for en livsstil, der er opretholdt i generationer. Af denne grund trækker modstanden mod SPP-projekter på de samme traditioner og organisatoriske netværk som tidligere kampe mod dæmninger og HPP’er.

REN ENERGI: EN NY BØLGE AF BESÆTTELSE

Selvom SPP-investeringer retfærdiggøres gennem diskursen om overgangen til vedvarende energi som reaktion på den globale klimakrise, tyder eksemplerne fra Nordkurdistan på, at disse projekter tjener mindre som en økologisk løsning end som et nyt felt for kapitalakkumulation.

Efter årtiers ødelæggelse forårsaget af minedrift, dæmninger og HPP-projekter står Kurdistan nu over for en ny bølge af ødelæggelse, da græsgange, landbrugsjord og arkæologisk arv, der går tusinder af år tilbage, forsvinder under solpaneler.

Landsbyboerne, der kæmper mod gendarmeriets blokade i Arzoxlî, husdyrejere, der protesterer mod tabet af græsningsarealer i Viranşehir, og økologiske organisationer, der modsætter sig omdannelsen af produktiv landbrugsjord til industriprojekter i Dersim, afspejler alle forskellige dimensioner af det samme problem. Sammen illustrerer disse kampe, hvordan store holdingselskaber tæt på regeringen og uigennemsigtige lokale firmaer tilsidesætter lokalsamfundenes ret til at bestemme fremtiden for deres egne boligområder.

Efterhånden som “national interesse” og den “grønne omstilling” sættes i centrum for energipolitikken, hvor bæredygtigt er det så, at kun landsbyboere, hyrder og landmænd i Kurdistan bærer omkostningerne ved denne politik?

De reelle omkostninger ved SPP-projekter er ikke registreret i virksomhedens balancer, men i udtørrede græsgange, forladte marker og ødelagt arkæologisk arv.

Kilde:

Rüstem Sincer, 2026: Solar projects occupy pastures, farmland and heritage in Kurdistan. ANF-News, 14. July 2026

Oversættelse: Jesper Brandt