Screenshot
Hvorfor blev SDF opløst? Hvad skete der med den autonome administration, og hvilken fremtid har kurdiske rettigheder og selvstyre i Syrien?
I dette eksklusive interview til The Amargi interviewer journalisten Irfan Aktan Mazloum Abdi om aftalen med Damaskus den 29. januar, opløsningen af SDF, tabet af et uafhængigt militær og administrativ magt og de muligheder, som Abdi siger, ikke blev fuldt udnyttet.
Abdi diskuterer den globale koalitions afgang, truslen om fornyet krig og fordrivelse, og hvorfor han anså aftalen for nødvendig, selv om han erkendte, at den ikke tilfredsstillede de ønsker. det kurdiske folk havde haft.
Han taler også om Abdullah Öcalans brev, forholdet til Tyrkiet og Israel, muligheden for en ny kurdisk politisk bevægelse, forfatningsmæssige garantier og sin nye stilling som rådgiver for det syriske præsidentskab.
Irfan Aktan: Godmorgen. Mange forskere siger, at det er sværere at opbygge fred end at ødelægge et land eller føre krig. I anledning af 1. september – Verdens Fredsdag – ville vi sammen se på, hvordan fred opbygges. Derfor er vi, tre journalister fra Tyrkiet, kommet til Rojava i Syrien. Vores gæst er general Mazloum Abdi. Hej og velkommen.
Mazloum Abdi: Tak.
Irfan Aktan: I går var jeg i Qamishlo og mødte en civil person. Jeg spurgte vedkommende, hvordan de havde det. Personen sagde: “Jeg skal nok svare, men jeg er nødt til at forklare noget.” Og så begyndte vedkommende at fortælle om kurdernes historie i Rojavafra 1920 og frem til i dag. Til sidst sagde personen: “Jeg har det fint.”
Da Frankrig var i Syrien i 1940’erne, havde kurderne ingen rettigheder. Derefter kom Baath-regimet, og det samme skete. Så udbrød der en stor krig i 2010’erne, og kurderne havde stadig ingen rettigheder. Efter Rojava-revolutionen steg vores rettigheder og muligheder markant, og kurdere i alle fire dele af Kurdistan vendte sig mod Rojava. Det blev et håb for alle kurdere.
Men for to år siden faldt Baath-regimet, regimet blev ændret, og der skete en række begivenheder i Rojava.
Jeg vil først spørge om dette: Nu er der en fredsproces i gang her. Er det rigtigt, at det er sværere at skabe fred end at føre krig?
Mazloum Abdi: Det er helt sikkert sværere. Vi udkæmpede en krig. Nu er vi i en fredsproces, og vi arbejder på den. Det er sværere, fordi der er mange, som ikke ønsker fred. Folket ønsker fred, men andre drager fordel af krig og ønsker derfor ikke fred.
Der er også andre faktorer – især i Mellemøsten – og derfor kræver fred en kamp og en stor indsats.
Irfan Aktan: Hvem ønsker ikke fred?
Mazloum Abdi: Mennesker, der tjener på krig.
Irfan Aktan: Udenlandske stater eller interne aktører?
Mazloum Abdi: Man kan sige begge dele. Der er eksterne stater, som ikke ønsker fred, og aktører i Mellemøsten, som ikke ønsker det. Inde i Syrien er der også mennesker, der lider under krigen, men som ikke ønsker fred.
Der er altså stater, som ønsker fortsat krig. De er ikke tilfredse med den nuværende situation. Der er også kurdere, som ikke er tilfredse med denne proces, men de bor ikke i Syrien. De lever snarere udenfor landet og lever på baggrund af krigen. De ønsker ikke, at den fred, der forfølges i dag, skal føre til en løsning for kurderne.
Irfan Aktan: De, der er imod denne proces, siger, at vi havde mange muligheder, men smed dem alle væk, og at intet længere er tilbage i kurdernes hænder. Er det korrekt? Hvad er der tilbage i vores hænder?
Mazloum Abdi: Det er rigtigt, at der er sket en forandring. Det er vi nødt til at erkende. De sidste 15 år har været en unik periode. Hele Syrien og Mellemøsten befandt sig i en bestemt situation. Der var krigen mod Islamisk Stat. Internationale og regionale styrker var til stede, og Syrien var officielt diplomatisk isoleret.
Det var derfor en unik situation. Dengang levede vi som kurdere i denne region, som om vi var en stat. Den politiske situation gjorde det muligt.
Men så skete der ændringer. En ny situation opstod. Det syriske regime blev ændret, og et nyt Syrien blev opbygget. Det internationale samfund accepterede dette nye Syrien og ønsker, at det skal lykkes.
Hele verden ønsker et forenet Syrien, ikke den fragmentering, vi tidligere havde, og som vi var en del af.
I Rojava, Vestkurdistan, havde vi vores egen administration. Det gjorde det vanskeligt for Syrien at blive samlet. Nu bygges et nyt Syrien op, og alle de forskellige befolkningsgrupper og politiske komponenter i Rojava og resten af Syrien står over for en ny situation.
Det er derfor muligt at opbygge et nyt Syrien nu, og vi som kurdere er en del af dette. Vi går fra en periode på 15 år, hvor vi opererede på egen hånd, til en periode, hvor vi skal finde ud af, hvordan vi kan deltage i opbygningen af denne nye stat.
Det er en ny situation. Selvfølgelig er mange af de tidligere muligheder og karakteristika forsvundet.
Irfan Aktan: For eksempel hvad?
Mazloum Abdi: Tidligere opererede vi uafhængigt. Vi havde en form for uafhængighed på grund af den unikke situation og krigen mod Islamisk Stat. Den Globale Koalition var her, og vi håndterede selv vores eksterne relationer.
Hvad angår styringen af regionen, stod vi på egne ben. Hvad angår økonomiske forhold, var vi også på egen hånd. Vi havde vores egen styrke. Det var en unik situation.
Hvor meget vi kunne have udnyttet denne situation og maksimeretmulighederne – eller ej – er en anden sag. Vi har også tidligere udtalt os om dette.
Vi kunne have udnyttet de muligheder, der var til rådighed i Rojava de sidste 15 år, bedre. Så ville vi have kunnet gå ind i Syriens nuværende proces fra en stærkere position.
Kritikken er berettiget. Vi udnyttede ikke mulighederne fuldt ud.
Men vi er i en ny situation og er nødt til at deltage. Vi skal opbygge et nyt Syrien sammen med Syriens folk.
Der er sket mange forandringer. Det betyder ikke, at alt er tabt. Det betyder heller ikke, at vi blot er vendt tilbage til det sted, vi var før, og at intet har ændret sig. Det er ikke sandt.
Den vurdering, at de kurdiske styrker “overgav sig”, er heller ikke retfærdig. Hvis vi ser på, hvor vi var for 15 år siden, og sammenligner det med, hvor vi er i dag, kan vi se, at mange ting er bedre, end de var dengang.
Irfan Aktan: For eksempel
Mazloum Abdi: Hvad angår den regionale styring, er det i dag vores kræfter – de lokale i denne region – der styrer regionen.
Tidligere vidste vi i Kobane og Jazira, hvem der regerede. Nu er det de lokale i regionen, der varetager disse roller, både hvad angår regional sikkerhed, administration og endda militære forhold. Det har aldrig været tilfældet før.
Samtidig er det, hvad angår det kurdiske spørgsmål, første gang, at den centrale syriske stat formelt har accepteret kurdernes eksistens og det kurdiske spørgsmål.
Det gælder også det kurdiske sprog – om end ikke på det niveau, vi stræber efter, og ikke på det niveau, det havde under den autonome administration.
Men hvis vi sammenligner med Baath-regimets æra, er der opnået noget nyt. Det kurdiske sprog er nu i det mindste et nationalt sprog, og det undervises i skolerne.
Der er altså taget et skridt. Vi kan forene statslige institutioner med vores kurdiske identitet. Det er nye forhold.
Og vi kan bygge videre på dem, indtil vi fuldt ud sikrer vores rettigheder. Vi styrer allerede forholdene på jorden. Hvis vi kæmper for at få dem formaliseret i forfatningen, er det i sig selv en sejr for kurderne.
Irfan Aktan: Du nævnte dem, der er imod denne proces, eller som siger: “Det var en overgivelse. Vi mistede alt.” Du henviste til kurdere, der bor udenfor, som flygtede under krigen, eller som lever i diasporaen. Men er de samfund, der bor i Rojava, tilfredse med denne proces?
Mazloum Abdi: Kurderne, der bor her?
Irfan Aktan: Ja.
Mazloum Abdi: De har bekymringer. De ønsker, at den proces, der ligger foran os, bliver afsluttet.
Og selvfølgelig ved vi, at de ikke ønsker krig. De ønsker ikke at løse problemer gennem krig. De ønsker løsninger gennem fred og dialog.
De ønsker stabilitet og sikkerhed, og at nogle af vores resultater beskyttes så meget som muligt, så der kan bygges videre på dem i fremtiden.
Vores kurdiske folk i Rojava har bekymringer, og det er berettiget. Vi bør tale klart og åbent med dem om den periode, der ligger foran os.
Det vigtige er, at der ligger en ny periode foran os. Realiseringen af forfatningsmæssige garantier ligger foran os for at sikre vores folks rettigheder.
Vi skal også præsentere tingene klart, åbent og tydeligt, så vi kan arbejde hen imod at sikre vores rettigheder.
Irfan Aktan: Krigen mod Islamisk Stat blev ført sammen med folket, den globale koalition og mange andre støtter. Jeg så deres baser og andre steder. I fik priser og anerkendelse fra jeres tidligere støtter, USA, Frankrig og andre. Hvad er jeres nuværende forhold til dem? Har jeres forhold fortsat?
Mazloum Abdi: Den Globale Koalition har forladt Syrien. Den er ikke længere her. De fortalte os, at de ville forlade landet, og det gjorde de.
Men der er stadig områder i Syrien, hvor de har forbindelser. For eksempel har de kommunikation om implementeringen af aftalen mellem os og den syriske stat.
Hvad angår kampen mod Islamisk Stat, fortsætter vi også en form for samarbejde. Men nu har de ikke længere styrker på jorden her.
Irfan Aktan: Den franske præsident Macron sagde, at han fungerede som garant for den aftale, I indgik med Damaskus. Hvis dialogen mellem jer og Damaskus går i stå, og der på et tidspunkt opstår problemer, hvordan vil det så blive løst? Er der en garant? Eller vil I igen stå over for krig? Hvordan vil større tvister blive løst i fremtiden? Tror du, de vil blive løst gennem politiske midler?
Mazloum Abdi: Da vi indgik aftalen den 29. januar, var Macronselv til stede. Som vi sagde tidligere, da vi offentliggjorde detaljerne i aftalen, var der en dialog mellem os om dette emne.
Han sagde – at de var en politisk garant. Dette var noget mellem ham og mig. Det blev ikke skrevet ned, men det blev udtrykt.
Der er selvfølgelig stadig mulighed for dette. Frankrig er optaget af Syriens interne situation og af, hvor meget aftalen bliver implementeret. De er orienteret og spørger til situationen. De taler både med den syriske stat og med os.
De andre stater, som var til stede her, herunder USA, er også optaget af situationen. De spørger, hvordan det går.
Jeg tror, at de inden for rammerne af implementeringen vil fortsætte med at være optaget af processen. De vil dele deres synspunkter både med os og med den syriske stat.
Irfan Aktan: Når der opstår store problemer, hvad vil du så gøre? Hvordan vil du løse dem mellem dig og Damaskus?
Mazloum Abdi: Vores oprigtige ønske er, at integrationsprocessen forløber gnidningsløst, og at vi bliver en del af denne stat.
Derfor vil vi forsøge at løse alt mellem os. Vi har besluttet at ville arbejde sammen.
De problemer, der er opstået indtil nu, har vi løst indbyrdes. Jeg tog til Damaskus, hvor vi mødtes. Nu har vi positioner i staten og arbejder sammen.
Så først vil vi finde løsninger indbyrdes. Der eksisterer en dialog, så vi kan løse problemerne.
Som det kurdiske folk er vi også optaget af Syriens fremtid og af spørgsmål, der er relevante for den syriske stat generelt.
Jeg tror, at vi i denne nye periode for det meste vil løse vores problemer indbyrdes. Der er selvfølgelig stater, som vil hjælpe med at fremme denne aftale.
Irfan Aktan: Jeg talte med en person i Qamishlo forleden, som talte om forskellen mellem Damaskus og Rojava. Personen sagde: “Vi er som olie og vand”, hvilket betyder: “Vi blander os ikke let.” Hvordan ser du på det? Er det muligt?
Mazloum Abdi: Udfordringerne er store.
Det er første gang i de syriske kurderes historie, at de har tilsluttet sig den syriske stat. Da den syriske stat blev grundlagt, var vi ikke inkluderet fra begyndelsen. Og da Syrien blev uafhængigt, var vi stadig ikke inkluderet.
Så det er første gang i hundrede år, at kurderne er en del af den syriske stat. Der vil selvfølgelig være mange udfordringer og vanskeligheder.
Men jeg tror, at der nu er opstået en ny situation. Vi deltager i staten og bærer vores identitet. Ikke kun som individer eller enkeltpersoner.
Der var en periode på 15 år her. Institutioner blev opbygget, herunder militære, sikkerhedsmæssige og administrative institutioner. Der blev bygget meget.
Vi taler om tusindvis af martyrer fra de store slag mod Islamisk Stat og om et folks modstand for at blive på deres land. Det er en realitet.
Og vi slutter os til staten med denne realitet – ikke som for 15 år siden under Baath-regimet.
Vi har også ændret os. Vi er stærke, en stærk organisation. Den syriske stat er åben over for, at vores del tilslutter sig, og at kurderne bliver en del af staten.
Sammenlignet med det tidligere regime er de åbne. Der er en ny situation.
Med hvis vilje? Vores vilje er, at vi opnår dette. Og det er også statens embedsmænds vilje.
Jeg tror, det bliver vanskeligt, men vi vil lykkes med det.
Irfan Aktan: Nu, efter den 25. august, blev SDF opløst, integrationen blev afsluttet, og din nye stilling blev afklaret. Du er blevet præsidentiel rådgiver. Hvad er meningen med denne stilling? Og er du tilfreds med opgaven?
Mazloum Abdi: Sandheden er, at det vigtigste er, at vi kan tjene vores folk.
Tidligere antydede jeg, at jeg ville arbejde med noget inden for mit folk vedrørende kurdisk enhed for at styrke kurderne og det kurdiske spørgsmål. Og jeg holder stadig fast i det, jeg sagde. Jeg vil fortsætte med dette arbejde.
Det er derfor min vigtigste opgave, uanset om jeg er her eller i Damaskus.
Min accept af denne position er også af hensyn til dette. Mit forslag var, at mit arbejde skulle være relateret til det kurdiske spørgsmål i den syriske stat – hvad det end måtte være.
Så vi, også i Damaskus, kan forfølge og beskytte den kurdiske sag og det kurdiske folks rettigheder.
Jeg arbejder for dette. Det var på dette grundlag, at jeg accepterede denne position.
Hvordan vi konkret vil arbejde og gøre tingene, bliver bestemt i praksis. Vi har endnu ikke diskuteret det nærmere.
Jeg tror, at der snart vil være diskussioner for at præcisere rammerne, og vi vil informere vores folk om dette.
Irfan Aktan: Er din stilling midlertidig? Nogle siger: “MazloumAbdi kunne danne et nyt politisk parti og fortsætte kampen gennem politiske midler.” Hvad er din plan?
Mazloum Abdi: Det er to forskellige spørgsmål.
I øjeblikket er de Syriske Demokratiske Styrkers mission – og den autonome administrations – slut. Derfor er der opstået et hul.
De politiske partier, vi har i dag, kan ikke repræsentere det hul, der opstod efter opløsningen af SDF.
SDF havde mennesker knyttet til sig. Vi taler om tusindvis af martyrer og sårede mennesker og om dem, der støttede dem – kurdere, arabere og mange andre.
Dette var en styrke. Den var større end et parti. Det var ikke et parti eller noget, der lignede et parti. Det var en styrke, der fortsatte med at beskytte folket i 15 år.
Ikke kun vores folk i Rojava, men også mennesker i andre regioner var knyttet til den.
Dette hul skal derfor udfyldes på en eller anden måde – hvad enten det sker gennem et politisk parti, en politisk bevægelse eller politisk arbejde. Det skal gøres, og der skal arbejdes på det.
Det nuværende arbejde i Damaskus udføres for hele Syriens befolkning, men for os handler det især om det kurdiske folk – om at kurderne kan indtage deres plads i staten og nå den plads, de fortjener.
Så selvfølgelig vil jeg arbejde for dette.
I sidste ende tror jeg, at målet og formålet er det samme for vores syriske folk. Syriens kurdere vil i den kommende periode få muligheder, og vi vil være i stand til at tage endnu større skridt.
Irfan Aktan: Jeg vil gerne spørge om noget vigtigt. Hvis aftalen af 29. januar ikke var blevet indgået, og der var brudt krig ud, hvad ville der så være sket? Hvad var styrkernes plan mod jer? En stor massakre? Eller blot en militær skræmmekampagne? Hvad var deres plan? Og hvis det var lykkedes, hvordan ville situationen så have været?
Mazloum Abdi: Jeg ønsker ikke at gå i detaljer med sådan et emne. Vi ønsker at se fremad og tænke over, hvordan vi skal håndtere de ting, der ligger foran os.
Men vi ønsker også at lære af denne periode.
Jeg kan sige, at det, vi stod over for for syv-otte måneder siden, i begyndelsen af året, var en massiv trussel mod vores folk. Vores folk stod over for potentiel udslettelse. Mange mennesker siger dette.
Der var mange årsager: internationale forhold, de internationale styrkers holdninger, regionale styrker og regionale staters holdninger samt faktorer inde i Syrien og holdningerne hos forskellige aktører dér.
Der var altså mange grunde til, at en sådan situation opstod.
Selvfølgelig burde den være blevet forhindret. Hvis aftalen af 29. januar ikke var blevet indgået, ville krigen være fortsat. Mere blod ville være blevet spildt, og vores folk ville have stået over for endnu mere fordrivelse og drab.
Selvfølgelig ville vi have fortsat vores modstand. Folkets modstand slutter aldrig. I 14-15 år har vi kæmpet, og vi ville have fortsat kampen.
Jeg udtalte mig også om dette på det tidspunkt. Vi sagde, at vi ville kæmpe i vores egne områder.
Resultatet ville dog ikke have været bedre for vores folk. Tværtimod ville vores folk have lidt endnu mere, hvilket de ikke fortjener.
Til gavn for vores folk mener jeg, at det bedste, vi kunne gøre, var at indgå en sådan aftale for at forsvare vores folks resultater.
Det var ikke, hvad vores folk ønskede. Men det var, hvad der var realistisk på stedet.
Derfor var dette skridt nødvendigt. Derfor traf vi den historiske beslutning om at nå frem til denne aftale.
Vi fortsætter vores arbejde ad denne vej.
Irfan Aktan: Nogle kommentarer om denne proces er blevet offentliggjort i israelske medier. Nogle siger: “Kurderne vil fortryde det.” Hvad er dit forhold til Israel? Hvordan vurderer du sådanne kommentarer?
Mazloum Abdi: Det er ting, vi hører i medierne. Vi ved ikke, om det virkelig er den israelske stats holdning.
Vi har ikke noget forhold til Israel i denne forbindelse.
Jeg mener dog, at vi som kurdisk folk bør træffe vores egne beslutninger. Vores folks vilje bør respekteres af alle.
Irfan Aktan: Nogle siger, at hvis kurderne havde opbygget gode forbindelser med Israel, var disse udviklinger måske ikke sket. Hvorfor valgte kurderne ikke deres støtte? Hvad synes du om det?
Mazloum Abdi: Jeg tror ikke, det er så enkelt.
Der er statslige interesser involveret. Stater handler i overensstemmelse med deres interesser. Store stater som USA, Frankrig og Storbritannien er involveret. Israel er også en del af dette system.
Jeg tror ikke, det ville have gjort den store forskel.
Irfan Aktan: Mange mennesker siger, at disse internationale styrker forbereder et nyt Mellemøsten. Derfor er ikke-statslige væbnede grupper som Hizbollah og Hamas blevet elimineret. Der er ført krig mod Iran. Nu tales der om de Folkelige Mobiliseringsstyrker. Hvad er din mening om dette projekt, og hvilken rolle har kurderne i det? Hvordan er kurdernes skæbne blevet lagt på bordet?
Mazloum Abdi: Der har længe været tale om et nyt Mellemøsten-projekt. Der har været tale om den slags, siden jeg gik ind i politik.
Nu taler de også om en ny situation.
Ja, der er problemer i Mellemøsten. Der er krige, og der kan komme flere i fremtiden. Vi må se, hvor dybe forandringerne bliver.
Vi kan foretage vores vurderinger på baggrund af dette. Indtil videre er intet hugget i sten. Der er samtaler og politik, men i praksis er der endnu ikke sket grundlæggende ændringer, som vi ville kunne basere vores politik på.
I politik skal man handle i henhold til de faktiske forhold på stedet. Det er muligt, at der vil ske større forandringer i fremtiden. Så kan vi basere vores analyser og vores politik på dem.
Irfan Aktan: Mange ting har faktisk ændret sig på stedet. I Rojava har mange ting for eksempel ændret sig. I Damaskus forlod Baath-regimet magten, og et nyt regime kom til magten.
I Tyrkiet, efter krigen fra 2016 til 2024, er PKK nu opløst, og en fredsproces er i gang. Der er nye udviklinger på stedet. Mange siger, at dette er en del af opbygningen af det nye Mellemøsten.
Mazloum Abdi: Ja. Inden for denne ramme sagde jeg, at der er behov for mere klarhed og konkrete udviklinger på stedet, før man kan have absolutte holdninger til dette spørgsmål.
Men situationen er selvfølgelig ny for kurderne. Der har været ændringer.
De ændringer, der nu sker i Tyrkiet som en del af fredsprocessen, processen i Rojava og Syrien omkring det kurdiske spørgsmål og kurdernes deltagelse i den syriske stat – dette er bestemt en betydelig ændring.
Det vil føre til betydelige fremskridt. Hvis vi evaluerer dette korrekt og griber det an på den rigtige måde, vil vi se store ændringer.
Dette er en mulighed for det kurdiske folk. Hvis de arbejder og organiserer sig i overensstemmelse hermed, kan de drage fordel af denne mulighed og tage nye skridt for deres fremtid.
Irfan Aktan: Vi har talt om Tyrkiet. Jeg har et andet spørgsmål om Iran. Iran sidder fast. Det er frosset fast. Ingen ved, hvad der venter landet.
Kurderne fra Østkurdistan [iransk Kurdistan] har dog både militære og politiske styrker. I har været igennem en stor krig. I har kæmpet i cirka 15 år. Det er tydeligt, at I har stor erfaring på området. Hvad er jeres forslag til kurderne i Østkurdistan?
Mazloum Abdi: Vi har gode forbindelser til kurderne i Østkurdistan og deres politiske kræfter.
Vi har forbindelser til dem. Nogle kom også for at føre krig mod Islamisk Stat. De hjalp os, og mange blev martyrer her. Vores forhold har fortsat på dette grundlag.
Jeg mener, at kurderne og deres politiske kræfter i Østkurdistan traf den rigtige beslutning under den seneste udvikling.
Vi mener, at deres beslutning var passende. De opstillede deres betingelser for deltagelse i disse internationale politiske dynamikker. De definerede deres krav og deres tilgang.
De traf den rigtige beslutning i denne henseende.
Kurderne fra Østkurdistan har også deres egen enhed. De samlede sig, og vi støttede de beslutninger, de traf. Vi var glade for deres beslutning og bakkede den op.
Irfan Aktan: Situationen i Sydkurdistan [Kurdistan-regionen i Irak] ændrer sig også langsomt. For en måned siden rejste jeg til Duhok, Erbil, Sulaymaniyah og Qandil.
Befolkningen i Sydkurdistan siger: “Bagdad intensiverer gradvist presset på os, kvæler os og fratager os langsomt vores ressourcer.”
USA vil også trække styrker tilbage fra Sydkurdistan. I har meget gode forbindelser til politiske aktører i Sydkurdistan. Hvad er jeres tanker om fremtiden dér? Har I nogen bekymringer?
Mazloum Abdi: Helt ærligt ønsker jeg ikke at diskutere de interne anliggender i Sydkurdistan særlig meget.
Irfan Aktan: Jeg mente i forhold til Mellemøsten.
Mazloum Abdi: Men for Kurdistan-regionen i Irak generelt ser vi behovet for, at de politiske kræfter forener deres politik i Bagdad.
Det gælder også for os, idet vi tilslutter os den generelle politik og de statslige institutioner i Syrien.
De syriske kurdere skal fremlægge en samlet holdning i Damaskus, og alle skal støtte vores aftale med Damaskus for at undgå fragmentering og modstridende positioner, som ville forårsage stor skade.
I denne forstand forstår vi de udfordringer, som Kurdistan-regionen i Irak står over for.
Kurdistan-regionens politiske kræfter skal have en samlet position i Bagdad. Hvad er nødvendigt for Kurdistans og dets befolknings interesser? En fælles tilgang.
Uanset hvor mange uenigheder der måtte være i Kurdistan, skal de have en samlet politik i Bagdad.
Det er mit råd til dem.
Irfan Aktan: Vi nærmer os slutningen, men hvad med Tyrkiet?
Der er mange spekulationer om, at general Mazloum Abdi vil komme til Tyrkiet eller rejse til İmralı for at tale med Abdullah Öcalan. Har du diplomatiske forbindelser med Tyrkiet? Og er der nogen chance for, at du kommer til Tyrkiet i fremtiden?
Mazloum Abdi: Som I ved, har der længe været et problem mellem os og Tyrkiet.
Irfan Aktan: Ja.
Mazloum Abdi: Den tyrkiske hær har flere gange angrebet os her. De har besat vores land, Afrin og andre regioner.
Indtil for nylig var der sammenstød mellem os. Vi var mål for tyrkiske angreb.
Men siden aftalen den 10. marts sidste år er dette ophørt. Der er ingen sammenstød nu. Vi kan sige, at der er en form for våbenhvile.
De tyrkiske angreb her er ophørt, hvilket er godt. Vi ønsker, at dette fortsætter.
Vi holder kommunikationskanalerne åbne. Vi ønsker, at dette udvikler sig, og at vores forhold til Tyrkiet vender tilbage til en naturlig og stabil tilstand.
Det er i vores folks interesse – det kurdiske folk i Syrien.
Vi ønsker at forbedre forholdet. Inden for denne ramme ønsker vi at udvikle vores forhold til Tyrkiet. Vi vil gøre alt, hvad der er nødvendigt for at nå dette mål.
Hvis et besøg i İmralı vil gavne vores folk her, og hvis det kan bidrage til at normalisere vores forhold til Tyrkiet, vil det være en kilde til tilfredshed for os og for hele Syrien.
Irfan Aktan: Der er mange spekulationer om den proces, der er begyndt i Rojava siden den 29. januar. Nogle siger, at Abdullah Öcalan, den kurdiske folkeleder, også var en del af den. Hvad var hans rolle? Spillede han nogen rolle?
Mazloum Abdi: Han har uden tvivl spillet en rolle.
Tyrkiet var også involveret. Han [Öcalan] sendte et brev, som nåede frem til os.
Det, han gjorde klart, var, at problemerne skulle løses gennem dialog. Han understregede, at vi burde undgå at gå i krig med den syriske regering.
Dette var et særligt fokuspunkt.
Jeg tror, at han – fordi der løbende afholdes møder på İmralı med Tyrkiet – fortsat vil have en positiv indflydelse på processen.
Irfan Aktan: Jeg har to spørgsmål mere. Der er nu drøftelser i gang om udarbejdelsen og vedtagelsen af en ny syrisk forfatning. Du er også en del af denne proces. Hvad er dine forventninger? Hvad er Damaskus’ program for den nye forfatning?
Mazloum Abdi: Der er endnu ikke noget program. Der er endnu ikke nedsat et udvalg til at udarbejde en ny forfatning.
Irfan Aktan: Vil kurdere blive inkluderet i en sådan kommission?
Mazloum Abdi: Det siges, at den måske vil blive nedsat om to eller tre måneder. Kurderne skal selvfølgelig også inkluderes.
I øjeblikket er der en gruppe kurdiske repræsentanter i det syriske parlament. De skal også være repræsenteret i kommissionen.
Kurderne skal inkluderes. Det er vores hovedkrav.
Kurderne skal være med i kommissionen, der udarbejder forfatningsudkastet, så deres rettigheder kan garanteres.
Talrige spørgsmål er blevet rejst vedrørende kurderne. Aftalerne af 10. marts og 29. januar samt præsidentdekret nr. 13, som blev udstedt af den syriske præsident, omhandler kurderne og kurdernes rettigheder.
Vi vil selvfølgelig presse på for, at indholdet af disse officielle aftaler bliver forankret i den syriske forfatning.
Irfan Aktan: Mit sidste spørgsmål handler om Rojavasøkonomiske situation. Der er i øjeblikket problemer med forsyningen af elektricitet, vand og brændstof.
Hvordan diskuterer I de økonomiske problemer med Damaskus, og hvordan planlægger I at løse dem?
Da I kontrollerede olien og andre ressourcer, blev mange ting subsidieret til befolkningen. Omstændighederne og betingelserne har nu ændret sig. Hvordan vil dette problem blive løst?
Mazloum Abdi: Ja, omstændighederne og betingelserne har ændret sig.
Tidligere var ressourcer som benzin i hænderne på den autonome administration. De blev brugt på en bestemt måde for at imødekomme befolkningens behov, såsom elektricitet, bagerier og offentlig transport.
Disse blev subsidieret, og det var gavnligt.
Men efter at disse ressourcer – især benzin – blev overtaget af den syriske stat, var statens politik at skære ned på subsidierne.
De subsidier, som den autonome administration ydede, er blevet stoppet. Det har ført til en krise med hensyn til elektricitet, vand og brød.
Disse problemer skal løses nu. Det er et af de vigtigste problemer, vi arbejder med sammen med de statslige institutioner.
Vi håber at finde en løsning – i det mindste en midlertidig løsning, indtil en mere langsigtet løsning er på plads – som svarer til de subsidier, den autonome administration tidligere ydede.
Den endelige beslutning ligger dog hos Damaskus.
Irfan Aktan: Mange tak. Jeg har endnu et personligt spørgsmål.
Jeg vil gerne vide, hvordan du har det med denne seneste proces. Du har været en del af denne revolution i over ti år. Du plejede at bære militæruniform; nu er du klædt i civilt tøj.
Hvad er dine følelser omkring processen? Har du håb? Eller er du mere bekymret? Hvad føler du? Eller er du udmattet efter krigen?
Mazloum Abdi: Vi har været tvunget til at udkæmpe en krig gennem de sidste 14 år.
Jeg har tidligere været involveret i generelt politisk arbejde her. Men da krigen blev påtvunget os, greb jeg til våben.
Vi har været involveret i en intens krig, først som Folkets Beskyttelsesenheder [YPG] og senere som de Syriske Demokratiske Styrker.
På den ene side er jeg glad, fordi krigen er stoppet. Vi vil ikke kæmpe mere. Vi vil ikke have flere martyrer eller sårede kammerater. Vi vil ikke lide under dette.
Det er en kilde til lettelse for alle. Vi burde alle være glade for, at der ikke er krig og ikke flere martyrer. Det er jeg også.
På den anden side har vi selvfølgelig endnu ikke nået de mål, vores folk ønskede. Vores folk havde store krav, som vi ikke har opfyldt.
Men vi kæmper stadig for dem. Det gør selvfølgelig også en trist.
Farerne er stadig til stede, og det skaber også sorg.
Vi ønskede at fuldføre kampen og processen med succes, så der ikke længere ville være trusler. Vi var nødt til at fortsætte kampen for at opnå vores rettigheder.
Hvis vi ikke lykkes med at opnå dette, skaber det også skuffelse.
Vi fortryder dog ikke, hvad vi har gjort indtil videre.
Vi har beskyttet vores folk.
Mange mennesker spørger mig: “Hvorfor er der så mange martyrer?”
De fleste af dem faldt, mens de forsvarede Kobane, Afrin og Jazira-regionen.
Ja, vi kunne have undgået nogle af vores tab. Generelt stod vi dog over for en eksistenskamp. Islamisk Stat ville udslette os.
Jeg husker, hvordan hele Kobanis befolkning blev fordrevet og flygtede til Nordkurdistan [Kurdistan i Tyrkiet].
En massiv krig blev udkæmpet. Vi mistede tusindvis af martyrer for at gøre det muligt for vores folk at vende tilbage til deres land.
Vi har måske haft mangler under denne proces. Men den nødvendige kamp blev ført.
Derfor er jeg stolt af min fortid, især de sidste 15 års kamp. Jeg er stolt af at have tjent vores folk.
I dag er situationen en anden. En ny periode ligger foran os. Vi går ad en ny vej.
Dette er naturligvis en fortsættelse af vores tidligere resultater. Vi starter ikke fra bunden.
Vi har en betydelig tilstedeværelse. Vi driver mange institutioner. Der er mange ting, vi har bygget – og som vi kan bygge videre på.
Personligt føler jeg mig endnu mere håbefuld og tror, at vi – sammen med vores folk og baseret på det, vi har bygget op, det vores folk håber på, og det, vi endnu ikke har opnået – kan lykkes med den proces, der ligger foran os.
Irfan Aktan: Mange tak. Jeg har selvfølgelig flere spørgsmål, men vi har ikke meget tid.
Mange tak for jeres gæstfrihed. Tak, fordi I kom her.
Vi har talt med Mazloum Abdi. Vi diskuterede den nuværende proces, hvordan vi er nået hertil samt visionerne og forudsigelserne for fremtiden. Hav det godt.
Kilde:
Irfan Aktan, 2026: Was Rojava surrendered? Mazloum Abdi answers. The Amargi, 4. September, 2026.
Oversættelse: Jesper Brandt




