Af  Firat Jacob Tas

Jeg ankom til Dersîm (Tunceli) tirsdag den. 13. maj fra Amed via Elazîg. Jeg tog den lokale færge til Pêrtag, og kørte op af de velkendte bjerge.

Dersîm har altid været et sted, jeg har ønsket at se, og jeg tænkte, hvorfor ikke gøre det nu, da jeg alligevel skal rundt i Kurdistan.

Dersîm er omringet af bjerge, bjerge jeg aldrig har set før og floder og søer som ingen andre steder har.

Min ankomst til Dersîm centrum var overvældende. Det første jeg så var Pîr Seyîd Rîza, en stor statue af lederen, der førte en opstand tilbage i 1938. Følelsen af at se Pîr Seyîd Rîza efter at have set så meget militær- og kampvogne på vejene samt nye militærposter, der bliver bygget, var en blandet følelse. På den ene side bliver der talt om en fredsproces mellem PKK og den tyrkiske regering. På den anden side ser man bebyggelser af nye militærposter rundt omkring. Det giver en følelse af at blive snydt igen, som Pir Seyîd Rîza også blev gjort tilbage i 1937 af Mustafa Kemal Atatürk.

Mit første syn i Dersîm centrum er statuen af Pîre mîn med udsigten til Munzur baba. Til højre ser jeg en mur med masser af billeder tilbage fra 1937-1938. Det er et mindevæg for folkemordet til at huske folk om de lidelser, hvor de 70.000 mennesker blev udsat for, inden de blev myrdet og de tusinder, der flygtede eller blev deporterede senere hen.

Kommunismen har sit fodfæste i Dersîm, og folk fra området er enten tilhængere af TIKO eller PKK. Den passive holdning som jeg troede, de unge ville have er ikke til at finde. I hvert fald ikke i Dersîm!

Jeg foretog nogle udflugter til Pulur (Ovacik), som er den eneste by i landet, der netop for nyligt fik en borgmester fra et kommunistisk parti. Nær Pulur er der landsbyen Ziyaret som er mellem Pulur og det hellige Munzur baba gözleri med Munzur bjerget i baggrunden. Pulur er et af de helligste steder med legenden om Munzur Baba.

Jeg tog videre til Xozat og besøgte nogle gravpladser fra folkemordet i 1937-1938 samt andre steder, som anses som hellige steder. Mêzgir som er min bedstemors hjemby, besøgte jeg også.

Min sidste dag var jeg med til en demonstration mod AKP i forbindelse med mineulykken i Soma. Jeg mødte nogle lokale universitetslektorer, som hurtig blev mine venner. Efter at have demonstreret i nogle timer satte vi os ved Pîr Seyîd Rîza pladsen og fik noget Zaza te. Herefter valgte jeg at tage til Pîlemor og fik noget at spise langs Munzur-floden. Mine sidste timer brugte jeg på Duzgîn Baba bjerget ved at betragte solnedgangen henover Dersîm-bjergene.

Min kampånd er blevet stærkere.

Tak Dersîm.